Racismens politiske økonomi

Om årsagerne til Donald Trumps præsidentvalgsejr

Af Nicholas Buhmann-Holmes

Et af de mest debatterede spørgsmål efter Trumps præsidentvalgsejr har været, hvorvidt Trump blev valgt på grund af hans økonomiske retorik eller hans racisme.1 Svaret er noget mere komplekst, end opdelingen lægger op til. Spørger vi, om det er racisme eller økonomiske trængsler, der først og fremmest adskiller Trump-vælgeren fra Clinton-vælgeren, så er svaret klart, at racismen er den skarpeste opdeling imellem de to. Spørger vi i stedet, om det var vælgernes racistiske anskuelser eller økonomiske situation, der var grunden til, at Trump blev valgt, så er svaret, at den økonomiske situation har spillet en mindst lige så stor rolle som racismen.

Racister eller svigtede arbejdere?

Som det vil blive vist, spiller ideologisk bias i høj grad ind på skribenters, forskeres og politikeres svar på, hvad der motiverer en Trump-vælger.

Lad os starte med den ene fløj, hvor vi blandt andre finder Socialdemokratiets Peter Hummelgaard, ifølge hvem vejen til ”Trump, Le Pen, Brexit, m.m går direkte (sic)”, når den ”intellektuelle, kulturelle elite” ikke længere ”kender og forstår arbejderklassen.”2 Han bakkede dermed op om Mette Frederiksens partilinje, der fokuserede på arbejderklassens betydning for valget af Trump – særligt betydningen af ”ulighed” og ”ureguleret indvandring”, men intet om racisme.3 Samme retorik fandt man også efter valget hos Demokraterne i USA, hvor Elizabeth Warren udtalte, at ”Der var millioner af folk over hele landet, der stemte på [Trump], ikke på grund af hans fordomme, men på trods af dem,” fordi systemet ”ikke virker for dem økonomisk.”4

Denne udlægning af Trump-vælgerne som nogle, der fokuserer på deres materielle interesser og ikke i væsentlig grad præges af racisme, er siden blevet tilbagevist i adskillige undersøgelser.5 Disse studier og artikler viser først og fremmest, at det klareste skel mellem Trump- og Clinton-vælgere gik på holdningen til sorte og andre racegjorte. Dernæst viser de, at Trump-vælgerne ikke findes blandt de fattigste. Derimod er Trumps vælgere typisk rigere end gennemsnittet.6 Flere af disse artikler ender dog i den anden grøft, hvor racismen som forklaringsmodel nu fuldstændig tager over for den økonomiske ditto. Fx skriver German Lopez i en Vox-artikel, at ”[d]et ikke var økonomi, men racisme og xenofobi, der forklarer Trumps opstigning.”7 Og en af de mest kendte populismeforskere disse dage, Cas Mudde, skriver, at det var ”racevrede snarere end økonomisk utryghed,” der fik Trump valgt.

Den ene lejr består altså bl.a. af danske socialdemokrater og de amerikanske demokrater, hvis partier er tilhængere af at begrænse indvandring, deportere flygtninge og en markant grænsebevogtning, men samtidig taler om mere omfordeling i samfundet. Derfor beretter de gerne om stigende utryghed for ikke-universitetsuddannede hvide, mens de affejer betydningen af Trumps åbenlyse racisme.

Den anden lejr består af folk som den liberale hollandske politolog Cas Mudde eller Vox-journalist German Lopez. Her er fokus på Trumps racistiske retorik, og hvordan den spejler dele af den amerikanske befolkning, mens økonomisk politik ikke regnes som vigtigt for Trump-valget. Der kan også her tænkes en vis grad af centrumpolitisk motivation bag dette, nemlig at undgå en diskussion om arbejderklassens forhold, der udstiller Demokraternes svigt af arbejderne. Hvis det hele bare var racisme, så er der intet at komme efter: Det er Trump-vælgernes moral, den er gal med. 

Hvad undersøgelserne lærer os

Men Mudde og Lopez begår en fejlslutning, når de gør racisme til den afgørende faktor i valget af Trump alene ud fra det forhold, at Trumps vælgere først og fremmest var mere racistiske end Clinton-vælgerne. Det er der en række grunde til.

