Vores ganske voldelige måde at være passive på

3 skarpe eftertryk

1. Medier og meningsdannere beklager sig igen og igen over, at vi er passive ­– ikke mindst i Syrien. Men det er forkert.

2. For vi har bl.a. længe aktivt støttet islamistiske kræfter i Syrien.

3. Under Syrien-dækningens kritiske overflade finder vi således et gammelt princip: Fokuser på fjendens forbrydelser, og se bort fra dine egne.

 

Af Jarl Sidelmann

Den dominerende udlægning af vores krigsengagement i “den islamiske verden” betoner, at Vesten har gode hensigter og humane hensyn. De vestlige krige er drevet af sikkerheds- og værdipolitiske hensyn. Vi promoverer stabilitet, menneskerettigheder, demokrati og frihed. Flere end 15 år inde i den erklærede “globale krig mod terror” er denne offentlige fremstilling af Vestens målsætninger fortsat uændret.

Eksempler er der rigeligt af. Danske styrker sendes til Mali som led i den bredere “terrorbekæmpelse”, men også for at sikre “stabiliteten i området” og “kæmpe for de værdier, som vi tror på.”1 Vores indsats i Syrien er et nødvendigt indgreb for at “gøre vores hverdag sikker.”2 Danske F-16-fly gik på vingerne med kurs mod Libyen for at “sikre civilbefolkningen”, men også fordi det “kræver en indsats fra dansk side at kunne blive ved med at leve, som vi gerne vil.”3 Målet i Afghanistan var at “deltage i bekæmpelsen af terrornetværk”, men vor deltagelse viste også “en stærk vilje til at forsvare vore grundlæggende værdier.”4

De militære indsatser i terrorens tidsalder er altså partout nødvendige for vores daglige tryghed. Men de udgør også et forsvar for vores liberale grundværdier. Sikkerhed og idealer går hånd i hånd.

Fantasien om det ’passive’ Vesten

Den allestedsværende krigsapologetik har sine undergenrer, og den nok mest tåbelige synes samtidig at være den, man tager mest seriøst. Jeg tænker her på kritikken af vores udeblevne heltegerninger. Eftersom vestlig indgriben i sin natur er godartet, har de til enhver tid siddende magthaverne selvsagt et ansvar for at foretage nødvendige militære indgreb, når ulykkerne byder sig til, så der kan reddes menneskeliv og skabes stabilitet. Men her opstår problemet, for ansvaret forsømmes. Dækningen af konflikten i Syrien ledsages således rutinemæssigt af påstanden om, at Vesten har svigtet, ikke har “handlet” eller “gjort nok”. Vi kan maksimalt gøre os skyldige i “undladelsessynder”.5

I den ånd skrev Politiken i en leder d. 4. august 2016, at skønt “USA og Europa i retorikken fra begyndelsen støttede oprøret og med harme i stemmen krævede, at Assad gik af, har vi aldrig for alvor sat handling bag ordene.”6 Den manglende vestlige intervention i Syrien begrædes ligeledes i et særtillæg fra Information som “det endelige og definitive sammenbrud for den liberale internationalisme.”7 “Slaget om Aleppo er et slag om vores verdensorden”, fastslår avisen og tilføjer dystert, at “vi må spørge, om drømmen om en liberal verdensorden er død.”8 Berlingske skrev samstemmende i en leder, at “USA’s støtte begrænsede sig til militær træning og økonomisk hjælp […] Vi i Vesten må spørge os selv, om vi svigtede, da vi havde muligheden for at gribe ind […].”9

Netop beretningen om den liberale internationalisme vis-a-vis vores passivitet giver Clement Kjersgaard et eksemplarisk klart udtryk. I en kronik fra august 2015 bedyrer han, at “vores manglende interesse” for Syrien skyldes, at “vi er ligeglade”. Med konflikten som baggrund peger Kjersgaard på, at man i 1990’erne spurgte, “hvordan Verden ville se ud, hvis USA en dag afskrev sig sin globale rolle og tog hjem. Vi begynder at kunne ane svaret.”10

