Fornuft og ufornuft i det økonomiske samfund. Et klimafilosofisk bidrag

Vores fornuft gør os ufornuftige, vores frihed ufrie og vores etik uansvarlige. For at imødekomme klodens klima- og biodiversitetskrise må vi konfrontere og tøjle egne kollektive kræfter – ikke naturens.

Af Emil Månsson

Klimaet er blevet forsidestof. Mens hedebølger og skovbrænde hærger den nordlige halvkugle fra Østasien til Nordamerika, kæmper store dele af det globale syd med ekstrem nedbør og oversvømmelser. Overalt på kloden dør mennesker af ekstrem varme og ekstremt vejr, som over en bred kam kunne være undgået. Så hvorfor gør vi ikke noget? Eller hvorfor gør vi ikke nok?

Klimaet er blevet forsidestof, men ikke først med flammerne og regnen. Så sent som i maj måned, nærmest som ouverture til sommerens globale klimadrama, udkom Politiken med et bemærkelsesværdigt opråb fra godt 300 bekymrede forskere, som opfordrede danske politikere til entydigt at sætte Parisaftalens klimamålsætning over økonomiske væksthensyn.1 Den slags kan lyde radikalt – hvad automatreaktioner fra regeringen og Dansk Industri i dagene efter bekræftede2 – men behøver ikke at være det.

At sige, at A tager prioritet over B, er ikke en kategorisk afvisning af B. Hvis økonomisk vækst skulle vise sig at være den bedste måde at nå i mål med Parisaftalens klimaambitioner … so be it. Det er der bare intet, som tyder på.3 Økonomisk vækst har historisk været, og vil mange steder i verden stadig være, et middel til mere opbyggelige mål om sundhed, anstændigt arbejde og fattigdomsbekæmpelse.4 Men bør det være et samfundsøkonomisk mål i sig selv?

I en debat, som alt for ofte har handlet om flyrejser og kødforbrug, var det opløftende at høre danske forskere gentage, hvad venstrefløjen har vidst længe: at det er vores samlede ressourceforbrug, som udgør det egentlige problem; at det er samfundets enøjede fokus på vækst, som ikke kan gå lykkeligt hånd i hånd med den økologiske trivsel – og hvis vores politikere alligevel insisterer, så bliver det vitterligt til verdens ende.

Når vi fortsat fælder, forurener og forbruger på livet løs, er dette vi ikke så meget du og jeg, som det samfund, vi er en del af. Og samfundsansvar ligger først og fremmest hos regeringer. Som forskeropråbet konstaterer: “de fleste borgere agerer ganske rationelt givet de politiske signaler i Danmark de seneste årtier og aktuelt.”

Men det betyder ikke, at det er politikernes ansvar alene. Du og jeg kan og skal gøre en vigtig forskel ved at svare højt og tydeligt, også når vi ikke bliver spurgt, på spørgsmålet om, hvilket samfund vi ønsker. Dét skal vi som borgere være med til at definere, det er fællesskabets ansvar, og det kræver, ud over nødvendige videnskabelige analyser og tekniske løsninger, at vi sagligt kan se igennem argumenter af typen: Men har økonomisk vækst ikke skabt vores velfærd? Og må enhver ikke leve, som han eller hun vil?

Her er vi inde og røre ved noget af det, som kommer allertættest på: vores egen selvforståelse. Her drejer det sig om de begreber og motiver, vi dels bruger til at fortælle den moderne historie om os selv som fællesskab og individer, dels bruger til at retfærdiggøre vores adfærd som samfund. Det er begreber som: 1) fornuft, 2) frihed og 3) etik og ansvar.

Af idéhistoriske årsager er humanistiske grundpiller som disse i dag overladt til noget nær fri fortolkning. For hvem er ikke på fornuftens og frihedens side? Og hvem er ikke etiske og ansvarlige mennesker, hvis de selv skal sige det? Men kan det virkelig passe, at snart sagt enhver politisk holdning eller position lader sig smykke med sådanne universelle honnørord? Efter dette års sommer, hvor klimaforandringerne bogstavelig talt brød ud i lys lue, bør det stå klart for enhver, som tør indse det åbenlyse, at vores fælles fornuft, vores forståelse af frihed og vores (mangel på) samlende ansvarsfølelse ikke længere bringer håb om en lovende fremtid. Med andre ord er det på tide, at disse begreber modtager endnu en kritisk overhaling.

