Boganmeldelse: The Only Language They Understand

The Only Language They Understand
Nathan Thrall
323 s. Metropolitan Books 2017

Af Lasse Winther Jensen

Enhver, der følger bare en lille smule med i international politik, vil vide, at der er få emner, der fremprovokerer flere ekstreme positioneringer, ideologiske skyklapper og manglende evne til konstruktiv meningsudveksling end den israelsk-palæstinensiske konflikt. Ligeledes vil enhver, der har beskæftiget sig indgående med selve konflikten og læst noget af litteraturen på området, vide, at rigtig, rigtig mange af de bøger, der udgives, bærer præg af bias, retfærdig harme og en farvet, opkørt sprogbrug, der gør dem vanskelige at læse for de ikke allerede omvendte. Når det kommer til den israelsk-palæstinensiske konflikt, kan den ideologiske forskansning nærmest fremstå som et grundvilkår.

På venstrefløjen udgiver prominente forfattere som Illan Pappé og Norman Finkelstein bøger med titler som The Bureaucracy of Evil: The History of the Israeli Occupation (2012) og Method and Madness: The Hidden Story of Israel’s Assault on Gaza (2014). Det er – uanset de to forfatteres akademiske evner og uanset deres tesers eventuelle rigtighed – svært at forestille sig mere konservative læsere blive overbevist af, endsige gå i gang med at læse, bøger, der allerede i titlerne benytter så ladede og lidet neutrale ord som ”evil” og ”assault”.

På højrefløjen er der en lang tradition for at skrive bøger, der i stedet for (og af og til i tillæg til) den ofte distraherende moralske indignation, der præger venstrefløjen, anlægger en blasert og provokerende ensidighed, der ofte forvansker de historiske kendsgerninger efter forgodtbefindende. Det er bøger i traditionen fra eksempelvis Joan Peters’ notoriske From Time Immemorial (1984) og Alan Dershowitz’ The Case for Israel (2003), hvis svage og ensidige ideologiske og faktuelle grundlag er blevet genstand for boglange responser fra ovenfornævnte Finkelstein1.

Imellem disse to yderpositioner findes et væld af bøger og forfattere, der umiddelbart behandler konflikten mere nøgternt og sprogligt mindre polemisk, men som imidlertid ved nærmere eftersyn ender i samme selektive omgang med historien og samme opkørte sprog, som kendetegner de to fløjes mest yderliggående forfattere. Eksemplerne er legio, men rummer blandt andre Michael B. Orens anmelderroste bog om Seksdageskrigen, Six Days of War (2002), der gør sig skyldig i en mængde udeladelser2 for at tilgodese det pro-israelske syn på krigen, samt den venstreorienterede, anti-zionistiske nyhedsside Mondoweiss, hvis grundlæggere eksplicit har udtalt, at de undlader at omtale overgreb, når det ikke er Israel, der begår dem.3

Et syleskarpt, neutralt blik på konflikten

I dette morads af positioneringer føles Nathan Thralls første bog, The Only Language They Understand, som et saliggørende regnskyl midt i en hård tørke. Bogen er skrevet i et afbalanceret, nøgternt og fair register, som man efterhånden helt havde opgivet at se udfoldet i forbindelse med Israel-Palæstina-konflikten. Måden, Thrall beskriver konfliktens begivenheder på, er næsten i sig selv nok til at gøre bogen til en begivenhed, og det er forståeligt, at bogen allerede er blevet genstand for megen ros og opmærksomhed. Det er ganske sigende for Thralls bedrift, at hans bogomslag prydes af begejstrede blurbs fra tilsyneladende uforenelige navne som den palæstinensisk-amerikanske professor Rashid Khalidi og tidligere sikkerhedsrådgiver for George Bush, Elliott Abrams. Imidlertid skal The Only Language They Understand roses for langt mere end Thralls afbalancerede sproglige tilgang, for bogens teser og analyser er så fremragende, at enhver er nødt til at tage dem alvorligt.

