Revolutionen i 1517

Det er femhundrede år siden, at Martin Luther indledte Reformationen. Den udløste en opstand imod den sene middelalders samfundsorden, som ragede langt ud over Luthers egne hensigter

Af David Jamieson
Oversat af Kristoffer Willert

En augustinsk munk ved navn Martin Luther naglede formentlig ikke sine 95 teser mod afladen op på en kirkedør i Wittenberg d. 31. oktober 1517.

I de tidlige historiske beretninger mytologiserede Luthers tilhængere hans oprør. Hans teologiske udsagn, som kritiserede den katolske kirkes tænkning og praksis, var efter sigende rettet direkte til folket. De blev printet på ensidede opslag, som kunne limes eller nagles fast til kirkedøre, således at enhver troende kunne følge striden.

Men de komplekse akademiske diskussioner foregik naturligvis på latin. Kun få kunne forstå dem.

I virkeligheden sendte Luther Teserne med et følgebrev til sine overordnede i kirken og gav dermed udtryk for sine bekymringer igennem officielle kanaler. Denne sande historie giver et mere retvisende billede af Reformationen, det europæiske samfunds krise, som understøttede den, og de sprækker mellem klasserne, den udsprang fra.

Luthers kontrollerede oprør spredte sig på tværs af Europa, sønderdelte den katolske kirkes magt, fremskyndede kristendommens forfald og faciliterede, hvad han selv anså for et uønsket klasseoprør imod samfundsordenen i den sene middelalder. I anledning af Tesernes 500-årsjubilæum bør vi skære igennem mainstreamfortolkninger af Reformationen og afdække en teologisk strid, som er blevet overtaget af historiens kræfter.

Livet i senmiddelalderen

Ud fra et moderne perspektiv er det så godt som umuligt at gengive den betydning, som kirken og det religiøse havde for det europæiske liv i middelalderen.

Religiøs tænkning og praksis påvirkede enorme områder af det sociale liv og havde en gennemgribende indvirkning på tilhængernes bevidsthed. Sidenhen måtte den moderne stat ganske vist overtage mange af kirkens funktioner. I middelalderen foregik moralsk, social, og hvad vi i dag ville kalde politisk tænkning, næsten udelukkende inden for religiøse institutioner. Den britiske litterat Terry Eagleton har argumenteret for, at den form for hegemonisk magt aldrig ville kunne eksistere i det moderne samfund, og at kapitalistiske samfund forgæves har forsøgt at udfylde det tomrum, som religionen efterlod.

I år 1300 betragtede de fleste mennesker i Europa paven som deres åndelige galionsfigur. Hans indflydelse strakte sig fra Rusland i øst til den sydlige spids af den spanske halvø i vest, hvor kun Granada forblev under muslimsk styre. Isolerede jødiske samfund og hedenske traditioner, som næsten var aflivede, var fanget i midten af dette. Fra tid til anden blev de udsat for forfølgelse eller krav om konvertering.

Kirken var enorm, men samtidig intim. Dåben indviede kristne i samfundet som spædbørn. Hele vejen igennem livet modtog de troende Guds nåde – frelse fra helvedet og en plads i himlen – igennem kirkens sakramenter: det årlige skriftemål, efterfulgt af nadveren, hvor præsten forvandler brødet til Jesu legeme. Ved døden modtog katolikkerne sakramentet ’den sidste salvelse’.

Kirken intervenerede sågar i efterlivet. Præster afholdt messer og bad bønner for de dødes sjæle. Verdslige magthavere blev begravet i præsternes fredhellige steder, som ellers var lukket for menigheden. Og kirkens salg af aflad til de troende tog til, hvilket tillod de troende at købe deres afdøde familiemedlemmer fri af skærsilden og bringe dem til himlen i en fart.

