Hvidt ind i hvidt

Anmeldelse af Christian Stokbros digtsamling, Hvor alt er hvidt

Hvor alt er hvidt
Christian Stokbro Karlsen
Sapeur Förlag, 2018, 71 sider

 

 

 

Af Lars-Emil Woetmann
Illustration i toppen, ‘White on White’, 1918, af kunstner: Kazimir Malevich

Der er noget utidigt, uvelkomment og derfor velgørende ved digtsamlingen Hvor alt er hvidt, som Eftertryk-redaktør, kritiker og digter Christian Stokbro Karlsen har udgivet på det lille svenske forlag Sapeur. En digtsamling, der består af noget så sjældent som digte – med billedsprog og musikalitet – der får lov at stå som små mobiler uden at hente deres begrundelse i handling, klar tematik eller stenet koncept, modernisme, hårdt nok.

Hvor alt er hvidt består af elleve digte eller måske nærmere digtgrupper: Første digt til Ellevte digt, som trods den singulære form hver består af et eller flere digte, blot betitlet I, II, III etc. En form, der understreger digtenes karakter af forløb, de er blot indsat i en serie. Samlingen giver sig selv den lidt irriterende genresignatur brudstykker, hvilket, tænker jeg, overbetoner det fragmentariske og for mig giver en ærgerlig afspænding af formen: Det enkelte digt holder genstandskarakter og skrider så godt, glider over i det næste, og formår dermed rimeligt elegant både at være ophold og forløb – og miste center uden at miste enhed. Denne formmæssige kvalitet spejler også ret præcist digtenes billedmæssige virkemåde, læs bare digtsamlingens paradigmatiske åbningslinjer:

”Sneen som glemsel af hvid stilhed
over frossen jord
over asfalt
over strandene
hvor europæisk kapital investeres
og forulykket kød skyller op
hvor grødis hænger i håret og munde
kvæler ethvert sprog med sand og
muslingeskaller
…”.

Her er digtets primære objekt: sneen, det øverste lag, der ligger over jorden, der igen dækker asfalt og strande eller måske skrider metonymisk tøvende. Der sker en bevægelse fra jord til asfalt til strandene, hvortil hvor-ledsætningerne så lægger sig åbent til, så vi får et fint algoritmisk sætningsfletværk, der har decentreret sit primære billede af den tomhed, den glemsel af hvid stilhed, en fortrængning eller udsættelse af døden, der hersker som et uproduktivt nulpunkt, og som forbinder de forskellige materialer, frossen jord, asfalt, strande – og så det overraskende linjebrud til muslingeskaller. Hvad betyder de? Genfødsel og dollars og skønhed!

Digtet binder en skøn knude, der forbinder de store temaer død, civilisation, sprog og grænser i et klart og hårdt, men tvetydigt billede. Samtidig er allerede her optegnet samlingens grundmotiver: titlens hvide ting, frosne og tavse, den kapitalistiske ånd igennem det hele og de sorte ting, asfalt, mørke kroppe samt grænselandet, Middelhavets strande, hvor adgangen til Europas overbelyste dødsrige befinder sig, og hvor myterne, historien og det symbolske sprog skyller ind i det aktuelle.

Titlen mimer nok også det Adorno-citat, hvis oprindelse jeg ikke lige kan opstøve, men som Søren Ulrik Thomsen, passende nok, citerer et sted: ”Hvor alt er hvidt, er det fækalierne der hersker”. Ofte hænger der da også en eller anden fugl i modlyset og varsler død over havets sølvglimtende fisk. Materien – i form af fx pestbefængte lig og hunde og jord – trænger sig på i lyset. Digtene virker især ved at lade lyset brydes, ved den gentagne dobbelteksponering af lys over lys, og mørke i mørke: ”Fra et sted i natten / dykker pelikanerne ned i et hav af blindhed / for at grave efter fisk og / skyller op på kysten som knuste engle”.

