Anmeldelse af Magnus Marsdal: Frihetens Mødre

Af Andreas Mulvad
Illustration af Signe Parkins

Hvem er i virkeligheden mest frie? De statsskeptiske amerikanere fra ”the Land of the Free” eller de skattetyngede nordmænd fra den gennemregulerede velfærdsstat højt mod nord?

Det er spørgsmålet, som den norske journalist Magnus Marsdal sætter sig for at besvare i sin nye bog, ’Frihetens Mødre’.

Og lad mig bare sige det med det samme: ’Frihetens Mødre’ er en særdeles vellykket bog, som alle burde læse. Marsdal formår nemlig på sjælden vis at kombinere tre forfatterroller: Fortælleren, den politiske teoretiker og sociologen. De tre stilarter flettes bogen igennem ind mellem hinanden, så det kommer til at se legende let ud. Det er det ikke!

Fortælleren Marsdal

Marsdals fortælletekniske greb er at udforske spørgsmålet om, hvem der er mest frie, gennem en familiekrønike, der fører ham til USA, hvortil hans oldemors søster Sanna emigrerede i 1920’erne. I modsætning til Lina, Marsdals oldemor, rejste Sanna væk fra den kummerlige tilværelse og kamp for tilværelsen i det tidlige 1900-tals Nordnorge for at søge lykken og friheden på den anden side af Atlanten. Men lykkedes det?

Som etableret venstreintellektuel er Marsdals eget svar på spørgsmålet om, hvem der i dag er mest frie, ikke overraskende: Det er nordmændene, fordi de med arbejderbevægelsen som drivkraft og demokratiet som værktøj fik bygget en velfærdsstat, der sikrede, at intet menneske skulle leve i afhængighed af en arbejdsgivers vilkårlige luner.

Bogen er dermed et passioneret forsvar for den norske velfærdsstat som en forudsætning snarere end en forhindring for friheden. Samtidig er Marsdal ikke bange for at sætte fingeren ind der, hvor USA har mest ondt i friheden: Det mangelfuldt regulerede arbejdsmarked, der giver skruppelløse arbejdsgivere mulighed for at skalte og valte med medarbejderne. De enormt lange arbejdsuger, ofte med flere jobs, som millioner af amerikanere er tvunget ind i for at kunne forsørge deres nærmeste. Og så selvfølgelig det privatiserede sundhedsvæsen, som hvert år tvinger titusinder til at gå fra hus og hjem.

Det litterært set snedige i Marsdals greb er, at man hurtigt får vakt sin nysgerrighed i forhold til, hvorvidt hans genfundne slægtninge mon har det på samme måde som han. Bliver det til Bernie Sandersk forbrødring i Seattle – eller står de udvandredes ætlinge af på den underspillede skandinaviske selvfedme?

Her vil jeg ikke spoile, men blot konstatere, at Marsdal er eminent til at sætte sig selv på spil som del af fortællingen. Det gælder også i bogens sidste kapitler, hvor han, hjemvendt fra USA, fortæller om sit venskab med sin rengøringshjælp, Ileana, der har måttet forlade sin syvårige søn hjemme i Rumænien for at udnytte sin ”frihed” som mobil arbejdstager i et Europa præget af EU’s neoliberale fortolkning af individets frihed.

Hermed får Marsdal effektivt afrundet bogen med en advarsel om, at ufriheden, som den fandtes i hans oldeforældres præ-velfærds Norge og findes i USA, er på hastig fremvækst igen i det 21. århundrede.

Republikaneren Marsdal

Bogens egentlige ærinde er således politisk filosofisk. Marsdal vil diskutere frihedens væsen. I en tid hvor højresidens norske politikere har stadig større held med at lade deres fascination af Reagans USA få indflydelse på den førte politik, ser Marsdal det som nødvendigt at udfordre liberalisterne på deres ideologiske hjemmebanenemlig i diskussionen af frihed.

Det gør han ved bogen igennem at sætte det, han kalder et ’demokratisk frihedsbegreb’, op over for det liberalistiske. Frihed er ikke individets frihed fra staten og den offentlige sektor, som liberalisterne hævder. Tværtimod, det forholder sig faktisk lige omvendt. En velfærdsstat bygget op fra neden af demokratiske bevægelser er netop dét, der gør det muligt for mennesker at undslippe afhængigheden af rige menneskers velvilje – og dermed undslippe ufriheden.