For det første var racisme også en afgørende forskel mellem republikanske og demokratiske vælgere i 2008 og 2012.8 Det er næppe en større overraskelse for nogen, der fulgte valgene bare med et halvt øje, at racisme også var afgørende i disse valg, hvor Obama skulle høre for mangt og meget, blandt andet at han slet ikke var født i USA. Obama vandt som bekendt i 2008 og 2012, mens Trump vandt i 2016 – hvordan kan racisme så være den afgørende faktor, hvis republikanere allerede for 10 år siden var betydeligt mere racistiske end demokraterne, men alligevel tabte valgene i disse år? Det ville kræve, at det amerikanske samfund var blevet mere racistisk i mellemtiden. Men det er der ikke noget entydigt bevis på. Tværtimod viser undersøgelser, at den hvide arbejderklasse faktisk ikke blev nævneværdigt mere racistisk mellem 2004 og 2016.9

Selvom Trump uden tvivl brugte racismen mere aktivt end Mitt Romney, som var Republikanernes præsidentkandidat ved valget i 2012, havde racismen altså hele tiden været der. Når den mindst egnede præsidentkandidat siden hvem-ved-hvornår kunne blive præsident, kan det altså ikke skyldes en pludselig racistisk vækkelse i dele af befolkningen. Hvis vi skal vide, hvad der var den afgørende forskel mellem Trump 2016 og Romney 2012, må der kigges andre steder. Her springer to ting i øjnene. For det første mødte væsentligt færre sorte vælgere op, end der gjorde i Obama-årene.10 For det andet, og af større interesse for denne diskussion, så mobiliserede Trump den hvide arbejderklasse i højere grad, end republikanerne havde gjort tidligere år.

Her tyder det på, at væsentligt flere fra den hvide arbejderklasse stemte i 2016 end ved valgene i de tidligere år, i en størrelsesorden, som ikke var set siden Bush’ sejr i 2004.11 For det andet tyder undersøgelser fra valgdagen på, at væsentligt flere hvide uden college-grad stemte republikansk end ved tidligere præsidentvalg, endda i et overtal, som man skal tilbage til før 1980’erne for at finde paralleller til.12 Den hvide arbejderklasse var altså en afgørende faktor set i forhold til valget i 2012. Og andre undersøgelser viser, at Trump klarede sig bedre end Romney i valgdistrikter, hvor arbejdsløsheden var højere end gennemsnittet, jobskabelsen ringere, og indkomsterne lavere.13 Dette underbygges af, at Trump fik flere stemmer end Romney i overvejende hvide distrikter, hvor arbejdsløsheden var særligt høj; en effekt, der blev forstærket i Rustbæltet.14 Det er altså ret svært at komme udenom, at økonomisk utilfredshed spillede en vigtig rolle i, at Trump blev valgt – uden at dette i øvrigt betyder, at racismen ikke også var vigtig.

Mere underligt er det dog, når fx Vox’ German Lopez afskriver økonomiens rolle, til trods for at de undersøgelser, han selv henviser til, fremhæver økonomien som vigtig. Fx fremhæver en af undersøgelserne, som Lopez også nævner, at selvom racisme og sexisme er bedre til at forudsige Trump-vælgernes adfærd, så er økonomisk utilfredshed også vigtig.15 Og Lopez henviser også til en anden undersøgelse, der siger, at højere dødelighed og lavere mobilitet imellem aldersgrupperne øger sandsynligheden for at finde Trump-vælgere iblandt dem.16 Dette støttes af endnu en undersøgelse, som Vox-skribenten henviser til, der viser højere andele af depression, alkoholisme og stofmisbrug hos den hvide arbejderklasse i forhold til den gennemsnitlige amerikaner, mens yngre generationer af den hvide arbejderklasse ser mindre håb for at forbedre deres økonomiske fremtid end Baby Boomer-generationen.17

Det kræver vist en mere end almindeligt indsnævret forståelse af generelle økonomiske faktorer, hvis ikke uforholdsmæssigt store helbredsproblemer og ringe social mobilitet skal medregnes. Men sådan er det for Vox-skribenten, og derfor kommer det meget belejligt til at ligne, at materielle forhold ikke har spillet en rolle i Trump-valget. Det burde dog være tydeligt, at mobilitet og helbred afhænger af ens egen såvel som den mere generelle økonomiske situation. Og når vi derudover husker på, at  Trump havde særligt godt tag i de hvide arbejderklassevælgere ­– især i områder, der er særligt truet af arbejdsløshed – så er det uomgængeligt, at økonomisk utryghed på linje med racisme skal regnes blandt de afgørende og udslagsgivende faktorer bag Trumps sejr.

