”Regeringen skal ikke eje mine data”: Replik til Paul Mason

Tekst af Ole Sandberg
Tegning af Molly Christensen

I artiklen ”Hvad gør vi ved Facebook – konkurrencelovgivning eller offentligt ejerskab?” (Eftertryk 11. april 2018) argumenterer Paul Mason for, at politikerne er nødt til at gribe ind over for Facebook i kølvandet på Cambridge Analytica-skandalen. For de, der ikke har fulgt med i den debat, så drejer det sig om et selskab, der indsamlede oplysninger om folk via deres Facebook-konti og brugte disse data til at danne psyko-sociale profiler, som kunne bruges til at målrette (politiske) reklame-kampagner. Sagen har været intenst dækket af The Guardian1 og har bl.a. ført til, at Facebook’s stifter, Mark Zuckerberg, har været indkaldt til høring i den amerikanske kongress.2

Det er et reelt problem, Paul Mason tager fat i. Facebook ligger inde med ufatteligt mange oplysninger om millioner af mennesker. Selv hvis vi ved – hvilket det ikke er alle, der gør – at man ikke skal skrive ting på internettet, som man ikke vil have offentligt tilgængelige, så er der stadig et enormt potentiale i at have ganske uskyldige oplysninger om en person, hvis man bare har nok af dem. Det er det samme med staternes efterretningstjenester: der kan være grænser for, hvilke private oplysninger de må indsamle om en borger, og hvor tæt de må spionere, men ved at indsamle en større mængde i sig selv ganske harmløse oplysninger er det muligt at kortlægge en persons gøren og færden ret præcist.

Få institutioner har flere oplysninger om os end Google og Facebook. Hvis disse oplysninger bliver solgt til eller indsamlet af private selskaber, som sælger dem videre til stater eller partier, der vil bruge dem til politiske formål, så har vi måske et demokratisk problem.

Den nyliberale konkurrencemodel

Paul Mason overvejer to mulige løsninger.

Den første er den nyliberale løsning på problemet med markedsmonopoler. Mange er af den opfattelse, at nyliberalisme betyder fravær af politisk regulering i markedet, men det er ikke tilfældet. Målet for nyliberalismen er ikke frigørelse af det reelt eksisterende marked, men en tilnærmelse af det reelle marked til det ideale marked. Nyliberale tænkere er nemlig klar over, at der ikke er overensstemmelse mellem den måde, det kapitalistiske marked fungerer på i teorien og i virkeligheden. I virkeligheden får vi af og til det, der kaldes ”market failures” – for eksempel når markedsaktører danner karteller, eller når der opstår monopol-lignende tilstande. I disse tilfælde mangler markedet det væsentlige element, som nyliberalismen ønsker: konkurrence.

Milton Friedman kritiserede derfor den rene laissez faire-kapitalisme og mente, at det politiske system kunne og skulle gribe ind og regulere markedet for netop at sikre konkurrencen.3 Den nyliberale stats opgave er at få det virkelige marked til så vidt muligt at ligne det teoretiske marked, man opererer med i de økonomiske modeller.

Det kan for eksempel gøres ved at forhindre virksomhedsfusioner, hvis der er risiko for, at de opnår monopol-lignende magt i et bestemt marked, eller ved at bryde monopol-agtige virksomheder op i mindre dele, som hver kan konkurrere med hinanden om at udbyde forskellige ydelser. Den slags sker jævnligt i USA4, hvor det politiske system har fastlagt rammer, der skal sikre konkurrence på for eksempel bank- og finansmarkedet5, forsikring6, infrastruktur og telekommunikation7, ja selv ølproduktion8. Noget lignende kunne man også forestille sig med sociale medie-selskaber som Facebook.

Nyliberale kan altså sagtens gå ind for politiske indgreb i markedet, når formålet er at sikre konkurrencen, ligesom de – hvad de er mere kendt for – går ind for dannelse af markeder og konkurrence ved at afskaffe offentlige institutioner med monopol på en tjeneste eller bryde dem op og lade dem konkurrere med hinanden og med private udbydere. Det er en af grundpillerne i New Public Management-tanken9 og i den privatiseringsbølge, der bl.a. har ført til de mange private selskaber, der driver togene på det engelske jernbanenet10, som Paul Mason nævner.

