Imperialisme som identitetspolitik – om magtens tjenestefolk, f.eks. Rune Lykkeberg. 2. del.

Af Uffe Kaels Auring

Hvis den diagnose, der udfoldes i det følgende, er rigtig, burde du have svært ved at opfatte den som meningsfuld. For essayet er skrevet under indtryk af imperialismens samfundsdestruktion, dens omfattende produktion af lig og lidelse, og hvis den hårde statsmagt, der står bag ødelæggelsen i det fjerne udland, er til stede som en ’herskende overmagt’ i vores liv lige nu og her, vil du ikke have noget levende indblik i destruktionen, ikke noget begreb om, at den udgår fra ’os’. Eksempler på ødelæggelsen og dens baggrund i magthavernes interesser findes her og der i noterne. Mange andre eksempler kan tages op. Men de bliver ikke udfoldet her.

I stedet begynder vi med et generelt problem: Hvis de herskende anskuelser virkelig bunder i magt, skulle magten så ikke selv komme til syne som en identifikationsproces, der er til at tage og føle på, undersøge, tage parti for eller afstand fra?

Den herskende politik viser sig som sammenhæng, orden og almindelig sund fornuft og altså ikke som politik. Det er først, når magten begynder at miste magten over sindene, at den må udtrykke sig som magt og dermed efterlade spor af sine interesser og betingelser, og så vidt er det endnu ikke kommet. Det nærmeste, vi måske er kommet, er anti-fake news-bevægelsen, som betegnende nok ikke bærer en samlende betegnelse ­eller klynger sig til nogen substantiel værdi, der røber interesse og tilhørsforhold, men blot underforstår troskab mod den totale, ideale inklusion af alle: virkeligheden.1 End ikke de genstridige mennesker i kamrene og boblerne ville driste sig til at bestride denne idé, hvis de ellers evnede at træde ud i åben, oplyst offentlighed. Derudover har vi selvfølgelig ’demokrati’, ’verdensorden’, ’den frie verden’ m.m. Det er mere positivt, men også så positivt, at der ikke levnes plads til en modsat position: Enhver modstand bliver fornuftsstridig selveksklusion fra det, der forener os alle. Og skal vi endelig favne alt, hvad der er godt, kan vi tale om ’værdier’. Hvem vil stille sig udenfor, hvem vil på demonstrativ vis ikke være med her?

Det er ikke svært at besvare spørgsmålet: meget få. Det fører os til et spørgsmål til de mange. Man går ind for værdierne og dermed med til de politikker, som føres i disse værdiers navn. Men hvor mange af ‘den frie verdens’ åndsarbejdere kan stå inde for de politikker, de går med til? Spørgsmålet burde være sværere at forstå end det foregående, for det hviler på et skel, der ikke kan trækkes igennem den herskende identifikationspolitiks egen grund: forskellen på de subjektive idealers udtrykkelige politik på den ene side og realpolitikkens drivkræfter og objektive konsekvenser på den anden. Svaret bliver nok, at det ikke er til at sige. For man skal kunne opfatte og forholde sig til en politik, før man kan gå ind for den, og det er en sjælden begivenhed, at verdenspolitiske forhold tages i saglig, værdifri betragtning som det, de er.

Kritikeren kan tilføje: Åndsarbejderen går dog stadig ind for realpolitikken ­– reelt set, om end ikke mentalt. Han giver sit tilsagn til, at statsmagten kæmper for den frie verdens værdier, og antager, at det alt andet lige også er det, der sker, da det jo ligger i dens og ens egen identitet at gøre sådan. Hvad der faktisk sker, ligger stort set uden for hans synsfelt og vedkommer slet ikke hans selvopfattelse.2

Skulle åndsarbejderen nu spørge, hvad det præcis er, kritikeren har imod demokrati, frihed og den liberale verdensorden, kunne kritikeren svare, at der kan være forskel på at have den rigtige anskuelse og at have en anskuelse, der bedst formår at få det rigtige gjort virkeligt; at der ydermere kan være en modsigelse mellem de to ting, og at modsigelsen kan være et socialt vilkår, så man uvægerligt modarbejder sin sag, i det omfang man går ind for den; at det, der helt præcis er i vejen med ’demokrati’, ’frihed’ og ’den liberale verdensorden’, er, at man kommer til at øve vold på disse gode ideer, når man tilslutter sig dem; at man forråder ideen om en liberal verdensorden ved at tilskrive den eksistens; at det gælder om at nedbryde meget af det, der går under navn af ’liberal verdensorden’, før det giver mening at overveje, om det er konstruktivt at fremføre ideen ­– som utopi.

Det løser ikke problemet. Er det muligt at gøre sådanne kritiske betragtninger gældende som synspunkter på de prominente åndsarbejdere, der tjener magten, og os almindelige mennesker, der lever i dens forestillingsverden?

Den trodsige identitetspolitik og herskende identifikationspolitik

På dette punkt er det måske oplysende at stille den herskende identifikationspolitik over for de velkendte synspunkter på det, der er udskilt (og oftest udskældt) som identitetspolitik. Vanskeligheden ved at indkredse den herskende identifikationspolitiks særlige væsen er, at den ikke erfares som noget særligt, men snarest kan karakteriseres ved noget uafgrænset, betingelsesløst, uanet, almindeligt. Og sådanne abstraktioner er ret uduelige som kendetegn. Derfor tyer vi til kontrastbilledet: identitetspolitikken.

At herske vil sige at sætte skel uden selv at skille sig ud eller blive udskilt af andre, altså heller ikke som én, der sætter skel. Det indebærer fysisk set ubestridt, legitim magt over et territorium, mentalt set social normalitet, følelsesmæssigt set upåfaldende ligevægt, intellektuelt set uproblematiske betingelser for anskuelsesdannelse. Med en omvending af Carl Schmitts berømte definition af suveræniteten:3 Magten bestemmer ligevægtstilstanden – og lader derpå enhver træffe sine egne, suveræne afgørelser.

På normalitetens grund er det let at afgøre, at identitetspolitikken er et eksempel på en politisk form, der sætter skel og har en tendens til at adsplitte den holdningsmæssige, emotionelle og intellektuelle normalitet, som den herskende orden holder sammen på. Identitetspolitikken er offensiv, afvigende, indskrænket.4 Således rummer ‘det identitetspolitiske’ i potenseret form karaktertræk, som tillægges det politiske i almindelighed.

