Eksperter: Danske aktører har et stort ansvar. 5. del

Det armenske civilsamfund forudså alvorlige brud på lokal lovgivning og internationale retningslinjer, da de danske virksomheder FLSmidth, PensionDanmark og Danmarks Eksportkredit gik ind et mineprojekt i Armenien. Gennem flere år overhørte de danske aktører advarslerne fra civilsamfundet. (Dette er 5. del i en artikelserie i seks dele. Læs også 4. del, 3. del, 2. del og 1. del)

For at forhindre opførelsen af en kontroversiel kobbermine i det nordlige Armenien forsøgte civilsamfundet i landet i årevis at råbe de ansvarlige danske aktører op. Armenske borgerrettighedsforkæmpere fortæller, hvordan de prøvede at advare den statsejede danske virksomhed Danmarks Eksportkredit samt PensionDanmark og FLSmidth mod at gå ind i det kontroversielle projekt. Uden held. Som vi dokumenterer, klæber brud på internationale standarder, som eksportkreditfonden hævder at overholde, til mineprojektet. De første advarsler mod at finansiere minen i Teghut kom allerede for seks år siden, fortæller Sona Ayvazyan, direktør for den armenske filial af Transparency International, da vi møder hende i Armeniens hovedstad, Jerevan.

”Vi mødtes med eksportkreditfondens repræsentanter her i Jerevan i 2011. Vi fortalte dem, at hele mineprojektet er dybt ulovligt, fordi det overtræder et væld af både miljø- og sociale standarder, selv hvis vi ser bort fra korruptionen. Vi fremlagde al vores data om minen i Teghut. Efter at være blevet præsenteret for de informationer ville ingen ansvarlig virksomhed, fond eller organisation overveje at gå ind i projektet. Eksportkreditfondens repræsentanter hørte alle vores indvendinger, og det virkede på mig, som om de forstod dem. Jeg havde indtryk af, at mødet var vellykket. Derfor var det også en stor skuffelse, da det viste sig, at danskerne alligevel besluttede sig for at involvere sig i Teghut-minen,” siger Sona Ayvazyan.

Anna Shahnazaryan er en ledende skikkelse bag Save Teghut, som er et borgerinitiativ bestående af en bred vifte af 29 borgerretsgrupper, menneskerettighedsgrupper og miljøforeninger, som blev dannet i 2007 på grund af mine-projektet. Hun tilslutter sig vurderingen fra Transparency International.

”I deres iver efter at gøre forretninger i Armenien valgte de danske aktører at se stort på massiv modstand fra den lokale befolkning, der organiserede sig for at stoppe mineprojektet. Vi talte for døve ører,” siger Anna Shahnazaryan.

Eksperter: Den danske stat har særligt stort ansvar

Ifølge seniorrådgiver i ansvarlig virksomhedsadfærd i Mellemfolkeligt Samvirke, Troels Børrild, har de danske aktører et ansvar for at indgå i en seriøs dialog med det armenske civilsamfund:

“Hvis regeringen i Armenien og mineselskabet løber fra deres ansvar, øger det blot kravene til de danske aktører om at agere med endnu større omhu for at respektere menneskerettighederne, herunder kravet til passende inddragelse af berørte parter.”

Troels Børrild forklarer, at de danske aktører er forpligtet til at agere ansvarligt i overensstemmelse med en række danske og lokale love samt internationale retningslinjer for ansvarlig virksomhedsadfærd. FN’s Retningslinjer for Menneskerettigheder og Erhverv (UNGP) kræver, at virksomheder indgår i en reel dialog med potentielt berørte parter. Retningslinjerne kalder på åbenhed om, hvordan virksomhederne løbende adresserer de identificerede problemer på en måde, så berørte parter kan følge med i, om indsatsen står mål med udfordringerne.

“Statens ansvar for at beskytte menneskerettighederne er mere vidtgående end private virksomheders ansvar for at respektere menneskerettighederne. Det fremgår klart af FN’s Retningslinjer for menneskerettigheder og erhverv. Derfor påhviler der også eksportkreditfonden et stort ansvar,” siger Troels Børrild.

FLSmidth har også et ansvar for mineprojektet i Armenien ifølge ekspert i virksomhedsetik, lektor Jacob Dahl Rendtorff fra Roskilde Universitet:

“FLSmidth kan ikke hævde at leve op til FN’s Global Compact principper, når anlægget forurener floderne. FLSmidth burde gøre noget for at undgå miljøforureningen. Her kunne de gå i dialog med de lokale myndigheder og miljøgrupper for at finde nogle løsninger på problemet. Det ville være i tråd med FN’s Global Compact, hvis virksomheden var mere proaktiv og bidrog til at løse miljøproblemer i stedet for blot at passivt at se til eller hævde, at det ikke er dem, som er ansvarlige, men andre virksomheder eller underleverandører, som står med det etiske ansvar.”

