Mænd har det hårdt

At være mand er et tvivlsomt privilegie. Det er en strategisk nødvendighed for feminismen at erkende dette i selve kampen imod patriarkalske kønsidealer. En psykoanalytisk-inspireret tekst om det at være mand.

Af Saman Atter Motlagh
Illustration af kunstner: Julie Nord

Siden Peggy McIntosh skrev essayet ’White Privilege and Male Privilege’ i 1988, har privilegiebegrebet fået et umiskendeligt liv i den identitetspolitiske kamp. I identitetspolitikken er det således også blevet en udbredt opfattelse, at det er et privilegie at være mand. Det billede vil jeg gerne forsøge at nuancere i denne artikel. 1 Til dette formål er det ikke alene nok at påpege, at der med de privilegier, som mænd nyder, også følger en række normer for, hvordan en mand skal være, og at det altså kan have negative konsekvenser for de enkelte mænd, der ikke lever op til dem.2 Det må ud over denne pointe belyses, at disse normer også indebærer lidelse for mænd, der, så meget som muligt, faktisk lever op til dem.

Hvorfor det er tilfældet, at de mandlige kønsnormer skaber lidelse for alle mænd, desuagtet om de lever op til kønsnormerne eller ej, er det bærende argument, som jeg vil udfolde i dette indlæg, og er det argument, som skal underbygge min grundlæggende påstand. Min grundlæggende påstand er, at de privilegier, som mænd nyder, også udtrykker normer, som mænd lider under, og at det at være mand derfor er et tvivlsomt privilegie.

I sidste ende er det mit ærinde at bruge denne påstand og tilhørende argumentation til at konkludere følgende: et feministisk projekt, der ønsker at udfordre en patriarkalsk samfundsorden, må begribe, hvorfor det at være mand i virkeligheden er et tvivlsomt privilegie. For hvis ikke dette begribes, misforstår man, hvordan den patriarkalske kønslogik fungerer, og den lidelse, den også forvolder mænd. Og samtidig begår man en strategisk fadæse, idet man fremmedgør mange mænd i kampen mod patriarkalske kønsroller frem for at åbne et politisk rum for mænds egen kritik af disse kønsroller.

Den patriarkalske kønslogik

For at forstå ’mandens’ rolle eller position i den patriarkalske kønsstruktur vil jeg kort opridse, hvordan jeg mener, at den patriarkalske kønslogik fungerer, og med hvilket formål den undertrykker kvinder.

I den patriarkalske kønsstruktur udgør ‘kvinden’ den logisk nødvendige position som det ‘andet køn’. Dette andet køn fungerer som den genstand, begæret i et samfund kan cirkulere om og i kraft af. ‘Kvinden’ tjener med andre ord den sociale funktion, at der (for mænd) er noget at spille om, så at sige: en valuta for status og anerkendelse, som afgør, hvem der er vindere, og hvem der er tabere (jf. fx begrebet ‘trofæ-kone’). Derfor dur det som regel ikke, når kvinder pludselig selv begærer (som mænd), selv gør karriere, selv får magt og status, selv har seksuelt initiativ, tænker rationelt etc. – det laver simpelthen rav i det patriarkalske system og skaber forvirring og usikkerhed omkring kønsrollerne.3

Den logiske implikation af en sådan patriarkalsk struktur, hvor kvinder cirkulerer som begærsobjekter, er imidlertid, at mænd positioneres som hinandens konkurrenter. Hvis kvinder er en valuta for status og anerkendelse, konkurrer mænd om kvinder, eller om det, som giver adgang til kvinder (eller i hvert fald det, som man forestiller sig, giver adgang til kvinder). Jo bedre man klarer sig i denne konkurrence, desto mere mand er man.

Fænomenet slutshaming illustrerer logikken. Slutshaming tjener den funktion at devaluere en kvindes værdi som kvinde (dvs. som et patriarkalsk begærsobjekt) og dermed den status, som kvinden kan give en mand. Nogle vil måske kende begrebet ‘at skylde en tyver’. Det handler ganske enkelt om, at man som mand skylder andre mænd, der før har knaldet “ens pige”, en tyver. Med andre ord må man som mand altså lige huske at trække x antal tyvere fra, før man ellers glæder sig over den værdi og status, som en kvinde kan give en; hvis ”ens pige” er billig, er man selv en taber og mindre mand. Den patriarkalske cirkulation af kvinder er således ikke bare en intrasolidarisk pagt imellem mænd, det er benhård konkurrence: hvem er mest mand?

Fallos og kastration

Problemet er bare, at man aldrig kan være mand nok. Dette er i sidste ende det centrale problem ved den mandlige kønsidentitet og også i sidste ende omdrejningspunktet for min analyse i dette indlæg. Til forklaring af problematikken vil jeg gribe til psykoanalysen.

Man kunne med henvisning til psykoanalysen kalde kvinder og det, som forestilles at give adgang til kvinder, for falliske betegnere.4 Falliske betegnere er det, som alle antages at ville have fat i eller opnå, og er således det, vi ubevidst og uvildigt går ud fra, er nøglen til nydelse, lykke etc.