Men hvad vil det så sige at være afbalanceret og nøgtern i forhold til så betændt et område som den israelsk-palæstinensiske konflikt? I Nathan Thralls tilfælde drejer det sig som nævnt både om sprog og analyser. Thralls implicitte udgangspunkt er, at alle konfliktens aktører i sagens natur handler rationelt i forhold til egne mål, omstændigheder og overbevisninger, og at dét er nødt til at være enhver analyses udgangspunkt. Israelerne forsvarer deres stat, hæger om det, de mener tilkommer det jødiske folk, og forsøger at fungere som et demokrati, der skal tilfredsstille en vælgerskare bestående af alt fra radikale, religiøse bosættere til sekulære venstreorienterede. Det palæstinensiske selvstyre forsøger at tilfredsstille en lige så ideologisk broget befolkning med et minimalt politisk råderum og en de facto politisk afhængighed af deres egne israelske undertrykkere i form af sikkerhedssamarbejde og Oslo-aftalens betingelser. Hamas i Gaza forsøger at holde deres islamistiske grundlag i hævd og samtidig agere statsapparat for en desperat civilbefolkning i Gaza og pleje et betændt forhold til Fatah på Vestbredden og konstant skiftende politiske vinde blandt støtter i lande som Egypten og Iran.

Hos Thrall er der således ingen steder tale om ”nedslagtninger”, ”ondskab”, ”jødehad”, og hvad der ellers ofte præger bøger om emnet. Mord, angreb, krigsførelse og andre voldshandlinger registreres ved antal dræbte og ved nøgterne beskrivelser af omstændigheder og handlinger. Ingen steder bedriver Thrall usaglig motivforskning, i stedet holder han sig til realpolitik og forsøger at gengive rationelle bevæggrunde ud fra sobre analyser af den gældende politiske situation i det voldsomt omskiftelige Mellemøsten. Thrall ved godt, at regionens aktører hverken handler, som de gør, for deres blå øjnes skyld, eller fordi de er selve inkarnationen af ondskab.

Et godt eksempel på Thralls stil er hans beskrivelse af massakren i de libanesiske flygtningelejre Sabra og Shatila i 1982, der er blandt konfliktens mest brutale og kontroversielle hændelser:

The Israeli defence minister, Ariel Sharon, who had repeatedly told IDF officers that Christian militias should “clean out” West Beirut, now ordered the army to allow Christian militiamen to enter Beirut’s Sabra and Shatila refugee camps, where they proceeded to massacre between seven hundred and several thousand Palestinian civilians – particularly children, women, and the elderly – with much of the killing done in plain view of Israeli soldiers on a ridge overhead. During the rampage of rape and execution, Israeli flares illuminated the darkened camps, and terrified refugees were turned back at Israeli roadblocks in Sabra.

Ovenstående afsnit er med afstand det mest sprogligt ladede i bogen, og selv her doceres adjektiver og navneord med den saglige omhu, der generelt kendetegner Thrall, hvilket er en af årsagerne til, at det nærmest er umuligt nogen steder at beskylde bogen for at være pro- eller anti- nogen parter i konflikten. Det hele bakkes derudover op af et omfattende noteapparat, der fylder godt 80 af de lidt over 300 sider.

Meget sigende bruger Thrall ikke Sabra og Shatila til at karakterisere nogen af parternes moralske habitus. I stedet bliver det et afsæt for at karakterisere PLO’s situation efter den israelske invasion af Libanon, hvor bl.a. massakren tydeliggjorde, at den palæstinensiske bevægelse ingen venner eller allierede havde hos hverken USA – der havde forsikret, at Israel ville beskytte de civile palæstinensere i Libanon – eller hos de omkringliggende arabiske lande, der ikke gjorde noget som helst for at støtte PLO’s kamp.

Voldens og tvangens sprog

Nathan Thralls hovedtese i The Only Language They Understand, som også ligger i bogens titel, er, at de eneste tidspunkter, hvor konflikten har bevæget sig mod en løsning, har været, når parterne er blevet presset med reelle ultimatummer og brug af hård og blød magt, inklusive vold. Tesen fremføres overbevisende i bogens tour de force af et indledningskapitel, der dog også udgør dens absolutte højdepunkt.

I kapitlet tager Thrall udgangspunkt i den amerikanske præsident Jimmy Carters mellemøstpolitik sidst i 1970’erne. Carter havde tilsyneladende ryggen mod muren, eftersom de israelske vælgere i kølvandet på Yom Kippur-krigen for første gang havde valgt en højreorienteret regering ledet af den nationalistiske ultrahardliner og Likud-grundlægger Menachem Begin. Imidlertid opnåede Carter at gennemtrumfe en fredsaftale mellem Begin og Egyptens præsident Anwar Sadat, der tilnærmelsesvis normaliserede forholdet mellem de to lande og indebar Israels tilbagetrækning fra Sinai-halvøen, som landet havde erobret i Seksdageskrigen 12 år forinden.