Identitetspolitik er de mindrebemidledes identifikationspolitik, og den må, for så vidt den bemærkes, uundgåeligt tåle at blive defineret og afsløret som sådan, i det øjeblik den præsenterer omverdenen for sin verdensopfattelse. Det, den siger, siger mest om den selv. Den kan ikke give sig til kende uden at skille sig ud som en bekendelse, de færreste vil kendes ved, og som de fleste må opfatte som partisk: ufuldstændig og selektiv i sin erkendelse, interessebestemt i sine motiver og polariserende i sin tendens. Hvis man tilhører de få, der tilslutter sig bekendelsen, gør man det i reflekteret bevidsthed om sin eksklusivitet som den, der være afviger, fordi folk, som de er flest, er galt afmarcheret. Hvis man, hvad der selvsagt er mere sandsynligt, er blandt de mange, der holder sig til normen, ser man blot afvigelsen, og holdningen vil typisk være uforstående, overbærende eller fjendtlig.

Set fra afvigerens synspunkt er ulykken, at den mest oplagte konsekvens af at udtrykke sandheden er, at den bliver fornægtet og jordet. Er han mest optaget af sin identitet, styrker det imidlertid kun hans trængte sag. Omverdenens reaktion bekræfter hans eksklusive position: Han behøver ikke tage de rettænkendes irettesættelser til sig for at tage afvigerrollen på sig. Jo mere han ser fornægtelsen af den sandhed, han står for, som den undergravende magt, han må stå op imod, des mere lever han sig ind i rollen. Han bliver først som sidst anti-.

Men afvigeren er selvsagt et særtilfælde. Der findes også en identifikationspolitik, som selv forbliver uidentificeret, alt imens den umærkeligt fastsætter, hvorledes vi skal definere verden. Den angiver ikke særlige tilhørsforhold. Den siger ikke andet, end hvad enhver velorienteret samfundsborger kan sige sig selv – og får ham også til at mene det, hvilket han ikke kan sige sig selv.

Det skal her indskydes, at den herskende identifikationspolitik til fulde besidder de væsenskendetegn, som mange af dens offentlige udøvere gerne tilskriver de parter, hvis partiskhed de afslører. Den har antiidentifikationens form: Blot markerer den sin forskel ved at hæve sig over de, der hævder sig af deres eksklusivitet. Den er selektiv: Blot kommunikerer den med en mere ressource- og talstærk skare af ligesindede, der sorterer i verden ud fra samme autoritative kildegrundlag, som forekommer ubestrideligt velunderbygget, fordi det er magtunderstøttet. Således bliver perspektivet common sense.5 Den er interessebestemt: Blot skal den ikke markere sine interesser, da disse har karakter af gældende norm.

I én væsentlig henseende afviger den herskende identifikationspolitik sig fra dem, der søger afvigelse og polarisering: Den bliver ikke selv identificeret som partisk, end ikke af afvigerne, der typisk har bedre blik for deres afvigende modpol. Dens særkende er, at den ikke lader sig stemple som identifikationspolitik, dvs. socioøkonomisk betinget, interessebestemt, perspektivindskrænket identifikation.6 Vi, der følger med, har daglig erfaring med neutrale eksperter og saglige journalister, men må lede længe og nok forgæves i informationsstrømmen for at finde sociologiske bestemmelser af disse åndstyper.

Identitetspolitikkens begrænsede betingelser kan direkte aflæses i dens agenda. Den information, der dagligt tilflyder os om verdenspolitikken og vores egne små bidrag til den, er derimod ikke på samme vis symptomatiske udtryk for magtpolitiske projekter, livsbetingelser eller gruppetænkning. Perspektivet er offentligt: den almindelige viden endevendt i rationel diskussion. Notitsens information, nyhedsanalysens perspektiv, kommentarens reflekterede holdning, statusopdateringens pointerende autenticitet.

Identifikationspolitikkens holdningsløshed

De fleste former for identitetspolitik er til at tage og føle på, uden at man intellektuelt behøver at begribe, hvad de har at byde på. Det hænger sammen med, at de bærer mærkater, som vi umiddelbart kan føle noget ved. Mærkaterne symboliserer ikke blot politiske projekter, men fortæller også en hel del om de, der fremviser eller påklistres dem. Udefra ser vi, at strømningerne har deres særlige udspring i samfundsmæssige forhold, som de involverede parter ikke nødvendigvis identificerer sig med og nok vil betakke sig for at blive reduceret til. Og selve synet af mærkatet fremkalder desuden et billede af den karakteristiske type, der tænkes at skilte med det som et emblem ­­– og evt. fortjene det som skamplet. Heller ikke dette forudsætter de diagnosticeredes samtykke. Typificeringen finder sted, uanset om de udpegede repræsentanter selv identificerer sig som repræsentanter for typen. Den muliggør til gengæld en direkte intellektuel, følelsesmæssig, holdningsmæssig identifikation.

Mærkaterne kunne være feminisme, antifeminisme, islam, islamofobi, homopolitik, heteronormativitet, racisme, antiracisme, nationalisme, kosmopolitisme, globalisme og modernitetsforagt. For nu at tage det hele under ét: Tænk på Trump, der opfattes som et sammenkog af halvdelen af disse identiteter og forener den anden halvdel imod sig. Forklaringen på det monstrøse fænomen er f.eks. indblanding fra det modernitetsfjendtlige og i det hele taget ondsindede Rusland, amerikansk macho-racisme eller social armod hos den hårdtarbejdende hvide mand, som globaliseringen har sejlet agterud. Eller fake news’ sejr over ‘virkeligheden’. Vi kan diskutere de mulige politiske, kulturelle, teknologiske eller sociale vækstbetingelser og forstå fænomenet som offensivt eller reaktivt, som onde kræfters bagstræberiske erobringstogt eller undertrykte menneskers uoplyste nødværge. Hvad enten holdningen til fænomenet udfoldes som en analytisk forståelse, eller forståelsen udvikler sig til en holdning, går de to ting hånd i hånd, og da vi for den herskende identifikationspolitiks vedkommende mangler begge dele, er det ikke til at sige, hvor man skulle begynde sin indkredsning af dette ikke-fænomen.

At udskille noget som politisk fænomen er altså også at give det håndgribelig menneskelighed. Du kan eksempelvis ikke tænke på feminisme uden at se en særlig type menneske for dig, hvad enten du kan lide, hvad du ser, eller ej. Gælder dette for de erklærede repræsentanter for ‘demokrati’, ‘frihed’, ‘den liberale verdensorden’, ‘opgør med tyranni’, ‘humanitær intervention’? Eller i modbilledets belysning: ’propagandisten for statsvold’, ’magtens tjener’, ’magthunden’, ’imperialismeapologeten’? Hvilket menneske ser du? Det er størrelser, der mangler menneskeligt kød. Den herskende politik lader sig ikke sammenfatte i en simpel mennesketype.

Den uomstridelige identifikationspolitik

Lige så skarpt den herskende identifikationspolitiks blik er for de, der skaber sig selv igennem eksklusion, distinktion og adsplittelse, lige så umeddelsom eller uvidende er den om sin egen samlende kraft. Det må ses som et tegn på dens styrke. Den identifikation, der integrerer os i den samfundsmæssige almindelighed, kan der dårligt være tale om, for den rummer det sprog, der tales med.