Gullige aflejringer i flodsengen som følge af forureningen fra fabrikken.

Ekspert: FLSmidth burde have handlet

På trods af talrige henvendelser har FLSmidth ikke ønsket at blive interviewet om kobberminen, dæmningen og kobbersmelteriet og deres negative indvirkninger på miljø og mennesker i området. Et par yderst kortfattede svar på mail er, hvad vi har modtaget. Senior Vice President i FLSmidth, Sofie Karen Lindberg:

“FLSmidth har ingen kendskab til hverken forekomst af forurening eller brud på menneskerettigheder på den pågældende mine.”

Ekspert i jordrettigheder og investeringer i udviklingslande Rasmus Hundsbæk Pedersen fra Dansk Institut for Internationale Studier fortæller om de danske virksomheders forpligtelser i Armenien:

“Efter sådan et projekt skal lokalbefolkningen være bedre stillet, end den var før, eller som minimum have en levestandard, der er på niveau med det, den havde før. Det siger de fremherskende internationale standarder på området.”

Seniorrådgiver i ansvarlig virksomhedsadfærd i Mellemfolkeligt Samvirke, Troels Børrild, forklarer, hvordan EKF, PensionDanmark og FLSmidth ifølge de internationale standarder bør opføre sig:

“Som en del af deres samfundsansvar er de danske aktører forpligtet til at identificere og adressere negative påvirkninger af menneskerettighederne, som de er direkte forbundet til via deres forretningspartnere. Man kan diskutere, om de selv burde have afdækket de dårlige arbejdsforhold i smelteriet, men de er uden tvivl forpligtet til at gøre noget ved problemet, når de bliver opmærksomme på det. Deres ansvar rækker længere end lige den mine, de har investeret i,” siger Børrild, der står for Mellemfolkeligt Samvirkes dialog med virksomheder om deres samfundsansvar og rolle i global udvikling.

Chefen for social ansvarlighed i Danmarks Eksportkredit, Claus Primdal Sørensen, har selv været i Armenien flere gange for at administrere mineprojektet.

Nu hvor det viser sig, at der har været så mange brud på de internationale standarder, burde I så have taget advarslerne fra det armenske civilsamfund mere alvorligt?

“Vi fandt ud af, at projektet med de tiltag, der var lagt op til, ville kunne overholde internationale standarder. Det er ikke ensbetydende med, at der aldrig sker ting, som der skal rettes op på. Det vil der altid gøre. Det er et kæmpe projekt. Selvfølgelig er der altid ting, som skal rettes ind. Det tager vi meget seriøst. Så snart vi bliver opmærksomme på noget, så tager vi hånd om det“, siger han.

‘Konstruktiv og positiv’

Borgerinitiativet Save Teghut rettede en appel til Danmarks Udenrigsministerium og Danmarks Eksportkredit i efteråret 2013. For at råbe de danske myndigheder op beskriver sammenslutningen af bekymrede armeniere i en 20 sider lang og omhyggeligt dokumenteret appel, hvordan miljøødelæggelser, magtmisbrug og lovbrud klæber til mineprojektet. Save Teghut appellerede indtrængende de danske myndigheder om at stoppe PensionDanmarks finansiering og FLSmidths engagementet i Teghut-minen. Ole Dahl Rasmussen fra Udenrigsministeriet og kommunikationschef i Danmarks Eksportkredit Mogens Agger Tang modtog Save Teghuts appel via email. I en email fra den 10. december 2013 prøver Mogens Agger Tang at berolige de bekymrede armeniere. Danmarks Eksportkredits (EKF) kommunikationschef skriver bl.a.:

”EKF kræver, at minen lever op til de relevante internationale standarder angående sociale og miljømæssige forhold samt menneskerettigheder […] EKF’s samarbejde med Teghut CJSC (Vallex’ datterselskab, red.) har været konstruktiv og positiv […] For at konkludere: EKF har strenge krav til miljø- og sociale standarder.”

Intet sted i mailen forholder Mogens Agger Tang sig direkte til de alvorlige kritikpunkter i appellen. Anna Shahnazaryan fortæller, at hun oplevede det, som om “danskerne bare ville holde os hen med snak.”

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Ole Dahl Rasmussen fra Udenrigsministeriet, som også modtog Save Teghuts brev i 2013.