Fornuften der styrer os

Man siger, at vi måler, hvad vi værdsætter – og værdsætter, hvad vi måler. Men i det økonomiske samfund er det, som om vi har glemt første del af udsagnet. Vi har målt så længe, at vægtskålen ikke bare er tippet, men reelt væltet til højre. Selvom både eksperter og aktivister har slået på tromme for en ny økologisk ansvarlighed i mere end et halvt århundrede, lever de fleste mennesker fortsat i udpræget økonomiske samfund, hvor kollektiv succes måles på høj beskæftigelse, god konkurrenceevne og et “sundt” bruttonationalprodukt, mens privat succes kendes på fast ejendom og personlig købekraft. Det er samfund, som ifølge dets fortalere domineres af sund fornuft frem for alt – ingen sentimentalitet eller overtro her. Men hvor fornuftigt er her egentlig?5

 

Hvor fornuftigt er det f.eks., når en dansk regering i 2017 fremlægger strategier for luftfart, skat, vækst og Nordsø-olie uden at skele til klimaet?6 Eller når man sløjfer driftsstøtten til det grønne nationalregnskab?7 Eller når man modarbejder EU-planer for cirkulær økonomi, bedre affaldssortering og mere ambitiøs havmiljøpolitik?8 Ikke særlig fornuftigt, fristes man til at svare, men sandheden er, at målt på den økonomiske fornufts egne præmisser, er forslagene ikke ufornuftige.9 Først når vi sætter vores økologiske fornuft i spil og måler på velfærd og bæredygtighed frem for BNP-vækst, beskæftigelse og konkurrence, er resultatet sort.10 Indtil da bør vi snarere tale om rationelle midler til irrationelle mål.

Man siger, at vi måler, hvad vi værdsætter – og værdsætter, hvad vi måler.11 Men i det økonomiske samfund er det, som om vi har glemt første del af udsagnet. Vi har målt så længe, at vægtskålen ikke bare er tippet, men reelt væltet til højre. Vi ved ikke længere, hvad vi oprindeligt satte pris på, så i stedet har vi lært at elske vores velstand, vores forbrug og vores markedsværdi.12 Vores målestok er blevet mål i sig selv, og forklaringen på dette, påstår jeg, skal findes i Fornuften, som styrer os – dvs. i et bestemt fornuftsbegreb.

Historien kort, så har fornuften anno 2018 rødder i en europæisk tradition, som siden er blevet Vestens, og i dag verdens. Dermed ikke sagt, at fornuft per se først findes eller ligefrem opfindes i en europæisk kontekst. Det er snarere en kritisk pointe, jeg låner fra den tjekkiske økofænomenolog Erazim Kohák (f. 1933), at nutidens herskende fornuft (økonomisk, beregnende, videnskabelig, objektiv) faktisk er “resultatet af bestemte identificerbare beslutninger – forkerte veje, om du vil – som den europæiske tanke tog i det syttende århundrede og testamenterede til sine globale arvinger.”13

 

Vi må i enhver henseende spørge: hvad konstituerer en meningsfuld handling i lyset af ambitionen om at skabe en bedre verden for kommende generationer? Så har vi til gengæld også en ny og bedre verden at vinde.Med renæssancen, den videnskabelige revolution, rationalismen og oplysningstiden førte ‘den europæiske tanke’ uden tvivl fantastiske fremskridt med sig. Ikke bare videnskabelige og teknologiske nybrud, men også moralske tanker om frihed, lighed og broderskab var alle resultater af en vågnende europæisk bevidsthed, som med tiden betød bedre levevilkår for den brede befolkning og affødte revolutionerende opgør med nedarvede skikke (kirkens og kongemagtens autoritet) og barbariske uskikke (slavehandel, tortur og dødsstraf). Så langt, så godt. Men som filosoffer har argumenteret for før,14 så er den europæiske fornuft langsomt reduceret til kun at omfatte såkaldt objektive forhold, mens spørgsmål om værdi, formål og mening i dag afvises som subjektive. Med Koháks ord:

“[Mening og værdi] bliver udelukkende ‘subjektive’ i en mangelfuld betydning af ordet – betinget af et specifikt individs præferencer. Omvendt mister grundlæggende relationer, der har med respekt og kærlighed at gøre, det at sætte pris på noget, en hvilken som helst transindividuel gyldighed, de engang måtte have besiddet. I kartesianske kategorier er fornuft kun det, som kan begribes matematisk eller kausalt. Heraf ideen, at det er ‘fornuftigt’ at rydde en skov for maksimum profit, mens at elske og beskytte skoven betragtes som sentimentalitet og i bedste fald en helt igennem irrationel personlig besættelse.”15

Meninger kan enhver have, men mening i stringent filosofisk forstand, dvs. med transindividuel gyldighed … den slags er immervæk for vattet til fælles forvaltning.16 Spørgsmålet er bare, hvor meget fornuft der er i dét?