Den amerikanske “passivitet” i Syrien illustrerer således overgangen til en verdensorden uden ordenshåndhæver. Det mere tilbageholdne USA er ikke længere villig til for alvor at bekæmpe terror og despoti. Syriens ruiner bliver et billede på, hvordan “det amerikanske århundrede endegyldigt er slut.”11

Overalt i denne diskurs står det moralske spørgsmål om Vestens ansvar for at intervenere i Syrien. Det er indlysende nok, hvad denne selvfortælling er nyttig for: navnlig at agitere for skærpet interventionisme. Et andet spørgsmål er, om præmissen for kritikken er sand. Har Vesten rent faktisk forholdt sig passivt til konflikten i Syrien? Udsagnet bør komme an på en prøve.

En ret aktivistisk passivitet

I sommeren 2012 gav USA’s daværende præsident, Barack Obama, bl.a. CIA ansvaret for at bistå oprørsstyrker i kampen mod Bashar el-Assad.12 At oppositionsgrupperne i Syrien allerede på dette tidspunkt var domineret af radikale islamister, og at den sekteriske vold i landet indebar risiko for oprettelsen af en “Islamisk Stat”, blev påpeget i en senere lækket briefing fra US Defense Intelligence Agency samme sommer.13

Få måneder senere indrømmede amerikanske regeringskilder, at våben sendt fra Qatar og Saudi-Arabien med USA’s bistand tilflød jihadistiske grupperinger i Syrien: “De oppositionsgrupper, som modtager størstedelen af våbenstøtten, er præcis dem, vi ikke ønsker skal have den,” udtalte en anonym embedsmand.14

Senere gik den amerikanske regering dog skridtet videre og autoriserede bevæbning og træning af syriske rebeller i den såkaldte operation ‘Timber Sycamore’. Oprørsstyrker blev efter planen finansieret af saudierne og trænet af amerikanerne i et af historiens dyreste CIA-programmer, med et årligt budget tæt på 1 millard dollars. Regeringskilder har anslået, at knap 10.000 rebeller i konfliktens tidlige år modtog våben og kamptræning.15 Det reelle tal er garanteret ukendt.

I marts 2013 kunne The New York Times også berette, at CIA-assisterede fragtflyvninger leverede flere tusinde tons våben til syriske rebeller.16 Barack Obama erklærede dengang åbent: “Assad skal afsættes – og det, tror jeg, at han bliver.”17 Det var samme forår som Politikens daværende chefredaktør, Bo Lidegaard, skrev om en Obama-regering, der satsede “hårdt på det diplomatiske spor”, og om “billedet af den i udgangspunktet moderate og fredelige opstand,” der ubønhørligt ville “glide i baggrunden til fordel for et, som viser rabiate islamister, hvis sorte jihadflag vinder frem.”18

En tidligere højtstående militærrådgiver udtalte, at CIA-indsatsen på dette tidspunkt “over hele linjen” havde “forvandlet sig til et bevæbnings- og logistisk støtteprogram for hele oprørsbevægelsen, inklusive Jabhat al-Nusra [al-Qadeas filial i Syrien] og Islamisk Stat. De såkaldte moderate var væk.” En “konstant strøm” af efterretninger advarede ligeledes fra 2012-14 om, at oprøret var domineret af ekstremister. Men den amerikanske støtte fortsatte19 – med omtrent samme intensitet som vestlige intellektuelles brødebetyngede beklagelser over manglen på amerikansk indgriben.

