Der er kun én Gud og det er Arbejdet

3 skarpe eftertryk

1. Hele højre-venstre skalaen i dansk politik domineres af en fetichistisk dyrkelse af lønarbejdet.
2. Lønarbejdet var og er et tvangsforhold, der bør afskaffes.
3. Venstrefløjen bør vende sig væk fra arbejderidentitetspolitik og genoptage en kollektiv kritik af lønarbejde som sådan.

Af Eskil Halberg

Arbejdet er blevet løsningen på alt. Der er ikke det, som ikke kan løses med mere arbejde. Selv de syge skal i dag gå på arbejde. Det virker, som om arbejde som fænomen i dag er fuldstændigt frakoblet reelle formål – vi arbejder slet og ret for at kunne finansiere mere arbejde. Denne arbejdsideologi er dominerende over hele det politiske spektrum – fra højre til venstre. En kapitalismekritik må indbefatte en stærk og radikal kritik af arbejdet – ikke en tilbedelse af det.

”Hvis arbejde er så sundt, så giv det til de syge”. Citatet stammer fra den anti-politiske forening Sammenslutningen af Bevidst Arbejdssky Elementer, en gruppe, der i 80’erne skrev arbejdskritiske tekster, bl.a. med udgangspunkt i kravet om retten til dovenskab.1 Og selvom vi ikke har hørt fra gruppen i årevis, har den ikke mistet sin relevans. Tværtimod: i dag mener mange, at arbejde kan helbrede de syge og gøre de kriminelle lovlydige. Lønarbejdet tilskrives i dag overnaturlige kræfter.

Arbejde ses i dag som kuren mod flere og flere af samfundets problemer. Det er tilsyneladende den aktivitet, hvorigennem vi skal realisere os selv og gøre os frie. Først og fremmest florerer den myte, at vi ved hårdt arbejde kan blive rige. Men afkastet på arbejde er i dag mindre end afkastet på nedarvede formuer.2 Det kan således ikke ’betale sig at arbejde’.3 Der er ingen sammenhæng mellem hårdt arbejde og rigdom.

Arbejde bliver også beskrevet som havende fantastiske integrationsegenskaber, der modvirker kriminalitet, og arbejde er efter sigende også en måde at lære nye sprog på – dansk naturligvis. Selv psykisk syge kan blive raske, når blot de får et arbejde. Med andre ord: mennesker rejser sig fra fattigdom, eksklusion og sygdom, så snart de bliver sat bag kassen i Netto. Dette synes at være den almindelige overtro, der for tiden dominerer den almene opfattelse af, hvad arbejde er.

Denne tekst er mindre på jagt efter den klassekamp, der er gemt i arbejdsrelationen, og mere efter den dyrkelse af arbejdet, som er så udbredt i vores tid. Med andre ord fokuserer denne tekst på arbejdet som et fetich-problem. I en artikel i tidsskriftet Arbejderhistorie deler Dominique Routhier og Mikkel Bolt groft skåret den marxistiske tradition op i to, gennem en læsning af marxisten Robert Kurz.4 På den ene side har vi en eksoterisk marxisme, der ser klassekampen som nøglen til at forstå kapitalismen, og på den anden side en esoterisk marxisme, der i stedet fremhæver fetich-problemet som forklaringsbærende til at forstå kapitalismen. Detaljerne i dette er ikke afgørende, men nævnes blot for at gøre opmærksom på, at klassekamp og omfordeling ikke nødvendigvis er det eneste afgørende for en marxistisk kritik af arbejdet. Arbejdet som et tvangsforhold kan også ses som et fetichproblem, snarere end et problem om klassekamp og uretfærdig udbytning.