Den sjette masseudryddelse af arter; massive klimaforandringer, miljøudfordringer og økosystemiske sammenbrud; kort sagt, hele den levende verdens totale forarmelse.17 Disse realiteter betyder, at alle mennesker – rig som fattig, i dag og i fremtiden – i en meget virkelig forstand har en verden at miste. Noget gøres, hurtigt, og det kræver som minimum, at det økonomiske samfund suppleres og assisteres, for ikke at sige erstattes, af et visionært og vedvarende fokus på værdi, mening og formål. Vi må i enhver henseende spørge: hvad konstituerer en meningsfuld handling i lyset af ambitionen om at skabe en bedre verden for kommende generationer? Så har vi til gengæld også en ny og bedre verden at vinde.

Det forudsætter, som Kohák skriver, at “vi må søge en mere dækkende fornuftsforståelse, der inkluderer såvel værdi- og meningsforhold som de, der har med årsag og tal at gøre. I stedet for modernitetens hjerteløse fornuft og ufornuftige hjerte må vi søge det lydhøre hjerte, som omtales i Første Kongebog 3:9, således at vi kan skelne mellem godt og ondt.”18 Der går altså en lige linje fra fornuftsforståelse til etikken, som vi senere kommer til. Men for at kunne handle overhovedet, må man først være fri – derfor må vi først omkring den anden humanistiske søjle: friheden.19

Frihed til og fra hvem?

Det vil utvivlsomt kræve både restriktioner og reguleringer at skabe en samfundsforandring, som rent faktisk står mål med klimaudfordringen. Så hvad med den personlige frihed? Med andre ord, hvad kommer alle disse kollektive klimahensyn til at betyde for mine individuelle udfoldelsesmuligheder? Det er umiddelbart legitime bekymringer, men igen, som med fornuften i afsnittet før, er det ikke friheden selv, men snarere en bestemt, misforstået eller ligefrem misbrugt, udgave af friheden, som står for skud. Og hvad denne udgave af Frihed angår, er heller ikke dén værd at samle på.

I dette afsnit lader jeg mig inspirere af den britiske idehistoriker Isaiah Berlin (1909-1997), som sondrer mellem negativ og positiv frihed – ikke i normativ forstand, men i betydningen frihed fra versus frihed til.20 Berlin begynder med den negative frihed, hvilket ikke er tilfældigt, al den stund den går forud for den positive frihed. Ingen frihed til personlig udvikling og udfoldelse uden først den grundlæggende sikkerhed, som ligger i grundlovssikrede friheder fra tvang og tyranni. Med den negative frihed opnår kongens subjekter, dvs. os alle sammen, helt basale menneskerettigheder, og gudskelov for det. Men dét var dengang. For i det økonomiske samfund er den negative frihed ikke, hvad den har været.

Hvor den negative frihed i sin oprindelige form stod for fravær af tvang, udnyttes den i dag af velhavere, virksomheder og regeringer til at retfærdiggøre fravær af regulering og konsekvenser. Hvor kampen for den negative frihed engang blev kæmpet opad, dvs. gik imod magten, bliver den i (og af) det økonomiske samfund kæmpet nedad. Det betyder ikke, at den negative frihed i sin oprindelige form har mistet legitimitet. Men som aktivt kampvåben har den skiftet hænder. Her er ikke længere tale om frihed i betydningen individuel sikkerhed. Her er tale om frihed, som i friheder, man tager sig. Frihed fra kollektive, humane og økologiske hensyn, og dermed frihed fra ansvar. Det er frihed, som tjener enkeltinteresser frem for enkelte personer, og således ikke et frihedsideal, vi kan være tjent med som samfund. Men hvordan er vi havnet her? Med Erazim Kohák igen:

“Vi sidder fast på en rulletrappe af stadigt stigende krav og efterspørgsel. Dette er den økologiske krises oprindelse: en uendelig efterspørgsel finder sig selv i uundgåelig konflikt med en meget endelig verden. I en verden af råmaterialer, en verden blottet for liv, værdi og orden; i en sådan verden er intet naturligt, og derfor er intet blot tilstrækkeligt. Der findes ikke længere nok, der findes kun mere.21

 

Når regeringer og virksomheder påberåber sig frihed til at forbruge, producere og forurene “for samfundets skyld”, dvs. til fordel for vækst og profit, så har det beviseligt fatale konsekvenser for klimaet og for samfundet på længere sigt. En frihedsforståelse, som tillader dette, er uforsvarlig.Dette er det økonomiske verdens- og menneskesyn i en nøddeskal. Mere vil have mere, mere må have mere, mere kender kun mere. I det økonomiske samfund er vi alle først og fremmest frie til at tjene penge. Det er vores ret, koste hvad det vil. Som Kristian Jensen skrev sidste år i en kronik om borgerløn: “mennesker vil altid have mere, og de ønsker altid bedre vilkår,”22 underforstået: mennesket er en stræber, og hvis Ikaros vil flyve, så skal ingen sige ham imod.23 Men med et andet billede fra den græske mytologi – af kong Erysichthon, som af hovmod og forbandet begær ender med at æde sig selv24 – er menneskers evige stræben da et argument for deregulering eller for mere regulering?

