4 veje fremad for venstrefløjen

Af: Anders Sandström og Joona-Hermanni Mäkinen
Oversat af: Benjamin Dalton

Venstrefløjen har mistet meget af sin indflydelse siden 1980’erne. Neoliberalismen har indtaget både teori og praksis og nået mange af sine mål. Mange ydelser, som før var offentlige, på eksempelvis sundheds-, uddannelses- og socialområdet, er blevet privatiseret eller underlagt markedsvilkår; finans- og arbejdsmarkedet er blevet dereguleret; skatterne er blevet sænket; og uligheden har nået absurde højder.

Mange økonomiske sfærer styres i stadig stigende grad af den internationale finanskapital, samtidig med at de nationale regeringers (opfattede) frirum til at føre finans- og pengepolitik skrumper ind, og fagforeningernes medlemstal er rekordlave. De socialdemokratiske partier overalt i Europa har opgivet deres tidligere ambitioner om at styre økonomien og samfundet i en mere progressiv og retfærdig retning, hvilket har ført til et massivt tab af vælgertilslutning. Det er på tide, at venstrefløjen hæver barren og sigter højere. Der er brug for en mere ambitiøs venstrefløj, som vil arbejde for en ikke-kapitalistisk, demokratisk og retfærdig økonomi; som kan vende den negative udvikling og påbegynde rejsen mod et nyt økonomisk system.

Visioner

Mange godtager i dag Margaret Thatchers påstand om, at der ikke findes noget alternativ (TINA) til den kapitalistiske markedsøkonomi, og i lyset af det 20. århundredes historie er en vis skepsis også på sin plads, når der tales om økonomiske systemomvæltninger. Vi, der ønsker et demokratisk og retfærdigt samfund, må blive bedre til at fremlægge og formidle vores visioner – og først og fremmest til at forklare, hvordan de adskiller sig fra det 20. århundredes statssocialisme.

Siden Berlinmurens fald i 1989 har det meste af venstrefløjen tøvet med overhovedet at diskutere ambitioner om systemisk forandring. For den libertære venstrefløj er det endda en ideologisk pointe at være skeptisk over for detaljerede fremtidsvisioner for samfundet. Udførlige visioner menes at øge risikoen for sekterisme og elitedannelse. Hvis vi skal undgå disse faldgruber og sikre de kommende generationers ret til at tage egne beslutninger, må vores visioner være fleksible og inkluderende og ikke fremlægges som ideologiske dogmer.

Konkrete, grundige og seriøse visioner har tre vigtige positive virkninger: 1) De skaber optimisme og giver en fornemmelse af, at et andet økonomisk system er muligt, 2) de hjælper os med at vurdere alternative strategier og taktiske beslutninger i vores daglige kampe, og 3) de bidrager til udformningen af alternative institutioner, hvor der er mulighed for at eksperimentere med andre måder at organisere vores økonomiske aktivitet på.

Ser man bort fra visioner, der handler om lokal selvforsyning (som ikke har megen relevans i et moderne samfund), kan de diskussioner om ikke-kapitalistiske visioner, der har fundet sted i efterdønningerne af kommunismens kollaps, opdeles i to lejre: Visioner, der bygger på 1) en eller anden form for markedssocialisme eller 2) på demokratisk planlægning. Modellerne for demokratisk planlægning er de mindst kendte. Det mest gennemarbejdede forslag af denne type er den participatoriske økonomi (”Parecon”), som drejer sig om, at arbejdere og forbrugere samarbejder om at fordele samfundets ressourcer i en decentral proces.

Et godt eksempel på den slags diskussioner, venstrefløjen må i gang med, findes i bogen Alternatives to Capitalism. Proposals for a Democratic Economy (Verso, 2016), hvor den politiske økonom Robin Hahnel og sociologen Erik Olin Wright diskuterer fordele og ulemper ved både planlægning og marked. Et andet aktuelt diskussionsoplæg om alternativer til kapitalismen er The Next System Project. Der er mere information at finde om den participatoriske model på www.participatoryeconomics.info samt en tilgængelig og kortfattet indføring i modellen i Robin Hahnels bog: Of the People, by the People (udgivet af AK Press).

Eksperimenter

Det er vigtigt at inspirere og overbevise folk om mulige alternativer til kapitalismen ved faktisk at eksperimentere med mere demokratisk, retfærdig og deltagelsesbaseret organisering af produktion og forbrug – eksempelvis ved at indføre kollektiv administration af fællesgoder, arbejds- og forbrugskooperativer og participatorisk budgetlægning. Uden vellykkede eksperimenter, der ikke alene viser, at der findes alternativer, men også, at de virker bedre end nutidens kapitalisme, bliver det svært at vinde opbakning til gennemgribende systemændringer.