Prøven på, om en anskuelse er herskende, er således ikke, at den nyder stor og engageret tilslutning, end ikke accept, men at en sådan er overflødig. Overherredømmets tvangsløse, umærkelige tvang indebærer, at man ikke har et forhold til anskuelsen, da den er éns forhold til verden. For negligerede, uhørte anskuelser er det en sejr at blive anerkendt som en politisk kraft; for de herskende opfattelsesmåder er det nedværdigende at blive regnet for ren politik. Den energiske forfægtelse af en anskuelse kan være et krisetegn, for fremstødet medgiver, at anskuelsen kan bestrides. Der er ikke meget, der tyder på, at den herskende identifikationspolitik skulle blive degraderet til en sag, der skal ”fremmes” og i sine energiske fremstød blive til ”kontrovers”, sådan som det eksempelvis gælder de velkendte, mere krops- og kulturnære identitetspolitikker.7 Dertil kommer et yderligere problem. At forklare gængse anskuelser som tilfælde af magtudøvelse ville afsløre stort set alle. Dermed har man praktisk talt ikke afsløret nogen, men blot ytret en protest, som mest af alt må falde tilbage på en selv.

Vi kan kaste løse navne ud, ikke gøre os realistiske forhåbninger om at klæbe mærkater fast på magtens åndsarbejdere. Jeg vil alligevel forsøge. Som et respektabelt medlem af den bredere offentlighed repræsenterer Information bl.a. imperialisme med et menneskeligt ansigt. Avisens særligt stærke eftertryk på menneskeligheden er langt hen ad vejen et effektivt forsvar for imperialismen.

Information og imperialismens menneskelige ansigt

Vores kultur har ikke noget godt indblik i de politikker, der ikke følger af, men blot følger med dens ’værdier’. Den har endnu ringere sans for forskellen – og modsigelsen ­– mellem de to ting. F.eks. modsigelsen mellem den antiimperialisme, vores værdier principielt begrunder, og den imperialisme, de i praksis legitimerer. Det rejser problemet om åndsarbejderens ansvar for den overgrebspraksis, hans åndsfunktioner tjener, og som han ikke kan opfatte eller stå inde for med sine åndsevner. I resten af essayet vil jeg forsøge at komme nærmere ind på livet af offentlighedens moralske selvforhold. Det angår også vores forhold til de professionelle meningsdannere og verdensudlæggere. De er funktionelt bundet til voldelige overgreb, deres selvopfattelse ikke kan rumme, for de kan hverken anse sig selv for blotte funktioner eller udfylde rollen, hvis de så realistisk på tingene. Kan vi derimod opfatte dem som repræsentanter for den volds- og dominansudøvelse, de ikke forbinder med sig selv og blot fremmer i fjerne regioner? Hvad forbinder vi dem med? Hvor klæbrigt er blodet, hvor civiliserende virker idealiseringen af blodsudgydelsen? Det vil jeg overveje i en grundigere behandling af Lykkebergs fantasi om hård magt. Først nogle betragtninger over betingelserne for at holde mennesker op på ting, de siger sig fri for.

Reelle og principielle værdier

De færreste vil gå med til, at de går med til imperialisme ved at forfægte værdier, der er imod vold og undertrykkelse og for frihed. Og det er også rigtigt, at tingene ikke kan hænge sådan sammen – i værdiernes verden. Men i den virkelige verden, som nok ikke er den eneste, værdierne er forankret i, men den eneste, de virker i, kan værdierne efter almindelig skik og brug fremskynde ødelæggelsen af det, de egentlig – værdimæssigt – står for. Fra værdiens forsømte synspunkt er dette selvsagt et mareridtsscenarie. Værdiens essens er realisering, og der findes ingen højere eller dybere værdi end at forme virkeligheden efter dens forlangende. Denne opgave bliver ikke mindre påkrævet, men måske mindre påagtet, når virkeligheden forklares af værdier, der ikke rigtig på anden måde har vundet indpas i den.

Ideen om, at værdierne ikke nødvendigvis er udtryk for det, de udtrykker, og ikke uden videre fører til det, de benyttes til at fremføre, er der almindelig, principiel opbakning til. Enhver, der taler om nyttige idioter, går ind for denne idé. Det samme gør mennesker, der synes, at den kommunistiske eller fascistiske stats erklærede menneskelighed var en del af grundlaget for den umenneskelighed, de flotte ord dækkede over. Alternativet kan derimod vanskeligt forsvares: Så måtte enhver selvidentifikation blive uangribelig, og det ville i betragtning af den almindelige uforsonlighed værdiforkæmperne imellem ophæve enhver betragtning. Den politisk engagerede vil i reglen være den nærmeste til at fortælle, hvad hun selv står for – og hvad modstanderen i virkeligheden er ude på. Heraf følger modsigelser, men i det mindste ikke selvmodsigelser.

Et udsagn kan altså, for så vidt det står til troende, forfalske sine betingelser og konsekvenser, kort sagt sin virkelige betydning. Spørgsmålet er, hvor langt denne afslørende tanke rækker, og hvorfor den stopper, hvor den stopper. Vi taler ikke om, at den imperialistiske stats erklærede humanitet er en del af grundlaget for den umenneskelighed, den dækker over. I hvert fald ikke i nutid. Er det, fordi ideen er overvejet og uddebatteret? Eller er den blot dømt ude? Eller er den allerede så langt ude, at det ville være et knæfald for idioti overhovedet at bedømme den og formulere en begrundet afvisning? Og ligger svarene på spørgsmålene i sagforholdet, eller afgøres de af magtforholdene?

Håndteringen af modstandere og deres alternative virkelighedsopfattelser varierer i hvert fald med styrkeforholdene. En svagere magt må nedlade sig til at sætte afvigere på plads, mens den større magt i uantastelig ophøjethed kan sidde de anskuelser overhørig, som alligevel ingen steder hører hjemme. Modstandere, der hylder de mest undergravende ideer og sætter alt ind på at komme den herskende orden til livs, er på papiret overmagtens dødsfjender. Men når alt det, de kontrære typer så indædt vil, ikke kan regnes for noget efter den herskende magtmålestok ­– fordi de mangler de midler, magten måles i, eller udtrykker sig i abstraktioner, som ingen alligevel er i stand til at genkende magthavernes overgreb i ­– er de dog mest af alt temmelig ligegyldige. Og ligegyldige typer håndteres bedst med ligegyldighed. Først når de trodsige ”har en sag”, dvs. også midlerne til at føre den, må de frakendes gyldighed. På denne baggrund er det forståeligt, at Trumps absurde magtovertagelse pludselig affødte en intens interesse for alt-right-bevægelsens sociale og kulturelle vækstbetingelser ­– uden at rokke ved den almindelige accept af dominanspolitikkens fortsatte tilstedeværelse eller dæmpe begejstringen for USA’s lejlighedsvise magtdemonstrationer.8 Ukrudtet har trods alt ikke ædt sig ind i civilisationens bærende søjler.

