Fascismen i Det Hvide Hus

Uddrag fra Mikkel Bolt’s bog Trumps kontrarevolution, der udkom på Forlaget Nemo idag. Vi bringer kapitlet ’En ny fascisme’ efter aftale med forlaget.

Af Mikkel Bolt
Illustration af Jacob Chapelle

Konfronteret med Trump har mange analytikere, kommentatorer, akademikere og intellektuelle været nødsaget til at overveje, om vi er konfronteret med en genkomst af fascismen.1 Er Trump amerikansk fascisme anno 2017? Nu er fascisme jo en notorisk svær term at bringe i anvendelse, så langt størstedelen af analyserne ender med at afvise sammenligningen og foretrækker at karakterisere Trump som udtryk for antiestablishment ressentiment. Trump er ikke fascist, men populist, konkluderer de fleste analyser. Der er godt nok noget skræmmende semi-fascistisk over mange af Trumps udsagn og hans opdeling af verden i de stærke og de svage, men sammenligningen med fascisme synes farfetched og overdrevet. Fascisme er jo Hitler, der startede Anden Verdenskrig og orkestrerede det industrialiserede drab på millioner af mennesker i udryddelseslejre. Fascisme er koncentrationslejrene og SS. Trump vil ganske vist bygge en mur og har forsøgt at indføre indrejseforbud for muslimer (fra syv lande i Mellemøsten), men det er jo stadigvæk ikke helt det samme. Godt nok overtog Trump det republikanske parti, tilsidesatte ledelsen af partiet og fokuserede hele sin kampagne på sine egne fortræffeligheder, men han taler ikke om at indføre en ét-parti-stat. Der var ganske vist en lang række eksempler på overfald og en voldsomt agiteret retorik til Trumps valgmøder, men der går ikke paramilitære tropper rundt i gaderne i USA (hvis vi ser bort fra politiet). Så sammenligningen med fascisme synes umiddelbart at være noget overdrevet.

Problemet er selvfølgelig, at fascisme-betegnelsen almindeligvis fungerer delegitimerende. At betegne nogen som fascist eller endnu bedre som Hitler, er det samme som at beskrive dem som onde eller hinsides fornuft. Så er der ligesom ikke mere at sige. På den måde fungerer fascisme oftest som rent invektiv, som når George W. Bush, Nicolas Sarkozy og det Konservative Folkeparti taler om den såkaldte ‘islamo-fascisme’ i en kontekst af opskruet neokolonial antiterrorisme, hvor Vesten invaderer lande i Mellemøsten, og militante islamiske grupper så efterfølgende lancerer terrorangreb i vestlige storbyer. I en sådan sammenhæng har vi at gøre med en nedsættende term, der anvendes i en politisk kamp, og ikke en analytisk kategori, der bringes i anvendelse med henblik på kritisk at analysere en historisk problemstilling.

Så fascisme er en vanskelig betegnelse og ofte fungerer den nærmest mere som en stopklods for en analyse, end som en brugbar politisk kategori. Og det er da også svært at sammenligne politikere med Hitler. Hvis først Hitler er ude at gå, hvis der på nogen måde kan siges at være den mindste parallel mellem en politiker og Hitler, så står denne på den ene eller anden måde uden for den almindelige, respektable politiske diskussion. Det har selvfølgelig også noget at gøre med ikke-analysen af Hitler, at Hitler og nazismen er gået hen og blevet en underligt flydende signifiant i den vestlige populærkultur, sorte læderstøvler, heil-hilsner og bunker af døde kroppe. Den populærkulturelle repræsentation af nazismen har tenderet til på én gang at forvandle nazismen til noget genkendeligt og kitschet, både modbydeligt og sexet, og fastholde det som noget helt særligt, der hører hjemme i historien som en barbarisk exces, vi mindre skal tage ved lære af og mere per automatik lægge afstand til. Der er noget patologisk ved fascismen, som gør det svært at identificere dens politisk-økonomiske mulighedsbetingelser: det var en anden tid, og vi er anderledes, end de var i 1930’erne.