Mondragon i Spanien og Viome i Grækenland er kendte eksempler på arbejderstyring i virksomheder, og stadig flere regioner og kommuner rundt omkring i verden begynder at eksperimentere med participatorisk budgetlægning, hvor borgerne har mere indflydelse på fordelingen af offentlige ressourcer.

I mange lande og på mange niveauer findes der bevægelser og organisationer, der arbejder for at fremme denne slags initiativer. Men hvis sådanne initiativer skal undslippe markedslogikken og udfordre kapitalismen, må der opbygges en strategi for, hvordan kollektive ressourceadministrationer, produktions- og forbrugskooperativer og participatoriske planlægningsinitiativer kan koordineres i større selvstyrede netværk.

I dag eksisterer sådanne eksperimenter i fjendtligtsindede kapitalistiske institutionelle omgivelser, hvor det kræver en sej kamp at bevare de ”kooperative principper” og ikke bukke under for markedslogik, autoritær ledelsesstil og stigende lønningsforskelle. Det er også klart, at disse eksperimenters (begrænsede) succes indtil nu ikke har evnet at påvirke samfundets overordnede udvikling, som i de seneste årtier har fortsat den stærkt neoliberale kurs.

Så længe kooperative og deltagelsesbaserede initiativer kun er isolerede fænomener, truer de ikke de neoliberale eliter og kapitalistiske institutioner. Det hænder endda, at eliterne støtter kooperativer og giver medarbejdere mere ejerskab over virksomheder i forvisning om, at isolerede eksperimenter ikke for alvor kan udfordre det neoliberale markedsøkonomiske system.

Sociale bevægelser

Hvis et flertal af befolkningen skal hverves til at støtte storstilede samfundsforandringer, kræver det, at både klassiske reform- og aktivistbevægelser, såsom arbejder- og kvindefrigørelsesbevægelsen, og nyere bevægelser, som Occupy Wall Street, Los Indignados og klimaretfærdighedsbevægelsen, vitaliseres og vokser sig større. Arbejderbevægelsen havde relativt stor succes i efterkrigsperioden, men siden 1980’erne har fagforeningerne tabt meget af deres styrke og deres medlemsbase.

Det er vigtigt, at disse bevægelser handler i overensstemmelse med værdierne i den type samfund, vi kæmper for. Deres beslutningsproces skal være deltagelsesbaseret og demokratisk, og de skal betale deres medarbejdere en rimelig løn, så man undgår hykleri og i stedet inspirerer.

Kampen for reformer, der forbedrer almindelige menneskers hverdagsliv inden for en kapitalistisk økonomi, bør altid og til stadighed føres ud i deres videst mulige konsekvens. Men alt imens man helhjertet deltager i sådanne bestræbelser, bør venstrefløjen altid være villig til at forklare, hvorfor der i sidste ende kræves et systemskifte, hvis vi ønsker at opnå økonomisk demokrati, økonomisk retfærdighed og miljømæssig bæredygtighed. Vellykkede reformkampagner kan nogle gange føre til mere gennemgribende krav. For en kort stund lykkedes det Occupy Wall Street at sætte den absurd ulige indkomstfordeling og behovet for et anderledes samfund på den politiske dagsorden. Endnu et interessant eksempel på reformarbejde, som skabte en potentielt radikaliserende dynamik, finder vi i 1970’ernes Sverige.

På det tidspunkt havde de svenske socialdemokrater allerede været ved magten i flere årtier. Arbejdernes lønninger forhandledes kollektivt, og omkring 80 pct. af alle arbejdere var medlemmer af en fagforening. Et ambitiøst reformarbejde havde givet arbejderne og deres fagforeninger relativt stor indflydelse på virksomhedernes daglige beslutninger. Høje skatter og ambitiøse indkomstoverførsler gjorde Sverige til et af de mest lige samfund i den vestlige verden. Kort sagt var det gennem reformstrategien lykkedes at skabe større lighed og give arbejderne mere indflydelse på arbejdspladsen og i samfundet som sådant, men man havde ikke vist sig i stand til at udfordre kapitalens ejerskab over virksomhederne. Samtidig var der bekymrende tegn på magtkoncentration og hierarkier inden for fagforeningerne.