Psykoanalysens lektie er imidlertid, at der ikke er et endegyldigt svar på, hvad mennesker begærer. Begær har det med at fortsætte, og jo mere man jagter fallisk nydelse, desto mere låses man i en begærende, og dermed manglende, eksistensform. Paradoksalt nok betegner det falliske altså ikke bare potens, men også samtidig sin modsætning: mangel og kastration. Man kender logikken fra eksempler med såkaldte potensforlængere. Hvis en mand kører i en stor eller smart bil, hvis han er lidt for pumpet, eller hvis han er magtliderlig (eller den nuværende amerikanske præsident), så er det nok, fordi han har en lille pik, siger man – han mangler noget, som han kompenserer for. Det falliske og kastration er to sider af den samme mønt.

Den iboende paradoksalitet i det falliske og den mandlige kønsidentitet kan opstilles med følgende logik: det at være mand er noget, man skal leve op til og bevise, men det, som skal bevises, er, at man ikke mangler noget som mand og derfor egentlig ikke har noget at bevise. Der er altså en iboende umulighed i den mandlige kønsidentitet; man kan ikke bevise, at man ikke har noget at bevise. Man kan derfor som mand ikke få nok succes, fisse, penge, en stor nok pik, bil eller muskler. Dette element af ‘ikke-nok’ er ikke bare udtryk for grådighed, det er udtryk for kastration.5 Mandighed og det falliske er en konkurrence, man kun kan tabe; problemet er, at selv hvis man for en stund beviser sig selv som mand, har man ikke endegyldigt bevist det, eller helt bevist det nok, og man bliver lidt senere blot nødt til at bevise det igen endnu mere. Man kan således aldrig indhente det mandlige kønsideal en gang for alle i dets fulde, patriarkalske potens. I Freuds ‘Totem og Tabu’ er urfaderen (patriarken) netop også en mytisk figur, hvis standarder hjemsøger og kastrerer den normale mand. Denne hjemsøgen manifesterer sig i det, man i psykoanalysen kalder superegoet; den psykiske instans, der bombarderer individet med stadigt flere og strengere krav, den indre tvang, der driver individet til hele tiden at gøre mere – tjene mere, knalde flere, være mere mand, etc.

Mindreværd og utilstrækkelighed er, som indledningsvist sagt, derfor ikke blot forbeholdt dem, som “fejler” ift. det mandlige kønsideal, dvs. såkaldte “tabermænd”, mænd med lav seksuel kapital, mænd, som ikke har penge, magt, status, intelligens, karriere, som ikke “kan score”, ikke ser godt ud, eller mænd som (bevidst?) retter sig efter kønsnormerne. Det er et iboende problem for alle mænd i varierende grad af åbenlyshed og intensitet. For selvom der kan være meget nydelse forbundet med at jagte eller gå op i det, der gør en til en “vindermand”, vil man altid være bagud på et eller alle områder; der er altid nogle, man skylder en tyver, nogle (virkelige eller forestillede), der er bedre, mere mand etc. Hvad der skal til for at være nok mand, er et problem, hvis løsning altid forskyder sig, og man indhentes dermed bestandigt af kastrationen. Den mandlige kønsidentitets problem er derfor ikke alene, at mandighed er en konkurrence, hvor der er vindermænd og tabermænd. Problemet er endvidere, at selv vindere på en måde er tabere. At være mand er måske nok et privilegie, for så vidt man har en plads i kampen om goder og den status, de medfører. Men prisen er, at man altid enten er, eller er lige ved at være: en taber.

Påduttede kønsidentiteter

Jeg mener derfor, at man begår en strategisk såvel som analytisk fejl, hvis man holder fast i, at det er et utvetydigt privilegie at være mand.

Først og fremmest fremmedgør man formentligt mange mænd i kampen mod patriarkalske kønsroller, hvis man går ud fra, at mænd er utvetydigt privilegerede. Jeg tror simpelthen ikke, at den gennemsnitlige mand føler sig specielt privilegeret, uden at det blot kan afskrives som “privilegieblindhed”. Endvidere har mænd ikke af selviske, privilegieorienterede grunde ”valgt” deres køn. Det er jo netop en central feministisk pointe, at kønsnormer er noget, som individer interpelleres ind i (dvs. påduttes). Ingen vælger med andre ord frit sit køn eller de patriarkalske kønsnormer, der følger med gennem samfundets herskende kønspraksisser i form af opdragelse, normer for til- og fravalg af seksuelle partnere og seksuel adfærd generelt, karriere, livsstil, etc. Dette er jo, hvad den strukturelle feministiske analyse af køn handler om – det må vi ikke glemme, når vi analyserer mænds rolle i patriarkalismen.