Den herskende mentalitet har altså ingen seriøse modstandere, som formår at anfægte den. Dette er den negative side af sagen. Den anden side af sagen er, at overmagten virker som almen fornuft i så kraftig potens, at det næsten kun kan beskrives negativt: Den overvinder ikke modstand ved at retfærdiggøre og forklare sig, den skal ikke bevise, at den praktiserer, hvad den prædiker, for dens udtryk er dens selvudfoldelse. Den måles altså på sin selvfremstilling, der jo må være alment accepteret, for så vidt magten er almindeligt rådende. Sådan må det i hvert fald være, når magten også virker som ordets og åndens magt, og dette er tilfældet i offentligheden. Ideer om imperialismens menneskelige ansigt og medmenneskelighedens imperialistiske slagside kan simpelthen være svære at forstå – som andet end udtryk for kritikerens sekteriske tåbelighed.

Det store, nære ’vi’

Mest gennemgribende betydning har derfor de identifikationer, det er sværest at få greb om. De lader sig ikke – hvor meget jeg end her presser på – inkludere i eksklusionskampen. De forenes ikke i nogen front. Alligevel stortrives de. Først og fremmest civilisationens store ’vi’, en i sagens natur overset og altoplysende oppositionsløs identifikation. Selvfølgelig opererer ’vi’ med fjendebilleder for de, magthaverne mobiliserer til kamp imod, men ’vi’ erfarer ikke sig selv som en genstand for fjendtlige blikke, for fjenden er lige så langt borte, som han er uden for pædagogisk rækkevidde, og på vores hjemlige grund, i offentligheden, findes ingen nævneværdige udfordrere af den overmagt, der ikke øver magt over, men virker igennem os, som var det vores egne personlige, autonome livsytringer, der førte ordet. Mere globaliseret er verden trods alt heller ikke.

I og med at ’vi’ fremtræder som ren karakter og ikke behøver at retfærdiggøre sig over for fjendtlige, afslørende blikke, endsige værdige dem nogen opmærksomhed, kan vi siges at stå på identifikationspolitikkens højeste stadie: den praksis, der udfolder værdien, er ikke til at skelne fra værdien selv, som på sin side ikke er til at adskille fra mig selv. For der er ingen til at drage disse skel. Jeg, mine værdier og min praksis fastsættes under ét i blotte benævnelser såsom demokrati, frihed osv. Hvis overmagten har bemægtiget vores selvbetragtning og verdensopfattelse, må betragtninger over de destruktive kræfter i den vestlige civilisation på én gang gå os for nær og forekomme verdensfjerne. Destruktionen kan godt tages i betragtning enkelt- og lejlighedsvis, men ikke som udtryk for vores karakter, skønt – og fordi – voldsberedskabet i materiel henseende er genneminstitutionaliseret, i åndelig henseende folkeliggjort og i enhver henseende stabilt og meget udbredt.

Vanskeligheden ved at komme overens med, at den herskende ideologi bl.a. er en voldelig herskerideologi, ville ikke eksistere, hvis vi som gode demokrater tog ansvar for at styre statsmagtens handlinger i stedet for som samvittighedsfulde undersåtter at føle os ansvarlige for nationens og civilisationens almindelige styring. Det ville til gengæld skabe andre problemer: under de faktiske betingelser temmelig hypotetiske problemer. Derimod er det største nærværende problem, at kritik af statsmagtens massive og systematiske destruktion – se lige nu på Yemen – opfattes en kollektiv bebrejdelse, der også rammer mig personligt, hvis den skulle tage sigte mod det, ’vi i Vesten’ står for.9 Det må vi tage afstand fra, hvis kritikken da ikke kan regnes for ligegyldig i den førnævnte forstand. Udfordringer af vores ’vi’ kan trods alt tænkes. Formuleres de, fremstår de overdrevne, fornuftsstridige, fremmedartede, selvfornægtende, ligegyldige.

Hård magt i bløde former

Hvad angår de, der står på de herskende anskuelsers grund, synes identiteten mellem erklæret værdi og personlig karakter praktisk talt umulig at opløse. Analytisk kan vi imidlertid forsøge at skille tingene ad for at se, hvordan de hænger sammen. En ting er meningen i det, man mener; noget andet er, hvilken betydning det har at mene det. Såvel pragmatisk som principielt set må værdien af udsigelsens konsekvenser have forrang for en vurdering af udsagnets indhold. Jeg forestiller mig, at jeg her blot gengiver en almindeligt accepteret idé om, at objektive virkninger skal vægtes over subjektive bekendelser.

Men ideen har nogle implikationer, der kan synes urimelige. F.eks. at vi ikke så meget må forsage dem, der åbent kæmper for hvidt overherredømme og derved miskrediterer det i offentlighedens øjne, som vi må gå i rette med dem, der kæmper for frihed og derved legitimerer det vestlige herredømmes omfattende overgreb. Eller tag et andet eksempel på en type, der kun fortjener foragt: Folkemordsbenægteren, som ingen er lydhør over for, har måske en dårligere sag, men udretter ikke lige så meget skade som humanisten, der gør aktuelle og forestående massemord til en god sag.10

Det bringer os tilbage til Lykkeberg og hans refleksioner over den hårde magt i hans artikel ”Der var håb. Var der andet?”.11 Om Syrien fortæller han: ”Da det stod klart, at Obamas bløde magt ikke var bakket op af hård magt, blev det til amerikansk afmagt. Russerne gør, som det passer dem, fordi de ved, at amerikanerne har mere at tabe, end de har. Hvis amerikanerne går ind, vil det være med enorme omkostninger og uden folkelig opbakning. Og hvis amerikanerne ikke går ind, vil deres verdensordens endeligt være åbenbar for verden.”

De store ord til trods er der noget vagt og næsten intetsigende ved denne måde at tale om statsvold på. Der er også noget uindskrænket over den legitimering af aktuelle og kommende drab, som udsagnet på én gang lægger op til og taler udenom.

Drabenes, terrorens og ødelæggelsens realiteter kan lettere retfærdiggøres og oppiskes, når de er ude af billedet og indkapslet i et godt, goldt begreb. Nogle gange må man se bort fra alle enkeltheder for at tage den samlede helhed eller enheden bag det mangfoldige i betragtning. ’Hård magt’-abstraktionen skaffer os imidlertid intet indblik i generelle aspekter ved vores verden. Med ’hård magt’ abstraheres fra virkeligheden. Men med hvilket udbytte? Afstanden til begivenhederne bliver så tilpas stor, at de kan accepteres.12 Vi vender os bort fra verden for at kunne tilslutte os ”verdensordenen” uden at afsværge de værdier, vi dermed giver afkald på.