Lad det være sagt med det samme: Den hvide, amerikanske arbejderklasse er ikke dem, der har det hårdest i USA. De fleste af dem er en del af middelklassen. Der er mange i USA, der er langt værre stillet. Det er således muligt, at man ikke har emotionelt overskud til at synes, at det er synd for nogle relativt privilegerede mennesker, der bare ikke har det lige så godt, som de plejede. Særligt ikke når en betydelig del af dem er racister.

Men det ændrer ikke på, at det for venstrefløjen er moralsk og taktisk vigtigt at engagere sig i disse menneskers problemer. For det første, fordi de lider under økonomiske problemer, som er en del af venstrefløjens kernehensyn, hvorfor de burde være mulige at vinde over til venstrefløjen. For det andet, fordi  staten vil have flertal til at føre sin racistiske politik videre, så længe disse mennesker støtter højrefløjen. Og staten er stadig den største trussel mod dem, der er genstand for racismens praksis og retorik.

For en god ordens skyld skal det også nævnes, at det at snakke om ”den hvide arbejderklasse” som en homogen masse af utrygge xenofober selvfølgelig er totalt absurd, som de fleste på venstrefløjen nok også ved. Artiklen her kan sagtens kritiseres for ikke at nuancere dette billede tilstrækkeligt. Herunder bruges ”arbejderklasse” og ”arbejdere uden college-grad” også synonymt, hvilket i høj grad skyldes, at samme forvirring præger forskningslitteraturen og mediedækningen.

Lad os vende tilbage til Trump-vælgernes økonomiske situation. Lige så vel som Trumps arbejderklassevælgere ikke er de mest udsatte i det amerikanske samfund, så er det ganske reelt, at de også er ofre for neoliberalismens overgreb. Helbredsproblemerne er som nævnt større end hos den gennemsnitlige amerikaner. Den sociale mobilitet og håbet om fremtidig forbedring er mindre end tidligere.18 Og lønningerne er også gået i stå i forhold til resten af samfundet, hvor arbejdere uden en college-grad ikke har oplevet lønfremgang i mere end 40 år.

Løn for hvide amerikanske arbejdere i 2016-dollars. En college-grad fører altså til højere løn i dag end i 70’erne, modsat hvis man ingen college-grad har. Data fra Economic Policy Institute Data Library. Graf af Kasper Arabi.

 

Udviklingen er en del af en mere generel afkobling mellem produktivitet og løn i USA. Mest tydeligt ses det i grafen, der sammen med elefantgrafen19 og Pikettys ulighedstal bedst indkapsler neoliberalismen.

Graferne viser stigning i kompensation for amerikanske produktionsarbejdere i 2016-dollars og produktivitet. Som det ses, afkobles de to fra ca. 1973. Kompensation består af løn og arbejdsgiverbetaling for sygesikring m.v. Data fra Economic Policy Institute Data Library. Graf af Kasper Arabi.

 

Det skal i øvrigt bemærkes, at løngabet mellem hvide og sorte amerikanere i mellemtiden er vokset – neoliberalismen har altså været endnu hårdere ved sorte end hvide arbejdere uden en college-grad.20 Men lige lidt hjælper det på den hvide arbejderklasses opfattelse af sin egen situation. Et studie viser endda, at nutidens hvide mænd uden college-grad har en lavere vurdering af deres sociale status, end de havde i 1987.21