Thrall argumenterer overbevisende for, at den på papiret usandsynlige aftale kom i stand som følge af Carters mangel på eftergivenhed over for særligt de israelske forhandlingspartnere samt hans stålsatte pres for at gennemtrumfe fredsinitiativer og åbne for palæstinensisk selvbestemmelse via på daværende tidspunkt uhørte tilnærmelser til PLO og Sadat. Det skabte en situation, hvor kompromis og konfliktløsning var Israels mindst ringe diplomatiske mulighed.

Herfra viser Thrall, hvordan indrømmelser og fremskridt stort set udelukkende er kommet i stand ved hjælp af amerikanernes pres, trusler og standhaftighed over for de stridende parter. Ifølge Thralls logik peger forhandlingspilen naturligvis primært på Israel, eftersom det er langt den stærkeste part i konflikten, mens palæstinenserne stort set konstant har befundet sig i pressede eller desperate situationer uden nogen aktiver at tage med til forhandlingsbordet. Imidlertid viser Thrall også, at pres på palæstinenserne gentagne gange har ledt til store ideologiske og principielle opblødninger i retning af anerkendelse af Israel og realistiske parametre for en tostatsløsning.

Imidlertid ender Thralls analyse igen og igen med at pege på USA som den største årsag til den tilsyneladende uløselige knude, konflikten har befundet sig i siden de sidste par årtiers gentagne forhandlingssammenbrud. Amerikanerne udgør selve motoren for pression og tvang i konflikten, og kun de kan få israelerne til at give indrømmelser over for deres langt svagere modpart. Det er ifølge Thralls logik ganske naturligt, eftersom Israel ikke har skyggen af incitament til at ændre på en status quo, der lige nu får alting til at falde ud til landets fordel.

Med forbilledlig klarhed i mælet punkterer Thrall hævdvundne myter, såsom at den israelske besættelse er praktisk og politisk uholdbar, at Israel på sigt bliver tvunget til at vælge mellem demokrati og tostatsløsning eller apartheid og – frem for alt – at løsninger flere gange har været lige på nippet til at gå igennem, men igen og igen er blevet obstrueret af ufavorable omstændigheder, sort uheld eller eksterne begivenheder. I realiteten fungerer besættelsen stadig glimrende i praksis, det israelske demokrati fungerer, og skiftende israelske regeringer har ikke haft noget incitament til at gøre op med status quo og risikere de fuldstændig uvisse konsekvenser, som besættelsens ophør og dannelsen af en palæstinensisk stat ville medføre. Som Thrall skriver: ”No strategy can succeed if it is premised on Israel behaving irrationally.”

Med fuld forståelse for Israels realpolitiske kalkule konkluderer Thrall:

Contrary to what nearly every US mediator has asserted, it is not that Israel desires a peace agreement but has a pretty good fallback option. It is that Israel greatly prefers the fallback option to a peace agreement (…) Forcing Israel to make larger conflict-ending concessions would require making its fallback option so unappealing that Israel would view a peace agreement as an escape from something worse.

Ifølge Thrall er det eneste, der kan få konflikten til at bevæge sig i den ønskede retning, økonomiske trusler, som dem Eisenhower lagde for dagen, da han fik Israel til at trække sig tilbage fra Sinai og Gaza i 1956; trusler om stop for militærassistance, som Gerald Ford fremsatte for at få Israel til at trække sig tilbage fra Sinai igen i 1975, og de lignende trusler fra præsident Carter, der tvang Sadat og Begin til forhandlingsbordet i Camp David i 1978. Siden den kolde krigs afslutning har USA generelt afstået fra den slags metoder, og resultaterne i forhold til en egentlig løsning af konflikten har været stort set fraværende.