Kirken udgjordes af et kæmpemæssigt netværk af præster, munke, nonner, studerende, administratorer, biskopper og andre embedsmænd. Institutionens gennemgribende ideologiske indflydelse, dens enorme rigdom og betydningsfulde økonomiske funktioner, samt dens evne til at legitimere jordiske magthavere, gjorde den til et arnested for korruption og intriger. Kritikere og reformatorer udstillede især dovne og uvidende præster, salget af afladsbreve, kynisk fundraising og hyklerisk prædiken.

Under det kristne romerske imperium havde kirken udviklet sig til en form for skyggebureaukrati. Den bevarede mere eller mindre denne funktion hele vejen igennem middelalderen ved at holde samfundet sammen på tværs af kontinentet. Men i det 14. århundrede blev kirken som forbindelsesled udfordret af lokale autoriteter, kritiske afvigere og af katastrofale kriser.

Økonomiske kriser rystede Europa i den sene middelalder. Fra og med år 1300 begyndte en voksende landbefolkning at overskride de traditionelle, feudale landområders kapacitet. Som følge af kornmangel steg madpriserne, og bønder blev tvunget på flugt fra deres traditionelle landbrugsvirke til byerne, hvor de blev lønarbejdere. På grund af det stigende antal ledige arbejdere blev lønnen blev presset ned.

Klimaet forandrede sig, det blev koldere og vådere. Dette bidrog til hungersnød i store områder i Vesteuropa mellem 1315 og 1317, hvor mellem 10 og 15 procent af befolkningen omkom.

Da ’den sorte død’ hærgede et allerede svækket Europa mellem 1347 og 1352, dræbte den helt op til en tredjedel af befolkningen. Det psykologiske chok, myndighedernes afmagt over for krisen og en gennemgribende følelse af selve livets skrøbelige væsen – især efter pestens kortvarige genkomst i 1360’erne – gav næring til religiøs afvigelse og millenaristisk tænkning.

Det så ud til, at civilisationen havde nået sine grænser. Fattigdom og sult tog til.

Disse kriser ændrede det økonomiske og sociale livs mønstre. Mellem år 1375 og 1400 forsvandt helt op til en fjerdedel af landsbyerne i tysktalende territorier, fordi styrtdykkende priser på landbrugsprodukter tvang landarbejdere i lønarbejde. Naturen genindtog de landområder, som landmænd i de forrige århundreder havde ryddet til dyrkning.

På grund af den stigende indflydelse, som byerne fik, voksede også de regionale fyrsters magt over den hellige romerske kejser, som var store dele af kristendommens titulære hersker.

Nye lag af byboere med disponible indkomster og en tiltagende følelse af intellektuel uafhængighed fra kirkeautoriteter stillede deres økonomiske og sociale vægt bag filosofiske, kulturelle og religiøse udviklinger, hvilket hjalp dem til at beskrive deres verden, som var i forandring. Humanismen, som talte for at vende tilbage til studiet af antikken og dens idéer, tog, sammen med religiøse reformbevægelser, til i indflydelse.

Dette kaos, samt stigende klassemagt, hjalp til at fostre et omfattende oprør mod kirken og dens herskere.

Kætteri

Den katolske kirke havde stået over for kætterske udfald hele vejen igennem sin historie, sommetider fra enlige stemmer, sommetider fra udbrydersekter. De verdslige myndigheder likviderede mange af disse grupper på kirkens befaling. Da Europa bevægede sig ind i den sene middelalder, blev den slags kætteri mere raffineret og udbredt.

For eksempel udfordrede den franciskanske udbrydersekt, Fraticelli, kirkens materialisme og svigt af fattigdomsidealet. Nogle gik så langt, at de anklagede paven for at være den antikrist, som bebudes i Johannes Åbenbaringen.

I mellemtiden skabte korstogenes tilbagegang i det hellige land en anden slags konflikt mellem bondesoldater på den ene side og religiøse myndigheder og verdslige myndigheder på den anden side. Hyrdernes oprør i 1251 samlede tusindvis af bønder i reaktion på korstogenes ophør og den gejstlige elites rigdom, der førte til voldsomme angreb på religiøse ordener.

