Et eksempel på svigtende filosofisk anmelderkultur

Ikke enhver refleksion over verden og vor situation i verden er filosofisk. Det særlige ved den ægte filosofiske refleksion er, at den er rettet imod at klarlægge de nødvendige træk ved verden og ved vor situation som personer: altså det, som under ingen tænkelige omstændigheder kunne være anderledes.

Når dette er opgaven, så må filosofien rent principielt begynde med at tænke sig frem til, hvorledes den skal løses. Og det følger af selve opgavens definition, at svaret skal opfylde nogle bestemte krav. For det første skal vi finde det fundament, som vi skal bygge på, hvis vi skal begrunde en erkendelse af, hvad der er de nødvendige træk ved enhver mulig verden. Og for det andet skal vi fastlægge den fremgangsmåde, som vi skal følge, hvis vi skal nå fra fundamentet frem til konklusioner, som konkret karakteriserer nødvendige træk ved enhver mulig verden. Her har jeg af hensyn til den analytiske klarhed skelnet mellem ”fundament” og ”fremgangsmåde”; men i sagens natur må disse to aspekter være knyttet sammen således, at fremgangsmåden findes implicit i fundamentet. Ellers har vi at gøre med en vilkårlighed, som allerede fra begyndelsen diskvalificerer projektet.

Men hvorledes finder vi så dette grundlag, som i sig selv indeholder metoden til afdækning af, hvad der er de nødvendige træk ved enhver mulig verden? Det er en vanskelig opgave, som filosofferne i tidens løb har forsøgt at løse, men som ingen synes at have givet et tilfredsstillende svar på. I min nyligt udkomne bog Indføring i filosofien har jeg kort markeret, hvorledes en række filosoffer har tænkt over spørgsmålet, og hvad de har anset for at være fundamentet. Men jeg har også vist, hvorledes ingen af disse fundamenter holder for en principiel kritik.

Spørgsmålet er altså så intellektuelt påtrængende som nogensinde. Derfor har det også plaget mig, og jeg har forsøgt at give mit eget – universelt forpligtende – svar.  Det kan ses som en fordybelse af Kants projekt. Kant finder det uomgængelige grundlag i selvbevidsthedens mulighed, og han søger at bestemme de nødvendige træk ved enhver mulig verden gennem en transcendental deduktion af de nødvendige betingelser for selvbevidsthedens mulighed. Da Kants projekt fører ud i en paradoks skelnen mellem ”ting-i-sig-selv” og ”ting-for-os”, så er der noget galt i hans grundlag. Men hvorledes finder man et dybere grundlag, som undgår Kants paradoks?

Det er det spørgsmål, som den filosofiske tænken efter Kant står over for. Og det er det spørgsmål, som jeg har forsøgt at give mit eget selvstændige svar på. Umiddelbart kan vi sige, at det søgte fundament må være rent begrebslogisk, og at vi ikke må kunne benægte det uden at modsige os selv. I modsat fald har det ikke den universelle nødvendighed, som det er en betingelse, at det skal have. Men så kan det ikke være andet end selve modsigelsesprincippet (kravet om, at vi ikke må modsige os selv) og dets implicitte betydningsteori. Og denne betydningsteori kan udfoldes som en erkendelse af, at der må være en indbyrdes afhængighed mellem betydningen af ord og konsistensrelationer imellem påstande. Min centrale tese er så, at vi ud fra dette grundlag kan foretage en transcendental deduktion af det system af grundbegreber, som må være forudsat enhver mulig virkelighedsbeskrivelse og enhver mulig beskrivelse af vor situation som personer. Og denne tese underbygger jeg ved konkret (delvis i skitseret form) at foretage denne transcendentale deduktion.

Deduktionen begynder med de logiske konnektiver, går over modalbegreberne og de nødvendige betingelser for, at empiriske påstande kan have sandhedsværdi. Dernæst går den via begreberne ’identitet’ og ’forskellighed’ først til det almene relationsbegreb og så til begreberne ’rum’, ’tid’ og ’kausalitet’. Hermed åbnes først for muligheden for at definere de geometriske begreber, og så for muligheden for at definere begreberne i den klassiske mekanik. Herfra kan man så gå videre i en deduktion af betingelserne for, at sprog – mening – kan komme til orde i en verden, der er underlagt de fysiske betingelser. Det fører i første omgang frem til begreberne ’liv’ og ’levevæsen’ og i anden omgang til begreberne ’bevidsthed’, ’person’ og ’ansvar’. Og sådanne personer må i princippet selv kunne afdække det begrebssystem, som er forudsat deres egen mulighed for at beskrive den virkelighed, som de selv er en del af.

Med denne elementære markering af, hvorledes jeg rent principielt forsøger at løse den filosofiske opgave, er det også principielt givet, hvorledes en mulig kritik skal gå frem. Grundlæggende må den have to dimensioner: originalitet og gyldighed. Det kan være, at tankerne allerede har været tænkt, og at der således ikke bringes noget nyt. At påpege det er vigtigt i en social og historisk sammenhæng; men filosofisk set er det mindre vigtigt.