Noget lignende kunne i øvrigt siges om adskillige andre instrumenter i det begrebsapparat, disciplinen ”International Politik” betjener sig af. Men det siges ikke. For fagfeltet har ved at underordne sig magten og indoptage dens verdensopfattelse hævet sig over enhver mistanke om at være underlagt dens diktater. Så vidt offentligheden orienterer sig, udtrykker statens akademikere og militære eksperter indsigter i denne verdens interessestyrede og værdibaserede magtforhold uden at afspejle dem i deres værdifrie betragtningsmåde. Hvis magtanalysen blev udvidet til dem selv, ville grundlaget for den almindelige orientering om internationale forhold bryde sammen, og vi ville i informationssystemets sted se et mere ærligt og nok mindre potent propagandasystem. Den stadige produktion af neutral information, som er råstoffet til offentlighedens sandheder, ville gå i stå.

Ellers er det i reglen kun mindre magtfulde parters virkelighedsopfattelser, der tillige opfattes som udtryk for en bemægtigelse af verden. F.eks. det, der udfolder sig i partipolitiske stridigheder eller identitetspolitiske fremstød. Skellet mellem kontroversiel bemægtigelsespolitik, hvor synspunkterne brydes, og neutral information om magtpolitik, hvor perspektivet gives, er i sig selv en afspejling af magtforhold – som ligger til grund for offentlighedens oplysningsvirksomhed og derfor uden for dens horisont. Derimod kan nogle af de, der lever i boblerne, godt fornemme, at der er interesse bag neutraliteten.13

Den tavse fornægtelse: Syrien

Lykkeberg udtrykker en lige så uforpligtende som fordringsfuld omfavnelse af de hårde midlers almindelige nytte. Uforpligtende, for hvem vil holde Lykkeberg og ligesindede ansvarlig for, hvad den ’hårde magt’ måtte udrette af ulykker, når den ”går ind”? Skulle det ikke gå efter hensigten, var det jo netop ikke hensigten. Fordringsfuld, for hvem forstår ikke, at det eneste ansvarlige er at tænke i kliniske voldsbaner – ’intervention’, ’flyveforbud’, ’bidrag’ osv.? Eller i det mindste styrke den almindelige ’tilstedeværelse’? Måske først og fremmest øge engagementet, dette blodfattige, forstenede ord for magthavernes voldsudøvelse og uafviselige udtryk for åndsarbejderens kald.

Lykkebergs beklagelser over USA’s selvforskyldte impotens hviler på realpolitisk fornægtelse. På Obamas påbud ”trækker [amerikanerne] sig tilbage” og ”bliver væk”. Resultatet er, at Assad begår grusomheder, at russerne annekterer Krimhalvøen, og at israelerne fortsætter deres bosættelser. Her ser Lykkeberg ikke blot i abstraktionens form bort fra den hårde magts mere konkrete manifestationsformer; han fornægter desuden i tavshedens form dens aktuelle bidrag. Deri viser han sig som en mand af professionen; blot er hans stil mere storslået og billedtung end rutinejournalistikkens. Hvor den jævne artikel beretter om amerikansk ”passivitet” og ”rysten på hånden” i Syrien, bliver det martrede land til ”et monument over den bløde magts begrænsning” på Lykkebergs tastatur. Udsagnet kan selv stå som et monument over den hårde magts bløde fylde. USA og dets partnere har investeret rigtig meget hård magt i Syrien.14 Meget af det ville Lykkeberg næppe bryde sig om, hvis han tog det i betragtning;15 men dette vil ikke blive foreholdt ham i den herskende identifikationspolitiske kultur, når han ikke selv forholder sig til det. Det er som sagt den svagere parts lod at leve og kæmpe med det ansvar for sine standpunkters grundlag og konsekvenser, som modparterne indskærper ham eller hænger ham op på, og som han selv må forsøge at leve op til eller vriste sig fri af. Er man som Lykkeberg på overmagtens side, tæller derimod alene den formulerede bekendelse, den umiddelbare selvidentifikation. Der er ikke noget videre regnskab at gøre op. Der er ellers rigeligt med konsekvenser at tage fat på. Hvad Lykkeberg og hans profession tier om, taler skribenter som Jonas Mirza og Jarl Sidelmann åbent om. De er gode, danske kilder til viden om vestlig magtpolitik. De bliver ikke offentlighedens kilder, medmindre de lægger stilen om.

Hvilken type er mest opsigtsvækkende: Den, der levende skildrer den vestligt assisterede ødelæggelse af liv og lemmer i Syrien og Mosul eller sønderbombningen, udsultningen og sygdomsfortæringen af mennesker i Yemen og udtrykkeligt forsvarer, hvad han ser; eller den, der ikke tager Vestens afgørende bidrag til lidelserne i nøjere betragtning og i stedet kalder på hård magt i en tænkt, god sags tjeneste? O.k. Det første er uset, ville være uhørt og er selvfølgelig mest opsigtsvækkende. Sikkert også mest afskyvækkende. Men hvem forsvarer volden og de interesser, der virker igennem den, mest effektivt? Hvad er mest skadeligt?

Magtopbakningens former: ignorant, formålstjenlig, god

Den identifikationspolitiske status er, at Lykkeberg kun kan holdes op på at ønske den ønskværdige tilstand, der ligger ham på sinde: forsvaret for bløde værdier med hård magt – en særlig stærk og kompromisløst-realistisk vilje til alt det gode, magten kunne have gjort og bør gøre. Derimod kan Lykkeberg ikke stilles til regnskab for den virkelige tilstand, han dermed ser bort fra: magtinteressernes almindelige liv og håndgribelige resultater.

Lad os til illustration dvæle lidt ved Lykkebergs forestilling om, at et mere håndfast amerikansk engagement ville have dæmmet op for de israelske bosættelser, og som det første konstatere, at der er tale om en rodfæstet politik, som også Obama-regeringen holdt sin hårde, engagerede hånd under.16 Ideen er, at USA med en stærkere indsats ville kunne udvirke dét, som USA med stor styrke udretter det modsatte af. Det er ikke Lykkebergs originale påfund. Denne opsangsvariant af motivationstalen er et tilbagevendende indslag i offentlighedens kritiske liv.

At hævde, at en magt ved sit fravær har gjort sig skyldig i en undertrykkelse, der skyldes dens tilstedeværelse, ville virke fantastisk verdensfjernt, hvis vi holdt udsagnet op imod den virkelighed, det omhandler, men det virker konstruktivt, når vi ser på udsagnets betydning i den virkelighed, det indgår i, for det påhviler åndsarbejderen at forløse sine værdistandpunkter i påkaldelsen af og appellen til magten, og når denne i realiteten modarbejder værdien, kan opgaven løses ved at erstatte blikket for magtens nedbrydelse af det, hans værdier drager abstrakt omsorg for, med ideen om, at magten ”bliver væk”. Magten er enten til stede på progressiv og autentisk vis, eller den er ikke til stede og burde være det.