Problemet er, at det har vi sådan set allerede prøvet. Markedet har skam leveret adskillige alternativer til Facebook. Utallige virksomheder (og nogle non-profit organisationer) har forsøgt at etablere andre sociale medie-platforme, som skulle have samme funktion som Facebook. Nogle af dem findes endnu. Hvis du ikke kan slippe SoMe, men har brug for en pause, så kan du tage et smut ind på Google+ og nyde stilheden. Der sker nemlig ingenting.

Problemet med SoMe – i hvert fald sådan, som det ser ud i dag – er ikke mangel på villige udbydere, men at forbrugerne ikke har behov for alternativer produkter. Som forbruger kan man sætte pris på, at der er forskellige udbydere af mange produkter, og min glæde ved ét produkt bliver ikke mindre af, at du foretrækker et andet mærke. Men med sociale medier som Facebook er det et væsentligt element i produktets værdi for forbrugeren, at andre også bruger netop det produkt. Jeg får ikke meget ud af at være på én SoMe-platform, hvis mine venner er på en anden. Det er ret underordnet, hvilken SoMe-platform der er den populære; værdien består i, at vi er på den samme. Derfor vil en opsplitning eller en tvungen konkurence-tilstand næppe fungere som løsning. Forbrugerne vil klumpe sig sammen om én af dem uanset politiske indgreb.

Nationalisering

Den anden løsning, Mason foreslår, er nationalisering – eller rettere, offentligt ejerskab og kontrol over den centrale infrastruktur for SoMe-platforme: de personlige data. Staten skal altså have råderet over alle de oplysninger, befolkningen giver om sig selv, når de færdes på internettet, ligesom den kontrollerer jernbanenettet, som de engelske private togselskaber benytter (Paul Mason forestiller sig, at det skal ske gennem en kontrakt, hvor den enkelte bruger giver tilladelse. Her vil jeg henlede opmærksomheden på det spørgsmål, du nok får dagligt på grund af EUs forbrugerbeskyttelse: ”Denne hjemmeside bruger cookies. Klik her for at acceptere.” Problemet med Facebook og lignende selskaber er, at vi alle formelt har accepteret indsamlingen af data – det er vi nødt til for at bruge tjenesterne.

Ligesom med de nyliberales fantasi om det ideale marked er dette en løsning, der fungerer fint i teorien, men i praksis kan vise sig katastrofal. Den liberale mainstream lider ofte af en ufatteligt blind tiltro til deres egne institutioner og stater. Uagtet at man gerne kritiserer den reelt eksisterende regeringspraksis, er der en udbredt, nærmest religiøs tro på, at vores ”vestlige, demokratiske stater” principielt set er fundamentalt gode. Mere jacobinske venstreorienterede kan omvendt være mere kritiske over for de nuværende stater, mens de drømmer om en fremtid, hvor staten ”reelt” har tilnærmet sig det teoretiske ideal og nu ”tjener folket” og derfor kan betros en sådan monopol-magt.11

Paul Mason er ikke den eneste, der foreslår dette. Det er en tanke12, der virker ret populær13 blandt engelske centrum-venstre-akademikere. Fælles for dem alle er i mine øjne en farlig mangel på forståelse for, hvad Facebook og staten er for noget.

Lad os starte med at slå fast, at hvis Facebook blev nationaliseret inden for den nærmeste fremtid, så ville det næppe være den engelske stat, der kom til at eje det. Facebook er et amerikansk selskab, og en statslig overtagelse ville foregå i USA. Det siger jeg ikke, fordi USA er værre eller bedre end England eller Danmark, men for at skabe et realistisk udgangspunkt for debatten. Det bliver ikke andre stater, der kommer til at eje Facebooks persondata. Glem det.

Dernæst er der væsentlig – politisk relevant – forskel på de produkter, som ejes af for eksempel et nationalt jernbaneselskab eller elektricitetsforsyning, og en database fuld af potentielt sensitive personoplysninger. Bevares, der er naturligvis en vis magt i at kontrollere væsentlig infrastruktur, men det er ikke helt sammenligneligt med den politiske magt, der kan opnås ved brug af et register med oplysninger om borgernes inderste tanker og følelser, deres hobbyer og interesser, hvem de snakker med, og hvor de færdes. Den slags kan bruges langt mere subtilt til at påvirke folk. Det er jo derfor, vi har denne diskussion i det hele taget.

Så nu er spørgsmålet: Ønsker jeg, at regeringen skal eje mine data?

