Vi forsager Putin og alle hans gerninger og alt hans væsen. Vi tror på NATO, den Almægtige …

Af Kristian Thorup
Illustration af Jacob Chapelle Juul

I Vesten er Putins Rusland udråbt som fjende nummer et. Men hvis vi gransker historien fra Den kolde krig og fremefter, vendes billedet på hovedet. USA og Vesten har i sin ekspansionsiver optrådt aldeles aggressivt over for Rusland. Den største trussel mod verdensfreden lige nu er ikke vores fjender, men vores fjendebilleder.

Jeg har længe fulgt debatten om spændingerne mellem Vesten og Rusland og undret mig over den meget enøjede beskrivelse af Putin som det store onde dyr i åbenbaringen. Tysklands kansler, Angela Merkel, har beskrevet ham som utilregnelig og irrationel,1 og Hillary Clinton har sammenlignet ham med Hitler.2 Også herhjemme er budskabet det samme fra stort set alle partierne i folketingssalen samt journalister og iagttagere: Rusland er et diktatur, og dets fremfærd er aggressiv og skal mødes med massiv militær tilstedeværelse i de tidligere Sovjetrepublikker3. Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen siger, at den russiske fremfærd udgør den største sikkerhedsmæssige trussel mod Danmark lige nu,4 og journalisten David Trads begræder, at Rusland ikke er et demokrati, der er ved at fejle, men et autoritært regime, der er ved at lykkes: ”Putin er en halvdespot, som helt utvivlsomt truer Europas sikkerhed med sin aggressive adfærd, som vi er tvunget til at svare igen på,”5 skriver han som reaktion på Putins valgsejr. Efter nervegasangrebet i Salisbury, som den britiske regering hævder, at russerne står bag, har han endda, på linje med den britiske udenrigsminister Boris Johnson, sammenlignet det forestående VM i Rusland med Hitlers OL i München.6

Trads angriber Marie Krarup og kalder hende DF’s GAK-GAK ordfører.7 Han fremhæver indblanding i Vestens valg, giftangrebet i England, grove overgreb på oppositionen i Rusland og invasionen på Krim og Østukraine som ting, hun er ligeglad med. Jeg deler ikke normalt synspunkter med Krarup, men hun har ret, når hun står fast på, at Krim-annekteringen skal ses i en historisk kontekst, og hun har ret i, at vi burde have en anden tilgang til russerne, omend hendes motiver måtte være anderledes end mine.8

Baggrunden for den aktuelle krise

I Vesten er den herskende idé, at russisk aggression er årsagen til krisen i Ukraine. Intet kunne være mere forkert ifølge den amerikanske professor i international politik John Mearsheimer: USA og dets europæiske allierede bærer hovedansvaret for de øgede spændinger mellem Kreml og Vesten.9

For at forstå, hvad der skete på Krim og i Østukraine, bliver man nødt til at se på den historiske baggrund. Da Berlinmuren faldt, gik Gorbatjov med til, at Østtyskland kunne genforenes med Vesttyskland. Det var i sig selv en kolossal indrømmelse, når man tænker på, at tyskerne i samme århundrede havde invaderet og ødelagt Rusland to gange. Dog havde Gorbatjov en betingelse: NATO måtte ikke udvides ”en tomme længere mod øst”.10 Det var en mundtlig aftale, som allerede blev brudt af George Bush og hans udenrigsminister James Baker, da de indlemmede det samlede Tyskland i NATO.11 Clinton-regeringen, der tiltrådte i januar 1993, var heller ikke indstillet på at honorere aftalen med Gorbatjov, og i 1999 kom den første udvidelse mod øst, da Tjekkiet, Ungarn og Polen trådte ind i forsvarsalliancen. Fem år senere, efter George W. Bush var tiltrådt, fulgte den anden udvidelsesbølge: Nu kunne Bulgarien, de baltiske lande, Rumænien, Slovakiet og Slovenien kalde sig fuldgyldige NATO-medlemmer. Amerikanerne kiggede imidlertid længere mod øst, og i 2008 pressede de på for, at Ukraine og Georgien også skulle optages. Frankrig og Tyskland frygtede dog reaktionerne fra Kreml, og et tilsyneladende kompromis blev nået: Alliancen droppede den formelle optagelsesproces, men udsendte samtidig en dristig erklæring, der støttede Ukraine og Georgiens forhåbninger om medlemskab: ”Disse lande vil blive medlemmer af NATO.”12