Oven på nedgangen i social og økonomisk status kommer utrygheden ved, at arbejdsløsheden er mere end dobbelt så høj for folk uden en college-grad.22 Samtidig viser der sig et interessant mønster, når der ses på forskellige studier. En undersøgelse af Trumps fortælling om truslen imod amerikanske arbejdere fra migranter og importerede varer fandt stik modsat Trumps trusselbillede, at der er en negativ korrelation imellem støtten til Trump og områder med høj koncentration af migranter og importvarer. Des flere migranter og importvarer i et område, des lavere støtten til Trump.23 Men dette ændrer ikke på, at Trumps vælgere paradoksalt nok var blandt de republikanere, der i højest grad mente, at frihandelsaftaler havde skadet deres families finansielle situation.24 I stedet boede Trump-vælgerne, som tidligere bemærket, i overvejende grad i områder, hvor arbejdsløsheden og fattigdommen var højere.25 Globaliseringens rolle kan nærmere spores ved, at der blandt Trump-vælgere er uforholdsmæssigt mange med jobs, der er i fare for at forsvinde på grund af automatisering eller outsourcing.26 Men overordnet set er der altså ikke sammenhæng imellem Trump-vælgere og en høj grad af immigration eller udenlandsk vareimport.

Hvordan skal dette forstås? Et bud kunne være, at det er angreb på fagforeninger,27 monopoldannelse,28 finansialisering og lobbyismens rolle i amerikansk politik, der har skabt Trump-vælgernes situation, og ikke immigration eller konkurrence på varer. Når immigranter får skylden af Trump og hans vælgere, så er det altså den institutionaliserede, ideologiske racisme, der spiller ind. En ideologi, som også de største danske partier ligesom Trump formår at udnytte disse år.

Pointen er altså frem for alt, at Trump-vælgerne er præget af to ting: 1) politiske valg om at skade fagforeninger, give skattelettelser til de rigeste frem for at udbygge sundhedssystemet samt støtte til firmaer i at blive større, stærkere og mere fokuserede på finans og lobbyisme, og 2) en institutionaliseret racisme, der under de rigtige vilkår gør det let at skyde skylden for økonomisk dårligdom på sorte, muslimer og flygtninge.

Racismen må både forebygges og bekæmpes

Hvordan bør venstrefløjen forholde sig til den åbenlyse racisme hos Trump og støtten fra betydelige dele af de hvide arbejderklassevælgere? Og hvordan bør venstrefløjen forholde sig til, at de ansvarlige for den nuværende økonomiske situation har held med at placere skylden hos racegjorte?  

Første prioritet må selvfølgelig være at beskytte de mest udsatte grupper.

Men samtidig er det nødvendigt at engagere sig i at forbedre forholdene for Trump-vælgerne med arbejderklassebaggrund. Udover det principielt vigtige i at arbejde for universelle rettigheder ligger der også her en stærk taktisk begrundelse. Den amerikanske stat er nemlig stadig den største trussel mod racegjorte. Tænk på deportationer af millioner af flygtninge, mord på sorte uden retlige konsekvenser og massive drab på muslimer i Mellemøsten over årtier. En mærkbar forbedring af forholdene for de, der bliver ramt af statens racistiske politikker, ville indebære at skubbe statens prioriteter andre steder hen. Og til trods for Demokraternes støtte til vold mod bl.a. sorte, latinamerikanere og muslimer, så ville en demokratisk regering stadig være et mindre onde med mindre vold til følge. Dette ville også betyde bedre muligheder for skabelsen af bredere og stærkere bevægelser. For at rykke statens prioriteter og skabe et stabilt politisk flertal uden om Republikanerne kræver også opbakning fra Trump-vælgere med arbejderklassebaggrund. Men som valget i 2016 viste, bliver dette en tilbagevendende udfordring, hvis ikke arbejderklassens økonomiske nedgang vendes.

Hvordan kan vi være sikre på, at en forbedring af de økonomiske forhold også vil føre til mindre racisme, modsat det, som førnævnte German Lopez og Cas Mudde har fokus på? Spørgsmålet om, hvor racismen kommer fra, er socialt komplekst og må tage både økonomiske og kulturelle faktorer med i ligningen. Et nyligt studie over mellemkrigstidens Tyskland viser f.eks., at tilslutningen til nazistpartiet i start-30’erne voksede hurtigst i de distrikter, hvor de økonomiske besparelser ramte hårdest. Det var ikke de fattige indbyggere – for de fattige tilsluttede sig typisk kommunisterne – men især over- og middelklassen i de besparelsesramte distrikter, der kastede sig i armene på nazisterne.29 Det er – muligvis sammenligneligt med den daværende tyske middelklasse – også i den nedre del af middelklassen, at Dansk Folkeparti finder de fleste af sine vælgere.30 Og hvad økonomisk sortsyn angår, så var fællesnævneren for Front National-vælgere, at de i stil med Donald Trump-vælgere ikke havde store forhåbninger til fremtiden.31

