Regeringsduelighed i dansk politik

Af Klaus Kondrup

I denne artikel vil jeg slå et slag for regeringsduelighed i en dansk kontekst. Regeringsduelighed er et centralt omdrejningspunkt i den politiske filosofi.1 Duelig er den regering, som udviser dygtighed udi regeringens førelse samt magter at adressere udfordringer for den politiske orden, før disse vokser sig for store, for nu at give en bred definition af ordet. I det følgende vil jeg nærme mig, hvad det vil sige i en nutidig dansk kontekst, og hvorfor det er vigtigt at inddrage regeringsduelighed i vor forståelse af politik. Mit udgangspunkt er den politiske ordens teori og polity-analyse, som jeg har udviklet til at afdække, hvad der er hensigtsmæssigt for en regering at gøre for at stabilisere et samfund. Polity betyder i denne sammenhæng det politiske aspekt af et samfund, altså samfundet forstået som et regeret fællesskab. Politisk stabilitet er en væsentlig faktor i udenrigspolitik og i investeringsselskabers overvejelser. Det følgende er skrevet i lyset af en polity-analyse af Danmark med fokus på det centrale problem, der rejses i konklusionen: Er der politisk vilje til at udvikle den danske samfundsmodel i en bæredygtig retning? Det handler om regeringsduelighed.

Hvad handler regeringsduelighed om?

Da jeg i efteråret 2016 var på besøg på Bagsværd Gymnasium for at holde et oplæg om det amerikanske valg for elever og lærere, valgte jeg at starte ud med at tale om regeringsduelighed. I en periode har jeg haft gymnasieelever på besøg til timerne i polity-analyse på universitetet, så de kan få en fornemmelse af grundfagene i Statskundskab, og hvad de vil kunne bruges til i sammenhæng. I Bagsværd var det en analyse af USA, som var udgangspunktet. Jeg synes selv, at jeg ved den lejlighed trængte nogenlunde igennem med en tentativ forståelse af fænomenet: Regeringsduelighed handler om at kunne regere, dvs. være i stand til at gennemføre en politik, sådan at den bliver iværksat som konkrete tiltag i samfundet til gavn for befolkningen. Det handler om at få gjort det nødvendige i tide og bringe samfundet videre. På den måde er det ofte en dom, politologien vil komme med for at adressere en regeringsperiode i retrospekt, men med polity-analysen får vi et bedre grundlag for, at det videnskabelige kan spille ind og informere politikken fremadrettet. I denne artikel er det ikke ambitionen at udfolde selve polity-analysen. Det tillader pladsen ikke, og jeg har fået et andet opdrag. I stedet vil jeg give et billede af, hvor vi er i dag, ved at præsentere et diakront perspektiv strækkende sig fra efterkrigstiden til i dag, sammenholdt i et generaliserende perspektiv. Regeringsduelighed bliver således sammenholdt med den politiske diskurs i det daglige arbejde og dens intensivering op til valg, hvilket sætter fokus på det feedback, som kommer fra befolkningen til det politiske system.

Under valgkampe ser man oftere og oftere, at man lover befolkningen at ville gennemføre noget, som det politologisk er ret let at vise ikke kan lade sig gøre. Trump er her et godt eksempel, men USA har i årevis scoret lavt på regeringsduelighed, da Washington er gået i hårdknude. Herhjemme havde vi for nogle år siden Thorning og hendes 12 minutter, som skulle løse alle problemer, men aldrig blev til noget. Hvis man bruger 12 minutter på at tænke det igennem, kan man let se, at den går ikke.2 Men det er der ikke mange, som gør, og det er faktisk et problem for den måde, vi styrer på i det, som kaldes ’demokrati’.3 Ofte bliver regeringsduelighed kapret af en diskussion om, hvem som bør gavnes i omfordelingen, og så ryger spørgsmålet ind i den uendelige højre/venstre-palaver, hvorved man fjerner sig fra det saglige, fordi man med vilje misforstår hinanden og laver personangreb i positioneringsøjemed. I det følgende vil det handle om, hvad der sker, hvis vi glemmer, at der skal regeres, uanset hvilke følelser vi måtte have over for bestemte politikere eller politiske partier. Den politiske filosofi og et blik på historien vil lære os, at politik handler om indretningen af samfundet med stabilitet og dermed overlevelse for øje, så pointen vil være, at vi skal tage politik alvorligt, så samfundet ikke destabiliserer til skade for alle.4 Der skal regeres for at opretholde og fremtidssikre orden.