Der er desuden en god portion realisme i Lykkebergs betænkeligheder ved den amerikanske håndtering af mellemøstkonflikten, når vi forstår realisme som input i magtinteressernes tjeneste. Hvis magten for at udfolde sig frit er afhængig af et vist mål af offentlig opbakning, men ikke er bundet af de formål, som opbakningen udtrykker sig igennem, må Lykkebergs udtalte idealisme kvalificere som funktionel magtpolitik af den bløde skuffe.17 Lykkeberg viser os i hvert fald, at magten ikke behøver at holde sig til missionen (her et stop for israelske bosættelser) for at få opbakning til at fuldføre den. I hvilken udstrækning magten så også er afhængig af offentlighedens åndelige rygstøtte, kan være svært at afgøre i teorien; der er kun praktiske måder at teste det på. F.eks. kunne man prøve at styre magten ind på de gode formåls kurs ved at betinge sin opbakning på, at denne kurs faktisk blev fulgt ­– og gå i rette med bevægelser, og især hårde fremstød, i modsat retning. Måske også erkende, at magten, vores egen statsmagt og dens overordnede supermagt, kan optræde som modstander og fjende

Vi fortaber os igen i hypotetiske forestillinger. Vender vi fra idegrundlagets dyb op til Lykkebergs idé om, at Obama trak USA tilbage fra brændpunkterne og dermed overlod dem til denne verdens brandstiftere, genkender vi en illusionsløs, kritisk ånd, ikke den rettænkende, godtroende kommissærtype, der indhyller overgreb i belejligt-skønne illusioner. Lykkeberg kan altså heller ikke holdes ansvarlig for sit objektive forhold til den virkelige tilstand: forsvaret for magtinteresser og deres vold med bløde værdier og fornægtelse af upassende kendsgerninger.

Det er langtfra et carte blanche til fortsat undertrykkelse af palæstinenserne, Lykkeberg lægger navn til. Det er i en vis og mere afgørende forstand noget stærkere og dybere. Og mere almindeligt.

Offentlighedens magtforestillinger

Da det er sin sag at få mening i den offentlige værdiforkæmpers verdensbillede ud fra et sagligt, erkendelsesmæssigt synspunkt, kan sagen måske forstås i mere identitetsbetingede, subjektive termer. Når værdierne for værdiforkæmperen først kommer til syne i en jordisk autoritet og kun i denne skikkelse er identificerbare, manifeste, karakter-, liv- og ansvarsfulde, så værdi og magt danner et forbund, ingen af parterne kan slippe ud af uden at miste sig selv, og autoriteten alligevel opretholder en orden, som værdierne ikke ville kunne kendes ved, hvis de ellers blot stod ved sig selv, da har vi kimen til en parforholdskrise og mulig separation, men næsten også opskriften på en løsning: Ikke at kende til det, man ikke kan kendes ved. Mørklægges det, der i værdiens fulde belysning ville fremtræde som magtmisbrug, kan værdiforkæmperen fortsat genkende sig selv i forholdet. Værdigrundlaget er velbevaret, magttilknytningen er uantastet, og værdien er uanfægtet.

Det er i reglen ikke nok. Den professionelle værdiforkæmper vil mere end blot bevare den forbindelse til magten, han skylder sit liv (eller i hvert fald: livsform). Han vil også leve og agere, kraftfuldt, som åndelig leder eller vejleder. Han må opsøge og udpege det, han ikke kan bære synet af: fjendens ugerninger og uvæsen. Altså det, autoriteten heller ikke bryder sig om, måske gerne vil gøre noget ved og nu opfordres til at tage hånd om. Den fulde løsning er således: at se bort fra det, man ikke kan vedkende sig hos sig selv, og for sin engagerede samvittigheds skyld fokusere intensivt på det, magten ikke kan lide hos andre (det er alligevel et umage par; magten udstikker rammerne for samvittighedens dømme- og forestillingskraft). Her træder bl.a. russerne, som ifølge Lykkeberg ”gør, som det passer dem”, når der ikke sættes grænser, ind på scenen.18

Vi kan tale om ignorante værdiindstillinger: De har blikket rettet mod det, de ikke ser. Men vi bør ikke overse det formålstjenlige, dvs. magttjenlige, i ignorancen. Det er svært at tænke sig en dybere, mere knudret fornægtelse og derfor nærliggende at tænke, at den må gøre godt for noget. Først det relativt uskyldige: Ugerninger overses. Dernæst: Der fremsættes ideer, som kun giver mening i en verden, hvor disse ugerninger slet ikke findes; de overtegnes af et modbillede. Man kan derfor også kalde det oplyst ignorance. Endelig: værdien benyttes til at sikre grundlaget for at ødelægge, hvad den har kært. Eller ville have haft kært, hvis mægtigere hensyn ikke gjorde sig gældende. Fornægtelsen rummer en blind accept af det fornægtede.

Den formålstjenlige ignorance udtrykker sig også i begribelsen af fremtiden. I offentligheden er det ret almindeligt at forlange sit ønskeendemål realiseret uden at godtgøre, at der er nogen vej derhen. Lykkeberg giver os grund til at tro, at det ville være godt, hvis amerikanerne ”gik ind” i Syrien, men behøver ikke gennemtænke, endsige opholde sig ved, hvad dette første skridt i realiteten ville føre til.19

Selve titlen på Lykkebergs “Der var håb. Var der andet?” udtrykker i koncentreret form, hvorledes offentlighedens klarsynede, kritiske opsyn med magten er snævert forbundet med mørklægningen. Ordlyden fremkalder et billede af lutter gode ting, der kunne have indfriet håbet, mens spørgsmålets retoriske karakter kalder på et benægtende svar. Muligheden af et bekræftende, men nedslående svar er derimod udelukket på forhånd. Men der var andet. Obama, der drømte om at afskaffe atomvåben, moderniserede USA’s nukleare arsenal og øgede dermed risikoen for atomkrig.20 Tiltaget inspirerer ikke til håb, men noget andet, ja vel det modsatte, selvom det menneskelige følelsesregister nok ikke rummer en sindsstemning, der rigtig kan matche udsigten til total destruktion.

Den 4. statsmagts kontrolfunktion

Åndsarbejderens tjenerrolle kan formuleres på en lidt anden måde. Igennem kritik af magtens – især udeblivende – aktuelle ydelser tilslutter man sig ideen om magtens egentlige, sande formål og underforstår, at gabet mellem den sande herlighed og dens sølle stedfortræder på jord ikke er større, end at appeller kan overvinde det. Hensigten er at bringe magten på bedre tanker, så den kan hengive sig til sit sande kald og blive, hvad den og vi oprigtigt talt er. Ud over at den gode vilje også skal blive stærk, kræver det nu og da, at visse fejl i det forhåndenværende set-up ryddes af vejen: en ny præsident; overvindelsen af de gemene interesser, partipolitik er så fuld af; m.m.