Blandt de oppositionsgrupper i Syrien, der indtil 2015 modtog amerikanske antitank-missiler og våben, var Nour al-Din al-Zinki. Gruppen blev berygtet i juli 2016, da en videooptagelse dukkede op, hvor dens medlemmer hånede og derefter halshuggede en palæstinensisk dreng på ladet af en firehjulstrækker.20 Nour al-Din al-Zinki er, sammen med Jabhat al-Nusra, del af den saudisk og Qatar-støttede kampgruppe, der i marts 2015 tog kontrollen over Idlib i det nordvestlige Syrien.21 Levevilkårerne i provinsen blev beskrevet forrige år af Syrien-ekspert Joshua Landis og Steven Simon, forhenværende leder for USA’s nationale sikkerhedsråds MENA-afdeling:

“For at bedømme, hvor inkompetente oprørsstyrkerne har været til at levere et mere bæredygtigt eller attraktivt alternativ til Assad, skal man blot betragte situationen i Idlib-provinsen, hvor rebellerne har magten. Skoler er blevet segregerede, kvinder er blevet tvunget til at gå tilslørede, og plakater af Osama bin Laden hænger på murene.”22

Ovenstående er blot et udpluk af, hvad vores manglende handlekraft og indgriben ift. Syrien har bestået i. Således er vi “villige, passive vidner” til “barbariet”, som Politikens Anders Jerichow udtrykte det for et par år siden.23 Da forhenværende udenrigsminister Holger K. Nielsen hævdede, at det var “den manglende bevæbning af de moderate oprører”, der førte til de islamistiske gruppers dominans, var det næppe heller ment som en kritik af den CIA-faciliterede bevæbning af selvsamme kræfter.24 Naser Khader (K) har tilsvarende påstået, at “det internationale samfunds passivitet” i Syrien “har styrket islamisterne i en sådan grad, at al-Qaeda nu er stærkere end nogensinde”, skønt det utvivlsomt forholder sig omvendt.25 Vestens aktive indgriben i Syrien gødede netop jorden for ekstremismen i landet og styrkede de islamistiske grupperinger.

Både forhenværende vicepræsident, Joe Biden, og udenrigsminister Hillary Clinton, har da også erkendt, at de amerikanske allierede i Golfen støttede og bevæbnede islamistiske grupper under konflikten i Syrien.26 En rapport fra Conflict Armament Research, udgivet i december 2017, fastslog, at “store mængder” våben og ammunition, leveret af USA og Saudi-Arabien til syriske oppositionsstyrker, er endt i hænderne på Islamisk Stat.27

Men den amerikanske koordinering af Golf-staternes våbenleverancer til jihadistiske grupper på den syriske slagmark registreres ikke i diskursen om vores passivitet. Samme måned som det kom frem, at USA i årene 2014-17 brugte flere end 12 milliarder dollars på militære og civile udgifter i Syrien,28 kunne Politikens Marcus Rubin skrive om Vestens “stiltiende accept” af Assad-styret, om krigen som “vor tids moralske fallit” og om, hvordan vi har “svigtet vores egne værdier og moral.”29

Konklusionen synes at være, at hverken økonomisk bistand, bevæbning eller militær træning af oppositionsstyrker udgør en reel form for “indgriben”. Interventionsbegrebet bruges altså kun om situationer, hvor man fra vestlig side dikterer krigens kurs og deltager ved direkte bombardementer eller decideret invasion. Alt op til dette er ikke at sætte “handling bag ordene.”

Manglen på en storstilet militær indsats bliver derfor, helt naturligt, en kilde til dyb refleksion over vores eget moralske væsen. Man gør udpenslede beskrivelser af krigens virkelighed til baggrundstæppe for fortællingen om den ”udeblevne” indgriben. Synet af lemlæstede børn i murbrokkerne står klart i hukommelsen. Som de også burde gøre. Men den samme ansvarsbevidsthed finder man ikke, når blikket rettes mod de seneste årtiers vestlige udenrigspolitik.

Ghouta og den humanitære militarisme

Fjendernes ugerninger kalder på samvittighedsfuld – oftest ensidig, nogle gange manipulatorisk – granskning, mens Vestens ugerninger hvidvaskes eller fortrænges. Begge elementer ses tydeligt i den igangværende dækning af tragedierne i Ghouta.