Et århundrede senere deltog mindst 30 gejstlige medlemmer i bondeoprøret i år 1381. Den enorme opstand i det sydlige England formede sig samtidig til en kamp inden for de religiøse institutioner. Forarmede medlemmer af den laveste gejstlighed angreb rige klostre, og godsejernes brutale gensvar vakte desuden bøndernes vrede.

Men den mest betydningsfulde bevægelse, set i forhold til angrebet på kirken, var den hussitiske revolution, der på mange måder opstillede et pejlemærke for Luthers senere reformation.

Jan Hus, en præst, som ledte et felttog mod religiøs korruption, blev henrettet i år 1415, lige over hundrede år før de 95 Teser så dagens lys. De verdslige myndigheders gentagne forsøg på at ødelægge hans bevægelse med militære midler havde omsider lykkedes. De overlevende hussitter delte sig i radikaliserede og mere moderate fraktioner; de radikale oprettede bjergkommuner, hvor man forestillede sig et fremtidigt klasseløst samfund.

Disse og talrige andre bevægelser delte væsenstræk, som den protestantiske Reformation satte nyt liv i.

Typisk satte radikale reformbevægelser sig op imod gejstlig rigdom og korruption. De bedrev uafhængige læsninger af evangelierne for at stifte deres egen autoritet, hvilket gjorde dem fundamentalistiske i ordets sande betydning: de undgik traditionel, religiøs tænkning og praksis for at vende tilbage til de væsentlige elementer i gudsdyrkelsen. Ofte placerede de oprørske og gejstlige folk i forgrunden; personer, som brød med kirkehierarkiet og vedblev med at opdrive intellektuelt lederskab for militante personer fra lavere sociale klasser.

Det var helt afgørende, at disse bevægelser havde en tendens til at dele sig i moderate og radikale fløje. Moderate krav på reform og afskaffelse af visse kirkepraksisser eller -ritualer blev stedse fulgt af mere radikale opfordringer til at nedbryde den bestående orden.

Som straf benyttede gejstlige og verdslige myndigheder sig oftest af henrettelser og massakrer. Mindre undergrundskredse overlevede sommetider angrebene, men de var for svækkede til at prædike for et større publikum.

Imod aflad

Hvad den sene middelalders forfald angår, er spørgsmålet ikke så meget, hvorfor Luthers Reformation opstod, men hvorfor den lykkedes. Hvordan brød den igennem den uigennemtrængelige mur af undertrykkelse, som tidligere blev håndhævet af kirken, klassemagten og den fremvoksende nationalstat?

De 95 Teser indledes med et angreb mod salget af afladsbreve, hvis betydning var vokset efter Pave Bonifatius 8.’s udstedelse af den første jubilæumsaflad i år 1300. Pave Clemens 6. gav afladspraksissen teologisk autoritet i år 1343 i et dekret, som eksplicit erklærede, at den troende kunne bytte ”et fast beløb eller pengeværdi” for kirkelig ”forbøn” på vegne af døde familiemedlemmer i skærsilden.

Denne kommercialisering, hvor kirkelige embedsmænd bragte salget af afladsbreve til fjerne byer og landsbyer, var en del af det voksende netværk af finansielle og statslige institutioner, som forbandt Rom til nye lokale magter og interesser. En andel af de penge, som blev indkrævet – ofte fra de fattige og nyligt efterladte – vendte tilbage til Vatikanet, mens nogle blev i lommerne hos lokale embedsmænd.

Den følelsesladede retorik i dominikanermunken Johannes Tetzels salgstale for afladsbrevene gjorde Luther rasende. Tetzel ankom til byen Magdeburg i august 1517, hvor han fremlagde skandaløse påstande om afladsbrevenes kraft og pinte sit publikum med historier om de lidelser, som deres afdøde familiemedlemmer blev udsat for i skærsilden.

Rom havde tillagt Teztels succes stor betydning, eftersom byen skulle skaffe midler til opførelsen af Peterskirken. En anden del af indtægten fra hans salg gik til ærkebiskoppen Albrecht fra Mainz, som betalte af på sin gæld til bankfamilien Fugger.