Jeg ved ikke, om gymnasiasterne og deres lærere i Bagsværd var nogenlunde enige i spørgsmålets vigtighed, men jeg spurgte dem om, hvem som tog regeringsduelighed i betragtning, når de besluttede sig for, hvor de ville sætte deres kryds. For mange var spørgsmålet selvfølgelig hypotetisk, givet deres unge alder, men blandt både lærere og elever var der kun en enkelt pige, som markerede. Måske var der tale om opportunisme, men det gjorde mig da glad, at der var en, som påstod, at hun syntes, regeringsduelighed var vigtig, når vi vælger ledere. Det, som åbenbart er vigtigt for folk, når de grupperer sig partipolitisk, er, om ens kammerater synes, at det, man vil stemme på, er o.k. Sådan har det nok altid været, og for mig at se var de forsamledes indstilling egentlig ganske repræsentativ for befolkningen som helhed. Regeringsduelighed er yderst vigtigt for den politiske filosofi, men ikke noget, vi i dagens samfund tager særligt alvorligt, ikke engang inden for politologien.

Høj politisk konsensus

Nu kunne man med den høje politiske homogenitet i Danmark opfatte vores politiske form som en ’etpartistat’, hvor Folketinget består af forskellige fløje, der alle bakker op om den danske samfundsmodel. Der er så at sige konsensus om målet for politikken, men vedvarende diskussion om, hvordan man skal nå målet. Der er imidlertid stor forskel på de forskellige fløje, hvad angår regeringsvilje, og – som vi skal se – også regeringsduelighed. Man kan for eksempel undre sig over, hvorfor nogle partier konstant fører valgkamp på, at man skal passe på stigningerne i de offentlige udgifter. Det virker umiddelbart tåbeligt at gå til valg på fordelingspolitisk regeringsduelighed og for eksempel argumentere for, at der skal være ”nulvækst i de offentlige budgetter”, siden nationalbudgettet er i minus, når det oplagt er meget mere populært at foreslå, at der skal flere penge til alt, som for eksempel Pernille Skipper (Ø) gjorde det på Enhedslistens seneste landsmøde. Liste I, der mener, at man skal gå den modsatte vej end Ø for at sikre og udvikle den nuværende samfundsmodel, går ind for, at man skal bruge færre offentlige midler, men sidder nu i en regering, som ikke rigtig kan rykke ved noget, specielt ikke nu, hvor regeringens selvdefinerede råderum for 2017 er 0 kroner allerede her midt i maj. Der er høj konsensus, men til gengæld ikke meget plads til at regere. Samfundet er endog meget stabilt, så det burde ikke være noget problem i sig selv. Der er dog et stort ’men’, her.

Tendensen er for mig at se klar. Regeringsduelighed tages sjældent i betragtning. Man opfatter per automatik dem, man i forvejen sympatiserer med, som regeringsduelige og de andre som uduelige uden at tænke over, hvilke kriterier man lægger til grund for vurderingen. Konsekvenserne af de forskellige partiers foreslåede politik, og om den overhovedet kan lade sig gøre, er efterhånden ret ligegyldig for vælgerne og kommer sjældent til debat mellem folk af forskellig observans. Selv blandt højtuddannede i de mest avancerede politiske systemer er samtalen stort set forstummet.5 Måske fordi man efterhånden kun taler med nogle, man allerede er enig med, og afskriver dem med en divergerende opfattelse som ’de andre’, uden at man kommer i debat med dem. En tendens, der forstærkes af Facebooks algoritme for, hvilke nyheder vi hver især bliver fodret med. Og tendensen er stigende, som den seneste udvikling i Danmark viser. Men før vi går i gang med analysen, skal vi klargøre vort udgangspunkt og rammen for behandlingen af vort emne.

En filosofisk krølle

Eftertryk har ved at række ud til en klassisk politologisk indstillet person gjort deres for at forsøge at få en samtale i gang med udgangspunkt i politisk filosofi, og jeg håber på, at der kan komme en dialog ud af det. Før vi starter en dialog, vil det for mig at se være hensigtsmæssigt i udgangspunktet at konstatere grundlaget, som indikeret ovenfor, at vi i udgangspunktet må være opmærksomme på, hvordan vi debatterer, da ”den borgerlige offentlighed” er dysfunktionel.6 Det vil sige, at den politiske frihed er begrænset, fordi der ikke er fokus på en saglig forholden sig til politik i den offentlige diskurs, hvilket umuliggør, at vælgerne kan tage stilling til det politiske indhold, da alt forskydes på forhånd i forhold til partipolitiske grupperinger, anvendelse af en farveskala i forståelsen, hvor tingene passes ind i stive kategorier, misforstås med fortsæt, osv. Hvordan dette nærmere forholder sig, samt hvordan det følgende skal forstås i henhold til Eftertryks position som ’demokratisk socialistisk’, vil jeg gemme til en senere lejlighed, hvor det er mere klart for mig, hvad der ligger i denne positionering. Generelt synes jeg, at vort forhold til politik alt for ofte bliver et spørgsmål om positionering. Lad os forholde os til sagen og så positionere os senere, hvis der er behov for det.