Arbejde er fetich

Da Karl Marx formulerede sin fetichismeteori, angik den først og fremmest vareformen, der ”ved første øjekast [var] ganske simpel og triviel,” men som sidenhen i hans analyse viste sig at være endnu mere forunderlig, end hvis ”bordene begyndte at danse”. I Marx’ analyse af varen og dens fetichkarakter trækker han heftigt på religiøst sprogbrug for at forklare, hvordan varerne har fået ”mystisk karakter.”5 Menneskene bilder sig ind, at tingene frembragt af menneskene har overnaturlige kræfter. Tænk bare på, hvordan vi uden besvær tilskriver alverdens genstande fantastiske egenskaber i indkøbscenteret. Og tilmed kan vi – hvad der i hovedsagen var Marx’ pointe – sammenligne helt forskellige varer med hinanden, skønt de i udgangspunktet er forskellige. Priser er socialt bestemt, men opfattes som en substantiel karakter ved tingene, når de bliver til varer. Det er det rene trylleri.

Spørgsmålet er, om ikke også lønarbejdet som aktivitet i dag har fået overnaturlige kræfter? Står arbejde ikke i dag netop som en form for praksis, der på mystisk vis kan helbrede os fra vore dårligdomme? Min pointe vil være, at denne tryllebinding til arbejde som kilden til mirakler netop er årsag til en politisk blindgyde. Mere om dette senere.

Samtidig med at mange tilskriver arbejdet overnaturlige evner og ’teologiske nykker’6, forudsættes arbejdet som det mest naturlige i verden. Arbejde er hele samfundets udgangspunkt. Hvis vi ikke går på arbejde, bryder samfundet sammen. Arbejde er altså både det mest naturlige i vores samfund, noget uomtvisteligt, samtidig med at det skal kunne kurere os fra alskens djævelskab.

Arbejdet er naturliggjort, og heri ligger dets ideologiske indhold.

Denne arbejdets fetichkarakter har først og fremmest sat sig igennem politisk. Her ser vi politikere og institutioner fra højre til venstre tilbede arbejdet som en overjordisk praksis, imens de arbejdsløse ses som djævelens værk. Arbejdets nødvendighed kommer udefra, som en naturkraft, vi ikke kan diskutere. Alle skal arbejde.

Marx havde faktisk øje for, at politiske kampe mod kapitalen ikke kun måtte være et spørgsmål om kampen for ordentlige lønforhold og nedsat arbejdstid. Skulle arbejderne lykkes med at overrumple kapitalen og fremtvinge en social omvæltning, måtte de fastholde parolen om ”lønsystemets afskaffelse.”7 Det, vi i dag kalder omfordelingskampen, var ikke tilstrækkelig, og arbejderbevægelsen ville tabe kampen, hvis ikke den også adresserede lønarbejdet fundamentalt. Det er bl.a. lønarbejdet som menneskelig praksis, der opretholder hele den kapitalistiske socialitet.

Kigger man tilbage i historien, til arbejderbevægelsens dannelse, var ophævelsen af lønarbejdet derfor en vigtig del af det politiske program. I den tidlige arbejderbevægelse tilbad man ikke lønarbejdet. Man havde endnu øje for, hvordan hele kapitalismen som social og økonomisk struktur fastholdt folk i lønarbejde. Selv i begyndelsen af 1970’erne organiserede italienske arbejdere fra bl.a. Fiat- og Alfa Romeo-fabrikkerne en kampagne mod lønarbejde under sloganet ”Afskaf lønarbejde til kamp for kommunisme!”8

Ejendomsforholdene gør det umuligt for langt de fleste mennesker at leve et liv uden lønarbejde, da kun få har adgang til jord, maskiner osv. En vigtig forudsætning for lønarbejdets massive udbredelse var/er, at det ikke er muligt at leve på nogen anden måde. Historisk opstod forudsætningen for lønarbejdet bl.a. på baggrund af indhegning og privatisering af landbrugsjord, der blev håndhævet med vold og gjorde det umuligt at reproducere livet for store grupper i befolkningen. De havde herefter ikke andet at sælge end deres arbejdskraft og blev forvist til byernes proletariserede arbejdsmarked.9 En proces, der på sin vis stadig foregår. Lønarbejde eller eksklusion og forarmelse; det er det frie valg, som arbejds- og varemarkedet er bygget på. Lønarbejdet var med andre ord et tvangsforhold tilvejebragt af politiske institutioner og ideologi, der burde tilintetgøres. Og selvom samfundet har forandret sig, siden menneskene begyndte deres jagt på lønarbejde, er de grundlæggende forudsætninger uændret. Lønarbejde er også i dag udgangspunktet for vores liv, fordi de fleste mennesker ikke kan skaffe sig til livets ophold på anden vis.