Derfor er det at kalde nogen fascist det samme som at skælde nogen ud. Det er sjældent en del af en politisk eller økonomisk analyse. I 1951 beskrev den konservative amerikanske filosof Leo Strauss, hvorledes det er muligt at ugyldiggøre politiske udsagn ved at sammenligne dem med noget, Hitler har sagt eller gjort. Du er vegetar, det var Hitler også, ergo er du nazist. Strauss benævnte dette reductio ad Hitlerum. Lidt den samme mekanisme finder vi beskrevet i den såkaldte Godwins lov, ifølge hvilken en diskussion på nettet altid ender med, at nogen bliver sammenlignet med Hitler. Pointen er i begge tilfælde, at en sammenligning med Hitler eller at spille fascisme-kortet er urimeligt og mere har at gøre med at delegitimere sine modstandere.

Konklusionen synes klar: Fascisme er med Roland Barthes’ formulering en slidt metafor, men det betyder jo ikke, at fascismen som politisk fænomen bare er forsvundet. Der er ikke tvivl om, at det er svært at undgå automatreaktioner, når nutidige fænomener beskrives som fascistiske, men det betyder naturligvis ikke, at de ikke skal beskrives som fascistiske, hvis de er det. Det betyder blot, at vi skal være nogenlunde præcise, og at det ikke skal være som et retorisk greb, men som en analytisk term, at vi skal bringe ‘fascisme’ i anvendelse.

Det er med andre ord rigtigt vigtigt at være nogenlunde præcis i sin anvendelse af termen fascisme, og udgangspunktet for en brug af den er selvfølgelig de fascistiske bevægelser og partier i Europa i 1920’erne og 1930’erne. Det må være der, vi starter, og der er en omfattende litteratur at trække på. Men det må samtidig også være muligt at bruge termen uden for den specifikke historiske kontekst. Hvis vi taler om socialisme, anarkisme, liberalisme og konservatisme som historiske fænomener, men også som nutidige ideologier, der forvandler det historiske indhold, så kan vi også tale om fascismen som en ideologi, der forandrer sig i takt med den historiske udvikling. Det vil være forkert bare at gå ud fra, at fascismen er et helt unikt politisk fænomen uløseligt knyttet til to årtier i det 20. århundrede i Europa. Fascismen er jo ikke en bevægelse, der dukkede op ud af ingenting og forsvandt igen med afslutningen af Anden Verdenskrig. Og at reducere fascisme til et spørgsmål om det ubeskriveligt onde er blot en ideologisk manøvre, som tjener til at bekræfte den herskende samfundsmodel, der legitimerer sig som fortsættelsen af den antifascistiske kamp. Fascisme er desværre ikke noget, der kan begrænses til perioden mellem Første og Anden Verdenskrig og konfronteret med fænomener som Trump, men også Front National i Frankrig, Gyldent Daggry i Grækenland, UKIP i Storbritannien, samt Dansk Folkeparti herhjemme, er det vigtigt at foretage historiske sammenligninger. Og hvis man, som jeg gør det i det følgende, læser Trumps indsættelsestale, hans første officielle tale som præsident for USA, viser det sig, at det faktisk giver svært god mening at tale om fremkomsten af en ny amerikansk fascisme. Der er en tydelig ultra-nationalistisk dimension over Trumps retorik, det handler om at genskabe et oprindeligt amerikansk fællesskab, der er truet, men nu skal vokse sig stort igen. Trump er den stærke leder, der kan ekskludere de truende fremmede og samle folket.