Det filosofisk afgørende er, om tankerne er gyldige – og i givet fald nødvendigt sande. Vil man argumentere imod mit standpunkt, så må man enten argumentere imod selve grundlaget og imod den form for transcendental deduktion, som jeg bruger til at gå frem fra grundlaget. Nærmere bestemt indebærer det, at man må argumentere imod modsigelsesprincippet og dets implicitte betydningsteori.  Så skal man altså specifikt argumentere imod den opfattelse, at et ords betydning ligger i de implikationer, som ”understøttes” af dets anvendelse i en påstand. Eller man må gå ind i selve projektet og argumentere imod den måde, hvorpå deduktionen konkret gennemføres.

Her kunne man for eksempel spørge, om min deduktion af begreberne ’rum’ og ’tid’ er holdbar. Som tidligere nævnt går den over begreberne ’identitet’ og ’forskellighed’, og via begrebet ’relation’ når den så frem til begrebet ’asymmetrisk relation’. Dermed sluttes så, at i og med at en mulig verden må bestå af ”ting”, som er forskellige, så må disse ting stå i en asymmetrisk relation indbyrdes. Desuden sluttes, at de samme ting – i og med at de må kunne forandres – må eksistere i tilstande, som står i en asymmetrisk relation indbyrdes. Og spørgsmålet er så, om dette, som jeg hævder, er ensbetydende med, at enhver mulig verden må ”være” i rum og tid. Det vil sige, at den asymmetriske relation mellem forskellige ting må være rumrelationen ’retning’; og at den asymmetriske relation mellem de forskellige tilstande, hvori en empirisk ting må eksistere, må være tidsrelationen ’før’ (eller ’efter’). Kan man konkret pege på et skridt i denne deduktion, som ikke holder?

En sådan kritik – både på det principielle plan og på det konkrete plan – må enhver ægte filosofisk bestræbelse gøre sig selv åben overfor. Men desværre er jeg ikke blevet modsagt på dette argumenterende plan. I skrivende stund har der været to anmeldelser af min bog, i Weekendavisen (3. marts) af Asker Hedegaard Boye og i Kristeligt Dagblad (29. juni) af Rasmus Vangshardt.

Boye nævner mit særlige grundlag og taler om, at jeg forsøger at gennemføre en transcendental deduktion i Kants ånd. Desuden tilkender han min tankegang en vis originalitet, men tilføjer, at der nikkes usynligt til Zinkernagel. Og det sidste er rigtigt, når det præciseres, at der dog både er betydningsteorien og den transcendentale deduktion til forskel. Derimod rejser Boye ikke spørgsmålet om, hvorvidt det, som jeg forsøger, er gyldigt. Han forholder sig ikke til, om det reelt er muligt at bestemme de nødvendige begrebsmæssige forudsætninger for enhver mulig virkelighedsbeskrivelse på den måde, som jeg angiver. Og han undersøger heller ikke, om jeg faktisk udfører mine konkrete deduktioner i overensstemmelse med mit eget program. Det er for så vidt forståeligt nok, eftersom der ”kun” er tale om en avisanmeldelse. Men så burde der dog i det mindste peges på, at så længe det er et åbent spørgsmål, om filosofien må grundes således, som jeg gør det, så må det være et vigtigt spørgsmål: vigtigt for den dybeste forståelse af verden og vor situation, som vi kan nå.

I modsætning til Boye giver Vangshardt overhovedet ikke læseren noget indtryk af, hvori det særlige i mit filosofiske projekt består. Derfor er det umuligt ud fra hans anmeldelse at erkende, om han i det hele taget har forstået det. Desuden bekræftes hans manglende forståelse af, at han siger, at jeg gør filosofien let. For er det virkelig sandt? Gør man sig filosofien let, når man når frem til, at dens primære opgave må bestå i med basis i modsigelsesprincippet og dets implicitte betydningsteori at gennemføre en transcendental deduktion af det system af grundbegreber, som må være forudsat enhver mulig virkelighedsbeskrivelse? Er det let at forstå denne sætning? Er det let at udføre, hvad den foreskriver? Vangshardt siger, at det er. Har han forstået, hvad han taler om?

Vangshardt kritiserer også min rigiditet. Og det er rigtigt, at jeg helt bevidst bestræber mig for at være rigid. Det gør jeg i den forstand, at mine argumenter skal holde begrebslogisk, og at de skal kunne følges. Jeg prædiker ikke, men jeg forsøger at gennemføre en transcendental deduktion, som kræver begrebslogisk strenghed. I stedet for denne rigiditet fremhæver Vangshardt Nietzsche og Heidegger. Og det er åbenbart, at disse tænkere ikke er rigide i samme grad, som jeg er. Men er deres filosofiske projekt vanskeligere – og sandere – end mit? Er det mig, der gør mig sagen let ved at filosofere efter de principper, som jeg har fremlagt? Eller er det Heidegger, som gør sig sagen let ved at forlade filosofien for værenstænkning? Er det spørgsmål så let at besvare, som Vangshardt synes at mene?

Også jeg kan føle et nært slægtskab med de store mystikeres undren. Men skal man nå frem til den ægte mystik, så skal man ikke springe rationaliteten over. Så skal man tværtimod først fastlægge rationalitetens grænser. Og hvorledes gør man det, uden igennem en transcendental deduktion af betingelserne for rationalitetens egen mulighed?

Kai Sørlander er forfatter og filosof.