Lønarbejde er svaret på alle onder

I dag betragtes lønarbejde imidlertid som et gode for de fleste. Politikere over alt ønsker mere arbejde til alle. Lønarbejdet skal bestå, og de fleste taler ligefrem om, at arbejde både gør os lykkelige og giver muligheder for at udfolde os kreativt.

Fagbevægelsen har forladt den grundlæggende kritik af det kapitalistiske lønarbejde, som kort blev fremhævet ovenfor, til fordel for en ’arbejde til alle’-politik. 3F har eksempelvis haft parolen ”Godt arbejde er godt for alle”10 For socialdemokraterne handler det om ”at skabe arbejdspladser”11 og ”styrke vores konkurrenceevne”.12 For Venstre og De Konservative skal det ”kunne betale sig at arbejde”13 og De Radikale vil have ”3 millioner i arbejde”14. Selv Enhedslisten, som ellers skal have ros for at satse politisk kapital på forslaget om nedsat arbejdstid, hylder arbejde som ophavet til fællesskab og anerkendelse. Alle partier er enige om udgangspunktet: Hvis du kan arbejde, så skal du arbejde. Enhver tilbundsgående kritik af lønarbejde som en del af en større struktur er forduftet.

Socialismen har slået fejl

Offentligheden flyder over med hæmningsløs hyldest til arbejdets lyksaligheder. Mette Frederiksen, forkvinde for Socialdemokratiet, sagde til DR i 2013: ”Det at gå på arbejde, det har en værdi i sig selv.” Vi skal ikke alene arbejde for lønnens skyld, men slet og ret, fordi det er godt at arbejde. Det er for mange politikere – herunder Mette Fredriksen – vigtigere, at mennesker er i arbejde af moralske grunde, end om der egentlig er væsentligt arbejde at udføre. Arbejde kan fint være at grave et hul og fylde det igen. I dag er der ingen på venstrefløjen eller i arbejderbevægelsen, der forsøger at tænke det politiske som et opgør med lønarbejdet. Alle arbejdspolitiske anliggender handler om arbejde til alle.

Man kan delvist tilskrive det socialistiske idegods en sådan glorificering af arbejdet. Ideen om mennesket som et arbejdende væsen kan sagtens forstås som en venstrefløjsidé. Ikke desto mindre har hyldest til arbejdet ført til en historisk blindgyde.

Kort fortalt er det en central del af den socialistiske ide, at arbejderne under de rigtige betingelser ville kunne overtage samfundets institutioner. Arbejderne havde en særlig opgave i det kapitalistiske samfund; det var dem, der kunne frisætte menneskeheden fra kapitalismens tvang gennem en bevidstgørelse af sig selv og en omstyrtning af klassesamfundet. Med andre ord var proletariatet det politiske subjekt, der kunne forandre hele samfundet gennem en revolution.

Forudsætningen var, at arbejderne blev organiserede. Organiseringen ville dog ske delvist som led i den historiske udvikling, fordi økonomien i stigende grad ville ordne arbejderne, så de blev en samlet krop på fabriksgulvet: arbejderklassen. Arbejdets stigende ensformighed og arbejdernes kollektive forarmelse ville gøre det muligt og nødvendigt at stå sammen. Og processen ville føre til en omstyrtning af samfundets grundlæggende orden.

På baggrund af denne politisk-filosofiske ide blev arbejderbevægelsen i en vis udstrækning fortaler for proletarisering, eller ’lønarbejder-gørelse’ af befolkningen. Det er heller ikke en tilfældighed, at en del personer på venstrefløjen i 60’erne og 70’erne indgik i et reproletariseringsprojekt, hvor højtuddannede droppede deres universitetsuddannelse for at tage arbejde i sværindustrien eller prøvede kræfter med en anden form for ’rigtigt arbejde’. Socialisternes opgave var at forstærke processen, så lønarbejdet spredtes til hele samfundet, og arbejderne derfor blev de mange, der kunne omstyrte systemet. Lønarbejdet gik fra at være et tvangsforhold opretholdt med vold til at være et konstruktivt delmål i den store plan for befrielsen af menneskeheden fra kapitalismens bånd. Jo flere lønarbejdere, jo stærkere organisationer. På den måde hjalp venstrefløjen selv lønarbejde på vej. For mange på venstrefløjen fremstod lønarbejdet i en vis forstand som en politisk forudsætning for revolutionen.

