Sådan vinder vi storkonflikten

Af Claus Pedersen

En af de helt centrale erfaringer fra lockouten af lærerne i 2013 var, at en konflikt på det offentlige område er meget svær at vinde, hvis ikke arbejdsgiveren er indstillet på en rimelig løsning og respekterer ’den danske model’. Arbejdsgiveren sparer penge, for hver time konflikten varer, og selvom der efterfølgende kan være udgifter forbundet med konflikten (f.eks. elevernes lovkrav på et bestemt antal skoletimer), kommer arbejdsgiveren ikke til at miste penge pga. manglende produktion af en ydelse eller et produkt.

Nu står vi på tærsklen til en tilsvarende konflikt med den vigtige forskel, at der ikke er tale om en begrænset gruppe ansatte (lærerne), men om en langt større gruppe ansatte fordelt over mange forskellige overenskomster og arbejdsfunktioner. En anden vigtig forskel er, at det formentlig vil være fagforeningerne, som tager beslutning om konflikten. Dermed vil der som udgangspunkt være tale om en strejke frem for en lockout. Fagforeningerne har serveretten og kan både definere begrundelsen for konflikten, og hvilke områder der skal rammes. Ligheden ift. 2013 er, at arbejdsgiveren sparer penge, for hver dag konflikten løber, at arbejdsgiveren ikke er interesseret i et kompromis, og endelig at et regeringsindgreb vil tilgodese arbejdsgiversiden. Det sidste står lysende klart efter Kristian Jensens (V) tweet om, at ”regeringen” er klar til forhandlinger – et tweet, hvor Kristian Jensen bruger ”regeringen” som synonym for ”arbejdsgiver”.

Spørgsmålet er nu, hvordan man vinder en konflikt på de præmisser.

Konfliktpunkter

Udmeldingerne fra de faglige organisationer er, at lønmodtagerne har en moralsk ret til en højere løn. Vi har gennem mange kriseår været tilbageholdende med lønkrav, og derfor skal vi også have del i det opsving, Danmark oplever nu. Omvendt står vi over for en arbejdsgiver, som ikke indgår i reelle forhandlinger, og som forsøger at få forringelser igennem i form af mikroskopiske lønstigninger, samtidig med at man ønsker at forringe seniorordninger og fjerne den betalte frokost. For første gang står fagbevægelsen samlet, og derfor vil vi kunne vinde konflikten.

De offentligt ansattes argument om løntilbageholdenhed bliver modsagt af regeringen, hvor Sophie Løhde (V) omvendt mener, at lønmodtagerne skylder arbejdsgiverne 6 mia. kr. Arbejdsgivernes chefforhandler, Michael Ziegler (K), mener, at de tilbudte lønstigninger svarer til lønstigningerne på det private arbejdsmarked.

Denne situation ser gunstig ud ift. at formulere nogle stærke argumenter at gå i konflikt på.

– Har lønmodtagerne været tilbageholdende med lønkrav, eller skylder de i virkeligheden 6 mia. kr.? Læg regnestykkerne frem, så alle kan tage stilling til dem.

– Hvis den betalte frokostpause fjernes, svarer det til, at man skal arbejde 2,5 time mere om ugen. Det er nemt at sætte sig ind i for alle, uanset om man er ansat i det offentlige eller private.

– Der er lagt op til forringelser af seniorordningerne, sideløbende med at pensionsalderen hæves. Igen en problemstilling, der kan genkendes, uanset om man er privat eller offentligt ansat.

Svaghederne ved situationen er umiddelbart, at ikke alle fagforeninger står til at miste den betalte frokostpause, ligesom der vil være forskel på de tilbudte lønstigninger på tværs af fagforeninger og overenskomster. Her kommer første udfordring ift. sammenholdet. Kan vi på tværs af fagforeningerne blive enige om, hvorfor man går i strejke?

Den offentlige debat kan give det indtryk, at et regeringsindgreb i konflikten vil være helt uhørt og dødsstødet til ”den danske model”. Det er der ikke historisk belæg for. Ud af de 9 største arbejdsmarkedskonflikter siden Anden Verdenskrig har regeringsindgreb afsluttet de 8. Samtidig har indenrigsminister Kristian Jensen markeret, at ”regeringen gerne vil forhandle”, og dermed signaleret, at lovteksten til et evt. regeringsindgreb allerede er skrevet.