Som blandt andre Ian Kershaw har redegjort for, så kan fascisme ikke reduceres til historien om et enkelt individ, som om Hitler på en eller anden måde kan forklare nazismen.2 Men den stærke leder, der transcenderer ‘den almindelige politik’, spiller en helt central rolle i den fascistiske ideologi. Den stærke leder inkarnerer folket, i en politisk-affektiv forstand er lederen folket, der er ikke nogen adskillelse mellem de to, og han forvandler det til en familie, hvor han er faderen, der nok skal beskytte og tage vare på fællesskabet. Der er en forestilling om ‘et naturligt hierarki’ og ‘en naturlig orden’ i fascismen, som lederen genopretter. Han skaber orden i hjemmet og gør hjemmets usynlige hierarki og vold til et politisk program. Det er en del af forklaringen på Trumps misogyni og racisme, hans eksplicitte foragt for kvinder og for ikke-hvide. Med udgangspunkt i en omvendt offergørelse præsenterer Trump sig som genoprettelsen af en ‘naturlig’ orden. Der er selvfølgelig vigtige forskelle mellem Trump og mellemkrigstidens fascistiske ledere, der har at gøre med de historiske forhold, men Trump appellerer til mange af de samme følelser, som Hitler og Mussolini gjorde, og han bruger en diskurs, der på samme måde som Hitler og Mussolinis lover en national genfødsel gennem eksklusionen af det andet gennemført af den stærke leder. Der er forskel på, hvem der er problemet. For Hitler var det selvfølgelig først og fremmest jøderne, som for nazismen repræsenterede den skjulte forbindelse mellem kommunismen og kapitalismen, for Trump er det til gengæld alle ikke-hvide amerikanere og i særdeleshed mexicanske og latinamerikanske immigranter samt muslimer, der truer det nationale fællesskab.

Trumps fascisme er naturligvis anderledes end den, vi kender fra mellemkrigstidens Europa, men det burde ikke overraske, for fascisme har altid været kendetegnet ved at appellere til nationale særtræk og præsentere sig selv som et autentisk udtryk for nationale karakteristika. Det gjorde såvel den italienske fascisme, Hitlers nazisme i Tyskland som Francos falangisme i Spanien, men det gjorde den franske, den portugisiske, den græske og den rumænske fascisme eksempelvis også i 1930’erne. Fascismen er jo netop kendetegnet ved evnen til at ernære sig af og kanalisere forestillede ‘naturlige’ egenskaber ved folket. Som den amerikanske fascismeforsker Robert O. Paxton har skrevet, er fascismen på den måde altid lokal, og det vil være en fejl at tro, at den altid tager form af stormtropper med skrårem og læderstøvler og bogafbrændinger i gaderne.3 Som han skrev i 2004, vil en nutidig autentisk amerikansk fascismes symboler ikke have ret meget at gøre med det oprindelige europæiske udgangspunkt. Svastikaen vil være erstattet af stars and stripes, for fascismen bruger altid et sprog, der er kendt og betryggende. Fascismens fasces var netop ikke eksotiske og fremmedartede i Italien i begyndelsen af 1920’erne, og nazismens blanding af antisemitisme og antisocialisme var en del af tidsånden i samme periode i Tyskland. Det var symboler, som massen skulle genkende sig i. Ligesom Trumps baseballkasket og macho omklædningsrumslingo er det i dag. Det skal bekræfte og skabe identitet, kasketten med “Gør Amerika stort igen”-teksten skaber et fællesskab, nøjagtig som klubtrøjen i fodboldens fankultur skaber et tilhørsforhold og skiller venner fra fjender. De er ved første øjekast måske ikke særligt fascistiske, men de fungerer ikke desto mindre som lakmusprøver, hvorved den indre fjende kan genkendes og det lokale fællesskab identificeres.

