Mod det falske

af Finn Janning

 

I

Begrebet ”post-truth”, hvilket bogstaveligt betyder ”efter sandheden”, sættes gerne i forbindelse med fremkomsten af alternative fakta og følelsernes dominans over fornuften. Disse elementer har dog altid spillet en rolle i menneskets omgang med hinanden. Ikke desto mindre synes der at være sket et skred de seneste år – især i den politiske arena. Flere nævner Brexit, englændernes udmeldelse af EU og udnævnelsen af Donald Trump til amerikansk præsident som begyndelsen på de falske nyheders dominans og derved enden for sandheden.1

Sandheden har dog altid haft det svært. Enkelte kan måske huske, hvordan en anden amerikansk præsident, nemlig Bill Clinton, i 1998 sagde de magiske ord: ”Jeg har ikke haft et seksuelt forhold til den kvinde” – med reference til praktikanten Monica Lewinski. Clinton løj af hensyn til sin karriere, og de amerikanske vælgere genvalgte ham. En morale synes at være, at vi lyver (eller tolererer en løgn), når det tjener et vigtigere formål for den, der lyver (eller accepterer løgnen). Målet helliger midlet. En anden morale er selvfølgelig, at karriere er vigtigere end ens ægteskab og almindelig mellemmenneskelig respekt.

I Danmark kan politikere også lyve, som da daværende statsminister Poul Schlüter i 1989 i forbindelsen med Tamilsagen udtalte: ”Der er ingen tvivl om, hvor ansvaret placeres. Det placeres hos Justitsministeren og regeringen. Den foreliggende sag er belyst tilstrækkeligt, og ansvaret var regeringens og justitsministerens. Der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet.”

Løgn, manipulation og strategisk forførelse er, og har altid været, en del af den politiske dagligdag. Nogle vil mene: en del af alles dagligdag.

Jeg vil forsøge at tydeliggøre, at et for ensidigt fokus på ”post-truth” reelt overser noget mere essentielt, nemlig en tiltagende skødesløs omgang med livet. Internettet og især de sociale medier har fremmet en nonchalant tilgang til livet, der har forvandlet os til forbrugere uden reel indsigt i, hvad vi vil. Vi er blevet forført til afhængighed. Det indebærer også, at information opfattes som gyldig, i det omfang den stemmer overens med vores egne interesser – i det omfang den er brugbar for mig.

Dette er ikke det samme som at påstå, at internettet og de sociale medier er skyldige. At stille internettet til ansvar svarer til at stille elektriciteten til moralsk ansvar, fordi den ikke kun kan hjælpe med at genstarte et hjerte, men også aktivere en elektrisk stol. Internettet er fuld af stor menneskelig generøsitet i form af deling af viden, men også de mest afskyelige ting såsom børneporno. Men på et eksistentielt plan er internettet problematisk af to grunde: 1) Det genererer afhængighed forstået som en stærk længsel efter underholdning og nydelse.2 Ydermere fremmer de sociale medier narcissismen, afhængigheden af at blive bekræftet i form af ”likes”. Behovet for nydelse og trangen til selvbesættelse mindsker det sociale engagement, f.eks. ift. de store globale udfordringer: klima, immigration, social ulighed, kønsdiskrimination m.v. – problemer, der kun kan løses, hvis vi arbejder sammen. 2) Når vores tilgang til verden i stigende grad sker gennem en skærm, så indskrænker vi vores evne til at erfare med hele kroppens sanseapparat. Vi bliver mindre påvirkelige. At erfare livet med hele kroppen er i dag blevet en radikal handling.