Marsdals force er at levendegøre den afgrundsdybe forskel mellem det, han kalder, liberalisternes ”frihed 1.0” (at spille de kort, man én gang er blevet tildelt), og den demokratiske ”frihed 2.0” (at være med til at definere samfundets spilleregler).1 Han gør derimod – fornuftigt nok – ikke meget ud af den idehistoriske terminologiske grundlagsdiskussion. Men jeg vil tillade mig at opholde mig lidt ved netop dette aspekt her.

Det er nemlig værd at gøre opmærksom på, at Marsdal ikke står alene med sit projekt, men derimod implicit skriver sig ind i den bølge af venstre-republikansk tænkning om frihed og fællesskab, som har bredt sig hastigt i de 10 år, siden finanskrisen gav en ideologisk mavepuster til liberalisterne og deres monopol på at definere frihed.

Allerede i det øjeblik, den ansatte bliver økonomisk afhængig af arbejdsgiverens fortsatte velvilje (og derfor er tvunget til at fedte eller lægge bånd på sig selv), ryger friheden.Marsdal bygger nemlig på det, man inden for politisk teori kalder et republikansk frihedsbegreb. Frihed i republikansk forstand har sit udspring helt tilbage til Antikken og bygger på den grundtanke, at intet individ kan være frit, såfremt det er underlagt et andet individs vilkårlige magt. Den form for ufrihed, som republikanske tænkere fremhæver, findes i mange historiske former. Du er for eksempel ikke fri, hvis herremanden kan tvinge dig til at arbejde på hans jord i stedet for at dyrke din egen. Eller hvis du er slave og bogstaveligt talt ejet af et andet individ. Eller – som i nutidens samfund – hvis chefen kan true dig til at finde dig i urimelige arbejdsvilkår, fordi du har en familie at forsøge (selvom du selvfølgelig i princippet og på papiret er ’fri’ til at gå).2

Før den liberalistiske forståelse af frihed som fraværet af direkte tvang vandt frem, var det faktisk denne republikanske definition af frihed, som dominerede politisk tænkning i Vesten. Hvor liberalisterne kun ser overfladen – bliver man faktisk forhindret i at gøre, hvad man vil? – så ser republikanere dybere, idet de ved, at individets socioøkonomiske status definerer dets relative frihed. I republikansk perspektiv opstår problemet ikke først, når f.eks. en arbejdsgiver tvinger sin ansatte til at gøre noget, vedkommende ikke har lyst til. Allerede i det øjeblik, den ansatte bliver økonomisk afhængig af arbejdsgiverens fortsatte velvilje (og derfor er tvunget til at fedte eller lægge bånd på sig selv), ryger friheden.

Som en række fremtrædende politiske filosoffer har peget på – herunder ikke mindst irske Philip Pettit, engelske Quentin Skinner og amerikanske Alex Gourevitch3 (som alle citeres af Marsdal) – så er der god grund til at reclaime denne republikanske forståelse af frihed som modvægt til liberalismen i dag.

Og faktisk kan man gå så vidt som til at sige, at de senere års mest succesfulde bevægelser på den parlamentariske venstrefløj netop har taget udgangspunkt i en venstreorienteret republikansk vision og fra dette ståsted påpeget det reelle frihedstab for almindelige mennesker i en neoliberal tidsalder med mangelfulde eller forvitrende velfærdsinstitutioner, der bringer forgangne tiders økonomiske afhængighed af fine folks velvilje tilbage.

Her kan nævnes Jean-Luc Melenchons La France Insoumise, der har skabelsen af en Sjette Republik med stærkere demokratisk repræsentation og forbedrede sociale rettigheder som mål, og Spaniens Unidos Podemos, hvis projekt ligeledes er at skabe en social republik i ånden fra den Anden Republik (1931-1939) med universelle velfærdsrettigheder som midlet til frihed fra økonomisk afhængighed. Et tredje eksempel er Bernie Sanders’ vedvarende kampagne for at finde tilbage til et frihedsprojekt baseret på en gradvis udvidelse af velfærdsstaten.

Det er en vigtig opgave for venstresidens tænkere at skelne mellem, hvordan Adam Smith bliver brugt af liberalister, og hvad han faktisk selv skrev.Marsdal rammer kort sagt den politiske tidsånd klokkerent og spejler de mest perspektivrige tendenser på venstresiden effektivt. I en tid hvor neoliberalismens tiltrækningskraft er aftagende, og både de socialdemokratiske partier og deres socialistiske kusiner kæmper for at genfinde en stor fortælling, trækker Marsdal på det bedste fra den republikanske tradition og arbejderbevægelsens politiske arv for at fortælle os, hvad det gode samfund er, og hvordan vi når derhen.