Det politiske er blevet emblematisk

I et samfund som vores er politik først og fremmest emblematisk. Man skal signalere, at man har et tilhørsforhold, som er o.k. i gruppen, for at virke ’politisk bevidst’. Er man politisk dubiøs i forhold til sit netværk, vil man opleve, at man får færre Facebook-venner og færre likes på noget, som har med andre ting at gøre. Så politiske signaler har faktisk stor betydning. Siden det politiske tilhørsforhold endeligt blev løsrevet fra forfatningskampen og arbejdsmarkedskampen op gennem 60’erne, blev det emblematiske mere og mere toneangivende, og efter den såkaldte 68-generation fik indflydelse på den offentlige diskurs, blev det emblematiske det primære vehikel for dannelse af politisk tilhørsforhold i Danmark.7 Blandt de universitetsstuderende i 70’erne skulle man for eksempel kunne sin marxistiske katekismus og dermed vise, at man var politisk bevidst. Om den revolution, man troede på, kunne lade sig gøre, ja, om den reelt kunne få nogen indvirkning på samfundsindretningen overhovedet, blev efterhånden ligegyldigt.

I dag lever vi i et samfund, hvor det partipolitiske tilhørsforhold handler om positionering inden for en snæver socialliberal ramme. Samfundsomvæltninger er så urealistiske og uønskede, at man positionerer sig på baggrund af et ret afklaret udgangspunkt. Man finder et politisk ståsted ud fra nogle holdninger, og signalværdien er i sidste ende alt. Efter euforien i 60’erne og 70’erne blev parolerne gemt lidt væk, og man begyndte at definere sig selv som utopist, anarkist, defaitist, eller hvad man kunne finde på, og altså først og fremmest i opposition til ’det bestående’, som man, efterhånden som man begyndte at indtage høje positioner i samfundet, måtte kæmpe for at revolutionere indefra, når man en gang imellem havnede i en samtale om partipolitik med sine gamle venner lørdag nat over et godt glas rødvin. Genopretningspolitikken i 80’erne blev hånet af mennesker, som intet fattede af det nationaløkonomiskes nødvendigheder, mens man hævdede, at man bare skulle forstå det hele anderledes – så ville Danmark undgå bankerot, uden at det gjorde ondt på nogen. Det var ikke muligt: Middelklassen måtte betale for at redde den udvidede sociale beskyttelse, man havde indført i 70’erne.

Og det gjorde den. Flertallet stemte på Poul Schlütter og bevarelsen af vores samfundsmodel, da krisebevidstheden bredte sig gennem middelklassen. Fra oppositionen blev det ved en såkaldt ”kritik af det bestående”, som blev fulgt op af en udpræget afmagtsfølelse, da der ikke kom de store samfundsændringer, og flere og flere tværtimod blev tilfredse med at leve i et småborgersamfund. Fremskridtsfolk (Z) og venstresocialister (Y) bukkede efterhånden under for det, de kaldte ’repressiv tolerance’, altså at de kunne få lov at sidde i folketinget, men aldrig fik den mindste indflydelse på regeringsførelsen. Den pragmatisme, som skal til for at kunne regere i et land med høj politisk konsensus, tiltalte aldrig anarkistiske liberalister eller revolutionære socialister, og deres forslag var stort set aldrig mulige at gennemtænke endsige gennemføre i praksis. Spørgsmålet om regeringsduelighed sætter her nogle grænser, fordi det handler om, hvad som kan lade sig gøre, ikke hvordan man kunne håbe, at et samfund kunne blive, hvis Gud havde ordnet verden på en anden måde, da han arrangerede Big Bang. Hverken Mogens Glistrups ide om afvikling af staten eller Preben Wilhjelms drøm om et antiautoritært samfund var af denne verden, så siden grundlaget var, at alt ville skulle ændres først, forblev regeringsdueligheden, trods begge de herrers evne til at argumentere ind i en praktisk kontekst, lig nul. I dag har man så fået ’Alternativet’ som et permanent emblem på det umulige udgangspunkt, hvor regeringsduelighed er blevet til regeringsligegyldighed. Dette nye partis medlemmer excellerer i at signalere, at de aldrig vil kunne blive ministre for noget i mere end højst et par uger.