Svaret findes et sted imellem: vi har brug for bedre regulering. Når regeringer og virksomheder påberåber sig frihed til at forbruge, producere og forurene “for samfundets skyld”, dvs. til fordel for vækst og profit, så har det beviseligt fatale konsekvenser for klimaet og for samfundet på længere sigt. En frihedsforståelse, som tillader dette, er uforsvarlig. Ergo må dens konsekvenser afsløres, om og om igen, og konsekvent tilbagerulles og modarbejdes af hensyn til fællesskabet. Men uden en ordentlig fornuftsforståelse får denne forskruede frihed som regel også lov at trække frinummer. Hvilket er en økologisk pointe: ting hænger sammen.

Fornuft reduceres, og frihed korrumperes. Men der findes håb. Modsat den negative frihed findes en positiv fortælling om frihed som tilvær (som i ordet tilværelse) frem for fravær. Den betoner frihed til eksempelvis uddannelse, sundhed, offentlig transport og demokratisk medindflydelse, men også helt grundlæggende: frihed til liv, for os og for andre, i dag og i fremtiden. Som sådan har den positive frihed et klart etisk udsyn, som den negative frihed nok havde engang, men mangler i dag. Og det er dette etiske blik, denne vision, som udgør tredje og sidste søjle.

En ny tids etik

For igen at tage den korte version, så handler traditionel etik om, hvordan mennesker bør handle over for andre mennesker.25 Denne type 1:1 etik har at gøre med retfærdighed, velgørenhed og ærlighed og er som sådan gyldig til alle tider. Men som den tysk-amerikanske filosof Hans Jonas (1903-93) skrev allerede i halvfjerdserne, så er den gamle etik slet ikke gearet til at håndtere kollektive udfordringer og beslutninger i den skala, det moderne teknologiske samfund kræver.26 Og det er et problem, for når vi kun kender en gammel forståelse af etik, afvises al etik som gammeldags. Jonas skriver:

“Care for the future of mankind is the overruling duty of collective human action in the age of a technical civilisation that has become ‘almighty,’ if not in its productive then at least in its destructive potential.”27

Når nutiden rækker ind i og lægger beslag på fremtiden som aldrig før, må etikken som stifinder gøre det samme. Udfordringen er at få oversat et etisk imperativ til politisk handling. For hvilken magt kan tage fremtidens parti? Og endnu mere fundamentalt, hvilken indsigt og hvilke værdier skal repræsentere fremtiden i nutiden?28

Omsorg for fremtiden lyder Jonas’ etiske fordring. Pointen er, at de gamle kategorier, som i udgangspunktet var møntet på enkeltpersoner og mellemmenneskelige relationer, ikke passer til vores samfunds destruktive potentiale. Den nye etik, som i sit væsen er fremtidsorienteret, betyder og byder os, at vi som samfund må handle af pligt over for fremtidige generationer, dvs. med blik for de konsekvenser, vores handlinger vil have for dem. Og hvordan gør vi så det? Ved at passe på vores planetære hjem, som om lidt vil være deres.

Således kan omsorg for fremtiden oversættes til det mere praktiske solidaritet med kloden. Udstrakt samhørighed og sympati, ikke kun med mennesker, men med hele den levende verden, vi er en del af, må guide vores handlinger. Men for at denne indsigt skal få hold i nutiden, må begreberne værdi og mening igen blive en del af den ledende samfundsfornuft. Fornuften, som styrer os, må selv styres, og således er vi tilbage ved begyndelsen.

Vores fælles fremtid er et samfundsanliggende, ergo kræver den et samfundsansvar. Vi må, med Kohák igen, lære at leve i fornuft.29 Fornuft er ikke kun noget, man har, det er i lige så høj grad noget, man udviser. Fornuft er en udøvende kunst, en praksis, og siden etik er moralsk vejledning for praksis, så følger, at vi rent faktisk kan opstille objektive kriterier for fælles fornuft og handling, f.eks. maksimen:

Nogle ting understøtter og giver liv: de er gode. Andre ting ødelægger og tager liv: de er onde.30

Eller som miljøpioneren Aldo Leopold (1887-1948) skrev i det eminente Land Ethic essay, som afslutter hans A Sand County Almanac: ”A thing is right when it tends to preserve the integrity, stability, and beauty of the biotic community. It is wrong when it tends otherwise.”31 Så simpelt kan det siges fra et etisk perspektiv, men ikke i det økonomiske samfund. Her hersker en anden logik.32

Vi har kun én klode at gøre godt med. Første bud på en global klimaetik må derfor være, at vores kollektive handlinger ikke må kompromittere Jordens planetære grænser.33 Hvis de gør det, gør vi noget forkert (og det gør de, så det gør vi). Dette bud er så bredt, at det kunne stå alene, men det må alligevel have følgeskab af et andet. For det er én ting at reducere vores CO2-udledninger. Vi må samtidig sørge for, at velfærd og ressourcer – jord, vand og luft, men også politiske og økonomiske ressourcer – ikke bliver eller forbliver åbent bytte for den såkaldte “frie konkurrence”.

