Kritik er ikke karaktermord (replik til Claus Pedersen)

Af Jonas Mirza og Jarl Sidelmann

Det er med en vis modvilje, at vi indvilger os på et svar til Claus Pedersens replik. Der er nemlig en væsentlig perspektivforskel mellem replikteksten og vores oprindelige tekst, som gør, at Pedersen taler forbi os og ender med at anklage os for at begå et ”karaktermord” på Omar. Pedersen tilskriver os en opfattelse af, at Sara Omars og Lars Hedegaards karakterer eller “offentlige profil” er ens – og går så i rette med den. Men Pedersen bekæmper et postulat, som vi ikke har fremsat, og som heller ikke er i fokus for vores behandling.

Pedersen er optaget af, hvorvidt Omars og Hedegaards karakterer er sammenlignelige eller ej, men fokus for vores analyse var forskellen i receptionen af sammenlignelige udsagn fra Omar og Hedegaard. Udsagn, som Pedersen indrømmer, er ”grove og generaliserende – præcis som Hedegaard er kendt for at argumentere.”

Trods denne indrømmelse mener Pedersen, at vores analyse undermineres af, at vi ser bort fra Omars mere forsonlige og nuancerede udsagn.1 Uden at demonstrere det hævder han, at de bortsete udsagn ”taler imod vores konklusion”.2

Problemet med hans ræsonnement er, at ingen af Omars senere udsagn dementerer hendes foregående generaliseringer. De generaliserende udsagn, som Omar har fremsat, kan vurderes at være mere eller mindre sande eller begrundede (Pedersen går ikke ind på det). Men det ændrer andre af hendes udtalelser, der peger i andre retninger, altså ikke på. Måske mener Pedersen bare, at Omars udtalte ønsker om ikke at ville generalisere også bør beskytte hende imod kritik, når hun faktisk gør det?3

Når man forstår ærindet for vores analyse, som vi redegør for i selve teksten, så følger selektionen af det, der søges belyst. Stort set. Vi ønskede i første omgang at problematisere Omars generaliseringer, dernæst at vurdere, om udtalelserne er retvisende, for til sidst at kritisere offentlighedens ukritiske bifald af selvsamme. Hvis ærindet var at give ”et dækkende helhedsbillede af Sara Omars holdninger eller person”, så var sagen en anden.

Vores primære fokus i tekstens første del går på generaliseringer om muslimernes religiøst betingede dårligdomme. Hvorfor være interesseret i det og ikke en overordnet karakteristik af Omars position på området? Fordi vi synes, det er væsentligere, hvad der kan siges og bliver sagt om muslimer, og hvilke udsagn om muslimer der vinder tilslutning. Offentlighedens “karakter” har selvsagt større betydning end Omars karakter – og er i meget højere grad et fælles anliggende.

Omars udsagn har, finder vi, en anden (acceptabel) status i offentligheden end Hedegaards (uacceptable) udsagn, skønt de ligger tæt på hinanden, hvad angår indhold og generaliseringsgrad.

Vi mener derfor, at det giver god mening, dels at overveje, hvorfor Hedegaards udtalelser blev fordømt, mens Omars bliver accepteret, dels at vurdere sagligheden af Omars udsagn. Begge dele siger noget om offentlighedens forhold til og omgang med “muslimer”.

Fremstillinger, der priser Omars kritik af muslimsk vold, og interviews, der ukritisk viderebringer, men ikke specifikt forholder sig kritisk til de omtalte generaliserende udtalelser, må tages som udtryk for accept af generaliseringerne.

Foruden perspektivforskellen imellem os begår Pedersen nogle kreative fejllæsninger undervejs. Han hævder bl.a., at vi vender opmærksomheden mod kvindevold i Latinamerika og Danmark, ”når Sara Omar beskriver den vold, hun har været udsat for.” Han beklager, at vi gør dette uden at give ”et eneste eksempel på, at [volden] er legitimeret i den form for kristendom, der praktiseres i Honduras, Namibia eller Danmark.

Pedersens gengivelse bedrager. Læseren får indtrykket af, at vi nivellerer Omars personlige oplevelser ved at whataboute om Latinamerika, samt at vi benægter islams rolle i volden mod kvinder i muslimske miljøer. Begge dele er forkerte.

Det er ikke Omars egne erfaringer, vi stiller op imod den kønnede vold i Latinamerika, og teksten benægter heller ikke, at det er sandt, at islam spiller en rolle for volden. Den forsøger at undersøge, om det er dokumenteret. Hvis det ikke er dokumenteret, er det problematisk at hævde det som en sandhed.

Teksten postulerer heller ikke, at den “kristendom, der praktiseres” i diverse andre lande, er skyld i vold. Ideen er nemlig ikke at frikende islam eller anklage kristendommen, men hvis ikke-muslimske lande har mere eller lignende mængder af disse typer af vold, så svækker det alt andet lige fundamentet for at hævde, at den kønnede vold er monokausalt betinget af islam.

