Antipolitik – en strategisk fejlslutning

Af Marc Høegh Wilkins

Kunsthistoriker og politisk teoretiker Mikkel Bolt opfordrede i sommeren 2017 Enhedslisten til at nedlægge sig selv og dermed gøre plads for den samfundsomvæltning, som partiets tilstedeværelse i Folketinget angiveligt er med til at hæmme. Bolt og den såkaldt antipolitiske bevægelse,1 der opfordrer til boykot af valgene, synes at øjne et omfattende  udenomsparlamentarisk potentiale, hvis virkeliggørelse blot mangler den sidste gnist. Noget sådant kan dog være svært at få øje på.

Bolts opfordring til Enhedslisten om at gøre en ende på sig selv slog ned i det klassiske problem reformisme versus revolution.2 Han anklagede partiet for at mangle systemkritik og for ikke at være revolutionært, hvad Enhedslisten fortsat hævder at være i sit principprogram. Hvor om alting er, lader det historiske skisma sig ultimativt opløse, eftersom enhver reform vil blive implementeret med et vis skift, mens ingen revolution kan foregå ved et abrupt lykketræf, hvor samfundet er fuldkommen anderledes ved daggry. Dette synes Bolt selv at være klar over. For et par år siden talte han nemlig om Rudi Dutschkes3 strategi om en lang samfundsomvæltende march, der skulle omkalfatre samfundet indefra via intervention på uddannelsessteder og arbejdspladser, i de brede medier og på kunstscenen.4 Ved at destabilisere det såkaldt liberale demokratis selvfortælling skulle vejen banes for forandring. Bolt forekommer altså at være sympatisk indstillet over for et forsøg på transformation indefra og ikke kun som tilhænger af en strategi, der pure afviser deltagelse i de etablerede institutioner og rammer for forsamling. Hvad han derimod ikke synes at anerkende, er, at Enhedslisten på samme måde prøver at marchere gennem parlamentet. At det ikke kan siges at lykkes, skyldes mest af alt, at den pressede middelklasse og underklassen beklageligvis vælger at tro, at den øgede ulighed har rod i noget andet end produktionsmåden.

Det er temmelig tvivlsomt, at Enhedslistens fravær i parlamentet skulle forbedre muligheden for et antikapitalistisk oprør og ikke blot kaste mere magt i hænderne på den voksende højrefløj, der kan siges at række ind over Socialdemokratiet og SF.Bolt anfører, at den antikapitalistiske bevægelse havde momentum for få år siden, men at partier som Enhedslisten stod i vejen for realiseringen af det revolutionære potentiale. Finanskrisen affødte ganske vist kraftige protester rundt omkring i verden samt regimeskift og borgerkrige i Mellemøsten og Nordafrika. I Vesten har politikerne dog i vid udstrækning formået at dæmpe gemytterne ved hjælp af en nationalistisk ventil5, hvorved nationalstaten, EU eller kulturkristendommen bliver en ekskluderende og undertiden fjendtlig identitet, der med næb og klør prøver at holde ikke-vestlige flygtninge og migranter ude. Der er dermed ingen garanti for den kommende opstand, hvilket blandt andre Bolt og Den Usynlige Komité6, lidt ligesom den unge Karl Marx7, af uforklarlige årsager synes at antage. Det er temmelig tvivlsomt, at Enhedslistens fravær i parlamentet skulle forbedre muligheden for et antikapitalistisk oprør og ikke blot kaste mere magt i hænderne på den voksende højrefløj, der kan siges at række ind over Socialdemokratiet og SF. Realpolitisk har de europæiske socialdemokratier for længst givet køb på kampen for arbejderklassens interesser, og i forhold til migration og integration ligner de fleste klassiske arbejderpartier stadig mere det nationalistiske højre.