Moskva opfattede ikke dette som et kompromis. ”Georgiens og Ukraines medlemskab i alliancen er en kæmpe strategisk fejltagelse, som vil få meget alvorlige konsekvenser for den paneuropæiske sikkerhed,” responderede Ruslands viceudenrigsminister, Alexander Grushko13. En russisk avis rapporterede, at Putin i en samtale med Bush kraftigt antydede, at Ukraine ville ophøre med at eksistere, hvis det blev indlemmet i NATO.14

Rusland svarer igen

Samme år angreb Georgiens præsident, Mikheil Saakashvili, Rusland. Saakashvili forsøgte at få de omstridte territorier Abkhasien og Sydossetien tilbage under georgisk kontrol efter 14 års våbenhvile. Saakashvili havde siden 2004 iværksat en massiv oprustning af den georgiske hær, der blev moderniseret og trænet af amerikanerne til gængæld for Georgiens deltagelse i invasionen af Irak. Krigen blev fejlagtigt fremstillet som uprovokeret russisk aggression i de vestlige medier, skønt startskuddet var et georgisk angreb på hovedbyen Sydossetien samt russiske fredsbevarende styrker.15 Den russiske reaktion var det første klare tegn på, at Kreml ikke længere ville forholde sig passivt til NATO’s fortsatte ekspansion.

En georgisk snigskytte tager sigte mod ossetiske soldater, 19. september 2008 (foto af Jonathan Alpeyrie/Getty images).

På trods af denne klare advarsel fortsatte Vesten sit fremtog. EU forsøgte med sit initiativ om Østligt Partnerskab at integrere Ukraine i den europæiske økonomi. Ikke overraskende så de russiske ledere denne plan som fjendtlig, og udenrigsminister Lavrov beskyldte EU for at ville skabe en ”indflydelsessfære” i Østeuropa. Initiativet var i de russiske lederes øjne et skalkeskjul for NATO-udvidelse.16

Vestens sidste redskab for at få Ukraine under vestlig dominans var at sprede demokrati og vestlige værdier. Den Washington-støttede organisation National Endowment of Democracy (NED) investerede millioner af dollars i over 60 projekter, der skulle fremme demokrati og frihed.17 Viceudenrigsminister Victoria Nuland estimerede i 2013, at USA siden 1991 havde investeret flere end 5 mia. dollars for at give Ukraine ”den fremtid, de fortjener”.18 NED blev skabt i 1983, og dets rødder kan spores tilbage til slutningen af 60’erne, hvor CIA blev kritiseret for at støtte partier og grupperinger i lande, der var i fare for at komme under sovjetisk indflydelse.19 Ukraine-krisen opstod, da den Moskva-venlige præsident Janukovitj afslog en økonomisk hjælpepakke fra EU for i stedet at tage imod et russisk tilbud svarende til 15 mia. dollars. Omgående udbrød der voldsomme uroligheder i Kiev, og op mod 100 demonstranter og politifolk blev skudt af uidentificerede snigskytter.20 Janukovitj lovede nyvalg, men måtte alligevel flygte til Moskva. Det, russerne med rette kaldte et statskup, var fuldbyrdet.

John McCain, daværende formand for det amerikanske Senats Armed Services Committee, ved en pro-vestlig demonstration i Kiev, Ukraine, 13. dec. 2013.

Den nye regering i Kiev var pro-vestlig og havde fire højtstående medlemmer, som kunne karakteriseres som neofascister. NED’s præsident Carl Gershman beskrev kuppet som ’the biggest price’. Fem måneder inden kuppet var fuldbyrdet, bemærkede han, at ”også russerne står over for et valg, og Putin kan meget vel ende på det tabende hold, ikke kun i nabolandene, men også inden for Ruslands egne grænser.”21

Det er stadig uklart, hvor massiv den amerikanske indblanding var,22 men Washington støttede åbent kuppet, og senator John McCain og viceudenrigsminister Victoria Nuland deltog i demonstrationer side om side med den højrenationale Oleh Tyahnybok. Washingtons ambassadør i Ukraine Geoffrey Pyatt sagde, at det var ”en historisk dag”, og i en lækket telefonsamtale blev det afsløret, at Nuland støttede kuppet og gerne så den ukrainske politiker Yatsenyuk som premierminister, hvilket han blev.23

Tiden var kommet for Kreml til at handle mod Vesten og Ukraine. Russiske kampvogne rullede ind på Krim og indlemmede halvøen i den russiske føderation. Putin lagde et massivt pres på den nye regering i Kiev og gjorde det klart, at han ville destabilisere Ukraine, før han ville tillade, at det blev en NATO-højborg. Herefter udbrød konflikten i det østlige Ukraine, hvor Kreml leverede våben til separatisterne og forsøgte at antænde en borgerkrig.