Begrebet ”post-truth” kan altså ses som en stigende tendens mod et manglende socialt engagement på grund af narcissisme og indskrænket sansemæssig kontakt med livet omkring os. Det, der kendetegner de seneste års spredning af falske nyheder, er især de sociale mediers rolle: Facebook, Google og Twitter. Informationer er her øjeblikkeligt tilgængelige, hvilket kan gøre det sværere for mange at forholde sig kritisk til disse. Med kritisk mener jeg: analyserende, reflekterende og undersøgende. Helt basalt kunne den enkelte spørge: Har jeg virkelig lyst til at være på Facebook, Instagram osv.? Hvis der er tale om et frivilligt valg, er der ingen problemer. Men min påstand er, at vi allerede er forført – at vi bilder os ind at være frie, selvom vi er subtilt kontrolleret af samfundets normer og idealer, der blandt andet handler om hele tiden at skulle præstere, være på og forbedre vores eget image. En undersøgelse fra England viser, at 63% af unge mellem 11 og 18 år ikke ville have noget imod, at de sociale medier aldrig var blevet opfundet. Ligeledes har 73% været på digital afvænning.3

Det er midt i al denne virak, tror jeg, at filosofien kan tilbyde os en udvej, der handler om etableringen af et større socialt engagement.

 

II

”Filosofi består ikke i at vide, og det er ikke sandhed, der driver filosofien, men det er snarere kategorier som det Interessante, det Bemærkelsesværdige eller det Vigtige,” skriver de to franske forfattere Gilles Deleuze og Félix Guattari, henholdsvis filosof og psykiater, i bogen Hvad er filosofi?

Filosofiens hovedærinde er altså ikke sandheden, men det interessante eller bemærkelsesværdige. Denne påstand kan i sig selv – for nogle – virke befriende, idet sandheden som begreb kan virke for idealiseret og abstrakt. Pointen er dog, ifølge Deleuze og Guattari, at livet er fuld af store og små løgne og sandheder, som er mere eller mindre interessante. Det er ikke interessant, hvis jeg påstår, at jeg dyrker yoga, selvom jeg måske ikke gør det. Men det er interessant, når flere økonomer påpeger, at omkring 1% ejer lige så meget som resten af Jordens befolkning. Det er ligeledes bemærkelsesværdigt, når mange kvinder fortæller om magtfulde mænds overgreb; overgreb, som nogle mænd slet ikke har blik for. De to eksempler handler om politisk, social og eksistentiel ulighed baseret på race, geografi og køn. Der er tale om vigtige informationer, som det er svært at undslå sig; informationer, som kræver og fortjener vores fulde opmærksomhed. Og det er lige nøjagtigt vores fulde opmærksomhed, som vi har svært ved at give, idet vi lader os distrahere, når vi søger underholdning, mens vi samtidig selv forsøger at underholde. Internettet gør det muligt at producere, distribuere og konsumere os selv på en og samme tid. Selfien er et glimrende eksempel, hvor den enkelte reelt konsumerer sig selv, mens han eller hun finpudser og nyder fotoet af sig selv, inden det deles, altså distribueres, for derved at producere et attraktivt selvbillede, der kan underholde vedkommendes følgere.

Det, som filosofien blandt andet kan tilbyde os, er en skærpelse af vores opmærksomhed, den kan stille spørgsmålstegn ved selvfølgeligheder og få os til at acceptere en grundlæggende usikkerhed. Det, som visse former for filosofi evner, er at skabe alternative måder at se verden på. Ligesom fiktionen kan filosofien forstyrre de herskende dogmer og sandheder, som holdes op foran en. Fjerne den trodsige påståelighed, hvorved det bliver muligt at se noget andet. Give plads til de erfaringer, som ellers alt for nemt forkastes som absurde, skræmmende, ubehagelige eller surrealistiske.

Det bemærkelsesværdige er altså det, som muliggør noget nyt. Det, som tvinger os til at forholde os til noget andet end os selv.

 

III

Den norske filosof Arne Næss sammenligner filosofisk visdom med en modningsproces, hvor vi gradvist bliver klogere, idet vi formår at etablere et mere nuanceret forhold til livet. Det vil sige, at et mere modent menneske formår at kunne skelne mellem, hvad der reelt er bemærkelsesværdigt, og hvad der er uvæsentligt og uinteressant. Denne sondring er svær at foretage for narcissister, fordi det væsentlige og bemærkelsesværdige er knyttet til ens ego og ikke en større social kontekst. Lidt groft sagt synes nogle at prise deres egen selfie højere end Leonardo da Vincis ”Mona Lisa”.