I det kapitalistiske system foregår produktionen for sin egen skyld – kapital akkumuleres hos nogle få hypervelhavende – snarere end for menneskeheden, hvis behov den burde tjene. Således vendes der op og ned på mål og middel, og det sidste ophøjes i et blindt begær efter ubegrænset rigdom. Det er i grunden grotesk, at enorme antal mennesker sulter i en verden, som gennem adskillige generationer har haft de teknologiske midler til at løse problemet. Selv efter den seneste krise nyder dette ufornuftige system fortsat bred opbakning, og flere oppositionspartier har desværre neddroslet deres kritik, i takt med at de har fundet vej ind i parlamenterne og ministerkontorerne. Bolt har ganske vist en pointe, når han skriver, at partier som Syriza parlamentarisk set ikke har nogen anden mulighed end at gennemføre trojkaens strukturtilpasningsreformer. Eksemplet Grækenland viste om noget parlamenternes umiddelbare impotens over for kapitalen og dens verdensomspændende institutioner, idet Den Internationale Valutafond (IMF) og Den Europæiske Centralbank i samarbejde med EU-kommissionen tvang den historisk venstreorienterede regering til at gennemføre liberaliseringer og nedskæringer som modydelse for særdeles tiltrængte lån. Men igen: den primære årsag til det udeblevne systemskifte i Grækenland er nok, at den mest markante fløj i Syriza samt flertallet i befolkningen ikke havde antikapitalistiske ambitioner. Troen på et alternativ, overbevisningen om dets mulighed og ikke mindst viljen til at forfølge det har altså ikke været tilstrækkeligt til stede. Noget lignende gælder til dels Enhedslisten, der f.eks. indgik en aftale om finansloven i 2012.

Bolts kategoriske afvisning af Enhedslisten er reduktiv. Den er blind over for de kræfter i partiet, som kæmper for fundamental forandring.Bolts kategoriske afvisning af Enhedslisten, der fremstilles som komplet blottet for systemkritik og revolutionær ånd, er dog reduktiv. Den er blind over for de kræfter i partiet (dets venstrefløj), som prøver at være til stede på gaden og samarbejde med græsrodsinitiativer og som kæmper for fundamental forandring, forstået som et opgør med udbytning og semidemokrati.8 Den subversive kamp kan drage nytte af repræsentation i parlamentet, selvom det ikke er dens væsentligste indsatspunkt og ej heller er stedet, hvor dens kilde – indignationen – først og fremmest findes, hvilket eksempelvis er arbejdspladsen, jobcentret og det sociale boligbyggeri. Bolts indvendinger og antipolitikken har på den måde sin berettigelse: Der er en ulempe ved parlamentarisk repræsentation, såfremt det får systemets modstandere til at begrænse deres modstand til stemmeafgivelsen. Men kritikken rammer snarere Enhedslistens mindre politisk aktive vælgere og støtter end dem, der gør en indsats i partiet.

Helt uden for indflydelse er Enhedslisten ikke, og skulle partiet forlade Folketinget, ville det betyde øget råderum for de øvrige partiers fortsatte afvikling af velfærdsstaten og den dertilhørende proletarisering af størstedelen af middelklassen. Der er en stor fare forbundet med et sådant træk: nemlig fascismens reelle genkomst. I disse tider oplever vi i Vesten en spredning af antidemokratisme, der nærer et gruopvækkende ønske om enevældige ledere.9