Lige så vigtigt det er at forstå og bekæmpe racismen og beskytte de, der trues af den, lige så påtrængende er det at bekæmpe den ulighed i indkomster, helbred og fremtidsmuligheder, som tydeligvis gøder jorden for racismen. Britiske Labours valg i sommeren 2017 bør stå som et håb. Her formåede man at hente 18% af UKIP-vælgerne samt en god del konservative, også selvom disse ikke fortrinsvis var fra arbejderklassen.32 Og at Bernie Sanders er den mest populære politiker i USA33 bør også give håb, særligt i betragtning af at Sanders’ opbakning ganske uhørt blev opnået uden nævneværdig støtte fra store virksomheder eller såkaldte mega-donorer.34 Det kan give inspiration til de danske venstrefløjspartier, hvis de ellers kan undgå racismens stemmeslugende fristelser. Og det kan give retning for den danske venstrefløj på et mere generelt plan. Samtidig bør det også være tydeligt for de anti-racistiske liberale, at hvis man virkelig ønsker at bekæmpe racismen, så er der ingen vej uden om at støtte markant højere økonomisk lighed, tryghed og økonomisk demokrati.

 

  1. Blandt artikler, der mest betoner økonomiens rolle, kan nævnes: Who Put Trump in the White House?, 1. november 2017: https://www.jacobinmag.com/2017/01/trump-election-democrats-gop-clinton-whites-workers-rust-belt/. Blandt artikler, der fokuserer mest på racismen, kan nævnes: Survey: the poor white working class was, if anything, more likely than the rich to vote for Clinton, 9. maj 2017: https://www.vox.com/policy-and-politics/2017/5/9/15592634/trump-clinton-racism-economy-prri-survey & The past year of research has made it very clear: Trump won because of racial resentment, 15. december 2017: https://www.vox.com/platform/amp/identities/2017/12/15/16781222/trump-racism-economic-anxiety-study. Og blandt dem i midterfeltet: How Trump won: The revenge of the working class whites, 9. november 2016: https://www.washingtonpost.com/news/wonk/wp/2016/11/09/how-trump-won-the-revenge-of-working-class-whites/?utm_term=.63404e3fc6ce
  2. Peter Hummelgaard på Twitter: https://twitter.com/PHummelgaard/status/797039967478444032
  3. Mette Frederiksen: – Jeg håber Trump kan åbne vores øjne, 10. november 2016: https://nordjyske.dk/nyheder/mette-frederiksen—-jeg-haaber-trump-kan-aabne-vores-oejne/9f53f794-a024-49dd-b543-819d183a2546
  4. Warren On Trump Protests: People Are Upset And Have The Right To Have Their Voices Heard, 11. november 2016: https://www.realclearpolitics.com/video/2016/11/11/warren_on_trump_protests_people_are_upset_and_have_the_right_to_have_their_voices_heard.html
  5. Survey: the poor white working class was, if anything, more likely than the rich to vote for Clinton, 9. maj 2017: https://www.vox.com/policy-and-politics/2017/5/9/15592634/trump-clinton-racism-economy-prri-survey; Economic Anxiety Didn’t Make People Vote Trump, Racism Did, 8. maj 2017: https://www.thenation.com/article/economic-anxiety-didnt-make-people-vote-trump-racism-did/
  6. White and wealthy voters gave victory to Donald Trump, exit polls show, 9. november 2016: https://www.theguardian.com/us-news/2016/nov/09/white-voters-victory-donald-trump-exit-polls; It’s time to bust the myth: Most Trump voters were not working class, 5. juni 2017: https://www.washingtonpost.com/news/monkey-cage/wp/2017/06/05/its-time-to-bust-the-myth-most-trump-voters-were-not-working-class/?utm_term=.05f168365e9d
  7. Survey: the poor white working class was, if anything, more likely than the rich to vote for Clinton, 9. maj 2017: https://www.vox.com/policy-and-politics/2017/5/9/15592634/trump-clinton-racism-economy-prri-survey. Denne udlægning kunne allerede findes inden Trump-valget, f.eks. her: The easiest way to guess if someone supports Trump? Ask if Obama is a Muslim, 2. juni 2016: https://www.vox.com/2016/6/2/11833548/donald-trump-support-race-religion-economy.