Det er her, jeg mener, at filosoffen kan hjælpe, fordi denne værner om livet, ikke hans eller hendes ego. Den østrigske filosof Ludwig Wittgenstein har sagt, at filosoffen ikke har anden ideologi end at følge sandhedens omskiftninger.

Denne modningsproces kan minde om nomaden, et billede, som Deleuze anvender, når han taler om, at vi altid er i færd med at blive til noget andet. Det, der kendetegner nomaden, er en vedvarende vandring mod det uvisse; det, som endnu ikke er sandt, altså det potentielt falske. Om morgenen forlader nomaden gårsdagens lejrplads uden at vide, hvor han eller hun vil campere den følgende nat. Næste lejrplads afhænger af omstændighederne: vejr, madrationer, fysiske og mentale forhold mv. Det eneste, nomaden ved, er, hvor han eller hun har været. Alt andet er uvist.

Nomaden er et eksempel på en levevis, som et opmærksomt til stede i verden. Sandheden henviser til en konkret erfaring, som morgendagen kan vise sig at falsificere. Sandheden er som vejret: omskiftelig. Skråsikre forventninger erstattes af en radikal åbenhed, som gør nomaden mere fleksibel i hans eller hendes tilgang til livet. Selve berøringen med det, som kan ændre vores verdenssyn, kræver en ydmyg attitude eller tilgang til det, som sker. Faktisk er denne tilgang etisk. Ifølge Deleuze handler etik om at blive værdig til at bære det, som sker. På den måde bliver det bemærkelsesværdige, vigtige og interessante knyttet til forestillingen om ”Det gode liv.” Det liv, som er værd at leve, er også et mere bemærkelsesværdigt og interessant liv.

Moralen er, at folk, der lider mentalt eller eksistentielt (fx af afhængighed), gør det, fordi det er sådan, de lever. Ens tanker og følelser hænger sammen med ens måde at leve på, og omvendt. Det er et spørgsmål om selvdisciplin, som igen er forbundet med fraværet af retning. Set i det lys er de falske nyheder blot endnu et symptom på en tid, der er fuld af stress, depressioner, udbrændthed, som i høj grad er forårsaget af en voksende narcissisme. Vi stresser os selv, fordi vi sjældent er opmærksom på, om vi reelt finder det interessant, bemærkelsesværdigt eller vigtigt at være så meget på de sociale medier.

At mange ikke har bemærket, hvorledes samfundet har ændret sig, skyldes, at ændringerne er sket langsomt. Nærmest snigende, men med en forførende kraft, der for de fleste er svær at undslå sig. Det hele er let, tilgængeligt, glat og strømlinet. Det handler ikke om fordybelse, men om at holde fast i en konstant tilstand af cliffhanger. Det ene klik fører til det andet, indtil vi mister orientering i den digitale labyrint. De sociale medier fjerner os fra livet, idet de fremmer noget, som ligeledes er karakteristisk for løgnen: Narcisisme.

Historien om den smukke Narkissos, der bliver forelsket i sit eget spejlbillede på søen, er velkendt. I Variations sur le corps, skriver den franske filosof Michel Serres, at ordet Narkissos er beslægtet med narkose: En ung mand, der er så påvirket eller beruset af narkotika, at han drukner i en selvelskende overdosis. Det, som indtagelsen af narkotika gør, er, at den fjerner smerten. En smerte, som i høj grad er forbundet med, at narcissistens kærlighedsobjekt er vedkommende selv. Selvkærligheden eller selvbesættelsen eliminerer relationen til den anden, som – ganske paradoksalt – er nødvendig for vores udvikling.

De sociale medier forfører gennem en ukritisk positivitet, idet du kan ”like”, sende hjerter eller retweete uden reelt at have læst det, som du ”liker.” Gradvist har de sociale medier været medvirkende til, at vores kritiske sans er smuldret. Det hele sker per automatik, uden nogen form for bevidsthed. Når vi i mindre grad ved, hvad der vigtigt og interessant, er vi hele tiden bange for at gå glip af noget, hvorved vi ender med at gå glip af livet, fordi vi reelt aldrig er her.