Selvom Putins annektering af Krim er et brud på international lov, der skal fordømmes, så var operationen et defensivt og rationelt træk over for Vestens provokationer. Konkret frygtede Moskva, at NATO ville få kontrol over flådebasen i Sevastopol, men vigtigere: ingen russisk leder kan tillade, at Ukraine bliver en del af en militær alliance mod Rusland. Ukraine er stort. Det strækker sig med sine flade sletter mellem Polen og Rusland, og ad tre omgange har enorme hære krydset det ukrainske fladland for at smadre Rusland (Napoleon, det tyske kejserrige og nazisterne). Ukraine er både følelsesmæssigt og geostrategisk helligt for russerne. I Vesten bryder vi os ikke om Moskvas position, men det er ’geopolitik for begyndere’, at stormagter er følsomme, når det gælder potentielle trusler tæt på eget territorium. En indlemmelse af Ukraine i NATO ville svare til, at USSR i firserne havde optaget Mexico i Warszawa-pagten, eller at Kina opbyggede en kæmpe militærorganisation, som Canada indtrådte i. Vi ved alle, hvordan USA ville reagere.

Vores sejrherrementalitet

Allerede i 1998 udtalte George Kennan – faderen til inddæmningspolitikken24 over for Sovjet under Den kolde krig – at NATO’s østudvidelse formentlig ville igangsætte en ny kold krig: ”Jeg tror, russerne gradvist vil reagere mere og mere negativt, og det vil spille ind på deres politik. Jeg synes, det er en tragisk fejltagelse.”25 I 2014 advarede den Putin-kritiske Gorbatjov om, at Ukraine-krisen kunne udarte sig til en direkte konfrontation mellem USA og Rusland, som ultimativt ville ende i en atomkrig. Han sagde, at USA havde brugt krisen som en undskyldning for at dæmonisere Putin, men at ”NATO’s østudvidelse har ødelagt den europæiske sikkerhed. En farlig sejrherrementalitet har sat sig fast i USA.”26

Folk som Trads og Hjort-Frederiksen vil sikkert hævde, at NATO ikke har nogen fjendtlige intentioner, og at Ukraine og Georgien som selvstændige stater selv må bestemme, om de vil være med i NATO. Hvad Trads, Frederiksen og andre iagttagere end måtte mene, så ser Kreml diametralt modsat på sagen. Og det har NATO selv givet russerne gode grunde til at gøre. Fra Norge til Sortehavet er den største oprustning siden Den kolde krig i gang. Tusindvis af NATO-soldater, fly, kampvogne og missilsystemer er opstillet langs Ruslands grænser,27 og der gennemføres rutinemæssigt enorme militærøvelser28. Rusland har selvfølgelig svaret igen og bl.a. opstillet Iskanter-missiler i Kaliningrad.

NATO-soldater deltager i afslutningsceremonien for militærøvelsen “Jernsværd” i Pabrade, Litauen, 13. nov. 2014.

Som beskrevet ovenfor er det en farlig vej, Ukraine forfølger. Et NATO-medlemsskab er selvfølgelig deres egen beslutning, men NATO kunne på den anden side afslå en ansøgning med sikkerhedspolitiske hensyn for øje. Historisk må vi sande, at store stater ofte prioriterer geopolitiske interesser før international ret. Havde Cuba ret til at danne en alliance med Sovjet under Den kolde krig?29 USA modsatte sig,30 og det samme gør Rusland nu i forhold til Ukraine.

John Mearsheimer siger, at løsningen i forhold til Ukraine er, at det bliver neutralt som Schweiz, og at NATO-udvidelsen tages af bordet. Ukraine skal være en neutral ’bufferstat’, som det reelt var mellem 1991 og 2014. Mearsheimer ser dog ingen tegn på denne udvikling. For det første er vestlige ledere så forhippede på den nuværende politik, at det er usandsynligt, de vil vende 180 grader, og for det andet er den russiske tillid til Vesten efterhånden på et nulpunkt.31

Hysteriet om det hackede valg

På trods af denne ikke-kontroversielle udlægning af historien er narrativet om Rusland som aggressor og Putin som en utilregnelig diktator næsten altdominerende blandt politikere, journalister og meningsdannere.

