Det chokerende er, at parykken rent faktisk er hans hår

Før Trump fik magten, var det umuligt, han ville få den; da han først fik den, blev det uundgåeligt, at han havde fået den. Hvordan analyserer man et politisk fænomen, der tilsyneladende skriver sine egne regler? Tag syrebrillerne på og gør dig klar til at se igennem det uigennemskuelige. Anmeldelse af Mikkel Bolts nye bog.

Trumps kontrarevolution
Mikkel Bolt
128 sider, Forlaget Nemo, 2017

Af Matthias Dressler-Bredsdorff

Medietiden umiddelbart før og efter Trump kan groft sagt udlægges som forskydningen fra umulighed til uundgåelighed. I tiden op til valget var historien, at de dybdegående demografiske forandringer i USA – flere latinoer, færre hvide – med tvingende numerisk kraft ville bære Clinton ind i det Hvide Hus. I tiden efter valget kundgjorde man, at en blanding af kulturel ressentiment og økonomisk depression hos de mindre og mindst bemidlede – hvilken af årsagerne, man anså for vigtigst, afhang gerne af ens politiske orientering – nødvendigvis måtte lede til det resultat, vi lever med i dag.

Det kan siges kort: Før den nye præsident fik magten, var det umuligt, at han ville få den; da han først fik den, blev det uundgåeligt, at han havde fået den. Det var en begivenhed, der virkede til at skrive sine egne regler, kunne man forstå ud fra den mere og mere desperate dækning; en singularitet, historiens første 100% determinerede tilfældighed.

Hvilket jo i en vis forstand var underligt, al den stund Trump forekom og stadig forekommer totalt transparent i al sin storskrydende tåbelighed. Her kom manden, der endegyldigt indfriede medieteoretikeren Jean Baudrillards 20-år gamle diktum: ”Det chokerende ved Amerika er, at her er overfladen dybden”. Omskrevet til 2017: Det chokerende ved Trump er, at parykken rent faktisk er hans eget hår.

Amerika, Brexit, Macron og nu Jeremy Corbyn. I realiteten burde de fleste kommentatorer, tænketanke, analyseinstitutter og opinionsredaktioner i ind- og udland nedlægge sig selv i skam over at have taget så gennemgående fejl.

Dét kan have selvfølgelig have lange udsigter. Til gengæld kan ventetiden op til den strålende dag passende bruges til at læse Mikkel Bolts bog Trumps kontrarevolution, der selv om den måske også gør sig skyldig i at opfatte delvist kontingente historiske processer som absolut determinerede i en bestemt retning, så til gengæld har hæderlighed nok til aldrig at have påstået at have gjort andet. For som Bolt skriver:

”Trump repræsenterer et krisemoment i nationaldemokratiet, hvor det er nødvendigt at skrue op for nationaldemokratiets iboende eksklusionsmekanismer. Han kommer ikke udefra, men er immanent i systemet og synliggør operationer, der i den vestlige verden ofte går ubemærket hen, men som hele tiden er til stede. Behandlingen af migranter er vel det mest oplagte eksempel i Europa lige for øjeblikket. I USA er politiets nedskydning af afrikansk-amerikanere et eksempel. Nu skrues der op for statens repressive apparat. Nu lever vi alle i postkolonien. Den er så at sige kommet hjem.”

Med andre ord: Trump var her, allerede før han kom. Det er bare først nu, vi kan give ham et navn.

Med Trumps kontrarevolution har vi fået et seriøst forsøg på en læsning af det sidste års forskelligartede politiske omvæltninger som en samlet bevægelse. Det er 100 siders teori i praksis, der kobler neoliberalismens krise med opkomsten af en ny billedbåren hyperfascisme.