Det politiske system i Danmark

For vort emne er det centrale, at vi i dag ikke længere synes at have blik for vigtigheden af regeringsduelighed. Det er, som om man i dag udelukkende kan vise politisk engagement ved at tale dårligt om sine politiske ledere. Man taler om politikerlede og tænker ikke videre over, at et land skal regeres.8 En simpel betragtning vil vise, at det et kæmpe problem. Lad mig illustrere det ved at inddrage input-output-modellen, som ofte tilskrives den canadisk fødte politolog David Easton.9 Den er god til at danne sig et overblik over og formulere vor problemstilling. Det politiske system er ifølge denne optik en beslutningsmaskine, som producerer beslutninger og politikker som output. Befolkningen oplever dette output som det politiske vilkår. Måske oplever man at modtage beskyttelse; måske har det politiske system sikret én nogle rettigheder. I visse lande er der en relativt lige fordeling af disse rettigheder. Vi kunne tale om, at rettighedsdistributionen er jævn, sådan at en mængde borgere oplever, at de har ret til det samme uanset deres position i samfundet. Det er dét, vi bredt betegner som det liberalistiske ideal. I Eastonsk forstand er rettighedsdistribution et udtryk for en legalistisk socialpolitik. Det input, som kommer til det politiske system, er medieret gennem offentligheden, altså hvad folk synes om at være underkastet staten Danmark, hvilket forstås som systemets feedbackmekanisme hos Easton. Hvis man belønner dårlig regeringsførelse, stiger incitamentet til at blive endnu mere uansvarlig, hvilket vil afspejle sig i beslutninger og politik.

Polity-analysen viser, at Danmark i denne henseende er det mest avancerede samfund i verden, hvor rettighedsdistributionen er enormt effektiv og vidt forgrenet. Selvom de velstående i Danmark stadig vil have en fordel, når de skal hævde deres ret, er det sammenlignet med andre lande et utroligt effektivt politisk system, som sikrer en enorm rettighedsmæssig og økonomisk lighed. Staten Danmark er veludviklet autokratisk, det vil sige autonom og i stand til at beskytte borgeren. Derudover er den præget af en liberal institutionel forfatning, der fordeler magt og rettigheder til folk, som basalt set er tilfredse. Folk er overvejende glade for Danmark, hvilket anses for at være en stabil tilstand, som er vanskelig at forbedre væsentligt. I politologien taler man om ’Getting to Denmark’, altså at man kan stræbe efter at komme til en samfundstilstand med høj tilfredshed og lav kriminalitetsrate, hvor systemet er holdbart og forudsigeligt i en slags idealtilstand, hvor folk betaler deres skat med glæde, og korruptionen samtidig er relativt lav.

Objektivt set er Danmark det land, som giver det bedste output i verden. Ligheden i rettighedsdistributionen og de materielle vilkår for befolkningen er langt over, hvad politologien med rimelighed kan forvente, og derfor bliver Danmark opfattet som en idealstat af mange politologer. Ledelsen har siden 2. Verdenskrig fået gennemført en del love, som har fået ’humlebien til at svæve’. Trods sin store vægt i form af en kæmpe institutionel infrastruktur, som fordeler en mængde rettigheder, går Danmark ikke under i nationaløkonomisk bankerot. Brumbassen holder sig flyvende ved, at borgerne får så meget af staten, at der kan tales om udpræget materiel lighed, sådan at forstå, at dem, som i udgangspunktet har dårligere muligheder, i høj grad gives støtte af fællesskabet til at forbedre deres udgangspunkt, hvis de ønsker det, og at denne forbedring gør dem så værdifulde, at staten kan holde sig kørende gennem høj beskatning af borgernes høje humankapitalværdi.