Proletarisering skaber splittelse

Der var dog et problem. Den stigende forarmelse og ensformighed i arbejdet skabte ikke dén kollektive politiske bevidsthed, som ellers var forudsætningen for en revolution. Proletariseringen og generaliseringen af lønarbejdet forårsagede derimod splittelse. Arbejdere anså hinanden for konkurrenter i stedet for at være solidariske med hinanden. Lønarbejde skaber splittelse – ikke solidaritet. På den baggrund er sloganet ’Arbejde til alle’ en veritabel katastrofe for det kapitalismekritiske projekt. For lønarbejde afføder ikke emancipation, men derimod forarmelse, splittelse og konformitet.

I dag er der kamp om arbejdet. Dels i Danmark hvor syd- og østeuropæere ’tager vores jobs’, hvilket fører til dansk (!) arbejdsløshed. I Storbritannien hører man sloganet ’British jobs for British workers’. Arbejderne har fået nationalitet og kæmper imod hinanden. Arbejderorganisationernes mål er blevet reduceret til en kamp for at beholde det arbejde, der findes, og er ikke længere en kritik af konkurrenceforholdet og den generelle usikkerhed på markedet. Ingen taler længere om lønarbejdets grundlæggende uretfærdighed, og ingen, eller i hvert fald meget få, politiske partier og organisationer anser det som et tvangsforhold. Arbejderpolitik formuleres i dag som en kamp for retten til at blive udbyttet. Den kapitalismekritiske impuls er slukket.

Moralsk overlegenhed

I takt med at venstrefløjen opgav ideen om arbejderklassen som et kollektivt subjekt, der skulle kunne revolutionere hele samfundet, fandt man på andre politiske strategier. Eftersom arbejdernes revolutioner udeblev, bliver arbejde i stigende grad til et moralsk anliggende. Mens kvinder, studerende, sorte, homoseksuelle, transpersoner, osv. har gennemtvunget opstande og kæmpet for forandringer, er arbejderne blevet stadigt mere konforme og ukampdygtige. Strategien om at opløse lønarbejdet afløses af forestillingen om, at arbejderne er historisk og moralsk overlegne. Arbejderne, der, i modsætning til kapitalisterne, rent faktisk arbejder, er ifølge mange på venstrefløjen mere anstændige eller moralske mennesker. De rige er nogle snyltere, mens arbejderne er ædle. Arbejde går fra at være et udgangspunkt for politisk organisation og kamp til at være et moralsk anliggende. Eksempelvis fortalte Mette Frederiksen for et par år siden om, hvordan vi skulle gøre vores pligt – arbejde, forstås – før vi kunne kræve vores ret. At gøre arbejde til et moralsk spørgsmål indebærer samtidig at ophæve lønarbejde som politisk problem. I dag er det eneste problem ifølge politikere og meningsmagere, at der ikke er nok arbejde.

Den tidligere S-SF-R-regering brugte en del politisk kapital på at etablere den politiske kategori ’hårdtarbejdende lønmodtagere’, der netop var dem, der ’stod tidligt op om morgen og kørte på arbejde’. De var hverdagens helte og sled i det. De arbejdede for en højere sag, for hele samfundet. De smurte leverpostejsmadder tidligt om morgen. De var de anstændige mennesker. Den eksemplariske modsætning til de hårdtarbejdende lønmodtagere var de arbejdsløse. Vi måtte alle forstå, at tvang, incitamenter og dårligere levevilkår var det, der skulle til, for at få folk i gang. Arbejdsløse mennesker gad ikke at arbejde, fik vi at vide. De var moralsk anløbne.