I USA er russofobien eksploderet, og sendefladen er spækket med historier om russisk indblanding i det amerikanske valg. Sagen er svær at gennemskue, men lad os antage, at russerne hackede valget. Det er selvfølgelig alvorligt, men retorikken fra de liberale stemmer er hysterisk. Det påståede hack betegnes som ”en krigshandling” og sidestilles med Pearl Harbor og 9/11.32 Det er værd at tænke over, at USA involverede sig i en verdenskrig og smed to atombomber efter Pearl Harbor, og at 9/11 blev udnyttet til at starte adskillige krige, som 17 år senere stadig er i gang.33

Hvis det ikke var, fordi det var så alvorligt, kunne det næsten virke komisk med dette næsten uimodsagte hysteri i den amerikanske medievirkelighed. USA har blandet sig i valg og været involveret i voldelige magtovertagelser 72 gange alene under den kolde krig.34 Nylige eksempler er bl.a. Ukraine (som beskrevet ovenfor), Irak i 2003 og Honduras i 200935. Og i 1996 blandede Clinton-regeringen sig i det russiske valg, da man frygtede, at Jeltsin ville tabe til den tidligere kommunist Shuganov.36 Skæbnens ironi er, at amerikanerne nu har fået et spejl, hvor de kan se, hvad det vil sige at være i den modtagende ende, når fremmede magter blander sig i deres valg.

Nyere provokationer

Den amerikanske professor Noam Chomsky betegner spændingerne på den russiske grænse som det farligste brændpunkt i verden. En storkrig mellem to atommagter som USA og Rusland ville være menneskehedens endeligt, og derfor kan alle tiltag, der kan reducere optrapningen mellem Moskva og Washington, kun hilses velkomne. I et interview til al-Jazeera37 siger han, at hvis han var lette eller litauer, ville han være meget bekymret for den NATO-oprustning, som foregår i de baltiske lande. Intervieweren spørger, om han ikke ville være mere bekymret for, at russiske tanks krydser grænsen, når man tænker på, hvad der skete i Ukraine? Oprustningen er præcis, hvad der kunne lede til en russisk invasion, svarer Chomsky.

Spørgsmålet og Chomskys svar udstiller meget godt de forestillinger, der præger debatten. Hvis man som David Trads, Claus Hjort Frederiksen og høgene i Washington ser NATO som en fredsskabende faktor og mener, at Putin er lunefuld, så er oprustning og inddæmning vejen at gå. Men hvis man tager de historiske briller på og følger udviklingen efter murens fald, så fremstår Putin som en rationel leder med en klar strategi om at modstå trykket fra en fjendtlig militæralliance. Putin har flere gange advaret mod øgede spændinger, og da George Bush trak sig ud af ABM-traktaten,38 udtalte den russiske præsident, at det var en fejltagelse, da traktaten var en hjørnesten i verdens sikkerhed.39 Bush svarede, at USA ikke anså Rusland for at være en strategisk fjende. Tværtimod burde USA og Rusland arbejde sammen for at holde freden og i fællesskab blive enige om at erstatte ABM-traktaten med et nyt sikkerhedskoncept. »En gang i fremtiden kan USA og Rusland måske have et fælles forsvar,« konkluderede den amerikanske præsident.40 Det var først i Obamas anden periode, at Rusland trådte frem i offentligheden som en trussel mod Vesten. I præsidentvalgkampen 2012 nedgjorde Obama sin modkandidat Mitt Romney, da denne pegede på Rusland som USA’s største fjende.41 Putin så med rette farerne i at afvikle nedrustningsaftalerne, der blev indgået under Den kolde krig, men på det tidspunkt var Vestens billede af Rusland helt anderledes, end det er lige nu.

Mit ærinde her er ikke at udråbe Rusland som en idealstat. Putins Rusland er en stormagt med blod på hænderne og en masse interne problemer. Oppositionen i Rusland har svære vilkår, og de store medier er underlagt kontrol. ’Demokratiet’ i Rusland ligger meget langt fra, hvad vi her i Danmark opfatter som velfungerende. Putins krig mod Tjetjenien var en morderisk forbrydelse, og bombetogterne i Syrien er med rette også udråbt som krigsforbrydelser, men i den henseende holder vi os ikke tilbage i Vesten.