Fra Occupy til Trump

Man kan se på samfundet fra mange vinkler. Fra nogle hænger det sammen, fra andre ikke. Udgangspunkt for Bolts analyse er, at vi allerede befinder os i en fremskreden opløsning – økonomisk, politisk, økologisk – hvor Trump indtager rollen som den stærkt seværdige, tv-transmitterede apokalypses sidste glimmerrytter. Sekvensen mod en eller anden slags slutning er begyndt – herfra er det et spørgsmål om at tage de rette forholdsregler, så det ikke bliver menneskene, men kapitalen, der smelter ned. Der er ingen idé i at ønske sig tilbage til en rar socialdemokratisme fra det 20. århundrede, siger Bolt, de dage er forbi, til gengæld må vi besinde os på, at vores nationale demokratier, hvor svøbt i ideologiske prydsord de end er, faktisk producerer, ja endog forudsætter, deres modsætning: til friheden, ligheden og broderskabet inden for grænserne hører flygtningen, lejren, krigen udenfor. Sandheden om Europa findes i middelhavets vandgrave og kastelyset fra vagttårnene på Balkan. ”Vi kan spidsformulere det på følgende vis”, skriver Bolt, ”Trump er allerede til stede i vores flygtningepolitik.”

Det betyder ikke, at der ikke er noget håb. Det betyder blot, at vi ikke skal kigge tilbage til et forbipasseret historisk øjeblik – velfærdsstaternes guldalder i midten af forrige århundrede – for at finde det. Venstrefløjens svaghed kommer af at tro, at den kan reproducere de samme effekter som tidligere, med de samme instrumenter som tidligere, selvom den økonomiske situation er en helt anden. Fra Bolts synspunkt er historiens lære således, at revolutionen kun er blevet mere påtrængende; årene efter finanskrisen har vist, at det er umuligt at føre en social progressiv politik inden for rammerne af det nuværende økonomiske system. Austerity er bare et andet ord for kapitalisme, og enhver grundlæggende bestridelse af dét forhold bliver med det samme straffet af markedet – tænk på Syriza i Grækenland eller det abrupte kursfald i London, da det en kort overgang så ud til, at Corbyn ville komme i nærheden af Downing Street. Socialdemokratismen er faldet, ikke fordi socialdemokraterne er blevet liberale, men fordi globaliseringen har umuliggjort den. Tidligere finansminister Bjarne Corydon havde i den forstand ret. Hvis man ikke skærer ned, bliver man skåret ned. Nødvendighedens politik betyder ikke andet end at være dømt til at fortsætte i det nuværende systems rille. Det er selvfølgeligt uacceptabelt. Altså står kampen: socialisme eller barbari.

De historiske motorer i den store dialektiske maskine finder Bolt i det sidste årtis protestbevægelser: Det arabiske forår, Occupy Wall Street, Los Indignados og særligt Black Lives Matter (BLM). Bevægelser, der alle, ifølge Bolt, udmærker sig ved at forsøge at reformulere en systemkritik, der har ligget offentligt død i en menneskealder, og som for eksempelvis BLM’s’ vedkommende kombinerer dette med en eksplicit, og så meget desto mere sprængfarlig, racismekritik. Antitesen hertil er en bomstærk, men symbolsk såret kapitalisme, der som modtræk til kritikken har udviklet en mere og mere desperat og gøglet strategi for selvopretholdelse, hvis sidste menneskelige inkarnation netop har trukket USA ud af klimaaftalen (og som dermed paradoksalt nok er ved tage livet af sig selv – og så selvfølgelig desværre også os andre – i samme ombæring).

For så vidt skriver analysen sig ind i en klassisk marxistisk tradition, der følger linjen fra 1930’ernes Tredje Internationale, hvor mellemkrigstidens fascisme blev fortolket som en intrakapitalistisk mutation. Ikke dermed sagt, at Bolt argumenterer for, at der skulle sidde en grå verdensregering et sted og ordne forholdene over et par cigarer. Konspirationsteoretikernes problem er netop ikke, at de har for meget fantasi, men at de har for lidt; de er fanget i en psykologisk verdensforståelse befolket af konkrete aktører, der tager formålsdrevne beslutninger. Bolts verdensanalyse er meget mere forfærdende end konspirationsteoretikernes private paranoia, navnlig fordi der ikke er nogen, men noget (kapitalens list), der har ”besluttet sig” for tingenes tilstand. Penge er ikke noget, du bruger, det er noget, der bruger dig.

Spørgsmålet er dog selvfølgelig, om det giver mening at tale om Trump som ”senkapitalistisk” kontrarevolutionær? Det springende punkt er, om kapitalismen virkelig er så truet, som Bolt mener, den er.