Kommunikationschef i Danmarks Eksportkredit Mogens Agger Tang kommenterer forløbet således:

“Det var helt tilbage i 2013, så jeg skal ikke kunne sige, hvad jeg præcist overvejede på det tidspunkt. Men det er klart, at når der kommer en masse punkter, så kigger vi på dem. Så holder vi dem op mod, at vi vil have, at det her projekt foregår på en ansvarlig måde. Derfor har vi stillet krav om, at det overholder internationale standarder. Og det følger vi op på. Som jeg husker det, var det ligesom vores generelle svar, uden at vi havde mulighed for at gå ind på alle deres punkter. Og uden at vi nødvendigvis var enige i præmisserne for dem,” siger Mogens Agger Tang.

En ældre beboer i Teghut – landsbyen i det nordlige Armenien, hvor den danskfinansierede mine ligger.

Hvis I var gået lidt mere i dybden med kritikken, som kom fra det armenske civilsamfund, kunne nogle af de problemer, som er opstået her et par år efter, så være undgået, tror du?

“Det er et rent hypotetisk spørgsmål. Der er blevet taget hånd om en hel masse af de her punkter i henhold til de internationale standarder. Og der blev fulgt op på den henvendelse, de havde på møderne dernede (blandt andet i 2011, red.). Så jeg mener ikke, det ville have skabt en forandring. Vi er gået ind i projektet med den indstilling, at det skal leve op til de internationale standarder. Og det er det, vi følger op på. Betyder det, at alt kører efter en snor, og det bare er lige derudad? Nej, det gør det ikke. Der kan være nogle problemer undervejs, ja, men vi følger op på det og sørger for, at der bliver rettet ind,” siger Mogens Agger Tang.

De 29 ngo’er samlet i borgerinitiativet Save Teghut mødtes i 2013 endnu engang med repræsentanter fra eksportkreditfonden.

“Vi blev mødt med en useriøs attitude af EKF’s repræsentanter. De var ikke villige til at tage en grundig diskussion af de indvendinger, vi havde, og forholdt sig ikke til vores kritikpunkter. De kom til Jerevan og fejede alt, vi sagde, af under en frokost. Det var enden på den kommunikation”, siger Anna Shahnazaryan fra Save Teghut.

Kort efter udgav EKF sin rapport om Corporate Social Responsibility for 2013. Heri bliver Teghut-projektet beskrevet således:

”Vi anvender internationale standarder for at sikre et ambitiøst niveau for CSR. Som eksempel kan nævnes EKF’s miljømæssige og sociale vurdering af en kobber- og molybdænmine i Armenien, hvor vi kiggede på de miljømæssige og sociale konsekvenser under opførelsen og driften. Efter anmodning fra EKF hyrede projektudvikleren en uafhængig konsulent, der udviklede en række management-planer, herunder planer for engagement med interessenter, affaldshåndtering, biodiversitet samt samfundets sundhed og sikkerhed.”

Underskriftsindsamlingen

Et år senere, i december 2014, gør borgerinitiativet Save Teghut endnu et forsøg på at stoppe danskernes engagement i den kontroversielle mine. Denne gang drejer det sig om en underskriftsindsamling fra indbyggere i Shnogh. 48 landsbyboere sætter deres navne under en tekst, der henvender sig direkte til Danmarks Eksportkredit og PensionDanmark:

”Erklæringerne i jeres rapporter, hvor det fremgår, at virksomheden, som opererer Teghut-minen, opfylder internationale standarder, og at ingen normer og love krænkes, er ikke sande,” forsøger landsbyboerne at gøre klart for de danske aktører.

Jacob Dahl Rendtorff vurderer, at det armenske civilsamfund ikke har fået en ordentlig behandling af de danske virksomheder. Lektoren har forståelse for, at repræsentanterne fra det armenske civilsamfund sidder tilbage med en følelse af ikke at være blevet taget seriøst af danskerne.

“Det kan jeg sagtens sætte mig ind i. Vi ser flere og flere af den slags sager. Det er et strukturelt problem og et eksempel på, at forholdsvis dårligt stillede lokale beboere forsøger at protestere mod massiv kapitalmagt. På den måde opstår et modsætningsforhold mellem små, svage lokalsamfund og store, stærke overnationale virksomheder. På globalt plan går den struktur igen overalt.”

Inden vi afslutter interviewet med Anna Shahnazaryan fra Save Teghut, retter hun en sidste appel til den danske regering: “Det er aldrig for sent for EKF og regeringen i Danmark at leve op til deres ansvar, opsige kontrakterne med Vallex og stoppe det, der foregår i Teghut. En stor del af skaderne er uoprettelige. Den forurenede flod og lækkende dæmning med minens affald har alvorlige følger, som Armeniens miljømyndigheder nægter at føre opsyn med. Men at stoppe driften af minen kan stadig sende det rigtige signal.”