“Meget farlige tider”

Den aktuelle situation i Syrien efter angrebet med kemiske våben afspejler, hvor farlig situationen er. Beskyldninger og advarsler flyver mellem Washington og Kreml. Trump blæste til angreb på Twitter og kaldte Assad et udyr.42 Russerne påstod, at det kemiske angreb slet ikke havde fundet sted og var iscenesat af briterne.43 Kort før USA, England og Frankrig gik på vingerne og angreb flere steder i Syrien, udtalte USA’s forsvarsminister, Mad Dog Mattis, at der ikke var nogen beviser.44 Alligevel beskrev USA’s FN-ambassadør, Nikki Haley, angrebet som begrundet, legitimt og passende,45 samtidig med at russiske diplomater forsøgte at få FN’s Sikkerhedsråd til at fordømme det ulovlige angreb.46

Den tidligere britiske ambassadør i Usbekistan Craig Murray afviser fuldstændigt, at Assad skulle stå bag gasangrebet i Syrien. Assad var ved at vinde krigen, og USA meldte sin tilbagetrækning kort før det omtalte angreb. Et gasangreb ville vende hans hårdt tjente krigslykke aldeles på hovedet og få amerikanske tropper tilbage i konflikten, hvilket er det sidste, Assad er interesseret i.

Jeg er i det store hele på linje med Murray. Dog vil jeg være mere forsigtig og ikke afvise, at regimet i Damaskus kunne stå bag det kemiske angreb. Det vigtigste er dog, at vi engagerer vores hjerner mere end vores følelser i dette morrads og forstår alvorligheden af de næste træk, vi tager i spillet med russerne. Om Assad har brugt kemiske våben, må i sidste ende være op til OPWC47 at afgøre, og indtil beviserne foreligger, burde internationale aktører træde varsomt. Demonstrative militæraktioner vil kun bringe mere kaos i regionen og eskalere den dødsensfarlige konflikt med Putins Rusland endnu mere.

Murray, der allerede trådte frem i medierne efter nervegasangrebet i Salisbury og advarede mod dæmonisering af Putin og sanktioner mod Rusland, før klare beviser var forelagt offentligheden,48 skriver: ”Jeg er bange for, at formålet med den massive opgejling af russofobi er at forberede offentligheden på en omfattende militær konflikt, der lige nu er centreret om Mellemøsten, men som sandsynligvis vil sprede sig. Og jeg frygter, at vi nærmer os slutspillet. Den politiske klasse og medierne lever i en helt anden verden end den almindelige befolkning, og det bevirker – som i Irak – at borgernes stærke uvilje mod en omfattende konfrontation stort set ikke har nogen gennemslagskraft over for politikerne, der skælver for mediernes jingoisme.49 Det føles som meget farlige tider.”50

Kristian Thorup er udannet folkeskolelærer og psykoanalytiker. Han arbejder som handicaphjælper og psykoterapeut.

Præcisering: For at undgå misforståelser har vi justeret formuleringen “skønt startskuddet var et georgisk angreb på Sydossetien” til “skønt startskuddet var et georgisk angreb på hovedbyen i Sydossetien …” og tilføjet “… samt russiske fredsbevarende styrker“. 