Elendighedsteorien – forestillingen om, at tingenes tilstand vil vende til det bedre, hvis blot samfundet får lov at regredere tilstrækkeligt og dermed blotte sin udbytningsterror på hjemmefronten – rummer dog en grad af sandhed.10 Hæmskoen for det afgørende spring fremad i Vesten – ud af udbytning og hen mod demokratisk selvbestemmelse – ligger i, at arbejderklassen og lønmodtagerne har ladet sig tæmme af forbrugsgoder og lykkepiller, muliggjort af postkolonial udnyttelse af verdens svageste i de såkaldt perifære nationer.11 Verdens arbejderklasse er desværre langt fra at forene sig, og de, der befinder sig i de mest indflydelsesrige lande, er så materielt privilegerede, at de frygter, at et kursskifte vil forværre deres liv. Det høje antal stress-, ensomheds-, depressions- og angsttilfælde burde imidlertid være nok til at overbevise folk om det modsatte: at materiel rigdom ikke garanterer lykke.12 Den slags sociale patologier er vidt udbredte, hvilket vidner om, at alt for mange menneskers liv i det individualistiske konkurrencesamfund allerede er i en slet forfatning. Kun ved hjælp af samarbejde og et fællesskab, der ikke er baseret på foragt for de fremmede, kan vi løfte os selv og hinanden ud af den kapitalistiske krise.

Et kompromitteret demokrati er ikke et ubrugeligt demokrati – men kan udarte sig til et grusomt regime, hvis det overlades til de kræfter, der er i færd med at forvanske det og gøre det til ren og skær fernis.Bolt og den såkaldt antipolitiske bevægelse ønsker, at samfundets utilfredse afviser skindemokratiet for at indføre det egentlige demokrati. Enhedslisten stræber efter at nå samme mål, men delvist vha. parlamentariske midler. Problemet med den antipolitiske strategi er som sagt, at bortfaldet af kritiske stemmer i Folketinget øjensynligt ville medføre øget udhuling af velfærden og knægtelse af retsstat og demokrati (jf. Ungarn og Tyrkiet), alt imens den skammelige globale skævdeling vil fortsætte i bedste velgående. Et kompromitteret demokrati er ikke et ubrugeligt demokrati – men kan udarte sig til et grusomt regime, hvis det overlades til de kræfter, der er i færd med at forvanske det og gøre det til ren og skær fernis.

Bolt hævder, at politikken er død. Som konsekvens af aktiemarkedernes og erhvervslivets øgede transnationale dominans har de folkevalgte politikere mistet muligheden for at styre samfundet på baggrund af vælgernes ønsker og behov. Men politik dør aldrig, så længe der er mennesker til. Nutidens parlamentariske proces i Vesten er langt hen ad vejen et skuespil, hvis udfald er afgjort på forhånd, idet nærmest alle partier er enige om nogenlunde den samme neoliberale kurs med dertilhørende lukkede grænser og svigtende solidaritet over for størstedelen af verdens nødstedte. Men i sammenligning med tidligere tider er der ikke tale om nogen kvalitativ forandring. Godt nok var der indtil oliekrisen i 1973 flere folk i parlamenterne, der faktisk gjorde en indsats på vegne af flertallet, og deres råderum og kontakt til almindelige mennesker var større. Alt i alt gik det politiske spil imidlertid også dengang ud på at spise folk af med frygt, brød og cirkus, så overklassen kunne beholde sin position. Politik i parlamenterne er forhandling. Den økonomiske elite har med de partier, som de finansierer, desværre formået at forankre det økonomiske hierarki ved at give indrømmelser til arbejderne. Disse blev i løbet af 60’erne til middelklasse og ophørte med at være et revolutionært subjekt, i og med de fik lov at sidde med til bords og få del i den herskende klasses krummer. Politikken er ikke død, men blot mere eller mindre sat ud af funktion i det såkaldt liberale demokrati, der med de massive bankpakker som reaktion på den krakkede finanssektor viste sit sande ansigt som ”socialisme” for de rige og kapitalisme for resten af befolkningen.

