“Litteraturteori interesserer mig ikke” – kommentar om politisk poesi

Af Mattias Jeschko-Edberg

Mattias Jeschko-Edberg (f. 1973) er født i Lund. Han debuterede med novellesamlingen Goplana i 2011. Jeschko-Edberg har skrevet for den svenske blog Fragment og efterfølgende var han en del af Hazard & Palm bokförlag. I dag er han fortsat forlægger på Sapeur Förlag. Indlægget her taler ind i efterdønningerne på en ophedet dansk debat om politiske digtere – snarere end politisk digtning.

Christian Stokbro Karlsen, litteraturredaktør på Eftertryk: I en af mine mails til Mattias stiller jeg nedenstående spørgsmål. Spørgsmålet blev nødvendigt at stille, blandt andet fordi jeg lige havde læst et af Mattias’ egne essays fra samlingen Och en konung trädde in i mörkret, men også fordi jeg parallelt hermed havde læst den amerikanske retoriker Kenneth Burkes essay om propaganda.1

Jeg skriver også for at høre, om du har nogle tanker omkring litteratur og mobilisering (som det hedder i et af dine essays)? Hvordan formår digtningen at være radikal politisk uden at forfalde til propaganda – er det intelligens? 

Skal jeg være ærlig, så var min første reaktion at ville skrive tilbage og spørge, hvorfor helvede det spørgsmål blev stillet til mig. Jeg lever ikke et liv, hvor jeg indgår i et litterært miljø. Min skrift har periodevis stået på i 20 år og har resulteret i tre bøger, som er blevet læst af en håndfuld mennesker. Igennem de år har jeg talt med måske tre eller fire andre forfattere. For overhovedet at blive udgivet startede jeg i foråret et forlag sammen med en ven, som stoppede med at skrive for længe siden. Vi vil ikke have noget med den anerkendte litteratur at gøre. Jeg forsøger bare at overleve en nedadgående klasserejse i Europas periferi.

Jeg har altid skrevet politisk litteratur – uanset om jeg skrev lyrik, noveller eller essays. Det er ikke så mærkeligt, for jeg er vokset op i en politisk familie, jeg voksede op i en politisk og intellektuel by, jeg blev voksen under den finansielle krise, som i 90’erne blev til den undskyldning, de skandinaviske socialdemokratier manglede for at opgive sig selv. Politik er det, jeg kan, den udgør så at sige min verden. Langt størstedelen af alle bøger, jeg ejer, berører på den ene eller den anden måde politik.

Men samtidig er det sådan, at jeg er træt. Ved 43-årsalderen er jeg kommet til et punkt, hvor det går tilbage for mig. Jeg orker ikke mere. Det sidste, jeg ønsker at skrive om, er politik. Hvis jeg blev tilbudt at deltage i et debatprogram på tv, ville der være en risiko for, at jeg ville rejse mig og pisse på de andre deltagere. Ikke fordi jeg ikke ville bryde mig om dem, men af ren og skær princip. Mine politiske drømme er nu blevet til en dag bare at få lov til at se kongehuset brænde ned, mens jeg sidder på et fortov og drikker øl og lytter til gammel punk i bilradioen.

Alligevel vil jeg forsøge at svare på spørgsmålet, som blev stillet mig. Lad mig begynde med spørgsmålet om intelligens. Svaret er nej, det har intet med sagen at gøre. Intelligens er på mange måder vigtig. Jeg er intelligent. På godt og ondt. Jeg er ikke en af dem, der tilskriver den skabende proces en stor vægt af inspiration. Selvfølgelig findes der et aspekt af at lytte til ens underbevidsthed, af til tider at stole på ens instinkter. Men i sidste ende handler det at skrive om arbejde, observation, eftertænksomhed, komposition. Alt det kræver intelligens, men det er ikke nok.

Eller for at udtrykke mig på en anden måde: I bedste fald kan intelligens støtte den politiske litteratur. Men samtidig må vi huske på, at politisk litteratur eller poesi ud fra et vist perspektiv er neutral. Den nærmer sig politikken, men den behøver ikke at være bundet til et specifikt politisk område. Den store del af nutidens politiske poesi tilhører venstrefløjen i bred forstand. Men der er en farlig arrogance i at tro, at politisk poesi derfor må være venstreorienteret. Det åbenlyse modeksempel er Ezra Pound – uanset hans fascisme var han den største politiske digter i 1900-tallet. Der er ingen af os, der skriver politisk litteratur nu, som nærmer sig til ham.