Efter ganske kort overvejelse afviser Mason den bekymring med den påstand, at alternativet til, at regeringen i én stat (hvad enten det er den amerikanske eller den britiske) ejer mine data, er, at de bliver solgt (af Facebook) til en tredje stat. Det eneste, der forhindrer Facebook i at sælge vores oplysninger til ”den russiske regering eller det kinesiske kommunistparti”, er ifølge Mason ”de demokratiske stater, vi lever i” (her er argumentet en god blanding af skræmmebilleder om ”de onde” stater og den naive liberale myte om vore egne staters godhed).

Det er dog ikke en beskrivelse af, hvad der faktisk skete. Faren for at en fremmed stat får adgang til vores personlige data, er en relevant diskussion, men er det ikke mere relevant at forholde os til den konkrete situation end en hypotetisk mulighed? Vi har jo denne diskussion, fordi der var en konkret sag. Så lad os kigge på den.

For det første solgte Facebook ikke persondata til Cambridge Analytica (C.A.). C.A. indsamlede selv data, som brugerne af Facebook naivt havde gjort tilgængelige via udspekulerede hjemmesider, der høster den slags data fra folks profiler. Det siger jeg ikke for at bebrejde de, der uden at tænke videre over det accepterede at give en hjemmeside adgang til alle deres Facebook-data for at kunne se resultatet af en eller anden tåbelig quiz (det har jeg nok også selv gjort), men det var altså ikke Facebook som sådan, der solgte og overdrog oplysningerne. Det er oplysninger, der er tilgængelige på folks egne profiler, og det ville de være, uanset om det er Facebook eller en statslig institution, der ejer serveren, hvor de er digitalt lagret.

For det andet var det ikke i første omgang data til ”den russiske regering.” Det er altså en underlig og uvedkommende retorisk figur at sætte ind i diskussionen. C.A. solgte heller ikke dataene til det kinesiske kommunistparti. Nej, de arbejdede for Det republikanske parti i USA, som altså vandt valget, og nu er den amerikanske regering. Ligeledes er det ikke russiske oligarker, men engelske rigmænd og donorer14, som har forbindelser til C.A., der også arbejdede for Leave-siden15 i den engelske EU-valgkamp.

Dét er virkeligheden. Lad os forholde os til den konkrete historie i stedet for mystiske skræmmebilleder.

Ønsker jeg, at regeringen skal eje mine data? – ikke en anden regering i et andet land, men denne regering, min regering, den, som regerer over mig?

Det er for så vidt problematisk nok, at andre stater indsamler oplysninger om verdens indbyggere, men det er et virkeligt akut og demokratisk problem, når den stat, som jeg bor i, indsamler oplysninger om mig og mine medborgere. Det er begrænset, hvad den russiske stat eller det kinesiske kommunistparti kan bruge oplysninger om amerikanske borgere til, men den amerikanske stat og Det republikanske parti har stor gavn af den slags oplysninger om deres egne borgere. Tilsvarende er den kinesiske regering nok mere interesseret i at udspionere sin egen befolkning end på tilfældige amerikanske indbyggere.

Vi har altså i dag den situation, at et privat selskab – Facebook – har en database med en masse oplysninger, som brugerne selv har givet, og som på grund af selskabets elendige datasikkerhed kan indsamles af andre selskaber og sælges videre, til hvem der end er villige til at købe dem, inklusive politiske partier i vores egne stater. Det er alt sammen noget, der foregår i ”de demokratiske stater, vi lever i”, så jeg ved ikke, hvordan Paul Mason kan mene, at de skulle være den eneste hindring for, at det sker.

I øjeblikket er situationen i det mindste den, at vores egne stater og deres institutioner selv skal ud og gøre et stykke arbejde for at indsamle de oplysninger fra Facebook (eller betale professionelle for det). Løsningen på Cambridge Analytica-skandalen kan da umuligt være at give hele datamængden til staten, så den har fri adgang.

Naturligvis er Paul Masons forslag ikke, at staten skal eje et personregister med al Facebooks data, og at dens partier skal have fri adgang til at bruge det. Det skal være reguleret og beskyttes af nye institutionelle og juridiske mekanismer. Det er en fin tanke, som både læner sig op ad den liberale tiltro til vestelige staters principielle godhed og den jacobinske tanke om, at staten vil være uproblematisk i en hypotetisk fremtid, hvor nogle bestemte ting er ændret. I øjeblikket er virkeligheden dog, at der ikke er den slags institutionelle mekanismer.