Opbakningen har sin genstand, sine bevæggrunde og sine konsekvenser. Man må ikke lade disse forhold komme ud på ét, for de kan være bundet sammen i indviklede modsigelsesrelationer. Men vi må heller ikke overse sammenknytningerne. I almindelighed kan siges, at genstanden er en tilstand, som beskrives som ønskværdig og som enhver af os derfor må ønske. F.eks. at vælte Assad eller at holde russerne ude af Ukraine. For så vidt rummer genstanden også begrundelsen. Men for den enkelte åndsarbejder er bevæggrunden for opbakningen at bevare eller styrke sin position og selvagtelse, og da grundlaget for disse hensyn (og deres forening) er hård statsmagt, må genstandsvalget være sanktioneret af magten. Samtidig, og her kommer åndsarbejderens værdimæssige integritet og engagement til syne, må genstanden tilbyde noget, som magten har en iboende tilbøjelighed til, men ikke er nået i mål med, hvorfor et vist rygstøttepres er på sin plads. Dermed oplyses magten om sit rette motiv: den opfordres til at stræbe efter det, dens bedre jeg allerede erkender som et gode og derfor – muligvis hårdt presset – nødvendigvis må anerkende som efterstræbelsesværdigt.

Det rejser nogle spørgsmål om konsekvenserne. Bliver den forønskede genstand, der holdes op for magthaverne, til deres motiv, eller virker selve denne idealiserende appel legitimerende og motiverende for magtens fortsatte forfølgelse af sine egne motiver? Hører magten og dens begunstigede hjælpere, at der er brug for den og endda brug for meget mere af den, eller forstår den, at den må gøre præcis, hvad de gode hensigter i deres værdifuldkommenhed sjældent røber noget videre præcist om? Så længe værdiforkæmpere som Lykkeberg vender deres blinde øje til de mål, magten selv er knyttet til, må autoriteterne og deres bureaukrater være lovligt undskyldt, hvis de finder mere bestyrkende motivation end forpligtende motiver hos de kritiske røster.

Både i sine kritiske og positive varianter er opbakningens tendentielle konsekvens magtbistand, ofte uden et klart sigte, sjældent betinget af principielle forbehold, aldrig ledsaget af erklæringer om ”røde linjer”. Det peger tilbage på arbejdsbetingelsen: konformitet med magten. Et professionelt medlem af offentligheden kan ikke indtage en demotiverende, miskrediterende, undergravende indstilling til magtens institutioner og rationalitet uden at undergrave sin egen stilling og kortslutte sin egen rationalitet. I stedet ser vi disse mærkværdige kritiske udgaver af motivationstalen. Om det er god coachingpsykologi, må andre bedømme. Det er i hvert fald en tilgang, der fastholder holdånden og ideen om det gode lederskab.

Kritikkens grænser

Magten retledes ikke af kritikken; dens råderum udvides blot? Heroverfor kan man indvende, at autoriteterne ikke nødvendig påkaldes som udøvende magt for min samvittigheds lykkeligste drømme, men pålægges bundne opgaver, når sigtet er klart og illusionsfrit beskrevet. Det kan – og især kunne – der være noget rigtigt i. Hvis vi holder os til Lykkebergs tilfælde, som jeg stadig vil mene er ret repræsentativt, kan indvendingen besvares med et modspørgsmål: Når man presser på for, at en magt, der kun kender til magthensyn,21 skal virke stærkere og gøre mere for at varetage de menneskelige hensyn, der ligger en på sinde, så den nu – ”omsider” – kan udfylde den rolle, man har udset den til, bidrager man da til at dække over og holde hånden under magthensynenes fortsatte dominans og menneskelige hensynsløshed, eller slår man et ærligt slag for humanitet? Man gør sikkert begge dele, men opråbet i medmenneskelighedens navn vækker først og fremmest genklang og anseelse hos de medmennesker, det når ud til: trosfællerne i offentligheden. Hvad angår den ydre verden, som det hele omhandler, kan det kan godt ske, at man samtidig bidrager til at lægge bånd på og kultivere magtudøvelsen, men næppe i samme grad, som man befordrer den: Den vold, vi lever med og ansporer til, at andre lemlæstes af, kunne have været mere brutal, var det ikke for offentlighedens kritikere, men der kunne også have været mindre af den – og et skarpere blik for dens fulde omfang.22

 

Ligesom den øvrige medieoffentlighed er Information en eksponent for imperialisme med et menneskeligt ansigt. Det er ikke den værste form for imperialisme, der findes, men nok den bedste måde at udbrede et imperialistisk tankesæt til mennesker, der er dårligt disponeret for at acceptere dens mere utilslørede former og måtte være de første til at modarbejde imperialismen og dens venstreorienterede foregangsmænd, hvis de blev præsenteret for den rene vare. Så på en måde er det alligevel den værste slags imperialisme, der kan tænkes. Det, tænker jeg, at folk af enhver politisk observans ville kunne enes om, hvis deres værdier tjente dem som principper, og deres informationskanaler forsynede dem med realistisk information om verden.

Den daglige dækning af verdenspolitikken er én lang demonstration af, hvorledes imperialismen sejrer som identitetspolitik. Men som åndskraft har imperialismen sine begrænsninger. Den søger ikke folkelig tilslutning til sin sag på ærlig og redelig vis, og den har ingen erklærede fortalere. I stedet underordner den os sine anskuelser ved at iklæde sig vores værdier. Muligheden for afsløring ligger altid ligefor. Måske er det en kilde til håb. Det er i hvert fald baggrunden for, at det virker problematisk at være realistisk.