Jeg kan faktisk kun komme på to ting, der generer mig lidt. For det første bliver den skotske økonom Adam Smith bogen igennem læst sådan, som liberalisterne læser ham – nemlig som en ukritisk fortaler for ’det frie marked’ med stærkt begrænset statslig intervention. Her er det ærgerligt, at Marsdal ikke har taget bestik af nyere forskning, der peger på, at Smith, der døde i 1790, ikke betragtede sig selv som liberalist (idet liberalismen som særskilt politisk ideologi først opstod i 1810’erne som en reaktion på den franske revolution).  Og hvis man læser nærmere efter, var Smith faktisk temmelig kritisk over for forestillingen om et uhæmmet marked. Snarere end ultraliberalist var Smith en kommercielt orienteret republikansk tænker, der havde øje for, at markedsmekanismen ikke kan opretholde et civiliseret samfund uden hjælp fra politisk regulering. Det er en vigtig opgave for venstresidens tænkere at skelne mellem, hvordan Adam Smith bliver brugt af liberalister, og hvad han faktisk selv skrev.

For det andet abstraherer Marsdal i sin beskrivelse af amerikanerne fuldstændig fra religionens, og navnlig kristendommens, betydning. Det er lidt for bekvemt, for på den måde kan Marsdal nemmere komme til at vise, hvordan der i virkeligheden er fællestræk mellem hans egen forståelse af frihed og så Tea Party-aktivisternes. Men spørgsmålet er vel, om ikke mange amerikaneres religiøst-fundamentalistiske verdensbillede med naturlige, gudgivne hierarkier som fundament ligger fjernere fra enhver drøm om demokratisk frihed i fællesskab, end vi har lyst til at indrømme.

Sociologen Marsdal

Marsdal er journalist, ikke sociolog. Alligevel skriver han mere levende og mere sociologisk end mange nutidige sociologer. Som den amerikanske C. Wright Mills fordrede, evner han at kombinere biografien med historien: At vise hvordan individuelle erfaringer – almindelige menneskers levede liv – bliver formet af de sociale strukturer, som findes i de samfund, de lever i.

Som tyske Max Weber er han opmærksom på, at man ikke kan forstå ret meget om det samfund, man selv lever i, ved blot at vende blikket indad. Det er først i komparativt perspektiv, altså i sammenligningen mellem forskellige samfundstyper – i dette tilfælde USA og Norge – at vi finder ind til essensen i det enkelte samfund.

Og endelig, så bærer han fra sin journalistkollega Karl Marx den indsigt, at det ikke blot handler om at fortolke verden forskelligt – men derimod at forandre den. Den filosofiske diskussion af frihedens væsen er netop kun vigtig, fordi det har enorm praktisk betydning for livskvaliteten hos folk flest, om det er den liberalistiske eller demokratiske vision om frihed, som bliver dominerende i den fremtid, som stadig ligger åben foran os.

Andreas Mulvad er sociolog og adjunkt ved Copenhagen Business School. Han forsker i forholdet mellem frihed, demokrati og kapitalisme med særlig vægt på republikanismens glemte idéhistorie. 

  1. Frihed 1.0 og 2.0 er opsummeringer af budskabet, som Marsdal bruger i sin kronik ”Venstrefløjen er ikke bare statsmagt og kollektivisme. Venstrefløjens kamp handler om frihed”, Information d. 7. juli 2018. www: https://www.information.dk/debat/2018/07/venstrefloejen-bare-statsmagt-kollektivisme-venstrefloejens-kamp-handler-frihed
  2. Det er vigtigt at påpege, at republikanisme her ikke har noget med USA’s republikanske parti at gøre. Selvom Donald Trumps parti faktisk historisk set udspringer af den filosofiske tradition, jeg trækker på her, så har de for længst bevæget sig væk fra dette udgangspunkt. Partiet præges i dag snarere af ultra-liberalisme og religiøs fundamentalisme.
  3. Gourevitch, A. (2014). From slavery to the cooperative commonwealth: labor and republican liberty in the nineteenth century. Cambridge University Press.

    Pettit, P. (2012). On the people’s terms: a republican theory and model of democracy. Cambridge University Press.

    Skinner, Q. (2012). Liberty before liberalism. Cambridge University Press.