Det peger i retning af, at den eneste måde, fagbevægelsen vil kunne sejre, er, hvis konflikten konkret kan true regeringens liv ved det kommende folketingsvalg. F.eks. ved at den folkelige opbakning til lønmodtagerne bliver så massiv, at den vil have afsmittende virkning på et valg, som måske først ligger mere end et år ude i fremtiden. Her vil de privatansattes oplevelse af konflikten spille en afgørende rolle.

Omvendt har arbejdsgiver/regering en interesse i at skabe splittelse i befolkningen. Det sker p.t. ved at italesætte en modsætning mellem privatansatte og offentligt ansatte. Både Michael Ziegler og Sofie Løhde har markeret, at de offentlige ansatte har krævet større lønstigninger, end der har været på det private arbejdsmarked. Det er bemærkelsesværdigt, at både Morten Østergaard (RV) og Venstre som parti (re-tweetet af Lars Løkke) har givet udtryk for, at de offentlige ansatte har krav på en rimelig løn. Både Radikale Venstre og Venstre stemte for en lockout, hvilket kun giver mening, hvis de mener, at de offentligt ansatte har fremsat urimelige standpunkter. Hvis det ikke handler om løn, må det handle om noget andet. Mit gæt er den betalte frokostpause. Det er primært akademikere, som har denne ordning, og dermed er der banet vej for en konflikt mellem ”arbejdere” og ”akademikere”. Der er et perspektiv i at svække solidariteten mellem to faggrupper, hvor den ene tjener det dobbelte af den anden.

Jeg forudser, at arbejdsgiverne i første omgang vil forsøge at skabe en splittelse mellem privatansatte og offentligt ansatte pga. lønnen, og i anden omgang mellem akademikere og arbejdere pga. frokostpausen. Disse argumenter vil blive understøttet af de traditionelle fordomme om det offentlige arbejdsmarked. Fordomme om, at man sidder i rundkreds og diskuterer. At de offentlige er humanister, som alene varetager opgaver uden en rigtig kroner-og-øre-værdi for samfundet. At det private er mere effektivt og mindre bureaukratisk. At det større fokus på at tjene penge til gavn for samfundet.

Det vil være gavnligt for de strejkende organisationer at kunne imødegå disse kritikpunkter.

Gammel strategi på nye flasker

Offentligt ansatte er vitale for, at samfundet kan hænge sammen. Hvad enten det gælder hospitaler, daginstitutioner eller skoler, er der tale om institutioner, der også findes i de mest markedsgjorte samfund. Lukkede skoler rammer kun forældrene til de yngste klasser, men lukkede daginstitutioner vil ramme alle småbørnsforældre. Og hospitaler på nødberedskab vil ramme alle patienter i større eller mindre grad – uanset om institutionerne er privat eller offentligt drevet.

Det er let at forstå de offentligt ansattes behov for i praksis at bevise deres værdi for samfundet. Lukkede daginstitutioner vil påvirke alle forældre massivt og dermed være en konkret påmindelse om, hvorfor pædagoger og medhjælpere fortjener en ”fair løn”, som det retorisk hedder. Sideløbende vil der formentlig komme aktioner/happenings i det offentlige rum, som markerer, hvor stærkt man ønsker at afslutte strejken og bringe samfundet tilbage til normalen.

Det er prøvet før med både succes og fiasko, og det bliver formentlig den strategi, fagbevægelsen benytter igen. Jeg tror, man vil fejle. Uanset om man sympatiserer med de strejkende eller ej, vil ens liv blive påvirket negativt af strejken. I første omgang vil man trække på familie (bedsteforældre) for at få hverdagen til at hænge sammen. I anden omgang vil man bruge omsorgsdage, så den sjette ferieuge, og derefter tager vi hul på ferien. Og i sidste omgang beder man sin (private) arbejdsgiver om tjenestefri uden løn.

Private arbejdsgivere og samfundsstrukturer vil derimod kun opleve konflikten perifært. F.eks. i form af at skulle placere medarbejdernes ferie- og fridage på irriterende tidspunkter eller forsinkelser pga. logistikken omkring børnepasning.

Jo længere strejken varer, jo dårligere stiller vi vores privatansatte kollegaer. Hvis formålet er at ramme vores privatansatte kollegaer, bør vi overveje formålet. Hvis formålet i stedet er at ramme samfundets strukturer, skal metoderne overvejes.

Træd til, hvor regeringen svigter

Jeg foreslår en metode, som på en gang bliver et stærkt symbol på, at de strejkende ikke strejker for at slippe for at arbejde, eller fordi de er grådige. En metode, der demonstrerer, at de strejkende tager ansvar for, at samfundet fungerer – uanset om modparten er uansvarlig.

Jeg foreslår, at de strejkende opretter alternativ pasning, undervisning og hospitaler.