I martsudgaven af DR-programmet “Vi ses hos Clement”30 debatterede Bo Lidegaard (i rollen som den moderate stemme) og nuværende forsvarsminister, Claus Hjort Frederiksen, Syrien og den danske krigspolitik siden 1990’erne. Programmet demonstrerer ganske fornemt, hvad der udgør præmisserne for den offentlige diskussion af emnet: Vi er passive, og det kritiske spørgsmål bliver derfor, hvilke problemer passiviteten indebærer. Bombardementerne af Ghouta viser ifølge Clement Kjersgaard, hvad der kan ske, når “man lader russerne køre løbet” og uengageret forbliver “tilskuere til forbrydelser”. Som fortilfælde fremhæves flere gange i udsendelsen Saddam Husseins slagtning af kurderne og brug af giftgasser i 1980’erne. Forbrydelser, der ifølge forsvarsministeren giver invasionen af Irak en klar moralsk legitimitet: “Det er ikke noget, civiliserede stater bare kan sidde og se på.” Med henvisning til gasangrebet i Halabja i 1988 indskyder Kjersgaard: “Dengang greb man ikke ind.”

At Hussein begik disse forbrydelser på et tidspunkt, da han var en støttet ven af Vesten, forbliver usagt. At der ikke var tale om manglende indgriben, men derimod aktiv bistand, udviskes i den kollektive hukommelse. Nøjagtig som det sandsynligvis vil gælde, når offentligheden i en forhåbentlig ikke alt for fjern fremtid vil se tilbage på Syrien-krigen. Det er det samme militaristiske syndrom, der forsvarer, hvad man ikke åbent kan forsvare, ved at fornægte det.

Ugen forinden var lægen og debattøren Haifaa Awad gæst i samme studie for at debattere udviklingen i Ghouta.31 Her kunne man høre hende fortælle, hvordan Assad hen over de seneste syv år “har kunnet boltre sig, som han har lyst til, uden at verdenssamfundet har gjort en skid.”32

Alt sammen uimodsagt. Men det er ikke nordkoreanske eller russiske, men højst vestlige tilstande, vi her iagttager. Politikens Anders Jerichow kan i sin seneste klumme hvidvaske 30 års vestlig interventionspolitik med en række historieforfalskende håndbevægelser – igen som oplæg til påstanden om “vores passivitet” i Syrien, der har “kostet ufattelige lidelser, som vi kunne have hindret.”33

En veloplyst diskussion om Vestens rolle i Syrien-krigen beror i sidste ende på de etablerede mediers evne og vilje til at levere realistiske konfliktanalyser. Men i stedet for ærligt at fortælle, hvad den vestlige interventionisme bidrager med (herunder til en af tidens største menneskelige katastrofer), har medierne og meningsdannere i stedet valgt at dyrke et narrativ, der er lige så gribende og magtpolitisk funktionelt, som det er tåbeligt.

Dermed undermineres det ansvar, som følger med at leve i et demokrati: For det er vores egen politik, vi i første omgang kan påvirke. En reel opfattelse af, hvad denne politik virkelig indebærer, er derfor af afgørende betydning. Ikke kun for vores egen skyld, men også for Syriens.

Jarl Sidelmann er kandidatstuderende på Niels Bohr Instituttet, Københavns Universitet.
Han takker Jonas Mirza for supplering af kilder og sparring.