Det undrer os oprigtigt, hvordan Pedersen kan påstå, at kritik af generaliseringer, som han selv kalder ”grove”, beløber sig til et ”karaktermord” på Omar. Hvorfor forstås en kritik af den anti-muslimske diskurs som et angreb på en enkeltperson? Og hvorfor opfattes en kritik af den manglende dokumentation bag anklager mod islam som et positivt udsagn om islams uskyld?

I øvrigt

På Facebook skriver journalist på Weekendavisen, Søren K. Villemoes, den følgende opfordring til os:

”[…] Hvis I endelig skulle sammenligne med noget, ville Knud Romers roman “Den der blinker er bange for døden” være mere oplagt, da det også er en selvbiografisk roman, der er ekstremt kritisk over for hans egen barndoms lokalmiljø og kultur på Lolland. Blev dens påstande efterprøvet? Eller tog man det for gode varer, at Lolland var et lille, fremmedfjendsk og intolerant lokalsamfund, som bogen hævdede? Det ville nok have været værd at undersøge, så I havde noget konkret at sammenligne med.”4

Vi fandt hurtigt ud af, at Knud Romers selvbiografiske fiktionsværk faktisk vakte betydelig debat om, hvorvidt hans skildring var retvisende. Flere af Romers barndomsvenner kritiserede bogen i pressen, bl.a. i Weekendavisen (”Åbent brev til Romer”, 2. februar 2007). Litterater, private borgere og kulturpersoner deltog i diskussionen. Aviser tog kontakt til Romers forhenværende bekendtskaber. Og Politiken lavede en reportage fra Nykøbing Falster om lokalsamfundets reaktioner på bogen.5

I Knud Romers tilfælde syntes læren at være, at man (per definition) gerne må digte og tale usandt i fiktive værker, men at det er et problem, hvis forfatteren eller andre generaliserer eller taler usandt ude i virkeligheden. Det er sådan set også vores holdning.

  1. Blandt de nuanceringer, som Pedersen påstår, at vi ”har valgt at se bort fra”, er en videotale, som Omar producerede i januar 2018. Faktisk fremhæver og citerer vi fra talen i fodnote 8 i vores oprindelige tekst.
  2. På Twitter beskylder Pelle Dragsted os i samme facon for ”cherry-picking”.
  3. Den samme generøsitet bliver ikke Hedegaards nuanceringer til del i Pedersens replik, hvilket igen bekræfter vores pointe om eksistensen af dobbelte standarder for Hedegaard og Omars sammenlignelige udsagn. Se f.eks.: ”For det første skal jeg beklage, hvis jeg givet det indtryk [sic], at jeg ville anklage samtlige muslimer – eller de fleste af dem – for at misbruge deres børn. Det har naturligvis ikke været min hensigt.” ”Jeg har altid sagt, at jeg ikke taler om alle muslimer, men islam i sin grundform med sit kvindesyn […] Jeg tror ikke, at alle muslimer er aggressive, men ideologien bag islam er det.” ”Muslimer skal ikke stå til ansvar for at være født ind en bestemt religion, og jeg er fuldt opmærksom på, at mange af dem gerne ville reformere den religiøse praksis og bringe den i overensstemmelse med vestlige normer.” ”Jeg er da ked af at jeg er blevet misforstået, og at jeg skulle have påstået at alverdens muslimer misbruger deres børn.” Citeret i Daniel Bennetsen, ”Lars Hedegaard: Jeg får opbakning”, Politiken (23. december 2009): https://politiken.dk/indland/art4831732/Lars-Hedegaard-Jeg-f%C3%A5r-opbakning og ”Formand beklager muslimudtalelser”, Berlingske Tidende (22. december 2009), via. Ritzau: https://www.b.dk/danmark/formand-beklager-muslimudtalelser
  4. Villemoes på Facebook: https://www.facebook.com/EftertrykMagasin/posts/1930904113868506?comment_id=1931651477127103&comment_tracking=%7B”tn”%3A”R0″%7D
  5. Blandt relevante artikler kan her nævnes et repræsentativt udpluk: Chris Kjær Jessen, ”Knud Romer fanget i sandhedsfælde”, Berlingske Tidende (3. februar 2007); Dorte Washuus, ”Selvfølgelig må forfattere lyve”, Kristeligt Dagblad (7. februar 2007); og Jens Lenler, ”Nykøbing F’ter Knud Romer”, Politiken (13. februar 2007) , Leif Søndergaard, ”Forfatteren og læserne”, Fyens Stiftstidende (12. marts 2007):
    https://www.b.dk/kultur/knud-romer-fanget-i-sandhedsfaelde
    https://www.kristeligt-dagblad.dk/kultur/selvf%C3%B8lgelig-m%C3%A5-forfattere-lyve  https://politiken.dk/kultur/boger/art4997118/Nyk%C3%B8bing-Frsquoter-Knud-Romer
    https://www.fyens.dk/Kronik/Forfatteren-og-laeserne/artikel/770943