Sammen med feticheringen eller helliggørelsen af arbejdet følger derfor også en sær form for identitetspolitisk strategi, hvor arbejderen som subjekt bliver hyldet som særlig ædel. Arbejderpolitiske strategier bliver gennem en tilbedelse af lønarbejdet til en identitetspolitik, der bekræfter arbejderen som kapitalistisk kategori. Lønarbejdet forudsættes som udgangspunktet for et særligt ’vi’, ’os der knokler’. Derpå mister man blikket for, at arbejdet netop reproducerer de grundlæggende økonomiske strukturer. Lønarbejdet reproducerer kapitalismen. Arbejderne og deres organisationer bliver på den måde ude af stand til at rokke ved de strukturelle forudsætninger. I mange henseender er arbejderen faktisk den sociale kategori, der opretholder kapitalen som herredømme, fordi arbejderen reproducerer de kapitalistiske relationer hver eneste dag, gennem lønarbejdet. Overforbrug, klimakrise og en lang række andre problemer er direkte eller indirekte opretholdt af arbejdskulten.

Arbejdet, dets strukturelle uretfærdigheder og fetich-karakteren er ikke længere til diskussion. De, der kan arbejde, skal arbejde. For når arbejde bliver en moralsk fordring, følger pligterne som regel efter. Således kan vi i dag høre politiske slogans som: ”Kommer du til Danmark, skal du arbejde”, ”det skal kunne betale sig at arbejde”, ”arbejde bærer lønnen i sig selv”, alle med underliggende moralske påbud om, at arbejde er noget, vi skal. Enten fordi det er sundt og godt, eller også – paradoksalt nok – fordi det er slidsomt og hårdt. Arbejde skal der til.

Arbejde er målet i sig selv

Når politikere argumenterer for nedskæringer i overførselsindkomsterne, er det for at få os til at arbejde. Når der laves nedskæringer på universiteter og skoler, er det for at få os til at begynde på at arbejde tidligere i livet. Og når pensionen sættes op, er det for at få os til at fortsætte med at arbejde i længere tid. Arbejde er blevet et mål i sig selv. Vi arbejder, så vi kan få råd til flere arbejdspladser. Dette er kort og godt den brede politiske konsensus.

Hertil kommer det føromtalte moralske påbud om at arbejde. For selvom der ikke er arbejde til alle, skal alle død og pine i arbejde. Koste, hvad det vil. Arbejdsiveren minder til forveksling om autoritære systemers arbejdsideologi. Sammenligner man stalinistisk arbejdspropaganda med det danske socialdemokratis valgplakater og slogans gennem årene, er ligheden slående. Hvis man har Sovjetunionens propagandaplakater med arbejdende hænder og hammer mod stål i baghovedet, mens man hører Socialdemokratiet og SF’s ’har du 12 minutter mere, har vi en løsning’, er den fælles hyldest til arbejdet slående. Arbejdet hyldes som den autentiske måde at underkaste sig samfundstotaliteten på. Arbejde er simpelthen meningen med livet. Et godt liv starter og slutter med arbejde.

’We prefer not to… ’

Ligesom fanatisk religiøse grupper dyrker deres gud, dyrker Socialdemokraterne og andre arbejdet som et ritual, hvor arbejdet løgnagtigt tilskrives alverdens mytiske kræfter. Vi må ud af arbejdskulten og gendrive arbejdssamfundets metafysik med kritik af arbejdet. Men kritikken og diagnoserne er ikke nok. For hvad vil det sige at afvise lønarbejdet? De fleste forsøg på at afvise det daglige lønarbejde forekommer på en og samme tid naive og modsætningsfyldte. Som enkeltpersoner er vi afmægtige i disse forsøg. For det er ikke muligt som enkelt individ blot at ’gå hjem fra arbejde’. Det bliver man kun fattig og forarmet af.

Det ender med døden for funktionæren Bartleby i Melvilles essay The Scrivener.15 I historien om Bartleby begynder han pludseligt at afvise sin chefs ordre med sætningen”I prefer not to”. Den besynderlige afvisning af arbejdet intensiveres, og historien ender med, at han ensom afviser hele sit liv og ophører med at spise.

