Hvad gør vi ved Facebook – konkurrencelovgivning eller offentligt ejerskab?

Af Paul Mason
Oversat af Benjamin Dalton

Cambridge Analytica-skandalen viser, at det er på tide at gribe ind over for Facebooks monopolmagt. Man kan vælge en slagen vej i kapitalismens historie og splitte datagiganten op i flere konkurrerende selskaber. Men hvis vi borgere for alvor skal have kontrol over vores egne data, kræver det et styrket offentligt ejerskab af medieplatformene.

Facebook lod et firma ved navn GSR høste 50 millioner brugerprofiler og sælge dataene til et andet firma, Cambridge Analytica, hvis udtalte mål var at manipulere vælgernes adfærd til fordel for Donald Trump. Dette er blot den seneste i en række skandaler for Facebook, og den udgør en skillevej for verdens største sociale medievirksomhed – af følgende grunde:

Facebooks værdisætning på aktiemarkedet bygger ikke kun på selskabets nuværende overskud, men også på den forudsætning, at det vil fortsætte med at give overskud samt øge sit overskud ved at omsætte sine brugerdata til penge. Som med alle de store digitale teknologivirksomheder afhænger Facebooks fremtidsudsigter af, om firmaet formår at levere banebrydende kunstig intelligens (AI) baseret på sit skatkammer af brugerdata.

Dog har det længe stået klart for alle datagiganternes topchefer, at 1. den nuværende situation ikke er holdbar, og 2. at fremtidens overskud ikke kan realiseres uden gennemgribende forandringer i forholdet mellem virksomhederne, brugerne og de lovgivende stater.

De 50 millioner profiler blev høstet og anvendt uden deres brugeres tilladelse, og Facebook hævder, at dette ikke var et brud på firmaets procedurer. Facebook er åbenbart sikker på, at de håbløst ensidige samtykkeerklæringer giver selskabet ret til at bruge dataene på denne måde. Selskabet har gjort det værre for sig selv ved at nægte offentligheden indsigt i denne type databrug ­– før kritiske journalister pludselig tvang det til at nægte Cambridge Analytica adgang til sine data.

Men hvis der ikke er tale om kontraktbrud, må det vel betyde, at hele Facebooks forretningsmodel påtvinger folk kontraktvilkår, som ikke er i deres interesse. Uanset hvordan man anskuer det, bliver konsekvensen sandsynligvis den samme: Et tillidstab samt en trussel mod det, der i erhvervslivet omtales som firmaets ’sociale handlefrihed’. Spørg bare et hvilket som helst tobaks- eller oliefirma, hvad det drejer sig om.

Personligt er jeg dødtræt af Facebook som produkt. Min tidslinje er på én gang så kaotisk og så kedelig, at jeg næsten aldrig værdiger den et blik. Men jeg er ikke interesseret i at sparke til Facebook, mens firmaet ligger ned. I stedet bør vi tage hul på en moden samtale mellem teknologifirmaerne, de lovgivende stater og de befolkninger, som staterne burde tjene.

Det dybere problem bag skandalen

Skandalen sætter et problem på spidsen, som alle teknologifirmaer kommer til at stå over for, efterhånden som verden bevæger sig i retning af automatisering, algoritmer og kunstig intelligens. De afgørende oplysninger for ethvert AI-program ligger i identitetsregistret. Man behøver ikke kende den enkelte fars adresse for at finde frem til, at unge fædre køber øl og bleer i supermarkedet. Man kan blot regne på salgsoplysningerne. Men den kunstige intelligens er nødt til at kende den enkeltes identitet. At skræddersy sundhedspleje, forsikring, regnskab og andre forbrugsydelser til det enkelte individ – hvilket er det guld, alle teknologifirmaer går efter – kræver et verificerbart identitetsregister over millioner af brugere og en eksplicit tilladelse til at bruge det.

Alligevel har Facebook – og formentlig alle de store digitalfirmaer – nøjedes med at manipulere data med henblik på kortsigtet profit. Samtidig har firmaet benyttet den klassiske monopolstrategi med at opkøbe enhver teknologi, der kunne udgøre et alternativ til den ’sociale tidslinje’, vi forbinder med Facebook. Efterhånden som folk bliver trætte af Facebook og udvandrer til Instagram eller WhatsApp, flytter de sig derfor blot fra en del af Facebooks imperium til en anden.

Selv den klassiske monopolkapitalisme har typisk haft den form, at hver markedssektor domineres af fire store spillere, der både konkurrerer indbyrdes og samarbejder. Til tider leger de tagfat med lovgiverne for dernæst at etablere en produktiv symbiose med dem. I banksektoren er der eksempelvis fire store spillere; det samme inden for revision; ligeledes i supermarkedssektoren og inden for fremstillingen af jetmotorer.

Men den digitale teknologisektor tolererer ikke engang et sådant konkurrenceniveau. De store digitalfirmaer – Facebook, Apple, Google, Samsung, Amazon, Tencent og Alibaba – har fuldkomment monopol i hver deres sektor. Informationskapitalismen levner kun plads til ét søgefirma, ét venskabsfirma, ét online-handelsfirma. Og med ’giver plads til’ mener jeg faktisk ’indbyder til’ – for de lovgivende myndigheder i USA, EU og Kina har ikke gjort det mindste for at modvirke disse massive koncentrationer af magt og rigdom.