Amerikansk naivitet gennem knap tre årtier

Thralls tese fremføres enormt overbevisende, primært i forhold til USA’s rolle i konflikten. Hans påstand om, at voldelige palæstinensiske opstande på tilsvarende vis har tvunget Israel til indrømmelser, klinger en smule mere hult, al den stund palæstinensernes kronisk svage position gør, at begivenheder som den første og anden intifada nok har medført strategiske israelske nederlag og nogle indrømmelser, men samtidig kun har forværret den menige palæstinensers situation og ingenlunde har bragt parterne tættere på en løsning af konflikten, endsige mod oprettelsen af en palæstinensisk stat. Man kunne desuden savne lidt mere analyse af årsagerne til, at USA har forladt den effektive sanktions- og pressionsstrategi, som landet benyttede fra Suez-krigen til Camp David. Her spiller den kolde krigs ophør samt flere mellemøstlige staters sammenbrud utvivlsomt ind i forhold til skiftende amerikanske regeringers ensidige fokus på en tæt alliance med så stærkt et Israel som muligt.

Tesen om, at USA er mindre geopolitisk motiveret til at fremtvinge en løsning på konflikten, og at de i princippet kan stille sig tilfredse med et stærkt Israel og status quo, modsiges dog på mærkværdig vis af det ene amerikanske forhandlingsteam efter det andet, der med bemærkelsesværdig naivitet sætter utrolige mængder af tid, kræfter og midler ind på at forfølge en diplomatisk strategi, der igen og igen har slået fejl siden 90’ernes fredsforhandlinger. Flere af kapitlerne i Thralls bog analyserer og udstiller de fejlslagne amerikanske forhandlingsstrategier i forhold til Israel-Palæstina-konflikten de seneste årtier. I afslutningskapitlet udlægges Obama-administrationens historisk ringe resultater, der eksempelvis blegner i sammenligning med Bush-administrationens ditto i de to forudgående præsidentperioder.

Her må det indskydes, at selvom hele The Only Language They Understand er yderst læseværdig, så giver bogen køb på indledningskapitlets syleskarpe fokus hen ad vejen. Det gør den primært, fordi dens store midterdel består af tidligere udgivne artikler, eksempelvis boganmeldelser af Ben Ehrenreichs The Way to the Spring (2016) og Yossi Alphers Periphery (2015). Det giver anledning til fine skitseringer af henholdsvis de historiske erfaringer med fredelige palæstinensiske opstande og Israels udenrigspolitiske strategier og alliancer med sine mellemøstlige nabolande. Man sidder imidlertid alligevel tilbage med en lyst til at få første kapitels originale og skarpe analyser udfoldet endnu mere i stedet for at få bragt nye emner til torvs.

I takt med at bogen i højere grad får karakter af en essaysamling end et originalt, sammenhængende værk, taber den lidt pusten, selvom meget vindes tilbage i de sidste kapitlers analyser af de fejlslagne amerikanske diplomatiske strategier. Hvis Nathan Thrall i stedet havde holdt sig til sin tese hele vejen igennem, kunne bogen være blevet en milepæl. Som den er nu, repræsenterer den et af årets mest interessante, sobre, originale og tankevækkende bidrag til den omfattende litteratur om Israel-Palæstina-konflikten. Frem for alt viser den vejen frem for enhver forfatter, der ønsker at bevidne, hvordan den betændte konflikt rent faktisk kan beskrives nøgternt og upolemisk, så læsere af enhver ideologisk overbevisning er tvunget til at spidse øren.

Uanset hvilken politisk observans og position i forhold til konflikten, man indtager, er det ganske enkelt umuligt at negligere kapitlerne i Thralls bog. I The Only Language They Understand argumenterer han overbevisende for, at der er historisk evidens for, at den tilsyneladende uløselige konflikt ville kunne løses ved hjælp af nøje afvejede trusler og tvang, særligt over for den israelske overmagt og særligt på initiativ af de amerikanske regeringer, der støtter konfliktens parter og flere omkringliggende lande økonomisk, diplomatisk og militært.

  1. Se Norman Finkelsteins Image and Reality of the Israel-Palestine Conflict (1995) og hans Beyond Chutzpah (2005) for polemiske, men faktuelt overbevisende, kritik af hhv. Peters og Dershowitz.
  2. Eksempler på udeladelser m.m. kan bl.a. læses i Norman Finkelsteins kritik af Orens bog her: http://www.ussliberty.org/orenbook.htm

    Illustrativt for mine pointer kan eksempler på Finkelsteins voldsomt opkørte sprogbrug i forbindelse med Oren-fejden læses her: http://normanfinkelstein.com/2014/05/21/nathan-brown-michael-oren-and-me/

  3. Eksempler kan ses i Peter Beinarts kritik af Mondoweiss her: http://www.thedailybeast.com/why-not-criticize-hamass-rights-violations