En sørgeligt velkendt fortælling: Trump og den iranske atomaftale

Af Eskandar Sadeghi-Boroujerdi
Foto: Soroush Karimi

Forrige uge opfyldte præsident Donald Trump endnu et af sine kampagneløfter. Opfyldelsen blev med begejstring budt velkommen af støtter og ledere i Tel-Aviv, Riyadh og Abu Dhabi. Med et snuptag fik han vendt bunden i vejret på præsident Barack Obamas udenrigspolitiske flagskibsbedrift. Trump trak USA ensidigt ud af atomaftalen med Iran og banede dermed vejen for at genindføre sanktioner imod landet.

Den skelsættende atomaftale, der officielt går under navnet Joint Comprehensive Plan of Action (JCPOA), blev skabt for at gøre en ende på mere end et årtis dødvande over Irans atomprogram. Aftalen mellem Iran og de fem permanente medlemmer i FN’s Sikkerhedsråd og Tyskland fastsatte en lang række foranstaltninger for at forhindre Iran i at udvikle atomvåben. Formålet med JCPOA var at bygge bro over tillidskløften mellem Iran og Vesten ved at lade Iran beholde sin ret som medlem af ikkespredningstraktaten til at drive et fredeligt atomenergiprogram og samtidig fjerne den vestlige frygt for et hypotetisk iransk ræs mod bomben. Iran har altid insisteret på, at dets atomprogram udelukkende var fredeligt. På trods af at USA’s eget nationale efterretningsvæsen konkluderede i 2007 (National Intelligence Estimate), at Iran havde opgivet enhver ambition om at producere atomvåben, var det iranske program fortsat omgærdet af mistro.

Forud for indgåelsen af den historiske aftale var Iran underlagt et af de mest gennemgribende sanktionsregimer i nyere tid. For almindelige iranere var det blevet vanskeligt at få adgang til selv basal medicin. Udsigten til en ny ødelæggende krig i Mellemøsten var overhængende. Men JCPOA beviste, at diplomatiske succeser faktisk var mulige. I den sidste periode af Obamas regeringstid blev fire årtiers bitterhed mellem Iran og USA kortvarigt afbrudt af et forbigående øjebliks optimisme.

Aftalen opnåede langt mere end blot at ophæve sanktionerne. For mange symboliserede den afslutningen på et gammelt kapitel og begyndelsen på et nyt, hvor Iran endelig kunne normalisere sine relationer til USA og Europa, samtidig med at iranerne kunne skabe sig et bedre liv for dem selv og deres børn. Nu bliver sådanne forhåbninger betragtet som naiv ønsketænkning. Trump havde længe svoret at afblæse aftalen eller udskifte den med en ”bedre” aftale, men uden at fortælle, hvordan og på hvilket grundlag dette skulle gøres, når nu IAEA1 hele vejen igennem har holdt fast ved, at Iran lever op til sine forpligtelser. I modsætning til Trumps bombastiske udtalelser er sagen faktisk den, at aftalen, både før og for indeværende, tjener det formål, som den møjsommeligt blev skabt til.

Irans øverste leder, Ayatollah Ali Khamenei, gav Rouhani-regeringen magt til at forfølge det diplomatiske spor, selvom han var tydeligt skeptisk over for amerikanernes intentioner. Til trods for deres højlydte agitation imod Rouhani og hans udenrigsministerium kunne de fremtrædende ultrakonservative modstandere af aftalen i det iranske retsvæsen og sikkerhedsapparat intet stille op for at modvirke Irans efterlevelse af JCPOA. Det krævede kun en uerfaren og uduelig præsidents kortsigtede beslutning at genantænde den internationale krise, godt opmuntret af to glødende anti-iranske høge: USA’s udenrigsminister, Mike Pompeo, og den nationale sikkerhedsrådgiver, John Bolton. Sidstnævnte, som var en førende arkitekt bag den ulovlige invasion og besættelse af Irak i 2003, har med sin skamløse dagsorden for endnu et ”regimeskifte” i Iran demonstreret en uhyggelig ligegyldighed over for de katastrofale konsekvenser, et angreb på Teheran ville udløse.