I forlængelse af Nietzsche kan vi måske tale om to slags analytiske sandheder: de pegende og de produktive. Pegende sandheder taler om fænomener i nutid og datid. Produktive sandheder taler i konjunktiv. Den første slags taler om den verden, der er og har været, den anden slags om den, der kan komme. Viljen til magt er viljen til at gøre sine produktive sandheder gældende som pegende sandheder.

Når Bolt læser protestbevægelserne som potentielt afgørende symptomer på et rumlende opgør med det kapitalistiske system, er det i den produktive sandheds modus. Det er ikke noget, der er sandt i dag, men noget, der kan vise sig at blive det og dermed i en vis forstand altid allerede har været det, for så vidt den analyse af sagforholdene, han gør sig til talsmand for, vinder frem. Blikket på systemet er en del af systemet. Udfald er kollektiv fortolkning; kollektiv fortolkning er udfald. Det er derfor, det er vigtigt at skrive historiske bøger om sine drømme.

Mindre akademisk kan man sige, at bogen til tider har vanskeligt ved at skelne mellem håb og realitet. For overvurderer Bolt ikke ganske betragteligt både bevægelsernes potentielle og faktiske styrke? Hvis det virkelig ikke skulle være muligt meningsfuldt at handle politisk inden for de nationaldemokratiske rammer uden at reproducere det, man kæmper imod, så er det svært at se udsigterne som særligt positive. Følger man analysen, er det vel alt andet lige mere sandsynligt, at vi alle ender som grillkyllinger, end at den røde Fugl Fønix rejser sig fra støvet.

På den anden side kan det dårligt blive værre, end det er nu; følger man Bolt, sidder der allerede i dag en fascist i det Hvide Hus. Argumentationen herfor er overbevisende nok: Ophævelsen af venstre/højre-skalaen til fordel for dyrkelsen af den stærke mand, der giver krop til nationens urvilje; fantasierne om renselse; folkebilletten tilbage til en mytisk fortid; udelukkelsen af fremmedelementer; brugen af massemedier, spektakulariseringen af det politiske rum osv., osv. For så vidt man anser fascisme som et system af kulturelle koder i højere grad end et egentligt fasttømret økonomisk system, virker argumentet om Trump som gøglerkongen af fascistland til at holde.

En genudsendelse af fremtiden

Der er blevet skrevet meget om Trumps sprogbrug, der gnidningsløst parrer det tumpede med det idiotiske – undertiden med stor, næsten delirisk æstetisk effekt.

”Trumps valgsejr slog med syvtommersøm fast, at politik er blevet billedpolitik”, skriver Bolt og mener dermed:

”at der med Trump ikke længere er tale om en skuespiller, der senere bliver politiker, men om et kontinuum af massemedieselvrepræsentation og politik, hvor Trump ikke spiller nogen anden end sig selv. Det er ikke nogen rolle, eller Trump er altid in character … Trump [er] altid i et billedrum, hvor der ikke er forskel på tv-serier og politik.”

Man har set showet før, men alligevel falder man på halen over de vilde plottwists; man griner, man forfærdes, man vånder sig – men altid i anden grad, som en engageret betragter, der spiller rollen som engageret betragter. Det er fornemmelsen, med andre ord, af at være fanget i 80’ernes fremtidsmareridt, Don Delillo, Thomas Pynchon og Paul Auster, om det forestående millenium – skærm på skærm på skærm på skærm og i midten af det hele en forretningsmand, der pludrer i et sprog, der har ophævet forbindelsen mellem betegner og betegnet. Det virkelige er blevet en latterlig genudsendelse af en for længst umoderne fiktion.

Hvis denne analyse er rigtig, stiller det os foran et par fundamentale overvejelser. For hvordan handler man politisk i en atmosfære, hvis affektive register snarere følger sæbeoperaens end den borgerlige offentligheds dramaturgiske regler? Skal man hoppe i fastelavnskostumet og danse med for at danse mod, tage en pussyhat på og styrte til Washington eller omvendt insistere på kølig soberhed? Og i metodisk forstand: Er det overhovedet muligt, som Bolt forsøger, at beskrive billedpolitikken i et analytisk sprog – er det ikke snarere kunst, film, litteratur, billeder altså, der her må gøre arbejdet for os? Kan vi forstå Trump ved at lytte til ham, ved, som Bolt gør, at nærlæse hans tiltrædelsestale?