Der vil antageligt altid være dissens. For så vidt der er uenighed om fælles anliggender, og der er nogen, der er i stand til at tænke anderledes og har mulighed for at ytre kritik – og det, som Theodor Adorno13 kaldte forvaltningen af verden, dermed ikke er total – foregår der politik. At der groft sagt ikke har fundet markante politiske forandringer sted i Vesten i løbet af de seneste 70 år, er en anden sag. Det kan tænkes, at Bolt skelner mellem politik og det politiske, og at han med det første udelukkende sigter til aktivitet i parlamentet og de dertilhørende regionale og lokale forsamlinger, mens det politiske betragtes som noget fundamentalt anderledes. Eventuelt på linje med Jacques Rancière14, som mener, at der først er tale om genuin politik, når den herskende orden forstyrres via støjende indgreb. Enhedslistens vagthundsrolle kan dog godt betragtes som forstyrrelse af systemet, selvom den udspilles i Folketinget, og den har klar forbindelse til flertallets ve og vel. Desuden er repræsentation uundgåeligt, også i det klasseløse samfund, hvorfor der altid på den ene eller anden måde vil være parlamenter. Forskellen mellem repræsentation under kapitalismen og i den forsonede tilstand, hvor udbytning er en saga blot, er en gradsforskel, ikke en artsforskel. Ulige fordeling af magt skal vedvarende afmonteres i den permanente revolution.

Modstand mod systemisk dominans kommer kun ét sted fra, nemlig venstrefløjen. Derimod ønsker de andre indignerede en stærkere stat og et uhyggeligt fællesskab baseret på kulturel chauvinisme.Foruden Enhedslisten mener Bolt, at venstrefløjen som sådan har spillet fallit, samt at der ikke længere er nogen forskel på højre og venstre. Indvendingen fremstår lidt konfus, eftersom Bolt udpeger venstrefløjen som en forhindring, mens han senere skriver, at den ikke eksisterer. Uanset hvad, er påstanden om højre-venstreskellets overflødighed og ophør i værste fald ideologi – som når etablissementet bruger nødvendighedens fortælling som et røgslør omkring partisk deregulering og privatisering, der sælges som den eneste mulighed for at bevare det kære Danmark og dets ”ædle” værdier – mens den i bedste fald er virkelighedsfjern. Modstand mod systemisk dominans kommer kun ét sted fra, nemlig venstrefløjen. Derimod ønsker de andre indignerede, som Bolt på en eller anden måde lader til at regne med i opstanden, en stærkere stat og et uhyggeligt fællesskab baseret på kulturel chauvinisme.

Desværre er den anarko-kommunistiske15 revolution ikke lige på trapperne. Bolts tilsyneladende radikale ”antipolitiske” standpunkt er ledsaget af en omvendt proportional moderation, hvad angår frigørelsens aktuelle muligheder. Indtil det tidspunkt, hvor flertallet af danskerne eller københavnerne er overbevist om behovet for fundamental forandring, ligger der et enormt arbejde for vores fødder, som skal foretages både inden og uden for Christiansborgs buldrende murværk.

Marc Høegh Wilkins er cand.mag. i filosofi og bor i Berlin, hvor han bl.a. laver musik og er asylpolitisk aktiv.