  1. For et gennemtænkt eksempel på, hvad det vil sige at have virkeligheden som ståsted, læs: Vincent F. Hendricks & Mads Vestergaards Fake News – Når virkeligheden taber, 2017, Gyldendal.
  2. Et eksempel er den sparsomme dækning af efterspillet på NATO’s Libyen-intervention i 2011. Se:
    Ben Norton: “Media Erase NATO Role in Bringing Slave Markets to Libya”, Fairness and Accuracy in Reporting, 28. november 2017. www: https://fair.org/home/media-nato-regime-change-war-libya-slave-markets/

    Lansana Gberie: “Forgotten war: a crisis deepens in Libya but where are the cameras?”, Africa Renewal, december 2017-marts 2018. www: http://www.un.org/africarenewal/magazine/december-2017-march-2018/forgotten-war-crisis-deepens-libya-where-are-cameras

  3. Schmitts udgave lyder: ”Suveræn er den, der træffer afgørelse om undtagelsestilstanden”. Den danske udgave: Carl Schmitt: Politisk teologi, 2010, Informations Forlag.
  4. Der er sagt og skrevet så meget om den partiske, ”identitetspolitiske” variant af identifikationspolitikken, at der ikke er meget at tilføje. Disse afvigere poserer politisk; de polariserer og opretter forskelle på folk; de ophøjer private behov til almene krav; de opfatter deres kulturelle begrænsninger som universelle bestemmelser; og de har en tendens til at indskrænke sig til deres egne sandheder og derved udelukke sig selv og eventuelt andre sårbare fra den solide vidensgrund, som vi andre lever på, og som egentlig er stedet for alle. Men der er stadig noget at sige om betingelserne for identifikationen af identitetspolitik som indskrænkende, opsplittende identifikation – og betingelserne for at udvikle synspunkter på den herskende, statsmagtsgaranterede identifikationspolitik. Sidstnævnte synes ikke gode.
  5. For en case-analyse af, hvordan magtens anskuelser bliver offentlig bliver basisviden: Se min tekst om dækningen af Kosovo-konflikten (kommende udgivelse på Eftertryk).
  6. Et gammelt filmmotto siger, at djævlens bedste trick er at overbevise verden om, at han ikke eksisterer. Men ville det ikke være bedre – eller værre og mere djævelsk – hvis djævlen havde frataget os muligheden for at danne overbevisninger om hans eksistens? Jeg ved godt, at det ikke slår an som punchline.
  7. At en politik bliver til sag, fremstød, kontrovers kan være betingelse for, at vi kan forholde os til den, men kan også være betinget af, at vi allerede har et forhold til dens emne. Her tænker jeg ikke på viden om, men et forhold til emnet, som let kan udvikles til holdning. Verdenspolitikken og ’Danmarks rolle i verden’ synes for så vidt uegnede som genstande for politisk bevidsthed. For det første er elitekonsensussen gennemgribende. Vi uddannes f.eks. med dens forestillinger. For det andet har vi den ikke inde på kroppen på samme måde som f.eks. spørgsmål om seksualitet. Men hvorfor så dette intime selvforhold?
  8. Hvad det sidste angår: Se min tekst: ”Tillykke Trump”, 23. maj 2017, Eftertryk. www: http://www.eftertrykket.dk/2017/05/23/tillykke-trump-praesidentens-forsinkede-indvielse/
  9. Se f.eks. Kathy Kellys artikler om Yemen og Isa Blumi: Destroying Yemen – What Chaos in Arabia Tells Us about the World, 2018, University of California Press.
  10. Som en eksponent for den imperialistiske humanisme, der præger vores verdensopfattelse, har Information mig bekendt ikke tematiseret mediernes delagtighed i drab og ødelæggelse. Til gengæld har avisen igennem årene dækket diverse sager om og mod den ret ubetydelige Holocaust-benægter David Irving ret tæt (over 50 artikler er det blevet til).
  11. Lykkeberg, Rune: ”Der var håb. Var der andet?”, Information, 14. januar 2017. www: https://www.information.dk/mofo/haab-andet
  12. ’Hård magt’ dur således ikke til at beskrive Ruslands fremfærd i Ukraine, for den kan vi ikke acceptere.
  13. Det påståelige og altgennemskuende fantastiske i konspirationsteoretikernes verdensforklaringer er undertiden et godt vrangbillede på det unægtelige og uigennemtrængeligt solide i den offentlige basisorientering.
  14. Se f.eks. denne oversigt: Interventions Watch: ”U.S And Allied Intervention In Syria”, Tiki-Toki. www: http://www.tiki-toki.com/timeline/entry/524729/U.S-And-Allied-Intervention-In-Syria/#vars!date=2011-07-21_10:15:35
  15. Se f.eks. gennemgangen af Vestens Syriens-politik i Christopher M. Davidson (2016): Shadow Wars: The Secret Struggle for the Middle East, Oneworld Publications.
    Se Ian Sinclair (10. december 2015): “10 facts the government doesn’t want you to know about Syria“, Opendemocracy. www: https://ianjsinclair.wordpress.com/2015/12/14/10-facts-the-government-doesnt-want-you-to-know-about-syria/
  16. Se f.eks. Philip Weiss (4. januar 2017): “In ‘breathtaking’ UN vote, Obama changed his policy on Israeli settlements, making them a war crime — Finkelstein”, Mondoweiss. Www: http://mondoweiss.net/2017/01/breathtaking-settlements-finkelstein/
    Se desuden kilderne om Obamas Israel-Palæstina-politik i: Noam Chomsky: “’Exterminate all the Brutes’: Gaza 2009”, 6. juni, 2009. www: https://chomsky.info/20090119/
  17. Selvfølgelig er Lykkebergs rolle i den store sammenhæng af begrænset værdi og nok uden selvstændig betydning; men han er del af en bredere strøm, mainstream, der må have en stor kraft, siden den kan rive en så oplyst en ånd med sig.
  18. Den almindelige mediepraksis, hvori man benytter vestlige værdier til at bekæmpe fjender og forsvare venner, udtrykkes nu og da som en bevidst politik. For et nyere eksempel se Nahal Toosi: “Leaked memo schooled Tillerson on human rights”, Politico, 19/12-2017. www: https://www.politico.com/story/2017/12/19/tillerson-state-human-rights-304118
  19. Det har vi til gengæld et kvalificeret bud på her: Poya Pakzad (28. september 2015): ”Vore handlemuligheder i Syrien: Farlig flirten med krig”, @ppkzd. www: https://poyapakzad.blogspot.dk/2015/09/vore-handlemuligheder-i-syrien-farlig.html
    Se evt. også: Stephen M. Walt: “The Great Myth About U.S. Intervention in Syria”, Foreign Affaris, 24. oktober 2016. www: http://foreignpolicy.com/2016/10/24/the-great-myth-about-u-s-intervention-in-syria-iraq-afghanistan-rwanda/
  20. Hans M. Kristensen, Matthew McKinzie & Theodore A. Postol: “How US nuclear force modernization is undermining strategic stability: The burst-height compensating super-fuze”, Bulletin of the Atomic Scientists, 1. marts 2017. www: https://thebulletin.org/how-us-nuclear-force-modernization-undermining-strategic-stability-burst-height-compensating-super10578
  21. F.eks. har historikeren Mark Curtis bemærket, at han i sin gennemlæsning af tusindvis af interne statsdokumenter om britisk udenrigspolitik praktisk talt aldrig er stødt på menneskehensyn. Se:
    Mark Curtis: (2018): Secret Affairs – Britain’s Collusion with Radical Islam, 2018, Serpent’s Tail s. 98.
    Mark Curtis: (2004): Unpeople, Vintage. S. 10, 135, 145.
  22. Se James Peck: Ideal Illusions – How the U.S. Government Co-opted Human Rights, 2011, Metropolitan Books.