Filosofferne har kun…

En anekdote i anledning af Karl Marx’ 200 års fødselsdag

Af Marie Møller Kristensen

Unter den Linden, Østberlin, begyndelsen af maj 1953

Tre håndværkere er på arbejde i det gamle universitets forhal. Deres værktøjskasser står på de brede marmortrin, der fører op til første sal. En af håndværkerne er ved at bore små huller i væggen over afsatsen, hvor trappen deler sig i to sidetrapper. En anden står ved siden af og sætter markeringer i væggens brune, hvidspættede marmor. Den tredje sidder på et trin og roder i sit værktøj.

Udenfor skinner forårssolen på den ødelagte by. Bunker af ruinbrokker er forvandlet til grønne bjerge i byens parker. Små birketræer vokser i forladte og raserede fabrikshaller. Byens beboere arbejder hårdt på at restaurere og bygge nyt i de halvvejs smadrede gader.

Nogle mener, at krigen også smadrede menneskenes indre morallov. Efter krigens grusomheder kan man ikke længere skrive digte, mente en filosof. I det følgende årti vil to psykoanalytikere hævde, at befolkningen har forsøgt at fortrænge og knokle sig ud af deres traumer. Men at et stort skyld- og sorgarbejde stadig venter de overlevende og deres børn.

– I går aftes sagde min datter, siger den ene håndværker, – at den eneste ting, som krigen ikke har forandret, er stjernehimlen over mig.
– Sandt nok, svarer den anden, – især når der ikke længere kommer bomber ud af den.

Håndværkerne står på trappeafsatsen og bedømmer deres arbejde med væggen. Skaderne efter granater og skudvekslinger er blevet udbedret i forhallen og resten af universitetet. Indtil for nylig lå resterne af det gamle kejserslot på den anden side af gaden. Så blev ruinen sprængt i stykker og brokkerne kørt bort. I en fjern fremtid vil en hær af byggearbejdere tage fat på arbejdet med at genrejse en kopi af slottet fra bunden.

Nu er arbejdet med at genopbygge det gamle universitet næsten fuldført. Om et par dage skal genåbningen af forhallen fejres med en stor fest. To af håndværkerne banker forsigtigt på væggen og træder tilbage. En række gyldne bogstaver hænger snorlige på marmorets brunhed. Der står:

Filosofferne har kun fortolket

Dagens arbejdsopgave er fornem. Materialerne er messing på marmor og opgaven kommer direkte fra toppen i partiet. Forsigtigt sætter håndværkerne den næste bogstavrække fast på væggen:

verden forskelligt

En af håndværkerne fastgør et semikolon

;

så holder de frokostpause.

De åbner deres madpakker ude i solen foran hovedbygningen, og spiser først i tavshed.

– Hør lige, siger den ene og sænker stemmen, – de vil sætte arbejdsnormen op igen. Vi kommer til at løbe hurtigere.
– Må arbejdskraften forblive kraftfuld fra evighed til evighed, siger den anden. – Søndag indbefattet. Amen.
– Hold nu kæft, hvisker den tredje, – jeg har hørt, at der kommer strejker. Store strejker. Allerede denne måned eller den næste.
– Det ender ilde, siger den første, – russerne vil aldrig tillade en arbejderopstand.
– Nej for fanden, svarer den anden, – hvis arbejderne strejker, er det jo indblanding i EGNE forhold …
– Var det en vits? spørger den første.
– Det var det vel.

De spiser videre. Inde i forhallen hænger bogstaverne på væggen og venter på den store åbnings- og jubilæumsfest, hvor de vil blive læst op igen og igen. Som en hyldest, en hymne. Både til den nye republik og til ordenes forfatter. Han fylder 135 om et par dage og døde for 70 år siden.

For godt 100 år siden studerede forfatteren selv her. Han gik gennem forhallen og op og ned ad marmortrappen. Måske standsede han en dag på trappeafsatsen ved væggen, der dengang var uden skrift. Han tænkte:

– Jura er og bliver dødkedeligt. Fornemt, jawohl, men stift som marmor. Og hvad skal det føre til? Hvad om jeg skrev min afhandling om de der grækere i stedet? Fordybelsen i gamle tanker kunne måske … føre til nye ideer?

Han kløede sig i skægstubbene. Så fortsatte han videre ned ad trappen, krydsede forhallen, skubbede den tunge dør op og gik ud i verden.

Ind ad den samme dør kommer nu håndværkerne, der er færdige med frokosten. De går op ad trappen og tager fat på sidste del af arbejdet. Efter to timer har de sat endnu et par bogstavrækker fast på væggen. Der ligger fint marmorstøv på deres hænder og ansigter.

– Så mangler vi bare de små, siger den ene. – Det må blive Max Klar. Nå, her var det sidste r.

Han banker nogle mindre bogstaver fast nederst på væggen.

– Har I hørt, at det samme står på hans gravsten, ovre i Lorte-England? spørger den anden.
– Tja, siger den tredje, – og det her sted ligner sgu også et mausoleum. Skal vi se og komme ud?
– Godt arbejde, folkens, siger den første. – Fyraften!

De tre håndværkere pakker sammen. Så forlader de universitetets skinnende forhal. Alle messingbogstaverne hænger nu fint på række. Nedenunder på afsatsen ligger en lille glemt hammer. På marmorvæggen står der:

Filosofferne har kun fortolket
verden forskelligt;
men det, det drejer sig om, er
at forandre den.
1 Karl Marx

 

Marie Møller Kristensen er skribent og underviser.

  1. Anekdoten er skrevet i anledning af Karl-Marx-mindeåret (red. Kapitalen havde 150 års jubilæum i efteråret 2017, og Det Kommunistiske Manifest blev 170 år i februar) og Marx’ 200-årsfødselsdag den 5. maj.

    Teksten bygger på følgende virkelige forhold og kilder:

    Karl Marx (født 5. maj 1818 i Trier, død 1883 i London) studerede 1836-40 ved Humboldt Universität, dengang Friedrich-Wilhelms-Universität. Han var indskrevet på jura, men studerede også andre fag. I 1841 færdiggjorde han afhandlingen Differenz der demokritischen und epikureischen Naturphilosophie.

    Marx-citatet, den 11. Feuerbach-tese, blev opsat i Humboldt-universitetets forhal i foråret 1953 i anledning af det officielle østtyske mindeår for Karl Marx (Karl-Marx-Gedenkjahr), hvor Marx’ 135. fødselsdag og 70. dødsdag blev mindet. Citatet hænger stadig over marmortrappen.
    I juni 1953 udbrød der store strejker og protester i Østberlin og andre byer i DDR: Aufstand vom 17. Juni. Den umiddelbare anledning var en forhøjelse af arbejdsnormen, dvs. et krav om effektivisering og produktivitetsstigning (på 10 pct.) inden for samme tidsramme og til samme løn. Mellem 55 og 75 mennesker døde under protesterne. Herunder 34 demonstranter og tilskuere, som blev skudt af sovjetiske og østtyske soldater. Desuden blev omkring 1.600 mennesker idømt straffe for deltagelse i oprøret.

    I teksten indgår der en henvisning til psykoanalytikerne Alexander og Margarete Mitscherlichs bog Die Unfähigkeit zu trauern (1967).