Billedet i toppen af indlægget: Ibrahim Kodra, ‘The war for peace, 1977 oil on canvas,’ Kosova National Art Gallery

  1. Tilde Liv Andersen: ‘Nick Hækkerup (S) om Mali: Danmark er med, fordi det er i Danmarks interesse, at det ikke bare er de store, der bestemmer’, Ræson (14. november 2015): http://raeson.dk/2015/nick-haekkerup-s-om-mali-danmark-er-med-fordi-det-er-i-danmarks-interesse-at-det-ikke-bare-er-de-store-der-bestemmer/
  2. Jakob Stig Jørgensen og Michael Bjerre: ‘Kristian Jensen: Danmark har tre klare grunde til at gå ind i Syrien’, Berlingske Tidende (19. april 2016): https://www.b.dk/politiko/kristian-jensen-danmark-har-tre-klare-grunde-til-at-gaa-ind-i-syrien
  3. ‘Forsvarsminister: Libyen var det hele værd’, Information (4. januar 2012), via Ritzau: https://www.information.dk/telegram/2012/01/forsvarsminister-libyen-hele-vaerd
  4. Anders Fogh Rasmussen, tale d. 4 juli 2002: “Kort efter nytår sendte vi specialstyrker til Afghanistan. Målet var at deltage i bekæmpelsen af terrornetværk […] Jeg er stolt over de danske soldaters indsats. De har vist, at også et lille land kan gøre en aktiv indsats. De har vist, at solidaritet er andet og mere end blot ord. De har vist, at vi har en stærk vilje til at forsvare vore grundlæggende værdier.” http://www.stm.dk/_p_11299.html
  5. Hver dag bringer nye eksempler på dette. For et aktuelt eksempel se: Anders Jerichow, ‘Jo, vi skulle have standset Assad for længst’, Politiken (27. feb. 2018): https://politiken.dk/debat/klummer/art6356262/Jo-vi-skulle-have-standset-Assad-for-l%C3%A6ngst
  6. ‘Vesten har svigtet Syrien. Aleppo betaler prisen’, Politiken (4. august 2016). Avisen skriver ligeledes, at Vesten reelt set “for længst [har] accepteret, at Assad bliver siddende indtil videre. Og dermed svigtet ikke bare syrerne, men også sine egne idealer”: https://politiken.dk/debat/ledere/art5631549/Vesten-har-svigtet-Syrien.-Aleppo-betaler-prisen
  7. Interview med Michael Ignatieff, Information (d. 14 oktober 2016): https://www.information.dk/udland/2016/10/lad-lyve-hinanden-griber-saa-griber-saa-lad-vaere-fortaelle-europaeiske-vaerdier
  8. Lotte Falke Kaarsholm: ‘Slaget om Aleppo er et slag om vores verdensorden’, Information (14. oktober 2016): https://www.information.dk/debat/leder/2016/10/slaget-aleppo-slag-vores-verdensorden
  9. ‘Leder: Vesten må gøre alt for at stabilisere Syrien’, Berlingske Tidende (14. december 2016): https://www.b.dk/berlingske-mener/leder-vesten-maa-goere-alt-for-at-stabilisere-syrien
  10. Clement Behrent Kjersgaard, ‘Hvad Syrien siger om os’, Berlingske Tidende (18. august 2015). Kjersgaard beskriver iøvrigt indsatserne i Irak og Afghanistan som “et eksperiment”, der bestod i at “indlede en decideret angrebskrig mod store lande med det specifikke formål at bygge frihed og demokrati op fra bunden” (modsat Vietnamkrigen, der ifølge ham “begyndte og sluttede som forsøget på at forsvare Syd- mod Nordvietnam.”): https://www.b.dk/kronikker/hvad-syrien-siger-om-os