    Bemærk for sidstnævnte, at der altså kun kigges på, hvad der er de skarpeste skel mellem Trump- og Clinton-vælgere – der kigges ikke på, hvad der gjorde Trump mere attraktiv for vælgere, end andre republikanske kandidater var. Alligevel konkluderes det, at Trump-støtte ikke har noget at gøre med f.eks. fremtidspessimisme at gøre, til trods for at andre undersøgelser klart siger det modsatte (se f.eks. her fra Pew Research Center: 3. Views of the country and feelings about growing diversity, 18. august 2016:  http://www.people-press.org/2016/08/18/3-views-of-the-country-and-feelings-about-growing-diversity/). Artiklen bygger sine konklusioner på, at Trump-vælgere ikke statistisk signifikant er mere pessimistiske i forhold til økonomien. Men dette forklares ganske vel ved, at folk med stærk økonomisk pessimisme fordeler sig ud på fløjene – og da de, der befinder sig på den yderste venstrefløj, må formodes at være stærkt anti-racistiske, mens de på den yderste højrefløj er stærkt racistiske, kan det udligne resultatet nok til, at der ingen signifikans findes på det økonomiske område, men kun vedrørende racismen. Hvorvidt det er tilfældet her, kan ikke med sikkerhed siges – men det virker absurd, at økonomisk pessimisme ikke skulle spille sammen med racismen, når der ses på den ovennævnte undersøgelse fra Pew, og når der ses på Frankrig og Front National (se henvisning 31) eller Tyskland og mellemkrigstiden (se også henvisning 29). Dernæst kører artiklen en interaktionsmodel med raceholdninger, Trump-støtte og økonomisk pessimisme. Her finder den ingen stærk sammenhæng, men det kan skyldes 1) den proces, som netop er beskrevet ovenfor, og 2) at forfatterne kun undersøger, om forskellige grader af racisme har effekt på din stemme alt efter din økonomiske pessimisme, men ikke om økonomisk pessimisme fører til mere racisme.

  8. The decline in the white vote for Barack Obama in 2012: Racial attitudes or the economy?, Dec. 2015: https://www.sciencedirect.com/science/article/pii/S0261379414001103; Racial Resentment and Vote Choice in the 2008 U.S. Presidential Election, 25. juli 2011: http://onlinelibrary.wiley.com/doi/10.1111/j.1747-1346.2011.00304.x/abstract
  9. The White Working Class and Voter Turnout in U.S. Presidential Elections, 2004 to 2016: https://www.sociologicalscience.com/download/vol-4/november/SocSci_v4_656to685.pdf

    The decline in the white vote for Barack Obama in 2012: Racial attitudes or the economy?, Dec. 2015: https://www.sciencedirect.com/science/article/pii/S0261379414001103

