»I fald Gud ikke vil hjælpe os, skal Fanden være vor medhjælper«

Den 25. juni 1817 brød et stort fangeoprør ud i Tugt-, Rasp-, og Forbedringshuset på Christianshavn. Oprøret mundede ud i den sidste større massehenrettelse i Danmark, og fangernes modstand har efterladt dybe spor i dansk historie. Dette er første del i historien om Fangeoprøret på Christianshavn.

Af Nicklas Weis Damkjær og Albert Scherfig

Flammerne og røgen, som steg op fra Christianshavn, kunne ses i hele København. Hen på aftenen begyndte brandfolk med hjælp fra regnen at få slukket branden, som oprørske fanger havde startet tidligere på eftermiddagen i fængslet.

Den røde facade, der i 77 år havde skabt frygt og vrede blandt byens indbyggere, stod nu forbrændt og sønderskudt tilbage. I nærheden lå de oprørske fanger bagbundet i Søkvæsthusets gård, gennemblødte af regnen og ventede på de afhøringer, der skulle fortsætte natten igennem, til hovedmændene var afsløret.

Samme nat mødtes den danske stats øverste embedsmænd med kongen for at nedsætte en kommission, der først måtte opløses, når oprørets skyldige var fundet. Få timer efter dømte man de første syv fanger til henrettelse. I dagene efter blev endnu syv fanger henrettet. Det blev den sidste store offentlige massehenrettelse på dansk jord. Mange tusinde københavnere stimlede sammen for at se de ulykkelige fanger få hugget hovedet af i Søkvæsthusets gård, som lå tæt ved i det område, der senere blev til Christiania.

Tugt og afstraffelse

Det brændte fængsel var det såkaldte Tugt-, Rasp-, og Forbedringshus, der lå ud til Christianshavns Torv, dér hvor Lagkagehuset ligger i dag. Anstalten blev etableret i 1605 af Christian 4. under navnet Børnehuset. Her blev byens fattige børn sat til tvangsarbejde og gik ikke sjældent sultedøden i møde på grund af de hårde forhold med 15-timers arbejdsdage.

Dødeligheden var enorm igennem hele fængslets historie. Sult, pinsler og sygdom betød, at det i lange perioder var langt under halvdelen, der overlevede. Snart blev fattigfolk, tiggere, prostituerede og mindre lovbrydere også indsat i Børnehuset, der udviklede sig til et regulært fængsel. De indsatte talte for eksempel tredjegangstyven Abraham Jørgensen, der sad på livstid for at have stjålet to stykker fyrretræ til en værdi af 20 shilling.

I den ene afdeling, det såkaldte rasphus, blev fangerne tvunget til at “raspe”, dvs. file et giftigt farvetræ, campeche, der kom fra kolonierne. Fængslet havde monopol på udvinding af farvestoffet fra træet. Det var imidlertid ikke et privilegium, fangerne nød godt af. Ud over at arbejdsdagen var lang og hård, var farvetræet så brandfarligt, at ingen varmekilde var tilladt, end ikke et stearinlys til at oplyse cellen. Uden varme eller vinduer i cellerne har både kulden og det giftige støv sat sig mærker på fangerne. I de tætte rum satte støvet fra træet sig i lungerne og gav udslæt på huden.

I 1600- og 1700-tallet var det egentlige formål med fængselsvæsnet selve afstraffelse af kroppen og ikke en disciplinering af samfundet som sådan. Fængselsvæsenets formål var således ikke at administrere den fattige overskudsbefolkning, som man kender det fra senere, men udelukkende at skabe frygt igennem afstraffelse (retfærdiggjort af kristen-moralske argumenter) og på den måde sikre, at potentielle lovovertrædere blev afskrækket fra at bryde loven. Men, som anden del af artiklen blandt andet undersøger, medførte oprøret en ændring i det danske fængselssystem og administreringen af fanger og befolkning.

Afstraffelsen kom til udtryk i alle dele af fangens liv. Man sov typisk flere i sengen, hvis halmmadras og sengelinned blev vasket og stoppet én gang om året. Man fik også kun bad og nye klæder én gang om året. Til gengæld blev alle i tugthus klippet, dvs. kronraget, hver tredje måned. Fængslet bar præg af uhumske sanitære forhold, nedbrydende arbejde og uspiselig mad. Derudover blev man afstraffet med pisk, slag og brændemærkning, og udvalgte fanger blev, som man kender det fra senere koncentrationslejre, brugt som fangevogtere og nød til gengæld visse privilegier.

En fange måtte ikke have nogen forbindelse til omverdenen og havde ingen mulighed for at se, tale eller skrive med familiemedlemmer. Enhver form for frihed, håb og handlemulighed blev fjernet fra den dømte. Til trods herfor var der op gennem fængslets historie mange eksempler på fanger, der gjorde modstand.

Modstandens begær

Forud for oprørets udbrud den 25. juni lå en større planlægning, der strakte sig over flere uger. Oprøret var en direkte fortsættelse af flere små flugt- og oprørsforsøg lavet i månederne forud for opstanden, men som ikke var lykkedes pga. mangel på koordinering og planlægning. Da fangerne havde adgang til værksteder og værktøj, fremstillede de falske geværer til at true vagterne med; nøgler og falske pas og papirer, der skulle hjælpe flygtende fanger gennem Københavns porte. Fangerne drog erfaringer fra tidligere flugtforsøg, særligt en sultestrejke to år tidligere og andre mindre former for modstand, der havde afløst de tidligere selvmord.