Firmaerne opererer efter deres eget aggressive princip: De slipper en teknologi løs på et marked, der selvfølgelig ikke har nogen regler for den pågældende teknologi, hvorefter de udfordrer lovgiverne til at fange dem, hvis de kan – idet de kan være sikre på, at hverken de lovgivende forsamlinger eller embedsmændene har den fornødne ekspertise, vilje eller interesse.

Med Facebook-Cambridge Analytica-skandalen har vi nået et punkt, hvor denne praksis må slutte.

Heldigvis omfatter kapitalismen tre veletablerede redskaber til at gøre en ende på den, nemlig kontrol, udstykning og nationalisering. Digitalvirksomhederne ved, at disse tiltag er på vej. Og ikke nok med det: Deres chefer tænker grundigt over, hvad de skal gøre ved det.

Markedsløsningen

Det kunne gøres på følgende måde: Når man med konkurrencelovgivning kan sikre, at der er fem eller seks banker, luftfartsselskaber eller større entreprenørselskaber inden for hvert marked, så er der heller intet i vejen for at bryde Facebook op i seks dele inden for hvert nationale marked, som selskabet opererer i. Lige så let som jeg kan hive mine penge ud af Natwest og åbne en konto hos HSBC inden for 24 timer, burde jeg også kunne flytte mine Facebook-brugerdata fra én udbyder til en anden. Firmaerne ville skulle leve op til samme standard som nu, men de kunne for eksempel konkurrere på fravær af reklamer og ligegyldigt ævl på min tidslinje, eller måske på at undlade at give mine data videre til politiske partier, jeg ikke bryder mig om. Og måske kunne en af konkurrenterne ejes af sine brugere.

Denne slags naturlig diversitet plejede selv relativt koncentrerede markeder at skabe, før vi tillod de uregulerede digitale kæmpefirmaer at diktere de politiske vilkår. Hvis man synes, at forslaget lyder langt ude, kan jeg forsikre om, at gigantfirmaernes bestyrelser ser dette som det mindste indgreb, de kommer til at slippe af sted med.

Den offentlige løsning

Men der er også en anden mulighed: Offentligt ejerskab over i hvert fald en del af den infrastruktur, der understøtter de sociale teknologier. Man gør selvfølgelig helt ret i at tænke: ”regeringen skal ikke eje mine data”. Men desværre er der kun én ting, der hindrer Facebook i at give vores data videre til den russiske regering eller det kinesiske kommunistparti – nemlig de demokratiske stater, vi lever i.

Hvis vi vil sikre, at de digitale giganter bruger vores data på en fair og ansvarlig måde, er det i forvejen nødvendigt med streng statskontrol og effektive sanktioner – og det var netop, hvad der manglede i tilfældet Cambridge Analytica, hvor ingen myndigheder i Storbritannien, EU eller USA løftede en finger for at håndhæve databeskyttelseslovene.

Men i fremtiden, når vi får brug for at indfri det enorme potentiale ved kunstig intelligens og bruge vores persondata til vores eget og fællesskabets bedste, vil den mest oplagte løsning være et offentligt ejet, statsbeskyttet identitetsregister. Hvis firmaer som Cambridge Analytica allerede råder over 5.000 stykker information om flere millioner enkeltpersoner, så ved de sandsynligvis, hvad vi hver især vil dø af, og hvornår. Når først vi begynder at dele vores sundhedsdata og andre personfølsomme oplysninger med AI-udbydere, vil der være enorme fordele ved det. Spørgsmålet er, hvem der vil høste disse fordele: Forsikringsselskaber, som vil kunne afvise potentielle kunder, eller den enkelte bruger, som vil kunne udnytte millioner af andre menneskers erfaringer til at leve sundere og længere?

Hvis vi skal indfri fordelene og minimere risiciene ved at afgive store mængder persondata, er en eller anden form for offentligt ejerskab måske at foretrække frem for bare at udstykke monopolerne og gennemtvinge konkurrence ved lov. Mere konkret kunne man som borger få mulighed for at indgå en kontrakt med en central myndighed om at overdrage sine adfærdsdata. Kontrakten ville når som helst kunne tilbagekaldes. Infrastrukturen for udvekslingen af data kunne være på offentlige hænder – den skulle under alle omstændigheder være fuldstændig underlagt offentlig kontrol, ligesom skinnerne i det halvvejs privatiserede britiske jernbanesystem.

Teknologivirksomhederne kunne så konkurrere om at bruge disse data mest innovativt. Men i sidste ende ville det være den enkelte borger, der bevarede ejerskabet og kontrollen over sine data – med statsgaranteret ret. Dette er ikke det samme som en fuldstændig nationalisering af Facebook, men lad os alligevel huske på, at netop dét er, hvad der i løbet af kapitalismens historie er sket med selskaber, som har skabt livsvigtig, men uprofitabel infrastruktur.

I den rette form kunne offentligt ejerskab over identitetsregistret kombineret med streng demokratisk kontrol og opsigelige samtykkeerklæringer– anspore de digitale virksomheder til at forny sig; det kunne skabe plads til nye spillere på et marked, der ellers er designet til at undertrykke dem. Og det ville give den svageste aktør i den trebenede digitale økonomi – nemlig brugeren – magt til at udfordre både virksomhederne og staterne.

Paul Mason er journalist og forfatter til bl.a. bøgerne Postcapitalism og Live Working or Die Fighting.

Teksten er oprindelig bragt her.