Det kan vi arbejde for, at der kommer, men først må vi overveje to spørgsmål: 1) Hvor stor tiltro har vi til statens evner til at håndtere den slags effektivt, selv når den gerne vil? 2) Hvilke interesser har staten i det hele taget i at forhindre sig selv i at få adgang til sin egen database? Det ene handler om evner, det andet handler om vilje. Begge handler om tillid.

Hvor meget stoler du på din stat?

Paul Mason fremmaner spøgelserne den russiske stat og det kinesiske kommunistparti . Det hypotetiske eksempel afleder opmærksomheden fra den virkelige historie, hvor det netop var aktører i vores egne stater, der benyttede sig af Facebooks enorme datamasse til at påvirke vælgere i deres egne stater. Det er et retorisk nyttigt skræmmebillede, for den russiske og kinesiske stat virker nok mere skræmmende end vores egne stater. Men det er samtidig en vildledning, som forhindrer seriøs overvejelse af problemet og fører til løsninger, der potentielt er farligere end den nuværende situation.

Spørgsmålet er, om du stoler nok på din egen stat – ikke alle mulige andre – til at betro den med ufattelige mængder af oplysninger om stort set alle borgere. Det er det spørgsmål, du må overveje, når du tager stilling til en eventuel nationalisering.

Selv hvis du tror, at din egen stat har de bedste motiver og er principielt god og demokratisk, så er der stadig spørgsmålet om, hvor kompetent du tror den er – altså om den har evnerne til at beskytte personlige oplysninger bedre, end Facebook har gjort det. Hvis ikke, så vil den situation jo kunne opstå igen, hvor et firma høster oplysninger og sælger dem til andre – potentielt ”ondere” – stater.

Det er præcist, hvad der skete, da den danske stat – via ”sindssygt” løsagtig omgang med langt mere sensitive oplysninger end de, Facebook råder over – kom til at lække tusindvis af danskeres CPR-numre til et firma, der arbejder for den kinesiske stat.16

De, der kender bare lidt til de reelt eksisterende vestlige demokratiske stater i øjeblikket, vil jo nok også kunne regne ud, at hvis staterne selv havde institutioner, som stod for lagring og håndtering af alle disse SoMe-oplysninger, så ville der ikke gå lang tid, før denne institution blev privatiseret. Det var tilfældet med det nordiske betalingssystem, Nets, som ligger inde med langt mere personsensitive oplysninger, end Facebook nogensinde har haft, og som var udgangspunktet for Se&Hør-skandalen, hvor hundredvis af kendte danskere blev overvåget.17

Men som sagt er det jo næppe den danske stat, som ville komme til at forvalte Facebooks bruger-database efter en eventuel nationalisering. Det ville være den amerikanske stat. Ikke kun fordi Facebook er et amerikansk selskab, men også fordi den amerikanske stat med en vis sandsynlighed ville opfatte alt andet som en krigshandling.18

Problemet vil altså i første omgang være: ”Kan amerikanere have nok tillid til den amerikanske stat til at betro dem med forvaltningen af enorme mængder personsensitive data?” Husk på, at grunden til, at vi overhovedet har denne diskussion, er, at aktører i den amerikanske stat – aktører, som nu har parlamentarisk flertal, præsidentposten og kontrol over hele administrationen – netop brugte indsamlede Facebook-data til at påvirke befolkningen under en valgkamp. Vil det virkelig være fornuftigt for liberale amerikanere at sige, at løsningen er at levere hele pakken med alle SoMe-oplysninger til de samme personer, som misbrugte dem?

Den amerikanske stat har i forvejen et langt synderegister med – både lovlig og ulovlig – overvågning af egne borgere og misbrug af personfølsomme oplysninger i politisk øjemed. Fra ”The Red Scare” omkring og efter Den første verdenskrig, hvor fagligt aktive, socialister og krigsmodstandere blev registeret og nægtet både politiske rettigheder og arbejde19, og under McCarthyismen i 1950’erne, hvor skuespillere, journalister og politisk aktive blev overvåget20, til COINTELPRO hvor FBI indsamlede private oplysninger om bl.a. sorte borgerrettighedsaktivister og brugte dem til smædekampagner og afpresning.21 Hvilken guldgrube ville det ikke have været, hvis de havde fri adgang til de oplysninger, Facebook råder over?