  11. Annegrethe Rasmussen, ’USA’s globale lederskab i en ny verdensorden’, Politiken (9. september 2013). Rasmussen mener i øvrigt, at venstrefløjens kritik af “den neoimperialistiske hegemon […] klinger hult i dag. For er der en ting, som har stået lysende klart, er det, at hverken den amerikanske præsident, hans rådgivere, Pentagon eller den amerikanske befolkning har den store appetit på projekt Syrien. Ikke engang venstrefløjens gode gamle syndebuk ’det militærindustrielle kompleks’ virker synderlig interesseret.”
  12. ‘Obama authorizes secret support for Syrian rebels’, Reuters (2. august 2012). Se også Eric Schmitt, ‘C.I.A. Said to Aid in Steering Arms to Syrian Opposition’, The New York Times (21. juni 2012) og Mark Mazzetti & Matt Apuzzo, ‘U.S. Relies Heavily on Saudi Money to Support Syrian Rebels’, The New York Times (23. Januar 2016): https://www.reuters.com/article/us-usa-syria-obama-order/obama-authorizes-secret-support-for-syrian-rebels-idUSBRE8701OK20120802
    https://www.nytimes.com/2016/01/24/world/middleeast/us-relies-heavily-on-saudi-money-to-support-syrian-rebels.html?mtrref=www.google.dk&gwh=9E5A7348461CC16857FAE4BA8BD1D6A3&gwt=pay
    http://www.nytimes.com/2012/06/21/world/middleeast/cia-said-to-aid-in-steering-arms-to-syrian-rebels.html
  13. I rapporten skrives: “Salafisterne, Det Muslimske Broderskab og al-Qaeda i Irak er de styrende kræfter, der driver oprørerne i Syrien. Vesten, Golf-landene og Tyrkiet støtter oppositionen […] Hvis situationen udvikler sig, er etableringen af et officielt eller ikke-officielt salafistisk styre i det østlige Syrien en mulighed […] ISI [Den Islamiske Stat i Irak] kunne erklære en Islamisk Stat ved  dets forening med andre terrororganisationer i Irak og Syrien […].” For en uddybende diskussion om rapportens indhold, se Brad Hoff, ‘Obama and the DIA ‘Islamic State’ Memo: What Trump Gets Right’, Foreign Policy Journal (1. juli 2016). Rapporten kan p.t. læses på: http://www.judicialwatch.org/wp-content/uploads/2015/05/Pg.-291-Pgs.-287-293-JW-v-DOD-and-State-14-812-DOD-Release-2015-04-10-final-version11.pdf
  14. David E. Sanger, ‘Rebel arms flow is said to benefit jihadists in Syria’, The New York Times (14. oktober 2012). Se desuden James Risen et al., ’ U.S.-Approved Arms for Libya Rebels Fell Into Jihadis’ Hands’, The New York Times (5. december 2012) for en bemærkning om dette: http://www.nytimes.com/2012/10/15/world/middleeast/jihadists-receiving-most-arms-sent-to-syrian-rebels.html
    https://www.nytimes.com/2012/12/06/world/africa/weapons-sent-to-libyan-rebels-with-us-approval-fell-into-islamist-hands.html
  15. Greg Miller & Karen DeYoung, ‘Secret CIA effort in Syria faces large funding cut’, The Washington Post (12. juni 2015). Mark Mazzetti og Matt Apuzzo, ‘U.S. relies heavily on Saudi money to support Syrian rebels’, The New York Times (23. januar 2016). Se iøvrigt David S. Cloud og Raja Abdulrahim, ‘Update: U.S. training Syrian rebels; White House ‘stepped up assistance’, Los Angeles Times (21. juni 2013). http://www.washingtonpost.com/world/national-security/lawmakers-move-to-curb-1-billion-cia-program-to-train-syrian-rebels/2015/06/12/b0f45a9e-1114-11e5-adec-e82f8395c032_story.html
    http://www.nytimes.com/2016/01/24/world/middleeast/us-relies-heavily-on-saudi-money-to-support-syrian-rebels.html?mtrref=www.google.dk&gwh=6DDF90FC0AA655F59C09F7B94477F5C8&gwt=pay*
    http://articles.latimes.com/2013/jun/21/world/la-fg-wn-cia-syria-20130621