Samlingen lykkes med at spænde de højeste størrelser op i et rimelig enkelt sprog – kompleksiteten falder ikke som tungetale – der tillader et glimtvis selvironisk, centrallyrisk digterjeg at forblive håbløst misantropisk i de labyrintiske linjer, hvilket ikke er en lille bedrift. Digtene er overbevisende ciseleret, fordi de ikke stivner i det poetisk overstyrede, men lader det svungne sprog og de noget vintageagtige billeder (fx en kvinde på Gare Du Nord i råkold regn, en silkehejre, der letter mod en isblå horisont) støde mod det hårdt ødelagte: ”mens blodet summer af fluer og / asfalten stinker af klorin / på Promenade des Anglais”, ligesom et digt lukker med sporene fra lastbilangrebet i Nice, 2016.

Det er nu en tænksom mut skrift, Stokbros, ikke udfarende, ikke en socialt indigneret og affektivt henført skrift, som det skrives mest p.t., men en eksistentielt indigneret og stilistisk kontrolleret skrift. Digtene forbliver heller ikke i deres mellemværende med den tradition, de i høj grad tilhører (og forsøger at komme over som en kærlighedserklæring), men hæver sig også ud af den ved at lade de aktuelle katastrofer (flygtninge på Middelhavet, hovedafskæring i Aleppo) trænge ind i de poetisk-eksistentielle formler, så disse begivenheders mytologiske brutalitet kommer til syne. De kastes i sammenhæng, ud af news.

Også lækkert at få lejlighed til at google omkring, hvilket du sagtens kan gøre. Hvis du ikke har hele det inventar af græske myter, romantisk-modernistisk litteratur og kristen symbolik, som samlingen trækker på, liggende i den nærmeste referenceramme, så er det digte, der vil gro ud af den fremmedfølelse, du føler, hvis du gider.

Når samlingen står svagest, er det, når der går for meget litterært hatteløfteri i den. Det bliver for poetologisk pointeret. F.eks. i svirpet her, der lukker digtet med pelikanerne: ”vi studerer det fra terrassen / som en åbenbaring fra et kommende ødeland og / Ezra Pound vil slette os fra linjerne”. Eller når det kendte Søren Ulrik Thomsen-digt skal korrigeres, uden at det for alvor ryster det oprindelige digt fra Det skabtes vaklen: ”Februar er tvivlen og / bag tvivlen kødet og / bag kødet sjælen og / bag sjælen knoglerne”.

Hvor alt er hvidt skal da også – efter bagsidetekstens diktat – læses i forlængelse af Stokbros filosofisk fornøjelige Heidegger-inspirerede poetik, Poetik, der udkom rimeligt hemmeligt på samme svenske forlag i foråret 2017.

I poetikken forsøger Stokbro, sådan som jeg læser det, at gøre plads til digtet igen i et litteraturlandskab, hvor kunstnerisk kvalitet er udgrænset for den poppede, overfladiske ’omsorg for nysgerrigheden’ (dvs. underholdning), hvor signaturens autenticiterende mærke på bogen – forfatterautoriteten – fungerer som det, der af kulturindustrien, på bogmarkedet og i litteraturkritikken, tildeler digtene deres (pseudo-)kunstneriske værdi og forflytter deres begrundelse fra det forskellige til det genkendelige, fra det særsproglige til det mimetiske og fra det skabende til det repræsenterende sprog.

Det er forsvar for det poetiske sprogs åbnende, endda åndeligt frisættende, potentiale, og et angreb på instrumentsproget, den normalsproglige prosa, som især, når den er forklædt som digt via ovennævnte mærker, virker til at gentage eller fastholde det allerede givne, ideologien, det sprog, der allerede er fælles.