Til en vis grad er analysen dømt til at blive en formaliseret gentagelse, der opremser de dikotomier (folk/elite, hvid/fremmed, amerikansk/uamerikansk, succes/fiasko), som allerede tydeligt er på spil i tiltrædelsestalen. At analysere Trump er at gentage Trump, fordi overfladen altid allerede er dybden.

Det er også derfor, at al den psykologisme, som mange har forsøgt sig med – Trump som koncentrationsbesværet DAMP-mand, Trump som patologisk narcissist – aldrig hæver sig over sladderniveau. For i sidste ende er det måske ikke så interessant at forstå Trump. Det interessante er at forstå, hvordan hans vælgere forstår ham – ikke så meget, hvad der bliver sagt, men hvordan det bliver modtaget. I historisk forstand kan det være mere instruktivt at lytte til den lille forretningsdrivende, der netop har taget sit partikort hos NSDAP, end at kigge på Hitlers taler.

Mainstream-radikalisme

Når det er sagt, er Bolts bog et godt bud på en habil og gennemtænkt overvejelse af fænomenet Trump. Samtidig er det dog slående, hvor meget den ligner mange af de andre korte eller lange analyser, vi er blevet bombarderet med de sidste par måneder i tv og i aviserne. Hvor man med Mikkel Bolt tidligere kunne være sikker på at få et markant andet blik på tingenes tilstand end den, de fleste andre tilbød, får man nu i højere grad blot en mere usentimental, destilleret og eksplicit venstrekommunistisk version af den samme. Det er nu ikke, tror jeg, fordi Bolt er blevet hverken mere eller mindre radikal, men simpelthen fordi begivenhedernes tryk har presset den brede liberal-socialdemokratiske mainstream, fra The Guardian over Le Monde til Politiken i Danmark, til at besinde sig på globaliseringens slagssider. Mere marked er ikke længere automatsvaret på alle udfordringer.

For hvis valget af Trump pludselig gjorde noget klart, så var det, at det herskende sprog ikke længere var i stand til at tale om virkeligheden på en meningsfuld måde. Én konsekvens deraf er blevet, at klassekampen synes at vende tilbage, omend i en udvandet og mere eksplicit race-kulturel udgave. Det hed således generelt ikke, at arbejderne stemte på Trump, men at dårligt uddannede hvide gjorde det i protest mod eliten.

Bolt leverer en glimrende læsning af de identitetspolitiske kampe, der var på spil i valget, men giver et vist ekko til forestillingen om, at det var de fattige hvide, der valgte Trump for at beskytte deres egne privilegier: ”Det”, skriver Bolt, ”er de socialøkonomiske årsager til Trumps succes: reallønsfald, økonomisk usikkerhed og arbejdsløshed”. Det er der utvivlsomt noget om – Trump vandt helt konkret en del af staterne i det amerikanske rustbælte – men det er også en sandhed med betydelige statistiske modifikationer. Ser man på vælgeranalyser foretaget på valgdagen, ser det faktisk ud til, at Hillary Clinton fik flere stemmer blandt folk med lave indkomster end Trump (hvilket selvfølgeligt inkluderer sorte vælgere, der har tendens til at have lave indkomster), mens Trump fik flere stemmer blandt velhavere og den hvide middelklasse. De fattige stemte ikke på Trump af en meget simpel grund: De stemmer slet ikke. Trump blev således valgt af en koalition bestående af 26% af de stemmeberettigede, eller 19% af samtlige amerikanere.

Det betyder selvsagt ikke, at den analyse, der indarbejder både klasse og raceaspekter, dermed er ugyldig, men det viser dog nødvendigheden af at kombinere studiet af de kulturelle tegn med en mere jordnær sociologisk tilgang, der tager udgangspunkt i de faktiske vælgere. Makrofænomenet er også et mikrofænomen og omvendt. Inde i det store billede er der en masse mindre billeder, og i hvert af de små billeder er der et menneske. Dem skal man også lytte til.

Matthias Dressler-Bredsdorff (f. 1988) er skribent og lektor ved Université de Caen-Normandie.