Der findes en anden fare ved automatisk at koble den politiske poesi sammen med venstrefløjen. Det gør os blinde for, i hvor høj grad apolitisk poesi også kan læses som for eksempel borgerlig politisk poesi. I hvor høj grad en litteratur eller poesi skal forstås som politisk eller ej, hænger ikke så meget sammen med dens konkrete indhold, men om dens position inden for det politiske landskab. Der er en vigtig skelnen på spil her. Det bedste eksempel, jeg kan komme på, er den svenske digter Bengt Hansson, som skrev naturlyrik, men som gjorde det for at overleve et fabriksarbejde, han hadede. Hans naturlyriske poesi var mere politisk end meget af det, der i dag beskrives som politisk poesi, og som vel at mærke er det på en mere eksplicit måde.

Når jeg skriver dette, handler det kun om, hvordan jeg selv nærmer mig det, jeg ser som politisk litteratur. Jeg taler om min egen skrift. Litteraturteori interesserer mig ikke. Den dræner litteraturen for blod og ilt. Det, som interesserer mig, er mennesker, deres relationer til hinanden, til den verden, de lever i. Men derudover har jeg yderligere et mål med min skrift. Jeg vil hverken bevare eller tingsliggøre, jeg vil ødelægge og splintre. For mig er tvivlen det, der giver os ilt. Det er ikke sådan, at jeg tvivler på kollektiviteten og omfavner det borgerlige individ, nej, jeg tvivler også på individet. Jeg er Freud, der står i et udbombet landskab.

På overfladen kan det se ud som en selvmodsigelse: Politisk litteratur handler i sidste ende om mobilisering, men min egen skrift er på mange måder indadvendt. Men det handler om mit konkrete blik på politik, på de forhindringer, der findes. Politisk poesi og litteratur, om den skal være radikal og demokratisk, må indrette sig efter det enkelte menneske, der slides i stykker af sine begær, sit nederlag, sit overjeg. Det er på mange måder at gøre det sværere for sig selv. Men det er sådan, det må være.

Hvis jeg skal tillade mig at nære noget håb for min egen skrift, så er det, at jeg vil skabe nye læsere. For at smigre mig selv, så beskriver jeg det nok som et organisk intellektuelt arbejde. I den tid, vi lever i, er litteratur irrelevant ud fra et politisk perspektiv. Litteratur er i dag underholdning, en vare på markedet. Første skridt er derfor at forsøge at skabe en verden, hvor litteraturen har en betydning. Vi må igen begynde at forholde os til litteraturen, ja, selv til politikken.

Det er hinsides enhver tvivl, at den politiske litteratur aldrig må blive propaganda. Men her kræves en balancegang. Propaganda indebærer ikke nødvendigvis en politisk litteratur, som er åbent konfrontativ eller argumenterende. Det ville være at misforstå, hvad propaganda er. Og vi kan ikke nøjes med at se på det enkelte værk, men må se på forfatterskabet som helhed. Det handler i stedet om loyalitet. Det punkt, hvor litteraturen opgiver sin autonomi og bliver instrumentel. Og for mig er det her, nøglen skal findes.

Spørgsmålet om, hvordan vi skriver en radikal politisk litteratur, der ikke slår over i propaganda, drejer sig om moral. At afstå fra at være loyal. At turde betale den pris. Hvis vi skal lykkes med at skrive os frem til noget nyt, så kan vi ikke være blindt loyale over for det, som findes nu, men vi kan heller ikke være forudsætningsløst loyale over for vores egne visioner, vi må hele tiden være på vagt over for os selv. Vi må acceptere, at selv vi bliver korrumperet af magt, at selv vi lyver over for os selv, at selv vi er parate til at trampe på andre mennesker.

At engagere sig i radikal politisk litteratur eller poesi er at engagere sig i at forårsage andre smerte. Det er sådan, det må være. Hvis vi skal forandre noget, så må vi ændre menneskers forståelseshorisonter, deres symbolske universer. Det kan ikke lade sig gøre uden sorg og smerte. Det er også at skrive sig ind i en position, hvor man står uden for. Vores kulturelle institutioner er lukkede. Den politiske poesi, som accepteres, accepteres netop kun, fordi den i sidste ende ikke vil ændre noget fundamentalt. Det er også derfor, vi må finde andre måder at arbejde på.

Men den modbydelige sandhed er den, at den politiske litteraturs mulighed for at forandre og mobilisere i sidste ende afhænger af læserne. Vil de ikke læse, vil de ikke tænke, vil de ikke stille spørgsmålstegn ved sig selv, så er der ikke så meget, vi kan gøre. Det eneste, vi kan gøre, er at fortsætte mod bedre vidende.

  1. Kenneth Burke, “The Nature of Art under Capitalism,” i bogen The Philosophy of Literary Form, 3. udg. (Berkeley: University of California Press, 1973), s. 314-22.