  16. C.J. Chivers og Eric Schmitt, ‘Arms Airlift to Syria Rebels Expands, With Aid From C.I.A’, The New York Times (24. marts 2013):  http://www.nytimes.com/2013/03/25/world/middleeast/arms-airlift-to-syrian-rebels-expands-with-cia-aid.html?mtrref=www.google.dk&gwh=2FECE9F9B4944B56013A294108510334&gwt=pay
  17. Pressechefen for Det Hvide Hus bekræftede ligeledes i maj 2013, at det var “en klar politisk målsætning fra amerikansk side, at Assad ikke fortsat bør regere i Syrien”.
    For en gennemgang af Obama-regeringens regimeskiftepolitik ift. Syrien, se Ian Sinclairs artikel: ‘Getting US intervention in Syria wrong: a response to Jamie Allinson’s ‘Disaster Islamism’’, Medium, 16. marts 2017: https://medium.com/@ian_js/getting-us-intervention-in-syria-wrong-a-response-to-jamie-allinsons-disaster-islamism-9ba20a5738fa
  18. Bo Lidegaard, ‘Syrien synker. Hvad gør vi?’, Politiken (19 maj 2013): https://politiken.dk/debat/klummer/lidegaard/art5449954/Syrien-synker.-Hvad-g%C3%B8r-vi
    Hvad angår “det diplomatiske spor”, se: Hugh Roberts: ”The Hijackers”, London Review of Books, vol. 37, no. 14, 16. juli 2015. www: https://www.lrb.co.uk/v37/n14/hugh-roberts/the-hijackers
  19. Seymour M. Hersh: ‘Military to military’, London Review of Books (vol. 38, no. 1, januar 2016), s. 11-14: https://www.lrb.co.uk/v38/n01/seymour-m-hersh/military-to-military
  20. Samuel Osborne, ‘US investigates video in which Syrian rebels ‘decapitate’ young boy’, The Independent (20. juli 2016). For yderligere, se også Lizzie Dearden, ‘US air strikes kill more than 100 ‘al-Qaeda militants’ at training camp in Syria’, The Independent (21. januar 2017):
    http://www.independent.co.uk/news/world/middle-east/syrian-civil-war-syria-rebels-decapitate-child-video-a7144746.html
    http://www.independent.co.uk/news/world/middle-east/us-air-strikes-syria-isis-al-qaeda-jabhat-fateh-al-sham-nusra-aleppo-idlib-training-camp-100-killed-a7539571.html
  21. Ben Norton, ‘A new “moderate” coalition: U.S.-armed Syrian rebels join Al-Qaeda’s “Bin Laden Front”’, Salon (14. februar 2017), via Alternet. Se desuden Alexander Decina, ‘In the Syrian ceasefire shell game, the good guys may be bad guys’, The Daily Beast (1. marts 2016). Karen DeYoung og Liz Sly, ‘U.S. allies in Middle East ramping up support for rebel forces in Syria’, The Washington Post (29. april 2015). Kim Sengupta, ‘Turkey and Saudi Arabia alarm the West by backing Islamist extremists the Americans had bombed in Syria’, The Independent (12. maj 2015):
    https://www.salon.com/2017/02/14/a-new-moderate-coalition-u-s-armed-syrian-rebels-join-al-qaedas-bin-laden-front/
    https://www.thedailybeast.com/in-the-syrian-ceasefire-shell-game-the-good-guys-may-be-bad-guys
    https://www.washingtonpost.com/world/national-security/us-allies-in-middle-east-ramping-up-support-for-rebel-forces-in-syria/2015/04/29/07b1d82c-edc8-11e4-8666-a1d756d0218e_story.html
    http://www.independent.co.uk/news/world/middle-east/syria-crisis-turkey-and-saudi-arabia-shock-western-countries-by-supporting-anti-assad-jihadists-10242747.html
  22. Joshua Harris og Steven Simon: ‘Assad has it his way’, Foreign Affairs (19. januar 2016): https://www.foreignaffairs.com/articles/syria/2016-01-19/assad-has-it-his-way