Vi må i modsætning til Bartleby afvise arbejdet kollektivt. På den ene side må vi negere lønarbejdet og identiteten som arbejder for herigennem at rive kapitalismens sociale relationer over. Og på den anden side må vi bruge den frigivne tid på at opbygge strukturer og sociale former, hvor reproduktionen af vore fælles liv kan tage udgangspunkt i menneskelige relationer og ikke abstrakte tingsliggjorte relationer.

Den kollektive nedrivningsproces af lønarbejdets totem kan starte med et spørgsmål, som et barn engang stillede mig, bedst som jeg var på vej på arbejde: ”Jamen, hvorfor? Vi var jo lige i gang med at lege.” For hvad er det egentlig, vi skal bruge vores fælles liv og tid på? Forhåbentligt ikke arbejde!

På den ene side må der en omvæltning til for at slippe af med lønarbejdet. På den anden side kan vi ikke vente på en særlig begivenhed, før vi forsøger satsningen. Omvæltningen og etableringen af et liv uden lønarbejde må foregå samtidig. Nedrivning og opbygning på samme tid. Det er programmet!

Da Sammenslutningen af bevidst arbejdssky elementer i sin tid fremførte deres kontroversielle slogan, troede de nok ikke, de ville blive taget på ordet. Men i dag skal mennesker netop gå på arbejde, selvom de er syge. Tænk bare på kvinden, der måtte have sin sygeseng med på arbejde i forbindelse med hendes arbejdsprøvning.

Som Charlotte Poffler, som hun hed, sagde til TV2 Fyn: ”Det er rigtig, rigtig pinligt, at skulle i praktik med en seng. Hvem vil have mig bagefter i et eventuelt flexjob med en seng, hvor jeg måske kan arbejde tre eller 15 minutter og ellers ligge der resten af tiden?”

Eskil Halberg, forfatter til bogen ”Roden til alt ondt”, Forlaget Nemo 2017.

  1. Paul Lafargue Retten til Dovenskab, RHODOS, 1970.
  2. Se interview med Thomas Piketty i Information (https://www.information.dk/kultur/2014/04/bevist-nuvaerende-omstaendigheder-kan-kapitalismen-simpelthen-fungere):  ”at dem, der har kapital og ejendom, der genererer rigdom, altid vil være rigere end den iværksætter, som arbejder hårdt for at skabe kapital.” 
  3. For en uddybning af dette argument, se Kristoffer Bayers artikel i Magasinet Atlas: http://atlasmag.dk/samfund/indland/den-permanente-undtagelsestilstand
  4. Dominique Routhier og Mikkel Bolt, i Arbejderhistorie nr. 2, 2014, Kritisk teori som radikal kriseteori – Kurz, KRISIS og Exit! Om værdikritik, kapitalismens krise og sammenbrud, s. 77 – 92
  5. Karl Marx, Kapitalen Bind 1, s. 170, Bibliotek Rhodos 1970.
  6. Ibid. s. 170: En vare synes ved første øjekast at være en ganske simpel og triviel ting. Analysen af den viser, at den i virkeligheden er en meget kompliceret ting, der er fuld af metafysiske spidsfindigheder og teologiske nykker.”
  7. Marx i; Karl Marx og Friedrich Engels, Udvalgte Skrifter, Løn, Pris, Profit, s. 442, Forlaget tiden, 1976.
  8. https://www.internationaltforum.dk/gaia/gaia29
  9. Karl Marx, Kapitalen 1. Bog 4, kap. 24 Den såkaldte oprindelige akkumulation, Bibliotek RHODOS, 1971.
  10. https://www.3f.dk/horsens/aktuelt/nyheder/godt-arbejde-er-godt-for-alle
  11. http://www.socialdemokratiet.dk/da/nyhedsarkiv/2017/2/vaekst-der-virker-1-5-mia-kr-til-forskning-og-udvikling/
  12. http://www.business.dk/oekonomi/s-konkurrenceevnen-stadig-i-centrum
  13. Venstres hjemmeside: http://www.venstre.dk/nyheder/det-skal-kunne-betale-sig-at-arbejde
  14. De Radikales hjemmeside: https://www.radikale.dk/content/tre-millioner-i-arbejde
  15. Herman Melville Bartleby, The Scrivener, KLD Repro (2017)