På en rund planet med knappe ressourcer er økologisk bæredygtighed og social retfærdighed hinandens forudsætninger.34 Det betyder, at vores ressourcer netop må forblive vores. De må være tilgængelige for alle, efter solidariske principper, som både beskytter biosfæren og det enkelte menneske, og således underbygger en overordnet én-planets-politik. Kun ved at drage omsorg for hinanden og alt det, vi har sammen, kan vi tage vare på planeten og fremtiden.35

Med mål og mening

Hvor første klimaetiske bud handler om kollektivt klimaansvar – for de ydre rammer om livet på Jorden, for miljø og mennesker i dag og i fremtiden – fokuserer og insisterer andet bud på global klimaretfærdighed. Af altruistiske årsager, naturligvis, men ikke kun. I et globalt og kollektivt perspektiv handler det simpelthen om at begrænse de sociale, politiske, kulturelle, humanitære og ja, økonomiske konsekvenser for alle, inklusive os selv af de klimarelaterede konflikter, katastrofer og folkevandringer, vi allerede nu ser, men kun ser toppen af isbjerget af.

Hvordan vil en “klimabevidst” økonomi se ud?36 Ud fra et kollektivt-etisk værdigrundlag, som indregner både ansvar og retfærdighed, er det ikke nok at gå fra en vækstorienteret til en regenerativ økonomi. Først når den politiske økonomi tilmed er distributiv, dvs. når den aktivt bekæmper strukturel ulighed, vil den være værdig til at bestride en beskeden, men betroet forvaltningsopgave i fremtidens bæredygtige økologiske samfund.37 Som den danske fænomenolog og teolog K.E. Løgstrup skrev for snart halvtreds år siden:

“Bevarelsen af naturen er mål i sig selv, eet af dem for hvis skyld økonomien overhovedet er til [Og lidt længere nede på siden] Formålet med økonomien må være, hvad der ikke har noget økonomisk formål. Meningen med økonomien må være noget, der er uøkonomisk, ellers bliver økonomien meningsløs.”38

Eller sagt på en anden måde: økonomien må være redskab, ikke ideologi, og slet ikke ontologi.

Det kræver ny etik at skabe en ny økonomi, og en ny økonomi er om noget nødvendig politik. Ligesom slaveøkonomien måtte lade livet, da en ny tids fornuft dømte den moralsk uforsvarlig, ligeledes burde den globale fossiløkonomi for længst være dømt ude.39 Alene i lyset af fossilkapitalismens økologiske konsekvenser burde det være klimapolitisk uacceptabelt at fortsætte med at udvinde og brænde kul, olie og gas. Fossilindustrien burde være en saga blot.

Men ak, den nødvendige forandring sker ikke, eller ikke hurtigt nok, så længe vi som samfund abonnerer på 1) en utilstrækkelig fornuft, 2) et misbrugt frihedsbegreb, og 3) en utidssvarende etik.

Hvis vi ønsker at leve i det økologiske alternativ til det økonomiske samfund, skal vi ikke kun udvikle vores midler, men først og fremmest tage udgangspunkt i fælles formål og meningen med det hele. Vi må tænke videre end til teknologiske løsninger og økonomiske incitamenter. Det er en filosofisk øvelse, som handler om den rette omstilling til den rette indstilling; om at transcendere den nyttetænkning, som knytter sig til vores overleverede forståelse af fornuft; om at skabe og efterstræbe rige og frie liv frem for økonomisk rigdom; og om at kultivere en bedre omgang med naturen og dens ressourcer, som i øvrigt plejede at hedde frugter eller gaver. Alt sammen gennem en dybere forståelse af værdi og mening, fornuft og frihed, etik og ansvar.

Og så kan det hårde arbejde ellers begynde.