Kierkegaard skriver i Begrebet Angest, ”at Mennesket er Individuum og som saadant paa eengang sig selv og hele Slægten.” Det individuelle og sociale hænger sammen. Selvindsigt og selvudsigt går hånd i hånd. I dag synes selvindsigten at have fortrængt udsynet. Narcissisten mangler blik for de andre – for sine omgivelser. Uden en accept af, at vi er en del af noget større, forbundet, kan vi ikke tage vare på os selv og den anden.

 

IV

Der findes mange forskellige slags filosofier. Nogle er mere lødige end andre. Noget, som mange filosofier deler, er, at de udforsker, hvad det vil sige at være et menneske; de undersøger de vilkår, som konstituerer os som mennesker.

Jeg har i dette essay påstået, at vi lever i en usund kultur, der mest af alt minder om et kollektivt egotrip. Det, som jeg mener, filosofien kan tilbyde, er en tilgang til livet, som værner om det bemærkelsesværdige. Skulle en sådan tilgang summeres kort, vil den falde i tre dyder eller tilgange: Mod eller modstand, gavmildhed eller generøsitet og visdom eller klogskab.4

 

  1. Modet til at leve, det vil sige stå imod de herskende normer og idealer, for eksempel ved at spørge kritisk til livets selvfølgeligheder. Modet handler om at være åben over for alt.
  2. Gavmildhed i vores sameksistens med de andre. Vi må være generøse med vores indsigter og erkendelser, hvorved andre måske kan finde sandheder i disse – eller venligt debattere og korrigere vores fejl og mangler. Gavmildhed understreger, at intet eksisterer alene, men altid i et samspil, som kan være mere eller mindre givende.
  3. Klogskab som en overlevelsesstrategi. Den vise eller kloge ved, hvad der er vigtigt at række videre. Visdom er ikke viden om, men evnen til at forholde sig modigt og gavmildt til livets udfordringer, en vedvarende raffinering og udvikling af ens sanser, skærpe ens tilstedeværelse.

 

Leve, samleve og overleve; mod, gavmildhed og klogskab. Sandheden er altså ikke kun et spørgsmål om fakta, men snarere forbundet med et etisk ansvar. I dag har mange tilladt, at internettet har gjort dem afhængige, hvorved den enkelte synes at være både gerningsmand og offer. Som Radiohead synger i sangen ”Just”: ”You do it to yourself, you do/ And that’s what really hurts.”

Hvis vi lever i en ”post-truth”-verden, hvor løgnen er blevet en acceptabel forseelse, så er det vores egen skyld, fordi vi ikke evner at stå imod den trivielle underholdning, fordi vi sjældent deler noget mere bemærkelsesværdigt end billeder af os selv, fordi vi ikke besidder en overlevelsesstrategi, der handler om det kommende menneske, men kun antallet af ”likes” af vores seneste opdatering.

Vi har skabt et solidt fundament for social ligegyldighed og kvælende narcisisme. Og dette er ikke Trumps skyld, internettets, Facebooks eller Googles, men vores egen. Filosofi, kunst og fordybelse har aldrig været mere tiltrængt.

Modstand, gavmildhed og klogskab er et værn mod tidens ufrihed, hvor flere og flere kun har øje for deres eget ego, hvor det ikke længere handler om selvomsorg, men snedig neoliberal kontrol, hvor selvets produktion, distribution og konsumering hænger sammen.

Finn Janning er ph.d og forfatter

  1. J. Ball (2017). Post-Truth: How Bullshit Conquered the World. Biteback Publishing, og M. d’Ancona (2017). Post-Truth: The New War on Truth and How to Fight Back. Ebury Press.
  2. J. Brewer (2017). The Craving Mind. Yale University Press.
  3. Se fx: https://www.hmc.org.uk/blog/young-people-rebelling-social-media-survey-reveals/.
  4. Jeg har tidligere arbejdet med begreberne modstand og gavmildhed i henholdsvis bogen Modstand (Klim, 2009), og Den gavmilde digter – et essay om Jørgen Leth (Mellemgaard, 2014).