I 1976 besluttede dele af fagbevægelsen at fremlægge og arbejde for en model, hvor man gradvist ville overføre ejerskabet af virksomheder fra private aktionærer til arbejderne og deres fagforeninger, nemlig ved årligt at omfordele dele af overskuddet, i form af nye aktier, til fagforeningsstyrede lønmodtagerfonde. Det var potentielt et meget radikalt forslag, og hvis det var blevet gennemført, ville det have forandret den svenske industris ejerskabsforhold fuldstændig over nogle få årtier. De private ejerforhold ville være blevet udskiftet med arbejdernes kollektive ejerskab via fagforeningerne.

Erhvervslivets massive mobilisering og intern tøven i det socialdemokratiske parti førte til, at det oprindelige forslag tabte. Og selv hvis forslaget var blevet vedtaget, var det muligvis blevet kapret af fagforeningernes magtfulde lag, sådan som dele af venstrefløjen dengang forudsagde. Trods alt dette står ”Meidner-planen” tilbage som et eksempel på, hvordan fagforeningernes og andre sociale bevægelsers reformarbejde kan lægge grunden for mere radikale og systemforandrende forslag.

Parlamentarisk politik

De svenske socialdemokraters tøven med at støtte lønmodtagerfondene, mange europæiske socialdemokratiske partiers skarpe højredrejning i de seneste årtier og det græske venstrefløjsparti SYRIZA’s u-vending efter folkeafstemningen om trojkaens nedskæringspakke er alle eksempler på farerne ved at forlade sig udelukkende på den parlamentariske indsats. Det daglige arbejde i parlamenterne drejer sig om positionering, indrømmelser og kompromiser, hvilket fjerner fokus fra de mere strukturelle ændringer.

Ikke desto mindre udgør valgkampagner en mulighed for at nå mennesker, som normalt ikke interesserer sig for politik, med argumenter for reformer og ændringer i retning af et mere lige og demokratisk samfund. En ambitiøs og radikal venstrefløj har ikke råd til at forpasse sådanne chancer for at udbrede politiske budskaber til befolkningen, til trods for partipolitikkens fejl og mangler.

Desuden har valghandlinger konsekvenser. Det gør en forskel, om det parlamentariske flertal forsøger at nedbringe uligheden og skabe en mere robust offentlig sektor, om det føler sig forpligtet til at forholde sig til krav fra progressive bevægelser, eller om flertallet er åbenlyst fjendtligt indstillet over for progressive reformer og bevægelser og loyalt mod sine rige velgørere i erhvervslivet. Valgkampagner kan også mobilisere befolkningen og radikalisere store grupper, om end kun midlertidigt. Jeremy Corbyns nylige valgkampagne i Storbritannien og Bernie Sanders’ i USA er eksempler på dette. Kombineret med en klar debat om visioner, aktive eksempler på alternative institutioner og livskraftige sociale bevægelser kan politiske partier og parlamentarisk arbejde udgøre en vigtig strategisk komponent i opnåelsen af et postkapitalistisk system.

Ingen af disse strategier – visioner for systemforandring, eksperimenter, sociale bevægelser og parlamentarisk politik – vil alene være tilstrækkelig til at overskride den kapitalistiske orden. Tværtimod synes empirien at tale for, at alle fire veje er nødvendige. Det er formålsløst at bruge tid og energi på at skændes om, hvilken af disse aktiviteter der er vigtigst. Hvis en ambitiøs og radikal venstrefløj skal lykkes med sit projekt, må den komme ud over sine interne stridigheder, koordinere sine kampagner og skabe indbyrdes støtte mellem de involverede initiativer både på det nationale og det internationale plan. Det betyder ikke, at alle skal være enige om alting. Det kræver blot, at alle deler nogle få grundlæggende værdier: retfærdighed, lighed, solidaritet, mangfoldighed og demokrati på alle samfundsområder.

Anders Sandström bor i Stockholm og er uddannet bogholder fra Uppsala Universitet. Han er medgrundlægger af Parecon Sverige, en fortalergruppe for den participatoriske økonomiske model i Sverige, og forfatter til Anarchist Accounting: Accounting Principles for a Participatory Economy.

Joona-Hermanni Mäkinen bor i Helsinki. Han er medleder af Parecon Finland, en økonomisk tænketank, og medforfatter til bogen Hyvinvointivaltion vastaisku (Velfærdsstaten slår igen). Hans skrifter er blevet udgivet i New York Times og Yle News.

Artiklen blev oprindeligt udgivet i Counterpunch