Og hvis du tror, den slags hører fortiden til, har du ikke hørt om den overvågning, der foregik mod de aktivister, der kæmpede for at beskytte drikkevandet ved at forhindre etableringen af olie-rørledningen ved Standing Rock i North Dakota. Her var det et semi-privat sikkerhedsselskab, der bl.a. leverer krigsydelser for det amerikanske militær, TigerSwan, der stod for den overvågning og udspionering af aktivister, som ville have været ulovlig, hvis den blev udført af de offentlige politi-tjenester.22

Hvor meget lettere og billigere ville det dog ikke have været, hvis statens egne institutioner kunne spare sig den slags krumspring. Selvom der er juridiske og politiske restriktioner på de ”demokratiske staters” overvågning af sine borgere, så er det her ikke historier, der indgyder tillid til, at staten vil holde sig for god til at gradbøje eller tilsidesætte sine egne reglementer, når det er formålstjentligt.

For nylig er der igen opstået bekymring om, at FBI vil overvåge og oprette registre over sorte rettighedsaktivister23, og det amerikanske migrationspoliti, ICE, bruger allerede Facebook til at spionere mod indvandrere (med Facebooks villige adgang til arkiverne).24 De amerikanske grænsemyndigheder, der har mere eller mindre uindskrænket magt og ikke er bundet af forfatningsmæssige rettigheder, kræver idag, at folk, der vil ind i landet, giver myndighederne adgang til deres SoMe-profiler, så de kan bestemme, hvem der må komme ind i landet25, hvilket er en politik, de overvejer at formalisere som et kriterium for tildeling af visa.26

Alt dette sker i dag, hvor staten benytter sig af Facebooks database, men dog skal indhente adgang til den fra de enkelte brugere eller af firmaet selv. Hvordan kan vi have tiltro til, at den ville lægge mere bånd på sig selv, hvis den selv havde direkte adgang til databasen? Hvad skulle dens interesse være i det? Selv hvis der blev vedtaget love, der forbød de enkelte institutioner i at snage i folks arkiver, så viser historien om ulovlig overvågning af borgerne jo, at institutinonerne altid kan finde en vej udenom disse love, når de virkelig vil. Lovenes stabilitet vil desuden være afhængig af de skiftende politiske vinde: Den magt vi i dag betror en liberal regering, vil også være i hænderne på den følgende højreorienterede regering.

Ingen stater kan betros vores private oplysninger

Når Paul Mason, og andre centrum-venstre-liberale, bruger den russiske eller kinesiske stat som skræmmebillede, giver de et misvisende billede af, hvad staten i det hele taget er for noget. Ikke bare den enkelte stat, men staten som institution (og derfor også den fremtidige hypotetiske stat, som visse socialister måtte drømme om). Enhver stat har interesse i at have så mange oplysninger som muligt om sin egen befolkning. Det er trods alt dem, den regerer over. Det bliver ikke bedre af, at det er en demokratisk stat, for i en sådan skal politikerne vinde valg og har i endnu højere grad behov for at kunne styre den politiske stemning og diskussion.

Selvfølgelig er der forskel på Rusland eller Kina og for eksempel England, Danmark eller USA. De har forskellige styreformer, og nogle er at foretrække frem for de andre. Men der er ingen af dem, hvor jeg ville svare bekræftende på spørgsmålet, ”vil jeg betro staten med alle mine data?” En tro på, at der på dette område er en fundamental forskel mellem ”demokratiske stater” og ”de andre”, beror på en misforståelse af, hvad staten er for noget. Det er først og fremmest en institution, hvis opgave er at regere over sin egen befolkning. Dens interesser i indsamling og håndtering af data kan ikke adskilles fra denne funktion.

Det kan næppe være det progressive og venstreorienterede svar at sige ”jamen så lad os da give staten fri adgang til alle oplysninger.”