Emil Månsson er en del af klimanetværket Scandinavian Commons og uddannet MA filosofi med speciale i økofænomenologi

  1. ‘Klimaopråb: Politikerne spiller hasard med vores fremtid’ i Dagbladet Politiken, 11/05/2018, tilgængelig online: https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art6508380/Politikerne-spiller-hasard-med-vores-fremtid
  2. Klimaminister Lars Chr. Lilleholt udtalte til Politiken, at “For regeringen handler det ikke om et valg mellem økonomisk vækst eller en ambitiøs klimapolitik. Økonomisk vækst er en forudsætning for, at vi kan prioritere en ambitiøs grøn omstilling.” Politiken, 11/05/2018. Tilgængelig online, https://politiken.dk/debat/art6507093/Kloden-er-på-kollisionskurs-har-de-forstået-alvoren Samme holdning har Dansk Industri, se ‘DI: Økonomisk vækst bør ikke underordnes klimahensyn’ i Dagbladet Information, 15/05/2018,

    https://www.information.dk/indland/2018/05/dansk-industri-oekonomisk-vaekst-boer-underordnes-klimahensyn

    Se desuden ‘Berlingske mener’ d. 20/05/2018: ‘Forskeres klimaopråb er politisk debat – ikke forskning’: https://www.b.dk/berlingske-mener/forskeres-klimaopraab-er-politisk-debat-ikke-forskning