Derfor er der noget ganske problematisk ved at moralisere over enkelte, relativt normale mænds stereotype “hverdagssexisme”. Det svarer nemlig til at moralisere over kvinder, der deltager i patriarkalske kønspraksisser, når de forfører, tilvælger og nyder at blive begæret af stereotype, potente, patriarkalske mænd, selvom denne adfærd strengt taget er med til at reproducere patriarkalske kønsroller. Selv når man problematiserer voldtægtskultur, må man huske, at det ikke giver mening at tale om en ’kultur’, medmindre man netop har den interpellering for øje, der gør problemet til et kollektivt, og altså ikke udelukkende et individuelt, moralsk, problem.

I det hele taget må man overveje den dialektik mellem magt og afmagt, som udspiller sig i den type (voldelig) adfærd, som man betragter som karakteristisk for mænd (fra ’catcalling,’ til voldtægt, til krig). Som ovenfor beskrevet er potens og kastration to sider af samme mønt, og selvfølgelig er der derfor også en strukturelt determineret desperation forbundet med at forsøge at sætte sig igennem som mand.

Identitet og skyld

Hvis man vil have mænd med ind i kønskampen, skal der altså noget helt andet til. Et problem for den feministiske udfordring af den patriarkalske kønsorden er, at mænd helst ikke skal have problemer med (hvis overhovedet tanker om) deres mandighed og det mandlige kønsideal; en mand, der har problemer med det at være mand, afslører en vis mangel som mand og diskvalificerer nærmest sig selv som mand.6 Men derfor er det en fuldstændig afgørende feministisk opgave og strategisk interesse at skabe et politisk rum, hvor mænd selv sætter spørgsmålstegn ved værdien af det mandlige kønsideal og udvikler en kritisk tænkning om de problemer, den mandlige kønsidentitet implicerer. Når feminismen insisterer på, at det er et utvivlsomt privilegie at være mand, gør man det stik modsatte, fordi man cementerer den stereotype kønsidentitet og dens officielle selvforståelse, nemlig at mænd ikke skulle have noget at frigøre sig fra, og at patriarkalisme skulle være i deres egen interesse – og at hvis mænd ikke oplever sig selv som privilegeret, så er det deres egen skyld og deres fiasko som mænd, ikke et socialt problem.

Nogle vil indvende (og har allerede indvendt), at jeg godt kan pakke mine mandetårer sammen, fordi kvinder har det værre end mænd. Ud over at jeg synes, dette er tarvelig whataboutery, vil jeg til det sige, at man må forstå, at mit indlæg ikke bare handler om de problemer, som mænd kæmper med, men faktisk også om, hvordan vi vurderer de privilegier, vi forbinder med det at være mand. En feminisme, der alene kæmper for kvinders adgang til falliske privilegier, risikerer at hvirvle den kvindelige kønsidentitet ind i den konkurrencelogik og kastration, som nu engang hører den mandlige kønsidentitet, det falliske og patriarkalismen til. Kønskampen må ikke blive reduceret til en omfordeling af privilegier.7 Kønskamp er ikke et nulsumsspil.

  1. Følgende indlæg er en udvidet version af et debatindlæg, der blev bragt i Politiken d. 9/7 2017: http://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art6026590/Der-er-vinderm%C3%A6nd-og-taberm%C3%A6nd-men-i-sidste-ende-er-selv-vinderne-tabere
  2. Denne pointe fremføres fx i denne artikel, der er et eksempel på en ‘male privilege checklist’, som er inspireret af Peggy McIntosh: https://everydayfeminism.com/2016/02/160-examples-of-male-privilege/
  3. Læs også Tone Frank Dandanells artikel i Eftertryk, om hvordan kvinden bliver defineret som sex: http://www.eftertrykket.dk/2017/05/22/kvinden-er-sex/
  4. ’Betegnere’ henviser her til det på dansk mindre anvendte begreb signifiant, ’det, der angiver noget.’
  5. Et tragikomisk eksempel på dette, at selv for meget ikke er nok, er mexicaneren Roberto Esquivel Cabrera. Cabrera er en mand, der forsøger at få sin penis anerkendt som verdens længste. Den er efter sigende 48 cm, men lægerne siger, at det meste består af udvækstet hud, og har anbefalet ham at få dette bortopereret. Problemet er nemlig, ud over at penissen er et handicap for Cabrera, at han ikke kan dyrke sex med sin penis. Men Cabrera har hidtil afslået dette, da han hellere vil være kendt som ham med verdens største penis end rent faktisk at kunne bruge den til have sex – det er nemlig mere ’macho’. Potens og kastration er nærmest fuldstændigt sammenfaldende her.
  6. Jeg har dermed også løbet en risiko ved at skrive disse indlæg – i Politikens kommentarspor fik jeg således også at vide, at jeg skulle ”mande mig op”, og at mit indlæg var ”feministisk bøsseævl.”
  7. Hvis man vil læse mit bud på, hvad en emancipatorisk identitetspolitik (herunder feminisme) handler om, kan man læse mit første indlæg til Eftertryk: ’Empancipatorisk identitetspolitik er anti-identitetspolitik,’ www: http://www.eftertrykket.dk/2017/05/01/3720/