Fugger-familien, som var en del af det nye finans- og bankforetagende, skabte en hel del foragt hos mange – ikke mindst Luther. I løbet af sin barndom i Mansfeld havde han set finanshuse forgælde små minedriftsforetagender, inklusive sin egen fars.

Ved at angribe dette slægtskab mellem religiøs og finansiel magt vakte Luthers Teser forargelse i kirkehierarkiet og blandt dets tilhængere. Hans argumenter var ikke blot en trussel imod afladsbrevene; de satte også spørgsmålstegn ved kirkens autoritet og dens evne til at retlede de troende.

Gerninger og tro

Luther lader ikke selv til at have ment, at Teserne indledte Reformationen. Faktisk betragtede han de fire efterfølgende år som mere betydningsfulde. Fra år 1517 til 1521 udviklede hans kritik af kirken sig igennem en række konfrontationer og teologiske fremstillinger.

Modstanden mod afladsbreve og korruption fik senere hen en underordnet plads i Luthers tænkning. Ikke desto mindre forblev det afvigende syn på nåden et centralt punkt i Luthers kritik. Han hævdede, at tro – ikke gerninger – var afgørende for at modtage Guds nåde, en påstand, som undergravede hele kirkens grundlag.

Luthers idéer blev med tiden synonyme med begrebet sola scriptura – idéen om, at biblen er den vigtigste kilde til kristen tænkning. Denne overbevisning lå til grund for hans afvisning af katolske traditioner, som var blevet udviklet over flere hundrede år.

Først sendte han Teserne til sin overordnede, Albrecht af Mainz, som så videresendte dem til Rom. Allerede i år 1518 opfordrede nogle højtstående medlemmer af det romerske styre til at lukke munden på Luther. I mellemtiden begyndte hans værker at blive udbredt i den tyske humanismetænknings store knudepunkter, for eksempel Nürnberg. I løbet af få måneder mødte læsere på tværs af Europa hans skrifter med en blandet – men støt stigende – entusiasme.

De fleste historikere mener ikke, at Luther fik trykt Teserne på tysk, men han udgav dog sin ”Prædiken om aflad og nåde” på modersmålet og sørgede for, at den kom ud til intellektuelle byboere, der takket være deres rigdom og sociale status kunne nyde en vis grad af uafhængighed fra kirken og aristokratiet.

Da kirken anklagede Luther for kætteri i august 1518 og indkaldte ham til Rom, gik Frederik 3. af Sachsen i forbøn for at beholde Luther på tysk jord.  Her fortsatte han med at diskutere med kritikere og blev stillet over for pavelige embedsmænds forhør.

Da Luther mødte en kirketilhænger under en debat i sommeren 1519 i Leipzig, var han blevet frigivet af den augustinske orden, og han anfægtede nu offentligt pavens autoritet. I mellemtiden voksede hans navnkundighed blandt tilhængere og modstandere. Det var almindeligt, at hans tekster – og de tekster, som angreb ham – blev brændt offentligt.

Det definitive opgør skete endelig i år 1521 ved Rigsdagen i Worms. Forsamlingen repræsenterede et forsøg på at omorganisere forholdet mellem kejseren og fyrsterne. De fleste deltagere forventede, at det ville resultere i mere autonomi for sidstnævnte, hvilket ville signalere en svækkelse af det hellige romerske imperiums styrke.

Rom fortsatte med at kræve Luthers udlevering, og Frederik 3. fortsatte med at afvise det. Fremfor at tage til Vatikanet mødte Luther sine anklagere på tysk grund, denne gang foran et publikum af både verdslige og kirkelige myndigheder. Der var meget på spil for begge parter: Kirken frygtede Luthers evne til at fremlægge sin nye vision for det tyske aristokrati, og Luther frygtede, at han skulle møde samme skæbne som Jan Hus, som blev inviteret til Konstanzkoncilet, garanteret frit lejde, hvorefter han blev brændt på bålet.