  1. Forbes, 12/4-2014, ”No, Putin Is Not Acting Rationally” https://www.forbes.com/sites/gregsatell/2014/04/12/no-putin-is-not-acting-rationally/#71bb5dac1a71
  2. Washington Post, 5/3-2014 ”Hillary Clinton says Putin’s actions are like ‘what Hitler did back in the ’30s’” https://www.washingtonpost.com/news/post-politics/wp/2014/03/05/hillary-clinton-says-putins-action-are-like-what-hitler-did-back-in-the-30s/?utm_term=.f2955bb1c543
  3. DR, 18/3-2018, ”Danske politikere om jordskredssejr: Putin vil fortsætte sin aggressive kurs”,  https://www.dr.dk/nyheder/udland/valgirusland/danske-politikere-om-jordskredssejr-putin-vil-fortsaette-sin-aggressive
  4. DR, 1/10-2017, ” Claus Hjort: Vi har forsømt konflikten ved Østersøen”, https://www.dr.dk/nyheder/politik/claus-hjort-vi-har-forsoemt-konflikten-ved-oestersoeen
  5. David Trads, Politiken, 19/3-2018, ” Rusland er ikke et demokrati, der er ved at fejle, men et autoritært regime, som er ved at lykkes”. www: https://politiken.dk/debat/art6387529/Rusland-er-ikke-et-demokrati-der-er-ved-at-fejle-men-et-autorit%C3%A6rt-regime-som-er-ved-at-lykkes
  6. BBCNews, ”Putin ‘will use World Cup like Hitler’s Olympics’, agrees Johnson”, 21/3-2018. http://www.bbc.com/news/uk-43487948
  7. Facebook opslag af David Trads 20/3-2018. Se i øvrigt hans klumme i Altinget, ”Putins nyttige idiot”, 27/3-2018, https://www.altinget.dk/artikel/david-trads-putins-nyttige-idiot
  8. Krarup ser kampen mod Islam som det primære og centrale sikkerhedspolitiske spørgsmål. Hun skriver: ” Det ville ellers have været meget rart at have en kristen stormagt på sin side, den dag, der kommer en konflikt med den islamiske verden. For at nå frem til det, må vi slippe russofobien!”, Politico 8/10-2016, http://www.mariekrarup.dk/33303295/4220239/posting/
  9. John J. Mearsheimer, ”Why the Ukraine Crisis Is the West’s Fault”, Foreign Affairs Vol.93 No. 5 (September/October 2014)  Artiklen refereres fremover som ’Mearsheimer’. Den kan downloades gratis på hans egen hjemmeside: http://mearsheimer.uchicago.edu/pdfs/Ukraine%20Article%20in%20Foreign%20Affairs.pdf
  10. National Security Archive, Udskrift af samtale mellem Michael Gorbatjov og James Baker i Moskva, 9/2-1990 https://nsarchive2.gwu.edu//dc.html?doc=4325680-Document-06-Record-of-conversation-between
  11. USA forfulgte en ”tvedelt” strategi: Man forsikrede Rusland om, at man ikke ville ekspandere mod øst, samtidig med at man forberedte overtagelsen af Østeuropa. Se Joshua R. Itzkowitz Shifrinson: ”Deal or No Deal? The End of the Cold War and the U.S. Offer to Limit NATO Expansion”, International Security, Vol. 40, No. 4 (foråret 2016), pp. 7–44. www: https://www.belfercenter.org/sites/default/files/files/publication/003-ISEC_a_00236-Shifrinson.pdf
    Noam Chomsky udlægger forløbet i et interview med Sophie Shevardnaze (RT), ”NATO is a US-run intervention force”, 7/11 2014.
    https://chomsky.info/20141107/
  12. Deklarationen fra NATO-topmødet i Bukarest 3/4 2008 (se art. 23)
    https://www.nato.int/cps/ua/natohq/official_texts_8443.htm
  13. Reuters, ” Russia criticizes NATO pledge to Ukraine, Georgia” 4/4 2008.
    https://www.reuters.com/article/us-nato-georgia-ukraine-russia/russia-criticizes-nato-pledge-to-ukraine-georgia-idUSL0315483920080404
  14. Mearsheimer, s.3
  15. Mikael Hertoft (cand.mag. i russisk og øststatskundskab), kronik i Information, ”En lille krig i Kaukasus”, 14/8 2008
    https://www.information.dk/debat/2008/08/lille-krig-kaukasus
  16. Mearsheimer, s.3
  17. Mearsheimer, s. 3. Se også Huffington Post 3/7-2014: ”U.S. Obscures Foreign Aid To Ukraine, But Here’s Where Some Goes”, https://www.huffingtonpost.com/2014/03/07/us-foreign-aid-ukraine_n_4914682.html
  18. Mearsheimer, s.4. Se også: Politifact.com, 19/3-2014, “The United States spent $5 billion on Ukraine anti-government riots”, http://www.politifact.com/punditfact/statements/2014/mar/19/facebook-posts/united-states-spent-5-billion-ukraine-anti-governm/