Ole Sandberg er phd-studerende i filosofi ved Islands Universitet

 

  1. The Cambridge Analytica Files, The Guardian: https://www.theguardian.com/news/series/cambridge-analytica-files
  2. Congress grills Facebook CEO over data misuse – as it happened, The Guardian, 11. april 2018: https://www.theguardian.com/technology/live/2018/apr/10/mark-zuckerberg-testimony-live-congress-facebook-cambridge-analytica
  3. “Neo-Liberalism and its Prospects,” Milton Friedman, Farmand, 17. februar 1951, s. 89-93: https://miltonfriedman.hoover.org/friedman_images/Collections/2016c21/Farmand_02_17_1951.pdf
  4. United States anti-trust laws, Wiki: https://en.wikipedia.org/wiki/United_States_antitrust_law
  5. Glass–Steagall legislation, Wiki: https://en.wikipedia.org/wiki/Glass–Steagall_legislation
  6. Justice Department and State Attorneys General Sue to Block Anthem’s Acquisition of Cigna, Aetna’s Acquisition of Humana, 21. juli 2016: https://www.justice.gov/opa/pr/justice-department-and-state-attorneys-general-sue-block-anthem-s-acquisition-cigna-aetna-s
  7. Breakup of the Bell System, wiki: https://en.wikipedia.org/wiki/Breakup_of_the_Bell_System
  8. The World’s Biggest Beer Monopoly Got Sued by the U.S. Government, The Atlantic, 31. januar 2013: https://www.theatlantic.com/business/archive/2013/01/beer-monopoly-justice-department/318844/
  9. New Public Management, Wiki: https://en.wikipedia.org/wiki/New_Public_Management#Competition
  10. Privatisation of British Rail, Wiki: https://en.wikipedia.org/wiki/Privatisation_of_British_Rail
  11. Regulating the Social Network, Jacobin Magazine, 1. juli 2012: https://jacobinmag.com/2012/01/regulating-the-social-network/
  12. We need to nationalise Google, Facebook and Amazon. Here’s why, The Guardian, 30. august 2017: https://www.theguardian.com/commentisfree/2017/aug/30/nationalise-google-facebook-amazon-data-monopoly-platform-public-interest
  13. Why not nationalize Facebook?, The Conversation, 29. marts 2018: https://theconversation.com/why-not-nationalize-facebook-93816
  14. Conservatives The Cambridge Analytica Files Tory donors among investors in Cambridge Analytica parent firm, The Guardian, 21. marts 2018: https://www.theguardian.com/politics/2018/mar/21/tory-donors-among-investors-in-cambridge-analytica-parent-firm-scl-group
  15. Cambridge Analytica misled MPs over work for Leave.EU, says ex-director, The Guardian, 23. marts 2018: https://www.theguardian.com/news/2018/mar/23/cambridge-analytica-misled-mps-over-work-for-leave-eu-says-ex-director-brittany-kaiser
  16. Eksperter om CPR-læk: Amatøragtig omgang med data, DR Tech, 20. juli 2016: https://www.dr.dk/nyheder/viden/tech/eksperter-om-cpr-laek-amatoeragtig-omgang-med-data
  17. Se og Hør-sagen, Wiki: https://da.wikipedia.org/wiki/Se_og_Hør-sagen
  18. Cyberattack as an act of war, Wiki: https://en.wikipedia.org/wiki/Cyberwarfare_in_the_United_States#Cyberattack_as_an_act_of_war
  19. First Red Scare, Wiki: https://en.wikipedia.org/wiki/First_Red_Scare
  20. McCarthyism, Wiki: https://en.wikipedia.org/wiki/McCarthyism
  21. COINTELPRO, Wiki: https://en.wikipedia.org/wiki/COINTELPRO
  22. STANDING ROCK DOCUMENTS EXPOSE INNER WORKINGS OF “SURVEILLANCE-INDUSTRIAL COMPLEX”, The Intercept, 3. juni 2017: https://theintercept.com/2017/06/03/standing-rock-documents-expose-inner-workings-of-surveillance-industrial-complex/
  23. Is the FBI Setting the Stage for Increased Surveillance of Black Activists?, ACLU, 18. oktober 2017: https://www.aclu.org/blog/racial-justice/fbi-setting-stage-increased-surveillance-black-activists
  24. ICE Reportedly Uses Facebook Data to Track Suspected Illegal Immigrants, Fortune Magazine, 27. marts 2018: www.fortune.com/2018/03/27/facebook-data-ice-immigrants-deport/   
  25. US border agents checking Facebook profiles, lawyer says, CNET, 29. januar 2017: https://www.cnet.com/news/border-patrol-agents-checking-facebook-profiles-trump-immigration-ban/
  26. U.S. to Seek Social Media Details From All Visa Applicants, Bloomberg, 29. marts 2018: https://www.bloomberg.com/news/articles/2018-03-29/us-to-seek-social-media-details-from-all-visa-applicants