  23. Anders Jerichow, ‘Vi er passive vidner til overlagt barbari’, Politiken (29. september 2016): https://politiken.dk/debat/klummer/jerichow/art5638338/Vi-er-passive-vidner-til-overlagt-barbari
  24. Holger K. Nielsen, ‘Fejl på fejl i Syrien’, Jyllands-Posten (21. december 2016): https://jyllands-posten.dk/debat/international/ECE9240231/fejl-paa-fejl-i-syrien/
  25. Naser Khader, ‘Irak kan blive det nye Syrien’, blog på bt.dk (8. januar 2014): http://blogs.bt.dk/verdenifoelgekhader/2014/01/08/irak-kan-blive-det-nye-syrien/
  26. Patrick Cockburn, ‘We finally know what Hillary Clinton knew all along – US allies Saudi Arabia and Qatar are funding Isis’, The Independent (14. oktober 2016): http://www.independent.co.uk/voices/hillary-clinton-wikileaks-email-isis-saudi-arabia-qatar-us-allies-funding-barack-obama-knew-all-a7362071.html
  27. Her er der tale om blandt andet våben produceret i EU. Op til 90 procent af ISIS våben og ammunition har vist sig at stamme fra Rusland, Kina og Østeuropa. Jihadierne var i stand til at opnå meget af dette arsenal som følge af tidligere præsident Barack Obamas støtte til oprørere i Syrien, fastlog rapporten. Bethan McKernan, ‘US and Saudi Arabia arms significantly enhanced Isis’ military capabilities, report reveals’, The Independent (15. december 2017). Se også Tom O’Connor: ‘How ISIS got weapons from the U.S and used them to take Iraq and Syria’, Newsweek (14. december 2017): http://www.independent.co.uk/news/world/middle-east/isis-us-saudi-arabia-arms-fighters-jihadis-military-capability-enhanced-weapons-syria-terrorism-a8112076.html
    http://www.newsweek.com/how-isis-got-weapons-us-used-them-take-iraq-syria-748468
  28. Ben Norton, ‘US Ambassador Confirms Billions Spent On Regime Change in Syria, Debunking ‘Obama Did Nothing’ Myth’, The Real News (9. februar 2018): https://therealnews.com/t2/index.php?option=com_content&task=view&id=31&Itemid=74&jumival=21110%27%20style=%27color
  29. Marcus Rubin, ’Krigen i Syrien er vor tids moralske fallit’, Politiken (17. februar 2018): https://politiken.dk/debat/klummer/art6344433/Krigen-i-Syrien-er-vor-tids-moralske-fallit
    https://politiken.dk/debat/ledere/art6354790/Krigen-i-Syrien-udstiller-Vestens-afmagt-og-apati
  30. Vi ses hos Clement (Danmarks Radio, 4. marts 2018). Kan i skrivende stund ses på: https://www.dr.dk/tv/se/vi-ses-hos-clement/vi-ses-hos-clement-tv/vi-ses-hos-clement-2018-03-04
  31. Vi ses hos Clement (Danmarks Radio, 25. februar 2018). Kan i skrivende stund ses på: https://www.dr.dk/tv/se/vi-ses-hos-clement/vi-ses-hos-clement-tv/vi-ses-hos-clement-2018-02-25
  32. Som eksempel på en prisværdig “humanitær intervention” nævner Awad krigen i Serbien i 1999. En intervention der, ganske som det dengang blev forudsagt af NATO’s militære og politiske lederskab, førte til en voldseskalering, etniske udrensning og en massiv flygtningekrise. En intervention, der affødte konceptet om den “ulovlige, men legitime” krig. I diskursen: et ofte fremhævet eksempel på en stabiliserende og fredsskabende intervention.
  33. Anders Jerichow, ’Jo, vi skulle have standset Assad for længst’, Politiken (27. feb. 2018): https://politiken.dk/debat/klummer/art6356262/Jo-vi-skulle-have-standset-Assad-for-l%C3%A6ngst