I den kritik overser Stokbro værdien af den danske litteraturs fadølsironiske opgør med det formularisk dybe, højt belagte digt, der skete især i nullerne. Stokbro går desværre uden om udfordringen, der i høj grad handler om at indføre denne dybe eksistenserfaring i et socialt rum: at aktualisere særsproget og koble det ind i det almindelige sprog – og at afdække og hacke de sproglige diskurser, der danner både subjekt og samfund.

Det afgørende anliggende i denne affortryllede poesi er blevet forskudt fra sproget eller byen eller billedet eller den skabende digters profetiske indefra og ud, og udfolder sig i stedet i en almindelig, aktuel og dysfunktionel socialitet – i velfærdsstaten, på arbejdsmarkedet og i familien – som bl.a. Tue Andersen Nexø har beskrevet det i Vidnesbyrd fra Velfærdsstaten.

Jeg er enig i, at der, i Danmark efter Søren Ulrik Thomsen, sker en form for affortryllelse af det poetiske; at det skabende sprog, herunder poesien, er blevet fortrængt af det repræsenterende og funktionelle sprog, og at det på en måde er et tab, fordi digtets særlighed er ødelagt. Det gælder både i institutionerne, der i stigende grad spørger til kunstens demokratiske potentiale, nytte- og eksportværdi, og i litteraturholdningen, hvor politik, erfaringsrepræsentation og identitetsarbejde og lignende størrelser bliver litteraturens primære anliggender eller begrundelse.

Men Stokbros kritik bliver for aristokratisk. Den anerkender kun den mening, der dannes for sig selv, og selvom hans kritik nok gennemløbes af en radikal politisk modstandsenergi imod en eller anden magt (kulturindustrien, byen, pop, gud, døden, sproget), så mangler kritikken bl.a. blik for den produktive funktion, som signaturen udfører.

Når den, signaturen, forbinder tekstens udskiftelige strøm til en person, så ødelægger det ikke teksten, og den reducerer heller ikke teksten til blot det, altså signatur. Tværtom danner signaturen opstand i den endeløse informationsstrøm, og også fælles anker i form af et ansigt, der netop ikke er et ensformende flag. At der er kamp om synlighed (eller salg), betyder ikke, at alt, der er synligt, kan reduceres til den kamp, og risikerer den ankerløse tekst ikke netop bare at ophæves til abstrakt informationsprodukt? Ingenting er aldrig bare kvantum og kapitalprodukter, selvom de også kan betragtes som sådan.

Signaturen giver fælles form til netop ikke almene, men almindelige eksistensoplevelser, som enhver kan identificere sig ved og danne stemme efter, frigjort fra det store mytiske. På den måde bliver den virkelighed, der er det fælles, mangfoldig og heterogen, dvs. befolket af personer og ikke totalitære guder.

Poetik er provokerende ved at udgrænse alt det, der bliver kaldt digt uden at være det dybt nok. Og det i et hårdt, fornøjeligt filosofisk sprog, der sætter den almene læser af og gør dialogen voldsomt eksklusiv. Jeg savner virkelig den praktiske ambition, som det er at erobre den offentlige samtale med det vigtige.

Stokbro er i høj grad en digter, der ikke vil høre til i samtiden, København eller dansk litteratur. Bare det at udgive danske digte på et svensk mikroforlag er et vidnesbyrd om selveksklusionen. Men det er ikke det, der gør især Hvor alt er hvidt læseværdig. Digtene er stilfærdige, smukt-onde, modernistiske og kloge, dvs. slet ikke som man skriver digt i dag, hvor ingen længere tror på genren i sig selv. Samlingen er hele tiden lige ved at falde sammen som en pyntet kage, men netop akkurat dirrende, dialogisk tænkende.

Begge bøger udfordrer fortjenstfuldt den konsensus, der har opgivet digtet som noget særligt, og det er interessant at forsøge at følge Stokbros undergange og stille kloge suk, men det er ikke for enhver.

Lars-Emil Woetmann er litteraturredaktør på Eftertryk Magasin