  3. I Information d. 28/05/2018 gennemgår Jørgen Steen Nielsen div. rapporter, som ser på ideen aka myten om BNP/CO2-afkobling: at økonomier fortsat kan (og skal) vækste samtidig med at CO2-udledningerne nedbringes. Tilgængelig online, https://www.information.dk/indland/2018/05/301-forskere-ret-groenne-nok-hurtigt-nok?lst_tagmst
  4. Således lyder det ottende af FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling frem mod 2030: “Anstændige jobs og økonomisk vækst: Fremme vedvarende, inklusiv og bæredygtig økonomisk vækst, fuld og produktiv beskæftigelse samt anstændigt arbejde til alle.” Man kan stille spørgsmål ved, om dette mål til dels undergraver resten – ved at forvirre mål med middel – men det er næppe tilfældigt, forsåvidt det cementerer det herskende vidensregimes magt, at den økonomiske vækst ukritisk ophøjes til universelt mål og de facto sættes lig med udvikling.
  5. Med det økonomiske samfund forstår jeg kort sagt samfund, som styres af økonomisme (kapitalismens institutionalisering) og gennemsyres af økonomisk fornuft (kapitalistisk socialisering) – dvs. samfund, som administreres ud fra et bestemt (neoklassisk og/eller nyliberalt) politisk-økonomisk vidensregime. Se f.eks. Kritik af den økonomiske fornuft. En antologi (red. C. Fenger-Grøn & J.E. Kristensen, 2001); Teivo Teivainens Enter Economism, Exit Politics: Experts, Economic Politics and the Damage to Democracy (2002); John L. Campbell & Ove K. Pedersens National Origins of Policy Ideas: Knowledge Regimes in the United States, France, Germany, and Denmark (2014). Se desuden Richard Norgaard, ‘The Church of Economism and Its Discontents’, Great Transition Initiative (2015), tilgængelig online: http://www.greattransition.org/publication/the-church-of-economism-and-its-discontents
  6. Scandinavian Commons (https://www.scandinaviancommons.org/) opsummerede i september 2017 regeringens foreløbige “årsregnskab” på klimaområdet i ‘Regeringen truer fremtiden for det samfund, den er sat til at lede’ i Dagbladet Information, 15/09/2017. Tilgængelig online: https://www.information.dk/debat/2017/09/regeringen-truer-fremtiden-samfund-sat-lede
  7. Ibid. (se desuden: https://www.altinget.dk/artikel/regeringen-dropper-groent-nationalregnskab)
  8. Ibid. (se desuden: https://www.business.dk/oekonomi/regering-vil-svaekke-eu-miljoemaal-for-affald)
  9. Jeg taler om den økonomiske fornuft i ental, velvidende at der findes gode argumenter for, at den i virkeligheden består af flere. Se f.eks. History of Economic Rationalities: Economic Reasoning as Knowledge and Practice Authority (2017) for en nærmere gennemgang af de forskellige former, her fra side 2: “As an analytical concept, economic rationality can refer to at least three things. First, it can refer to particular kinds of economic reasoning which draw upon, for example, neoclassical economics. As such, economic reasoning is a particular way of thinking about allocation, distribution, making of prices, efficiency, equilibrium, utility. Second, it can refer to the role of economic arguments in public debates, as opposed to other forms of arguments, where, for example, the construction of a highway is deemed economically but not environmentally sound, or where one’s investment in a particular education will yield a better pay-off than another one. Third, it can refer to the legitimacy of various kinds of economic actions and practices.” Når jeg omtaler den økonomiske fornuft i ental indeholder begrebet elementer af alle tre betydninger, i varierende grad.
  10. For en grundig overhaling af de klassiske vækst-økonomiske regnemodeller, se Éloi Laurents Measuring Tomorrow: Accounting for well-being, resilience, and sustainability in the twenty-first century (2018).
  11. Donatella Meadows skriver i Indicators and Information Systems for Sustainable Development – A Report to the Balaton Group (1998): “Indicators arise from values (we measure what we care about), and they create values (we care about what we measure).” Citeret s. 1 i Éloi Laurent (2018).
  12. Igen skal vi forstås generisk. Mange elsker måske nok deres velstand og forbrug på et personligt plan også, men når vi ligefrem taler om en stress-epidemi (over 400.000 danskere, eller 19% af de ledige, udviser arbejdsmiljørelaterede stress-symptomer), tyder noget på, at mange mennesker bestemt ikke elsker deres situation (ikke er så underligt, taget det økonomiske samfunds konstante vækst- og effektiviseringskrav i betragtning). Men hvad skal man ellers stræbe efter, hvis ikke velstand og forbrug? Så vi stresser videre. Ligesom vi klimatilpasser for at kunne opretholde status quo, handler stresshåndtering i dag mest om at få den stressramte indsluset på jobmarkedet igen. For stresset, det bliver man jo.
  13. Fra essayet ‘An Understanding Heart: Reason, Value, and Transcendental Phenomenology’ i Eco-Phenomenology: Back to the Earth Itself (2003, red. C.S. Brown & Ted Toadvine) s. 19. Min oversættelse. Se også The Green Halo: A Bird’s-Eye View of Ecological Ethics (2000, orig. 1998) s. 66-67. Foruden nævnte titler kan Koháks økofænomenologiske hovedværk, den Thoreau’ske The Embers and the Stars: A philosophical inquiry into the moral sense of nature (1984), ikke anbefales nok.
  14. F.eks. Edmund Husserl (1859-1931) i Die Krisis der europäischen Wissenschaften und die transzendentale Phänomenologie (1936), og efter ham Martin Heidegger (1889-1976), Maurice Merleau-Ponty (1908-1961), og andre.  Husserl “opfinder” fænomenologien ved overgangen til det tyvende århundrede og er også Koháks inspirationskilde nr. 1.
  15. Kohák (2000), s. 67.
  16. Som Dansk Folkepartis klima- og energiordfører, Mikkel Dencker, siger til Information d. 11/08/2018, “så handler [klimaforandringerne] mere om trosspørgsmål, og det synes jeg først og fremmest hører til i en kirke og ikke i politik.” https://www.information.dk/indland/2018/08/df-menneskeskabte-klimaforandringer-spoergsmaal-tro-tro-hoerer-kirken
  17. Se f.eks. The Guardian, 10/07/2017: ‘Earth’s sixth mass extinction event under way, scientists warn’. Tilgængelig online, https://www.theguardian.com/environment/2017/jul/10/earths-sixth-mass-extinction-event-already-underway-scientists-warn