Vi vil ha’ mer’

Der er tale om udmøntning af et udpræget liberalt fællesskabsbegreb: Muligheden for deltagelse på lige vilkår er i centrum, lighed er centralt, og der er høj harmoni mellem den skrevne forfatning og den faktiske rettighedsdistribution, sådan at man for eksempel kan deltage politisk, hvis man vil, hvilket også giver nogen grad af politisk frihed. Det vil befolkninger dog generelt ikke, og danskeren er også rimeligt ligeglad med politikken, men vigtigt er det, at vi er godt tilfredse med statens output og kvitterer ved at holde os fra at lave ballade. Direkte adspurgte vil vi bare gerne have mere af det hele. Befolkningens forventninger til, hvad den kan få, stiger eksponentielt i forhold til det, den rent faktisk får. I politologien taler vi om ’the expectation/fulfillment gap’: Der er et gab mellem det, folk får, og det, de vil have, som vel kan fanges i det, vi på dansk kalder for ’krævementalitet’, altså at man konstant kræver mere, uanset hvor meget man får.

Når det danske folk skal materialisere deres input til det politiske system, går de hen for at stemme. Det blotte antal af dem, som går hen for at afgive deres stemme ved valg viser, at der er udpræget tilfredshed med det politiske system, her udmøntet i konkret underkastelse under en institution, som etablerer en mekanisme til udvælgelse af dem, som skal lede landet. Vi kalder det bare ’valg’. Interessant er det dog, at når folket bruger den ret, de har til at vælge deres ledere, tænker de ikke på ledelse, men på alt muligt andet. For Easton er det et kæmpeproblem, for hvis folket hylder politikere, som intet gennemfører eller nedbryder institutioner, går det galt. I vores optik: Hvis man ikke belønner regeringsduelighed, får man uduelighed. Det er irrationelt at belønne uduelighed, specielt når man forventer at få så meget. Der bliver en selvforstærkende afstand mellem det ansvar, som befolkningen har, når det er dem, som skal vælge lederne, og det ansvar, befolkningen oplever ved at have valgt de ledere, de så får. Trods alt har det danske politiske system været temmeligt velfungerende, fordi det de sidste 100 år er lykkedes ledelsen at gennemføre tiltag, som kommer befolkningen og landet til gavn, hvorved der sikres en god opbakning bag systemet, selvom der siden 60’erne konstant har været dårligere muligheder for at gøre det, fordi vort forhold til politik er blevet mere og mere emblematisk. Regeringsoutput er ved at være 0, og der er tegn på, at det nu er slut med god ledelse. Men hvorfor?

At måle regeringsduelighed: Fordelingspolitik og fællesskabspolitik

Hvis det skal give mening at måle regeringsduelighed, skal man holde en vis ideologisk afstand. Ovenfor bruges betegnelsen ’politologien’. Det er selvfølgelig frækt at opkaste sit perspektiv til det objektivt sande. Lad mig moderere en anelse ved at kalde min ideologi for scientifistisk, altså at jeg stræber efter at beskrive ud fra den model, jeg har stillet op. I det følgende vil mit begreb om god regeringsførelse være: at gøre det, som er godt for samfundet, i tide. Her er det klart, at man kan diskutere, hvad der er godt for samfundet. Det giver i hvert fald nogen mening. Især hvis betingelserne er til stede for en god samtale. Her vil jeg specificere tingene lidt for at indramme, hvad det er, min model finder for godt. Bemærk, at den i Eastons ånd er et forsøg på at være beskrivende og give et billede af årsagssammenhænge og ikke er værdiladet i streng forstand. Det regeringsduelige handler altså om at bevare den samfundsmodel, som folk er glade for, eller gennemføre en anden. Den basale antagelse er, at der skal være politisk vilje til regeringsduelighed. I vores samfundsmodel skal denne vilje skabes af folket.

Først vil jeg dele op i to overordnede politikområder: fællesskabspolitik og fordelingspolitik. Groft sagt omhandler den første samfundets eksistens, den anden dets indretning. Hvor fællesskabspolitikken går ud på at få samfundet til at opretholde sig selv gennem varetagelse af de basale funktioner som politi og administration, går fordelingspolitikken ud på at få rettigheder ud til folk, sådan at resurseallokationen får samfundet til at balancere økonomisk, socialt, kulturelt og politisk. Samfundsomstyrtende politikker er altså her at opfatte som fællesskabspolitik, men under en liberal forfatning er det basalt set politiets opgave at hindre mobilisering omkring en sådan politik. Regeringsduelighed opfattes altså her sådan, at dem, som leder, gør de ting, der skal gøres, for at samfundet fungerer. På fordelingspolitikkens område betyder det primært at sikre borgerne deres rettigheder, og det indebærer, at man må tæmme budgetterne, så man kan sikre fordeling af goderne. Lader man budgetterne vokse for meget, bliver der underskud, selvom økonomien vokser, og derved vil der komme til at mangle resurser at allokere til de borgere, som har mest behov, hvorved rettighedsdistributionen svækkes.