Der blev gravet tunneller og sendt sedler rundt imellem de forskellige afdelinger. Sedlerne blev viklet om små sten og kastet rundt eller skudt med pusterør:

”Ulykkelige medfanger! Vi har erfaret, at I har besluttet at gøre et udbrud. Og I kan ved denne lejlighed stole på fangerne i tugthuset. Vi har to gange vist os, og vi skal tredje gang gøre fyldest. I fald Gud ikke vil hjælpe os, skal Fanden være vor medhjælper. Dersom direktionen skulle få nys om affæren, og Kaptajn Mangor skulle komme herop, skal de blive omringede.”

En af erfaringerne fra de tidligere oprørsforsøg var, at stikkere udgjorde en vægtig trussel og derfor helst skulle identificeres og holdes nede. Alligevel lykkedes det fængselsdirektionen at få nys om oprøret. Det var planlagt, at udbruddet skulle foregå om søndagen, men det blev allerede skudt i gang om onsdagen, da Andreas Eggers, en af de centrale personer, blev sendt i isolation.

På vej igennem fængselsgården råbte Eggers til fangerne i tugthuset, der som svar blafrede med hvide klude gennem tremmerne. Det var det aftalte signal. Kort efter angreb tugt- og rasphusfangerne deres fangevogtere og overtog på kort tid kontrollen over fængslet. Det lykkedes hurtigt 14 fanger at stikke af igennem fængselsdirektørens bolig, mens andre løb omkring for at bryde flere fanger ud. Men da fængslet hurtigt blev omringet af soldater, og flugten ikke længere syntes mulig for de tilbageværende, satte de i stedet ild til fængslet – måske som en hyldest til den 16-årige natmandsdreng, der i 1735 havde brændt Roskilde by ned for at tage hævn.

Efter mange timers kampe mellem fanger og militær, brandmænd og flammer, nåede situationen et dødvande. Fangerne havde overtaget fængslet. Men broerne til Christianshavn var barrikaderet af militæret, der stod klar med kanoner og soldater. Selv de øverste generaler og kongen stod afventende samlet på torvet udenfor.

Det må på dette tidspunkt have været klart for fangerne, at deres oprør snart ville være forbi. En kvindelig fange, der blev kaldt Pjalte-Ane, spurgte efter sin kæreste, som var én af de 14, der var stukket af igennem fængselsdirektørens bolig. Da hun hørte, at han var ude, svarede hun, ifølge en kilde, at “det var godt at se at de raskeste var borte og kun skidtet tilbage!” I en form for euforisk kapitulation, brugte Pjalte-Ane og en af de andre kvindelige indsatte, Stine Kemp, deres korte frihed på at have sex med to andre fanger, Niels Olsen og Søren Gammelmand, der, navnet til trods, begge var 27 år gamle. De to mænd og en række andre påståede oprørsledere blev efterfølgende henrettet, i hvad der blev den sidste store massehenrettelse på dansk jord.

Oprøret var et udtryk for en politisk vilje motiveret af den ekstreme ulighed og uretfærdighed, der prægede det danske samfund. Oprøret havde samtidig konsekvenser for opbygningen af den danske nationalstat og den måde, hvorpå staten styrer og regerer sin befolkning. De aspekter vil vi undersøge i artiklens anden del.

Nicklas Weis Damkjær er cand.mag. i Idehistorie og Albert Scherfig er BA i Historie.

Kilder:

Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset på Christianshavn – Akter vedr. mytteriet 25/6 1817, 1817-1818 (Rigsarkivet)

Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset på Christianshavn – Actuariatets forhørsprotokol, 1813-1858 (Rigsarkivet)

Litteratur:

Behrend, Jacob (1838) Oprøret i Børnehuset paa Christianshavn og Straffeanstaltens Brand i Aaret 1817, 1838 Udgivet af Jacob Behrend

Engberg, Jens (1980) Dansk Guldalder eller oprøret i Tugt-, Rasp- og Forbedringhuset, Forlaget Rhodos

Foucault, Michel (1975 [2002]): Overvågning og straf: Fængslets Fødsel, Samlerens Bogklub, Det lille Forlag

Miranda, Francisco de (1788) Dagbogsoptegnelser fra 23.01.1788

Møller, C. F. (1817) Oprøret i Tugt-, Rasp-, og Forbedringshuset paa Christianshavn, den 25. Juni 1817, tilligemed endeel Bemærkninger, der ere beregnede til at tjene Nationen og dens Ulykkelige til Bedste, nærmest med Hensyn til det morderiske Overfald paa Inspecteur Keller, 1817 udgivet af C.F. Møller

Petersen, Niels Matthias (1856) Mærkelige danske forbryderes levnet, 1856 Boghandler W. Pios Forlag

Stuckenberg, Fr. (1893) Fængselsvæsnet i Danmark, II (1742-1839), 1893 i kom. hos Gad.