Under Leipzigdisputationen havde Luther faktisk allerede accepteret sine teologiske lighedspunkter med Hus – et skridt, som forargede katolske tilhængere.

Da Luther i Worms blev bedt om at tilbagekalde sine skrifter, nægtede han. Den død, som han nu var overbevist om var nærtstående, blev afværget, da Frederiks mænd førte ham bort. Han tilbragte næsten et år på Wartburgborgen, hvor han formaliserede sine synspunkter, fremstillede mange af sine mest levedygtige tekster og oversatte det Nye Testamente til tysk.

Den radikale reformation

Mens Luther henslæbte sit liv, voksede den religiøse dissens i hans højborg i Wittenberg. Tilhængere som Andreas Karlstadt overskred i høj grad Luthers oprindelige idéer og opfordrede til ødelæggelsen af religiøse statuer og billeder. Karlstadt opgav den religiøse beklædning og begyndte i stedet at klæde sig som en fattig. Han udførte gudstjenester på tysk og blev endda gift.

Da Luther endelig kom væk fra Wartburg, blev han fortaler for, at den mere og mere flersidede reformationsbevægelse skulle beherske sig. Han opfordrede til at stoppe mange af de mere aggressive forandringer og talte for moderation.

Men reformationen havde allerede vist sig i stand til at sprænge alle grænser. Så snart kirkens autoritet og den officielle doktrin faldt, var der kun få begrænsninger på Reformationens kurs. Sola scriptura-princippet indebar stort set ingen begrænsning, eftersom læsere næsten endeløst kunne fortolke og genfortolke biblen.

I Wittenberg advarede Luther imod farerne ved ”opstand og oprør.” Han vidste, at teologisk reform kunne forvandles til en opstand mod al slags autoritet – en rimelig konklusion, religionens fuldstændige sammenslutning i middelalderens sociale liv taget i betragtning.

Zwickhau-profeterne, som dukkede op i Wittenberg i slutningen af år 1521, forstærkede blot Luthers beslutsomhed i forhold til at knuse den nye radikalisme. Gruppen prædikede lighed mellem mænd og Kristus’ apokalyptiske genkomst, begge idéer, som Luther selv afviste.

Reformationens radikale potentiale nåede sit højdepunkt, da den forenede sig med kravene fra under- og middelklassen, som kæmpede for overlevelse i den sene middelalders økonomiske kaos.

Mellem år 1524 og 1525 satte hundredetusind af bønder, mellemstore og mindre landmænd, og de andre fattige og midterste samfundslag i byerne sig op imod den feudale samfundsorden. Deres program, som var inspireret eller ligefrem udarbejdet af radikale prædikanter – inklusive den forhenværende Zwickau-tilknyttede Thomas Müntzer –, opfordrede til at gøre en ende på elitens udbyttende praksisser, inklusive livegenskaben, som var landøkonomiens fundament, der bandt bønder til aristokratiet og gav dem få rettigheder.

Bevægelsens ekstreme radikalisme og vold forfærdede de tyske fyrster og forenede for en kort stund katolske og protestantiske interesser. Luther opfordrede i første omgang til forsoning og kompromis for dernæst håndfast at støtte den herskende orden.

I 1525 skrev han sin berygtede pamflet ”Imod bøndernes røver- og morderbander”. Dens udbredelse faldt sammen med en ondskabsfuld undertrykkelse, udført af fyrsternes krigshære, som menes at have dræbt omkring hundredetusind revolutionære.

Luther fordømte opstanden i aldeles kompromisløse termer. Han insisterede på, at kristne skulle forblive trofaste over for deres klasseovermænd og kun modsætte sig uretfærdigheder med fredelige midler, mens de skulle give aristokratiet fuld tilladelse til at undertrykke bevægelsen med vold, ”ligesom, når man er nødt til at slå en gal hund ned”.

Luther og staten

Religiøse protestbevægelser havde i lang tid tiltrukket fra både middel- og underklassen, men denne sammensætning gjorde dem sårbare over for undertrykkelse ovenfra.