Som strejken nærmer sig, vil bevidstheden om de praktiske problemer ­øges. Hvordan koordinerer en familie eller en enlig forælder at få passet børn og komme på arbejde til tiden? Det er måske muligt, men hvordan så med indkøb eller aftensmad? Bekymrede forældre har fortsat behov for skadestuer.

Hvis fagbevægelsen koordinerer børnepasning og sin egen lægevagt (sygeplejerskevagt), vil det stå klokkeklart for alle borgere, at de strejkende ikke er arbejdssky elementer. Langt de fleste familier vil forsøge at løse pasning mv. ved hjælp af familie, bekendte og naboer. Mange vil lave pasningsaftaler, hvor en forælder passer det lille pus og nogle af dets bedste venner, så vennernes forældre kan komme på arbejde.

Når alt dette ikke kan falde i hak, så træder solidariteten i samfundet til. Fagbevægelsen træder til, hvor regeringen fejler.

Vi beviser helt konkret, at regeringen ikke formår at opfylde den mest simple samfundskontrakt af alle: skattebetalt tryghed for vores børn. Det er en strategi, som trækker tråde til Israel/Palæstina-konflikten, hvor Hamas og tidligere PFLP opbyggede stærke folkelige bevægelser ved at tage ansvar for folks hverdag. Eller til Mexico, hvor Zapatisterne gennem selvstyrende landsbysamfund reelt er ved at etablere en alternativ statsmagt, fordi den centrale statsmagt konsekvent undertrykker deres interesser.

Pointen er, at borgerne vil søge (og bakke op om) alternativer, når staten ikke formår at opfylde deres del af samfundskontrakten.

Uddeler vi samtidig billetter til fællesspisning til de mest pressede familier, bliver det ikke kun en økonomisk og tidsmæssig håndsrækning til familien. Det bliver et tungt bevis på, at de strejkende hverken er grådige eller egoistiske. Ikke kun løfter vi en samfundsmæssig opgave – vi gør det uden at få løn, og vi har samtidig overskud til at dele ud.

Hver eneste dag har vi direkte kontakt til arbejdende, ikke-strejkende mennesker. Vi undgår mediernes konsekvente opstilling af modsætninger, og vi undgår en duel med arbejdsgivernes velforberedte pressetjenester.

Jeg taler ikke om, at vi skal booke kulturhuse og idrætshaller og omdanne dem til daginstitutioner. Vi skal bare åbne vores hjem for de børn, som bor tættest på os. Gå en tur med dem på legepladsen. Tage dem med på indkøb og måske endda også købe 2 liter mælk med til deres forældre.

Vi opretter lokale sygestuer, hvor sygeplejersker håndterer lette henvendelser. Ellers henviser vi til akutberedskabet på hospitalet. Vi tilbyder hverken operationer eller behandlinger ud over et stykke plaster. Vi tilbyder nærhed og får til gengæld dialogen med borgerne.

Løsningsstrategien ændrer vinklen. Det bliver de strejkende, som løser et konkret problem i stedet for at skabe det. De strejkende sikrer, at samfundet kan fungere, hvor staten spiller fallit. På samme måde som den fede demonstration tager ansvar for affald, oprydning og deltagernes opførsel, tager den fede strejke ansvar for de personer, der rammes af strejken.

Tryghed og rimelighed

En kommende konflikt vil blive afsluttet med et regeringsindgreb. Dette indgreb bliver 100 pct. sikkert endnu en udmøntning af regeringens politik om forringelser på det offentlige område. Medmindre altså regeringen sætter sit liv på spil ved et sådant indgreb. Pointen er, at konflikten i høj grad bliver afgjort af, hvordan befolkningen forstår den.

Hvis konflikten bliver en modsætning mellem private og offentlige, taber vi konflikten. Ingen private vil acceptere, at de skulle være mindre værd end offentligt ansatte (og modsat).

Hvis konflikten bliver et spørgsmål om, hvorvidt vi har et moralsk krav på forbedringer, taber vi konflikten. Hverken privatansatte eller kontanthjælpsmodtagere oplever, at de kommer nemt til pengene.

Hvis konflikten bliver et spørgsmål om, hvorvidt man kan true sig til højere løn, taber vi konflikten.

Konflikten skal være en konflikt mellem en gruppe ansvarsfulde borgere, som bliver tilbudt urimelige vilkår, på den ene side, og på den anden side en arbejdsgiver/regering, som ikke kan opfylde samfundskontraktens mest basale element om tryghed.

Man skal vælge den strategi, der bedst opfylder det mål.