Reportager fra krigen i Syrien

Du må ikke græde – for så mister du blod
Nagieb Khaja
229 s. Gyldendal 2017

Af Birgitte Rahbek

Illustration af Ferdinand Ahm Krag

Titlen på Nagieb Khajas seneste bog er meget typisk for såvel forfatter som for bogen. Den refererer til en 10-11 år gammel dreng, der prøver at trøste sin 5-årige lillebror, som er blevet såret under et luftangreb, har ondt og græder. De to drenge er nogle af de mange uskyldige ofre i den syriske borgerkrig, som Nagieb Khaja støder på under sine rejser til Syrien, og som han i bogen kærligt foreviger. Gennem mange små nærbilleder – forfatteren er ikke filmdokumentarist for ingenting – tegner han et billede af den komplicerede mosaik, som krigen er. Samtidig med dette menneskeligt sammensatte billede, som er spændende vævet sammen af reportager og interviews, indlægger han forklarende tekster, så også folk, der ikke har fulgt krigen helt tæt, vil kunne forstå, hvad det handler om.

I 14 kapitler, som tilsammen beskriver forfatterens 7 rejser til den oprørskontrollerede del af Syrien (og en afstikker til Libanon og Jordan), følger vi krigens udvikling fra december 2011 til december 2015. Nagieb Khaja er en af få vestlige journalister, der i de senere år har vovet sig ind over grænsen fra Tyrkiet, og det er derfor, at hans reportager er så ekstraordinære, fordi den øvrige presse i dag befinder sig i sikkerhed enten i Tyrkiet, Libanon eller i de regimekontrollerede dele af landet. Men man skal ikke bebrejde journalister, at de ikke gør det samme som Khaja, for det har for ham hver gang været forbundet med livsfare, og det har krævet stort mod – også fra familiens side – og stor troværdighed.

Det sidste har han bygget op gennem mange år, hvor han i sine film og reportager fra såvel Afghanistan som Gaza og ikke mindst Syrien har vist, at han aldrig udleverer de mennesker, han portrætterer eller taler med. Formentlig har det også hjulpet ham, at han er opvokset blandt andre indvandrerunger i Ishøj, hvor han både har lært sig lidt arabisk og tyrkisk, og i Syrien løber han minsandten også ind i flere af sine barndomskammerater, der har valgt at tage derned for at kæmpe imod regimet.

Vi er så vant til at få præsenteret disse ‘Syrienskrigere’ som islamistiske fanatikere, der, når de er færdige med svineriet i Syrien, kun pønser på at tage til Danmark eller andre vestlige lande for der at bedrive terror. Det er der sikkert også nogle, der gør, dog ikke blandt de danskere, som forfatteren mødte i dette nordvestlige hjørne af Syrien. De fleste af de mange udenlandske krigere, som han mødte, var draget til Syrien for at kæmpe for deres muslimske brødre og søstre imod et brutalt diktatur. Det kan man så mene meget om, bl.a. det, som et par af danskerne fik at vide af den syriske kommandant: at de gjorde mere gavn ved at rejse hjem og samle penge ind til såvel våben som medicin og tøj.

I den vestlige presse bliver oprørerne i Syrien som regel beskrevet som enten progressive sekulære folk eller reaktionære islamister med ISIS helt ude på fløjen. Nagieb Khaja viser i sin bog, at billedet er meget mere komplekst end som så. Ganske vist har han ikke haft kontakt med ISIS-folk, men flere af hans informanter støtter den al-Qaeda-relaterede Nusra Front og flere af de andre islamistiske grupperinger.

I bogen fremtræder de i al deres menneskelige mangfoldighed, og det viser sig, at det ofte er lidt tilfældigt, hvor de er havnet, måske skyldes det en lokal velanset person, der borger for anstændighed og fravær af korruption. Måske er gruppen det eneste show in town. Det lader også til, at ingen af de andre islamistiske grupper stiller samme strenge krav som ISIS til f.eks. rygeforbud, for et sådant er svært at opretholde i en situation, hvor nerverne hænger uden på tøjet.

En af ulykkerne ved den syriske borgerkrig er, at det i dag er ­ og i de sidste mange år har været ­ en stedfortræderkrig, hvor alle andre end syrerne afgør krigens udfald. Det viser sig på regimets side ved, at Assad-regimet næppe havde overlevet, hvis det ikke havde været for de russiske bombardementer (som kun sjældent går ud over ISIS) og for de iranske og libanesiske (Hizbollah) lejesoldater. Krigen har tæret så voldsom på den syriske hær, at det er vanskeligt at rekruttere mere kanonføde, hvorfor iranere, libanesere og irakiske shiamilitser i dag tegner sig for de mest krævende opgaver.

Men også oprørssiden er præget af en brigade af internationale krigere. De kommer med alle mulige bindestregs-nationaliteter fra Vesten, inklusive Danmark, og i den hårdere ende er der mange fra Tjetjenien og Libyen. Det er endnu en påmindelse om, hvor skæbnesvanger krigen i Libyen og det påtvungne regimeskifte har været i form af spredning af jihadister og våben. Nogle af de udenlandske kæmpere er tilknyttet de forskellige militser, andre er freelance-krigere, som ikke har sværget troskab til nogen gruppering.

Nagieb Khaja bringer læseren tæt på mange af de personer, han møder, f.eks. engelske Bilal, som hader krig og siger: “Jeg savner Storbritannien. Jeg savner min hjemby. For satan, jeg elsker Storbritannien og dets folk. Det er mit hjemland, men jeg er modstander af det politiske etablissement, som har et ansvar for kaos og elendighed i Mellemøsten og andre steder i verden.

Det er svært at lægge bogen fra sig, velskrevet, som den er, samtidig med at det indimellem også bliver ubærligt at læse om f.eks. bombardementerne af Aleppo, hvor man ved, at det kun er blevet værre siden.

I et efterskrift sammenfatter forfatteren den syriske borgerkrigs forløb og skitserer forskellige muligheder for, hvordan Syrien vil kunne se ud efter en fremtidig fred. Desværre er det svært at se et samlet fredeligt Syrien i horisonten, men som læser er man bedre klædt på til at tænke nuanceret på fremtiden.

Efter sin sidste tur er Nagieb Khaja blevet forment adgang til Tyrkiet, hvorfor han ikke længere kan komme ind i de færre og færre oprørskontrollerede områder. Det er en trøst for familien, men et tab for sandheden.

Nagieb Khaja er om nogen i stand til at se mennesket bag enhver forklædning, den være sig fysisk eller psykisk. Man kan kun håbe, at bogen vil blive læst af såvel journalister som politikere som alle dem, for hvem syrere og islamister er én klæg masse. Den har international standard og relevans.

Birgitte Rahbek (f. 1944) er forfatter, kultursociolog og mellemøstspecialist.