Fascismens modsætninger

En af udfordringerne ved at bestemme noget som fascistisk er, at fascisme er en svært modsætningsfyldt ideologi, der lover en genskabelse af en tidligere eller oprindelig storhed, men gør det gennem brug af de nyeste og mest moderne kommunikationsteknologier og produktionsmåder. Det var baggrunden for Walter Benjamins bestemmelse af fascismen som en æstetisering af politikken. Den italienske og den tyske fascisme benyttede sig af de nye tekniske reproduktionsteknologier til at iscenesætte et skuespil, hvor massen blev afbildet, mens den tiljublede føreren.4 I tilfældet med Trump er det kombinationen af forestillingen om et stærkt hvidt Amerika og så Trumps usædvanligt effektive brug af nyhedsmedier, der gør, at Trump konstant er på skærmen. De daglige Twitter-beskeder og de urimelige udfald og ofte løgnagtige historier om alt muligt fra fiktive terrorangreb til klimaforandringer som noget det kinesiske kommunistparti har fundet på. Trump mestrer den samtidige billedpolitik til perfektion. Han er altid på, og han kommunikerer direkte til folk takket være Twitter og Facebook. Det er en senmodernistisk realisering af den franske fascist Robert Brasillachs drøm om at være overalt.5 Der er en intimitet, Trump er den hjemvendte far, der ikke skal medieres af kommentatorer eller journalister, men taler direkte til den enkelte, der på den måde knyttes til lederen. Der skabes et ubrydeligt og ikke-medieret forhold mellem lederen og massen. Der er ingen distance, Trump er der hele tiden. Ligesom tidens popstjerner som Kanye West eller Justin Bieber altid flimrer frem på skuespilsamfundets skærme. Med Trump bliver skærmtilstedeværelsen til et politisk middel.

Uden at gå så langt som til at sige at fascismen er en decideret usammenhængende ideologi, er de fleste fascisme-teoretikere enige om, at fascismen er ideologisk ustabil, den er med den amerikanske litteraturhistoriker Alice Yager Kaplans ord en polaritetsmaskine, der forener tilsyneladende modsætninger som moderne og antimoderne, konstruktion og destruktion, abstrakt og bogstavelig, folkelig og topstyret.6 I modsætning til, hvad mange måske forestiller sig, var mellemkrigstidens fascismer således ret sammensatte og faktisk ikke så ideologisk konsistente, som de fremstår i retrospektiv. Men der er ikke desto mindre en række træk, der går på tværs af de forskellige fascismer, og som også gør det muligt at tale om fascisme i dag, også selv hvis de politiske fænomener, vi analyserer, ikke selv beskriver sig som fascistiske. Mussolini, Hitler og Franco benævnte sig som fascister, i dag er der meget få, der gør det. Den historiske tyngde, som fascisme-termen bærer, er for overvældende. Men fascisme kan ikke reduceres til en tidligere periodes symbolske udtryk. At Trump ikke stiller sig op i uniform og tordner mod en jødisk konspiration skal ikke få os til at tro, han ikke er fascist. Fascismen er ikke en uforanderlig ideologi, men er som alle andre politiske ideologier i bevægelse og tager så at sige form efter sin samtid. Så fascismen ser naturligvis anderledes ud i dag: Hvor Mussolini og Hitler var ledere af fascistiske bevægelser, der kæmpede i gaderne mod revolutionære og reformistiske socialister, der er Trump et resultat af en udvidet underholdningsindustri, han er tv-stjernen, der forvandler racisme og misogyni til let underholdning og one-liners. Med Trump er fascismen gået fra at være en underholdningsindustriel tematik, et emne for film, tv-serier, spil og mindesmærker, til at være et egentligt politisk projekt. Det kulturindustrielle produktionsapparat producerer nu nationalistiske myter som færdigpakket affektpolitik.