  10. Black voter turnout rate declined sharply in 2016, dropping below that of whites, 11. maj 2017, Pew Research: http://www.pewresearch.org/fact-tank/2017/05/12/black-voter-turnout-fell-in-2016-even-as-a-record-number-of-americans-cast-ballots/ft_17-05-10_voter-turnout/
  11. The White Working Class and Voter Turnout in U.S. Presidential Elections, 2004 to 2016: https://www.sociologicalscience.com/download/vol-4/november/SocSci_v4_656to685.pdf
  12. Election 2016: Exit Polls, 8. november 2016: https://www.nytimes.com/interactive/2016/11/08/us/politics/election-exit-polls.html?_r=0; Behind Trump’s victory: Divisions by race, gender, education, 9. november 2016: http://www.pewresearch.org/fact-tank/2016/11/09/behind-trumps-victory-divisions-by-race-gender-education/
  13. Trump Was Stronger Where The Economy Is Weaker, 10. november 2016: https://fivethirtyeight.com/features/trump-was-stronger-where-the-economy-is-weaker/
  14. https://pbs.twimg.com/media/Cw_TVY3XUAAJO3Q.jpg fra Matt Blackwell på Twitter: https://twitter.com/matt_blackwell/status/797088078989037568
  15. Explaining White Polarization in the 2016 Vote for President: The Sobering Role of Racism and Sexism, januar 2017: http://people.umass.edu/schaffne/schaffner_et_al_IDC_conference.pdf
  16. Explaining Nationalist Political Views: The Case of Donald Trump, 15. august 2016: https://papers.ssrn.com/sol3/papers.cfm?abstract_id=2822059
  17. Beyond Economics: Fears of Cultural Displacement Pushed the White Working Class to Trump | PRRI/The Atlantic Report, 15. september 2017: https://www.prri.org/research/white-working-class-attitudes-economy-trade-immigration-election-donald-trump/
  18. Se note 16 og 17.
  19. Globalisation: Where on the elephant are you?, 5. oktober 2016: http://www.bbc.com/news/business-37542494
  20. Black-white wage gap, The State of Working America Data Library: http://www.epi.org/data/#?subject=wagegap-bw
  21. Noam Gidron & Peter A Hall (28. Dec. 2017): “Understanding the political impact of white working-class men who feel society no longer values them”, London School of Economics and Political Science. www: http://blogs.lse.ac.uk/politicsandpolicy/understanding-the-political-impact-of-white-working-class-men/
  22. Unemployment, The State of Working America Data Library: http://www.epi.org/data/#?subject=unemp&e=*
  23. Donald Trump’s False Narrative on Mexican Migration and Trade: A Geopolitical Economic Analysis, 25. oktober 2016: http://www.naid.ucla.edu/uploads/4/2/1/9/4219226/trumptrade_execsum_v16.pdf
  24. Trump supporters more likely to say free trade agreements have hurt their finances, 11. maj 2016: http://www.pewresearch.org/fact-tank/2016/05/11/trump-supporters-differ-from-other-gop-voters-on-foreign-policy-immigration-issues/ft_16-05-11_trump_freetrade/
  25. Se note 23.
  26. Trump Was Stronger Where The Economy Is Weaker, 10. november 2016: https://fivethirtyeight.com/features/trump-was-stronger-where-the-economy-is-weaker/
  27. Se figur A, How today’s unions help working people, 24. august 2017: https://www.epi.org/publication/how-todays-unions-help-working-people-giving-workers-the-power-to-improve-their-jobs-and-unrig-the-economy/ & figur 6, Unions Help the Middle Class, No Matter the Measure, 9. juni 2016: https://www.americanprogressaction.org/issues/economy/reports/2016/06/09/139074/unions-help-the-middle-class-no-matter-the-measure/
  28. Monopolies May Be Worse for Workers Than for Consumers, 29. december 2017: https://www.bloomberg.com/view/articles/2017-12-29/monopolies-may-be-worse-for-workers-than-for-consumers
  29. Austerity and the rise of the Nazi party, december 2017: http://www.nber.org/papers/w24106
  30. Her er vælgerne, der gør DF rekordstort, 25. april 2014: https://politiken.dk/indland/politik/art5512693/Her-er-v%C3%A6lgerne-der-g%C3%B8r-DF-rekordstort
  31. Why Marine Le Pen is the choice of ‘unhappy France’, 21. april 2017: https://www.ft.com/content/3eef140e-25ce-11e7-a34a-538b4cb30025
  32. Election 2017: how the UK voted in 7 charts, 9. Juni 2017: https://www.ft.com/content/dac3a3b2-4ad7-11e7-919a-1e14ce4af89b
  33. Bernie Sanders is the most popular politician in America, poll finds, 25. august 2017: http://www.independent.co.uk/news/world/americas/us-politics/bernie-sanders-most-popular-politician-poll-trump-favorability-a7913306.html
  34. Industrial Structure and Party Competition in an Age of Hunger Games: Donald Trump and the 2016 Presidential Election, Thomas Ferguson et. al., januar 2018: https://www.ineteconomics.org/uploads/papers/Ferg-Jorg-Chen-INET-Working-Paper-Industrial-Structure-and-Party-Competition-in-an-Age-of-Hunger-Games-8-Jan-2018.pdf