Luthers succes afhang ganske vist af den støtte, som han fik fra nogle af samfundets elitelag, især fyrsterne. Men Luthers forsvar for opstandens undertrykkelse afslørede de begrænsninger, der måtte være ved en bevægelse, som afhang af elitens beskyttelse.

Frederik 3. holdt Luther i live, og fyrster, som ønskede mere autonomi i deres landdele og adgang til kirkeejet ejendom, sluttede sig til hans mere moderate synspunkter. Bevægelsen vandt så meget momentum, at mange herskere så sig forpligtet til at slutte sig til den, så de kunne forme dens udfald, hvilket de gjorde ved at lægge en dæmper på dens radikalitet.

Lige så meget som eliterne hjalp med at beskytte Reformationen fra den katolske kirke og det hellige romerske imperium, lige så meget begrænsede de dens radikalisme, popularitet og vækst.

Katolske herskere fastholdt kontrollen med det sydlige Tyskland såvel som det meste af det sydlige og vestlige Europa. Protestantiske minoriteter blev mødt af forfølgelse på tværs af kontinentet – især Huguenotterne i Frankrig. Reformationens budskab – eller udgaver af det – vandt mest gehør de steder, hvor lokale herskere havde mest at vinde ved uafhængighed.

I et splittet og krigsramt Europa blev Luthers egne ambitioner om religiøs reform indsnævret. Hans bevægelse fortsatte med at splintres i utallige fraktioner, nogle gange på grund af lokale skel, men lige så ofte i forhold til spørgsmålet om klasse eller radikalitet.

Reformationens betydning i dag

Det er blevet en kliche at se Reformationen som et vidnesbyrd om Vestens opfindsomhed – det demokratiske, fritænkende og pluralistiske samfunds fødselsveer. Et andet synspunkt hævder, at Reformationen spillede en væsentlig rolle i kapitalismens udvikling hen over Europa, et synspunkt, som hyppigt, men forkert, tilskrives Max Webers Den protestantiske etik og kapitalismens ånd. Fortællinger, der sammenfatter disse idéer, er nu vendt tilbage til boghandlerne for at fejre femhundredårsjubilæet for Luthers Teser.

Men den virkelige historiske udvikling fulgte en langt mere kompleks, modsætningsfyldt og blodig vej.

At karakterisere protestantismen som Oplysningens eller den klassiske liberale traditions sædekorn ignorerer dens ofte dogmatiske former og dens ringe interesse for det intellektuelle liv uden for teologien. I selve reformationsperioden afviste mange katolske humanister, såsom Erasmus af Rotterdam, faktisk reformationsbevægelsen på grund af dens rene og skære mangel på fleksibilitet.

Ikke desto mindre kan vi finde små sandheder i disse forenklede, ideologiske fortællinger. Reformationen fostrede rent faktisk radikale og afvigende traditioner, hvoraf nogle blev udryddet i Luthers egen tid. Men Reformationens drivkraft levede videre i udviklingen af den borgerlige revolutionære bevægelse i Nederlandene i år 1566 og den engelske revolution i år 1640.

Nogle af de stater, som stadig er under indflydelse fra den katolske kirke, indeholdt betydelige og urolige protestantiske mindretal. Disse bevægelser, ofte påvirket af John Calvins tanker, medvirkede til at introducere idéer, som skulle blive afgørende for fremtidige radikale bevægelser. Eftersom de ikke var i stand til at danne løsrevne nationer, baseret på lokale herskeres magt, forsvarede nogle calvinister i stedet statens omstyrtelse.

Ved at fremskynde sammenbruddet af den sene middelalders orden, skade kirkens ideologiske kontrol og, i nogle tilfælde, argumentere imod klasse- eller statsmagtens herredømme, bidrog Reformationen til at fostre radikale impulser i Europa.

Dét er Luthers gave til os, selvom det er en gave, han aldrig selv havde i sinde at give.

Teksten blev oprindeligt bragt i Jacobin Magazine.