Den italienske totalitarismeforsker Enzo Traverso har for nyligt foreslået at beskrive Trump som en del af en igangværende postfascistisk bølge, der også inkluderer fænomener som Brexit-afstemningen i Storbritannien og vælgeropbakningen til forskellige højre-nationale partier i Europa som Front National i Frankrig.7 Postfascismen er ifølge Traverso kendetegnet ved at lægge afstand til den historiske fascisme, men opererer ikke desto mindre med en fascistisk fortælling om behovet for en stærk leder, der kan sikre det nationale fællesskab og genskabe en tidligere forestillet storhed. Fascisme er forestillingen om et oprindeligt folkefællesskab, der er udsat for udefrakommende trusler, som det er nødvendigt at fjerne. Det skal den stærke leder gøre. Den fortælling er stadigvæk omdrejningspunktet i Trump og Marine Le Pens narration ifølge Traverso. Men i modsætning til den ‘oprindelige’ fascisme, så er den nationale genfødsel ikke længere et spørgsmål om at suspendere det parlamentariske system og sætte det ud af kraft. Det er derfor, han bruger betegnelsen postfascisme. Postfascismen adskiller sig altså ifølge Traverso fra såvel den historiske fascisme, mellemkrigstidens europæiske fascisme, som fra neofascismen, der har eksisteret i Vesten efter Anden Verdenskrig i forskellige former, men uden at opnå nogen nævneværdig politisk relevans, idet postfascismen ikke, på samme måde som nazismen eksempelvis var det, er en ekstraparlamentarisk bevægelse, men i stedet tager form af politiske partier eller politikere, der kæmper inden for det etablerede parlamentariske system om vælgernes gunst med henblik på at gennemføre ultra-nationalistisk politik. Postfascismen er således ifølge Traverso fascismens forsøg på at iklæde sig en parlamentarisk respektabilitet og lægge afstand til de værste fascistiske excesser.

Front National er et godt eksempel på denne udvikling. Partiet er gået fra at være et subversivt anti-parti med tydelige forbindelser til den franske fascisme i Vichy og den franske modkolonialiseringsbevægelse til at blive et alternativ inden for det etablerede politiske system, et parti hvis leder i dag seriøst konkurrerer om retten til at lede Frankrig. De postfascistiske partiers retorik er selvfølgelig stadigvæk, at den politiske elite ikke duer, at den ikke beskytter folket, men lader multinationale firmaer flytte arbejdspladser rundt efter forgodtbefindende og endnu værre: tillader store masser af immigranter at komme til landet, selvom de ikke kan integreres og i virkeligheden vil ødelægge det nationale fællesskab. Men den nye postfascisme præsenterer på en anden måde end tidligere sit projekt mere som en fortsættelse end som et brud. Le Pen vil beskytte republikken, ikke ødelægge den. Det er denne gradvise forvandling, som ligger til grund for Traversos idé om postfascisme, at fascismen afklæder sig sin revolutionære dragt, kan man sige. Pointen er, Traverso ekspliciterer det dog ikke, at det i dag er så vanskeligt at forestille sig en anden verden – en ikke-kapitalistisk verden – at fascismen ikke behøver at lade som om, den er revolutionær. Der er netop ikke en sammenhængende international revolutionær kommunistisk bevægelse, som der var det i 1917 til 1937, og der er derfor ikke nogen direkte trussel, som fascismen skal annullere (eller imitere). Fascismen fungerer i dag præventivt kontrarevolutionært, kan vi sige i forlængelse af terminologien fra det foregående kapitel, den forhindrer, at der opstår et revolutionært alternativ.

Postfascismen er med andre ord ifølge Traverso ikke systemomvæltende på samme måde, som mellemkrigstidens fascisme var det (eller påstod at være det). Det er spørgsmålet, om Traverso har ret i det. Trumps præsidentielle dekreter, der er på kanten af eller hinsides det lovlige, synes at være et forsøg på at få statsadministrationen til at implodere. Og fascismen er altid kapitalbevarende, dens ‘revolutionære’ projekt gennemføres altid med henblik på at sikre kapitalakkumulationens fortsatte eksistens, ikke dens ophævelse. På den måde kommer Traverso til at indføre nogle forskelle, der nok ikke findes mellem fascismen og postfascismen. Ideologisk og politisk-økonomisk er der overraskende stor kontinuitet, og fascismen tager stadigvæk form af racistisk eksklusion plus en variant af statskapitalisme, hvor værdiloven forsøges styret gennem kommandoøkonomiske tiltag.