  18. ‘An Understanding Heart’, Eco-Phenomenology: Back to the Earth Itself, s. 20. Min oversættelse, kursiveret i originalen.
  19. For den bibelkyndige giver overgangen fra Salomos drøm til en eksposé over friheden måske anledning til at trække på smilebåndet. Kong Salomos ønske til Gud lyder i sin helhed: “Giv derfor din tjener [Salomo selv] et lydhørt hjerte, så jeg kan herske over dit folk og skelne mellem godt og ondt; for hvem kan herske over dit folk, som er så stort?” Skelne mellem godt og ondt, som Kohák citerer, lyder sympatisk nok – men med formålet at herske over dit folk klinger det trods alt hult.
  20. Se ‘Two Concepts of Liberty’, Liberty: Incorporating Four Essays on Liberty (OUP, 2002).
  21. Erazim Kohák, The Green Halo (2000) s. 57.
  22. ‘Kristian Jensen om Lars Seier: Han kan kalde det nok så pragmatisk. Det er dårligt tænkt’ i Berlingske Tidende, 20/05/2017. https://www.b.dk/kronikker/kristian-jensen-om-lars-seier-han-kan-kalde-det-nok-saa-pragmatisk.-det-er
  23. Ifølge græsk mytologi flyver Ikaros, trods faderen Daidalos’ formaninger, for tæt på solen med sine vinger, som er lavet af bivoks og fjer. Vingerne smelter, og Ikaros styrter i havet.
  24. I denne fortælling fælder kong Erysichthon de hellige træer i gudinden Demeters lund, slår en dryade ihjel, og må for sin udåd lide af en umættelig, altfortærende sult. Hvor Ikaros er billedet på overmod, er Erysichthon billedet på hovmod.
  25. Den Gydne Regel, også kaldet reciprocitetsetikken, er standardeksemplet. Den findes både i Biblen og Islams Hadith, hos Kinas Konfutse og Englands Thomas Hobbes, og lyder noget a la: Gør (ikke) mod andre, hvad du (ikke) ønsker andre skal gøre mod dig.
  26. The Imperative of Responsibility: In Search of an Ethics for the Technological Age (1981, orig. 1979) s. ix-x.
  27. Ibid. s. 136.
  28. Ibid. s. 22.
  29. ‘An Understanding Heart’ s. 20. Koháks at leve i fornuft-begreb vækker i øvrigt mindelser om de latinamerikanske Quechua-folks sociale filosofi, sumak kawsay (buen vivir eller good living), som handler om harmonisk sameksistens og udvikling mellem mennesker og med deres kulturelle, sociale og naturlige miljøer. “The concept of buen vivir implies that everyone would live a good life while living and working in harmony with nature. It is sometimes contrasted with the concept of ‘living better’ [tænk Kristian Jensens ‘mennesker vil altid have mere’], which implies ever-increasing quantities and qualities of goods and services.” Citat Fred Magdoff & Chris Williams i Creating an Ecological Society: Toward a Revolutionary Transformation (2017) s. 285 . Se desuden Pablo Salón, ‘Vivir Bien: Old Cosmovisions and New Paradigms’, Great Transition Initiative 2018. Tilgængelig online: http://www.greattransition.org/publication/vivir-bien
  30. Kohák skriver i ‘Knowing Good and Evil… (Genesis 3:5b)’, Husserl Studies 10 (1993), s. 31: “[G]ood and evil does have an ontological justification: some things sustain life, others destroy it.” Citeret fra Charles S. Brown ‘The Real and the Good: Phenomenology and the Possibility of an Axiological Rationality’ s. 13 i Eco-Phenomenology (2003).
  31. A Sand County Almanac (1949) s. 224-5.
  32. Citat Norgaard (2015): “The logic of the market – that everyone gains from specialization, trade, and mass production – takes the place of the ethical responsibility that once guided commerce.”
  33. Konceptet med planetære grænser blev fremsat af en forskergruppe ledet af Johan Rockström i 2009. De ni grænser er: 1) Ozonlaget, 2) nitrat- og fosforbelastningen, 3) drikkevandsreserven og vandets globale kredsløb, 4) brug af landjorden, 5) den biologiske mangfoldighed, 6) partikelforurening af atmosfæren, 7) spredningen af giftige kemikalier, 8) klimaforandringerne, 9) forsuring af havene.
  34. Se bl.a. Kishan Koday & John Knox ‘Unequal protection: Climate change and the acceleration of global inequality’ UN Development Programme, 20/12/2017: http://www.undp.org/content/undp/en/home/blog/2017/unequal-protection–climate-change-and-the-acceleration-of-globa0.html
    Nazrul Islam & John Winkel ‘Climate Change and Social Inequality’ UN Department of Economic and Social Affairs, Oct. 2017: http://www.un.org/esa/desa/papers/2017/wp152_2017.pdf
  35. Som Fred Magdoff & Chris Williams skriver i Creating an Ecological Society: Toward a Revolutionary Transformation (2017), s. 298-299: “A socially equitable ecological-based society requires a value system that emphasizes compassion, cooperation, reciprocity and sharing, an appreciation of nature in all its complexity and beauty, and egalitarianism. This means actively working to create new ethics that govern our relationships to the land, our fellow beings, our communities, and other species with which we share the planet” (kursiveret i originalen).
  36. For et par gennemarbejdede bud, se Kate Raworths Doughtnut Economics: Seven ways to think like a 21st century economist (2017) eller Charles Epsteins Sacred Economics: Money, gift, and society in the age of transition (2011).
  37. For bud på det alternative økologiske samfund, se Magdoff & Williams (2017) Creating an Ecological Society: Toward a Revolutionary Transformation, eller den danske antologi Økosocialisme – fra kritik til alternativ (red. Finn Kjeller, 2015).
  38. ‘De åbne områder og de to lukkede kredsløb’ i Midler uden mål (red. Villy Sørensen, 1971), s. 17.
  39. Man kan diskutere, hvorvidt slaveøkonomien reelt hører fortiden til, eller om den blot lever en mere fordækt tilværelse i sweatshops og på fabrikker i det globale syd. Man kan også spørge, om ikke den globale animalske produktion ligner fortidens “åbne” slaveøkonomi ift. alment accepteret udbytning af en række domesticerede dyr – men det er store diskussioner, jeg ikke skal tage hul på her. Pointen forbliver denne, at slaveriet som officiel økonomisk politik på et tidspunkt ikke kunne forsvares længere, og det samme burde gælde fossiløkonomien (og den animalske storproduktion).