  19. Brendan Korner, Slate, ”Bush Aims to Raise Whose Budget?”, 22/1-2004, http://www.slate.com/articles/news_and_politics/explainer/2004/01/bushaims_toraise_whose_budget.html
  20. The Untold Story of the Maidan Massacre, BBCNews Magazine 12/2 2015
  21. Carl Gersman, ”Former Soviet States Stand up to Russia. Will the US?” Washongton Post, 26/9-2013. www: https://www.washingtonpost.com/opinions/former-soviet-states-stand-up-to-russia-will-the-us/2013/09/26/b5ad2be4-246a-11e3-b75d-5b7f66349852_story.html?noredirect=on&utm_term=.9929cb87d3c7
  22. Mearsheimer, s.4-5
  23. The Nation, ”The Dark Side of the Ukraine Revolt”, 14/3-2014, https://www.thenation.com/article/dark-side-ukraine-revolt/
  24. Indæmningspolitikken – Policy of Containment, var USA’s politik over for Sovjetunionen under den kolde krig.  I Hovedtræk gik den ud på at ’inddæmme’ USSR’s ekspansive tendenser. Idéerne bag containment blev i sommeren 1947 forklaret i en artikel i tidsskriftet Foreign Affairs af George F. Kennan, som var den første leder af en ny planlægningsstab i det amerikanske udenrigsministerium. https://www.foreignaffairs.com/articles/russia-fsu/1987-03-01/containment-40-years-later-sources-soviet-conduct
    Se også: https://www.economist.com/blogs/prospero/2011/11/quick-study-george-kennan%E2%80%99s-cold-war-policy-containment
  25. New York Times, 2/5-1998, ”Foreign Affairs; Now A Word From X”, http://www.nytimes.com/1998/05/02/opinion/foreign-affairs-now-a-word-from-x.html
  26. The Telegraph, 11/1-2015, ” Crisis in Ukraine could trigger nuclear war, warns Gorbachev”, https://www.telegraph.co.uk/news/worldnews/europe/russia/11338393/Crisis-in-Ukraine-could-trigger-nuclear-war-warns-Gorbachev.html
  27. The Independent, ” The map that shows how many Nato troops are deployed along Russia’s border”, 5/2-2017. https://www.independent.co.uk/news/world/europe/russia-nato-border-forces-map-where-are-they-positioned-a7562391.html
  28. I 2018 vil NATO afholde øvelsen Trident Juncture i Norge. 35.000 soldater fra 30 nationer vil deltage, https://forsvaret.no/en/exercise-and-operations/exercises/nato-exercise-2018
    Rusland afholdt i september 2017 ZAPAD 17, hvor vestlige analytikere mente der deltog op mod 100.000 soldater. Russerne selv sagde 13.000.
    https://www.theguardian.com/world/2017/aug/24/russia-military-exercises-tensions-west-zapad
  29. Cuba-krisen er ofte fremstillet som Sovjetisk uprovokeret aggression og har på den måde en lighed med den her omtalte krise. Narrativet om, at Kennedy-regeringen d. 16. oktober 1962 forbløffet opdagede, at USSR uden provokation var ved at opstille atommissiler på Cuba, er ingenlunde sandt. Sheldon M. Stern, der var historiker på Kennedy-biblioteket i 23 år, sagde, at ”Kennedy og hans administration, bar utvivlsomt hovedansvaret for udløsningen af Cuba-krisen”. Læs Benjamin Schwartz ”The Real Cuban Missile Crisis”, The Atlantic, Jan/Feb 2013, https://www.theatlantic.com/magazine/archive/2013/01/the-real-cuban-missile-crisis/309190/
    Eller: Noam Chomsky, ” Cuban missile crisis: how the US played Russian roulette with nuclear war”, Guardian, 15/10-2012, https://www.theguardian.com/commentisfree/2012/oct/15/cuban-missile-crisis-russian-roulette
  30. Samtidig arbejdede USA på visse tidspunkter for at få Cuba til at anskaffe sig sovjetiske våben. Se pkt. 4 i: Britisk telegram nr. 2455, fra Washington til det britiske udenrigsministerium, 24. november 1959. www: http://www.gwu.edu/~nsarchiv/bayofpigs/19591124.pdf
  31. Mearsheimer, s. 10-12
  32. Senatorer fra begge partier som f.eks. republikaneren John McCain og Demokraten Jeanne Shaheen har kaldt det for en krigserklæring. Journalisten Tom Friedman fra New York Times har sammenlignet det med 9/11 og Pearl Harbor. Se næste note!