Men selvfølgelig er der vigtige forskelle mellem den ‘gamle’ fascisme og Trumps senkapitalistiske variant, det har Traverso ret i. Hvor fascismen var kendetegnet ved antisemitisme, så er den nye fascisme, som Traverso skriver, islamofobisk. Trump og Le Pen er begge hysteriske islamofober, og de spiller effektivt på truslen fra den militante islamisme, som blæses totalt ud af proportioner – der var større risiko for at miste livet i 1970’ernes såkaldte røde eller sorte terrorisme end ved et islamistisk terrorangreb i dag i USA eller Frankrig – og bliver til en egentlig islamofobi, der rammer alle afrikanere og arabere i Vesten, inklusive ikke-praktiserende muslimer samt et væld af afrikanske ‘kristne’. I den islamofobiske diskurs antager islam skikkelse af en konspiration; det er ikke bare en religion, men bliver den del af befolkningen, der skal ekskluderes, den indre fjende, der står i ledtog med de ydre fjender, der vil det nationale fællesskab til livs. Frygtpolitikken kender ingen grænser, og mennesker, der flygter fra krig eller migrerer for at få et bedre liv, bliver til fjenden selv, en trussel mod vores identitet, en trussel mod det nationale fællesskab. Trumps forsøg på at indføre indrejseforbud fra syv lande inden for den første uge af sit præsidentskab er et tydeligt udtryk for den islamofobiske diskurs. Men det kan vise sig blot at være det første initiativ: under valgkampen talte han flere gange om muligheden for at registrere alle muslimer i USA og ville ikke afvise at udstyre dem med særlige identifikationspapirer, hvor det fremgår, de er muslimer. Både Trump og Le Pen taler konsekvent om islamisk terrorisme og sætter lighedstegn mellem islam som religion og terrorisme, hvorved muslimer antager form af en subversiv kraft, der truer det nationale fællesskab, der derfor skal beskytte sig.

Mikkel Bolt (f. 1973) er kunsthistoriker, politisk teoretiker, og lektor i kulturhistorie ved Københavns Universitet.

  1. Mange af de bedste fascismeforskere har skrevet korte kommentarer om Trump, før og efter valget i november 2016. Nogle af de bedste analyser inkluderer: Jane Caplan: “Trump and Fascism: A View from the Past”, in: History Workshop blog, 17. 11, 2016, http://www.historyworkshop.org.uk/trump-and-fascism-a-view-from-the-past/, Mark Mazover: “Ideas That Fed the Beast of Fascism Flourish Today”, in: Financial Times, 6. 11, 2016; og Robert Steigmann-Gall: “What the American Left Doesn’t Understand about Fascism”, in: Huffington Post, 10.6, 2016. Se også interviewet med Robert O. Paxton på Democracy Now, 15.3, 2016, https://www.democracynow.org/2016/3/15/father_of_fascism_studies_do-nald_trump
  2. Ian Kershaw: Hitler, en biografi (København: Gyldendal, 2008).
  3. Robert Paxton: The Anatomy of Fascism (New York: Alfred A. Knopf, 2004).
  4. Walter Benjamin: “Kunstværket i dets tekniske reproducer-barheds tidsalder”, in: idem: Kulturkritiske essays (København: Gyldendal, 1998), pp. 129-158.
  5. Brasillachs avis bar titlen: “Jeg er overalt” (Je Suis Partout).
  6. Alice Yager Kaplan: Reproductions of Banality: Fascism, Literature and French Intellectual Life (Minneapolis & London: University of Minnesota Press, 1986), pp. 25-35.
  7. Enzo Traverso: Les nouveaux visages du fascisme (Paris: Textuel, 2017).