Trump indførte gentagende gange sanktioner mod Iran og iranske embedsmænd under optakten til udmeldelsen af atomaftalen, og hans regering har også forsøgt at forpurre en vigtig handel mellem Iran og flyvemaskineproducenten Boeing om køb af 80 civile fly og reservedele. Denne handelsaftale havde potentiale til at redde mange uskyldige liv, men hænger nu i laser. En endnu betydeligere overtrædelse af atom-aftalen er Trump-regeringens forsøg på at afskrække fremtidige internationale investeringer i Iran, som Rouhani-regeringen anså som essentielle for stimuleringen af landets sejlende økonomi.

De økonomiske frustrationer og den politiske utilfredshed kogte over i december 2017/januar 2018, da protester ramte flere end 70 byer. Disse steder plages af en voksende vrede og en stigende ulighed, som Rouhanis hovedstadsfokuserede økonomiske strategi ikke har formået at adressere. Protesterne skyldtes bl.a. braste forventninger til atomaftalen, regimets dybere politiske legitimitetskriser og miljømæssige problemer, som havde ført til forringelser af levestandarden og anselig frustration over hele linjen.

Det er stadig usikkert, om europæisk viljestyrke er nok til at redde, hvad der er tilbage af aftalen. De indledende reaktioner er opmuntrende, hvad dette angår. Øverst på tavlen står EU’s udenrigschef Federica Mogherini, som har understreget, at ”[Trumps] drift mod at ødelægge alting ikke leder os noget godt sted hen… Det løser slet ikke nogen af vores problemer.” Men det er uklart, om europæiske virksomheder er villige eller i stand til at modstå presset og truslerne fra USA’s finansministerium særlig længe. Rusland og Kina støtter dog fortsat kraftigt atomaftalen, hvilket er helt afgørende for aftalens overlevelse.

Det står klart, at Trumps skødesløse uforsonlighed åbner endnu et kapitel med mistillid og modvilje i iranske og amerikanske relationer. Listen over begrædelser er allerede lang: fra det CIA- og MI6-orkestrerede kup i 1953 til støtten til shahens politistat og opbakningen til Saddam Hussein, efter at han invaderede Iran og brugte kemiske våben mod iranske styrker og civile, såvel som årtiers forkrøblende sanktioner og trusler om krig fra skiftende amerikanske præsidenter. Mange vil simpelthen drage den konklusion, at USA’s løfter ikke er til at stole på, og at landet ikke vil være tilfreds, før Iran atter bliver en medgørlig klientstat inden for Washingtons indflydelsessfære.

Trump har endelig, og måske uopretteligt, undermineret den moderate kurs, som Rouhani med enorme mængder politisk kapital prøvede at realisere. Akkurat som den forhenværende reformpræsident Ali Khatami blev mødt med amerikanske fordømmelser og anklager om medlemskab i ”ondskabens akse”, da han i 2001 tilbød Irans assistance i Afghanistan, har Rouhanis diplomatiske åbningsspil med amerikanerne slået fejl. Samtidig er Rouhanis politiske modstandere i fuld gang med at modarbejde og tilbagerulle den allerede trængte regerings mest ydmyge fremskridt. Naturligvis vil ethvert forslag, der kalder på tillid til amerikanerne, blive mødt med latterliggørelse de næste mange år frem. Fremtiden ser dyster ud, og risikoen for åben konflikt mellem Iran og USA, og USA’s allierede, ser mere virkelig ud end nogensinde før.

Eskandar Sadeghi-Boroujerdi er British Academy Postdoctoral Fellow på Faculty of Oriental Studies ved University of Oxford, postdoc research assistant på St. Cross College, og serie-redaktør af Radical Histories of the Middle East (Oneworld Publications). Hans skriverier er blevet udgivet i bl.a. British Journal of Middle Eastern Studies, Iranian Studies, Digest of Middle East Studies, Middle East Journal, Foreign Policy, Jadaliyya, Al Jazeera, Lobelog, Jacobin Magazine, The Guardian, m.fl. Hans kommende bog, Revolution and its Discontents: Political Thought and Reform in Iran, udkommer næste år.

Indlægget blev oprindeligt udgivet i Cambridge Core

  1. IAEA: Det Internationale Atomenergiagentur, der har ansvaret for at inspicere Irans atomprogram og verificere dets efterlevelse af aftalens forpligtelser.