  1. Andre repræsentanter kunne være Carsten Juhl, Eskil Halberg, Esben Bøgh og Søren Mau. De to sidstnævnte opfordrede befolkningen til ikke at stemme ved sidste Folketingsvalg, hvad Søren Mau argumenterer for i sin bog Hæv Stemmen! (2015). Derudover har der i anarkistiske miljøer som f.eks. Ungdomshuset længe været tradition for et rituelt lejrbål med afbrænding af valgsedlerne som alternativ til stemmeboksen.
  2. Information (9. juni 2017): “Enhedslisten og resten af venstrefløjen skal væk, så vi kan forandre samfundet”. Www: https://www.information.dk/debat/2017/06/enhedslisten-resten-venstrefloejen-vaek-saa-kan-forandre-samfundet
    Information (26. juni 2017): “En lidt rarere kapitalisme er ingen revolution”. Www: https://www.information.dk/debat/2017/06/lidt-rarere-kapitalisme-ingen-revolution
    Information (6. september 2017) “Så længe venstrefløjen sværger til nationalstaten, er den politisk impotent”. Www: https://www.information.dk/debat/2017/09/saa-laenge-venstrefloejen-svaerger-nationalstaten-politisk-impotent
  3. Tysk marxistisk sociolog og fremtrædende studenteraktivist i 1960’erne (1940-1979).
  4. YouTube (25. august 2016): ”Prologue 1: Mikkel Bolt – University of Copenhagen, art historian and cultural critic”. Www: https://www.youtube.com/watch?v=2sL3Dn-rR7g
  5. Begrebet anvendes her mere bredt på lignende vis som George Orwell gjorde det i Notes on Nationalism (1945) Polemic.
  6. Et andet eksempel på en antipolitisk agent, et fransk forfatterkollektiv, der blandt andet har udgivet Den Kommende Opstand, L’insurrection Qui Vient (2007) Editions La Fabrique, Semiotext(e).
  7. Inspireret af Hegel udtrykker Marx sig flere steder i Den Tyske Ideologi og Det Kommunistiske Manifest, som om han på forhånd antog en iboende nødvendighed angående retningen af historiens dialektiske udvikling, hvor produktivkræfternes og produktionsforholdenes modsætningsforhold ufravigeligt driver verden mod et forudbestemt telos. ”Mellemlagene, småfabrikanterne, de småhandlende, håndværkerne, bønderne, alle bekæmper de bourgeoisiet for at sikre deres eksistens som middelstand mod undergang. De er altså ikke revolutionære, men konservative. Ja, de er reaktionære, de søger at dreje historiens hjul tilbage.” – Karl Marx, Friedrich Engels Det Kommunistiske Manifest (1976) Forlaget Tiden.
  8. Valgene i de såkaldt liberale demokratier er i stor stil afgjort af lobbyisme og manipulation (eksemplificeret ved Cambridge Analytica-skandalen) og dermed af økonomiske interesser og styrkeforhold.
  9. Ugebrevet A4 (13. juni 2011): ”Hver niende dansker flirter med diktaturtanker”. Www: https://www.ugebreveta4.dk/hver-niende-dansker-flirter-med-diktaturtanker_14527.aspx
    I følgende artikel henvises til Yascha Mounks undersøgelsesresultater, der viser, at under en tredjedel af de unge amerikanere finder demokrati ekstremt vigtigt: Information (20. april 2018): ”Vores demokrati er blevet sin egen modstander”. Www: https://www.information.dk/kultur/anmeldelse/2018/04/vores-demokrati-blevet-egen-modstander
  10. Bolt udtrykker ikke eksplicit opbakning til elendighedsteoriens forventning, men giver heller ej en anden beskrivelse af, hvordan Enhedslistens nedlæggelse konkret skulle kunne gavne kampen mod markedets og statens dominans.
  11. Se: Immanuel Wallerstein World – Systems analysis (2004) Duke University Press. Det handelsmæssige styrkeforhold mellem i- og u-lande har selvfølgelig altid været dybt ulige. Dertil kommer såkaldt ”humanitære interventioner”, der i de fleste tilfælde har haft andre motiver (økonomisk vinding og geostrategisk magt).
  12. Danskernes mentale sundhed bliver stadig værre, og de unge kvinder er særligt hårdt ramt. Se Sundhedsstyrelsen: ”Den Nationale Sundhedsprofil 2017”. www: https://www.sst.dk/da/udgivelser/2018/~/media/73EADC242CDB46BD8ABF9DE895A6132C.ashx
  13. Tysk marxistisk filosof og sociolog fra ”Frankfurterskolens” første generation (1903-1969).
  14. Fransk filosof, født i 1940.
  15. Det endemål, som Marx og Engels blot beskrev i sparsomme vendinger, hvor staten visner bort, idet bureaukratiet bliver overflødigt, må naturligvis aldrig indebære tvungen deltagelse i fællesskabet. Individets myndighed bør være ukrænkelig såvel som dets ret til ejerskab over dette eller hint, så længe det ikke er den fælles jord og de fælles produktionsmidler.