  33. Glenn Greenwald gennemgår i artiklen fra The Intercept hele hysteriet i medierne og kongressen vedrørende ’det russiske hack’: ”A Consensus Emerges: Russia Committed an “Act of War” on Par With Pearl Harbor and 9/11. Should the U.S. Response Be Similar?”, https://theintercept.com/2018/02/19/a-consensus-emerges-russia-committed-an-act-of-war-on-par-with-pearl-harbor-and-911-should-the-u-s-response-be-similar/
  34. Washington Post, 23/12-2016, “The U.S. tried to change other countries’ governments 72 times during the Cold War”, https://www.washingtonpost.com/news/monkey-cage/wp/2016/12/23/the-cia-says-russia-hacked-the-u-s-election-here-are-6-things-to-learn-from-cold-war-attempts-to-change-regimes/?utm_term=.e1810f68d242
  35. En fyldig artikel om Washingtons rolle i kuppet i 2009 på Honduras. The Intercept, 29/8-2017, https://theintercept.com/2017/08/29/honduras-coup-us-defense-departmetnt-center-hemispheric-defense-studies-chds/
  36. New York Times, 17/2-2018, ” Russia Isn’t the Only One Meddling in Elections. We Do It, Too.”, https://www.nytimes.com/2018/02/17/sunday-review/russia-isnt-the-only-one-meddling-in-elections-we-do-it-too.html
    Se i øvrigt forsiden af TIME magazine 15/7-1996: http://content.time.com/time/covers/0,16641,19960715,00.html
  37. Al Jazeera, UpFront, 23/1-2016, https://youtu.be/hSvGxC85n78
  38. Anti Ballistic Missile Treaty (underskrevet af Nixon og Bresjnev 1972) var en aftale mellem USA og USSR, som i forlængelse af Strategic Arms Limitation Talks (SALT) – der skulle begrænse langtrækkende atomvåben – forbød opstillingen af forsvarsanlæg mod langtrækkende missiler.
  39. The Guardian, ”US Withdraw from ABM treaty”, 13/12-2001, https://www.theguardian.com/world/2001/dec/13/usa.russia
  40. Information, ” Bush: ABM-traktat er død”, 2/5-2001, https://www.information.dk/2001/05/bush-abm-traktat-doed
  41. New York Times, 22/10-2012, Youtube channel. https://www.youtube.com/watch?v=T1409sXBleg
  42. Trump’s tweets hvor han fordømmer Assad for de kemiske angreb (8/4-2018): https://twitter.com/realdonaldtrump/status/982966315467116544?lang=da
  43. The Telegraph, 13/4-2018, ”Russia accuses Britain of staging Syria chemical weapons attack,  https://www.telegraph.co.uk/news/2018/04/13/russia-may-ban-scotch-whisky-retaliatory-sanctions-package-targeting/
  44. Reuters, 12/4-2018, ” Mattis says: ‘I believe there was a chemical attack in Syria”, https://www.reuters.com/article/us-mideast-crisis-syria-usa/mattis-says-i-believe-there-was-a-chemical-attack-in-syria-idUSKBN1HJ2ES
  45. Nikki Haleys udtalelse omkring Syrien, FN 14/4-2018. www: https://usun.state.gov/remarks/8389
  46. Al Jazeera News, 14/4 2018, https://www.aljazeera.com/news/2018/04/syria-air-strikes-latest-updates-180414021423479.html
  47. Organisation for the Prohibition of Chemical Weapons er en mellemstatlig international organisation, som arbejder for gennemførelse af Konventionen om kemiske våben, blandt andet ved kontrol og destruktion af kemiske våben. https://www.opcw.org/
  48. SkyNews, 8/4-2018, ’ Craig Murray on Sky News: Skripal Russian spy poisoning’, https://www.youtube.com/watch?v=lsKwHSglAMU
  49. jingoisme, (1. led eng. jingo, opr. fra et music-hall-refræn 1878 “We don’t want to fight, But by Jingo! if we do … “, omdannelse af Jesus, 2. led -isme), engelsk betegnelse for chauvinisme og militant patriotisme. I sangen, som gav anledning til udtrykket, prises den konservative britiske premierminister Benjamin Disraelis beslutning om at sende Middelhavsflåden til Dardanellerstrædet for at forhindre russerne i at indtage Konstantinopel under Den Russisk-tyrkiske Krig 1877-78. (fra denstoredanske.dk)
  50. Craig Murrays hjemmeside, hvor han i mange blogs forholder sig til nervegasangrebet i England, russofobien og den aktuelle krise i Syrien (Citatet er fra 9/4-2018 ”The Rush to War”): https://www.craigmurray.org.uk/archives/2018/04/the-rush-to-war/