Et par kommentarer til fordelingspolitik i en liberal kontekst er på sin plads, når vi taler om Danmark, hvor man har undgået at få socialistisk indflydelse på økonomien og dermed bevaret velstand og lighed.10 Man skal huske, at det på sigt ikke giver staten større indtægt at skrue skatterne op, da dette udhuler skattegrundlaget. Grænsen for yderligere beskatning er for længst nået i Danmark, som de sidste 30 år har forsøgt at moderere skattetrykket ved at holde den offentlige sektors størrelse konstant og efterstræbt produktivitetsforøgelse gennem effektivisering. Specielt de velhavende betaler meget skat i Danmark, hvilket alle fra I til Ø finder rimeligt, selvom der kan diskuteres på marginalerne. Vismændene vil have flyttet skat fra indkomst over på mursten for at skabe mere produktivitet, men det er ikke ligetil at finde mod til regeringsduelighed på det område. At låne pengene i udlandet er skruen uden ende og giver på sigt færre muligheder for at gøre godt. Krige mod fremmede magter er vanskelige at vinde noget økonomisk ved, og sådan har det været i hundrede år. Summa summarum: Budgetterne skal holdes under opsyn, så de stiger langsomt nok til, at der er penge til at sikre omfordeling. Danmark er dygtig til omfordeling og kan allokere resurser til arbejdsmarkedet gennem bred uddannelse af befolkningen, hvorved der kan opretholdes et massivt skattetryk, som muliggør yderligere omfordeling.

Regeringsduelighed i fællesskabspolitikken er at sørge for, at der er balance i den politiske inklusion. Gennem fællesskabspolitikken skal der reproduceres et politisk fællesskab, hvor der er basal konsensus om nogle værdier. At der skal være plads til forskellighed og valgfrihed, er f.eks. en basal liberal værdi i Danmark. Det er vigtigt at forstå, at der er noget, som skal være det samme, altså en fælles værdi, før der er grundlag for forskellighed i et samfund. Det er god regeringsførelse at opdrage folket til at undgå at underminere fællesskabet med deres valg, så samfundet kan holde sammen. Sammenhængskraften styrkes gennem indoktrinering i skolerne til underkastelse under en ideologi. I Danmark er det, vi kalder ’demokrati’, vores ideologi. En anden central værdi for sammenhængskraften er, at den politiske ledelse skal opretholde en diskurs omkring grænserne for det politiske og forholdet til udlandet. Ligesom på fordelingspolitikkens område er der her klare faldgruber.

At vælge duelige ledere bevarer sammenhængskraften

I Sverige har man for eksempel i mange år valgt ledere, som ikke turde italesætte grænseproblematikker og derfor undlod at gøre det nødvendige i tide, ved at sætte en stopper for den samfundsbelastende indvandring. Centrale institutioner som det legendariske folkehjem er i dag på vej til at gå under, da presset på de sociale ydelser har skabt en marginaliseret underklasse. I Danmark har man fået dæmpet indvandringen, og vores inklusionsproblemer kan ikke sammenlignes med Sveriges overhovedet, da vore sociale ydelser stadig er intakte. Vi skal dog ifølge polity-analysen være opmærksomme på, at cirka 1/5 af borgerne op gennem deres skolegang ikke formår at tilegne sig de kompetencer, som efterspørges på arbejdsmarkedet. Når arbejdsmarkedsidentiteten fylder så meget i den sociale identitet, som den gør i Danmark i dag, kan denne forskel komme til at skabe en marginaliseret underklasse, som nok har økonomi til at overleve, men vil danne en gruppe af mennesker, som står uden for det sociale fællesskab, hvilket vil svække sammenhængskraften i samfundet.

At ignorere den globale politiske orden og den plads, man indtager i den, er særdeles omkostningsfuldt og meget farligt for Danmark, som er meget afhængig af eksport for at få økonomien til at fungere. Udenrigspolitisk skal vi således holde os tæt på kernen af den kapitalistiske nationalstatsfunderede orden, men samtidig finde vej fra vort unikke udgangspunkt. Hvis de dumme styrer, går det hurtigt galt. Erfaring, snilde og mod er alfa omega i politisk ledelse. Pointen er her, at hvis man vælger ledere, som ikke er regeringsduelige, taber samfundet, da både fordelingspolitik og fællesskabspolitik kommer i ubalance og begynder at påvirke hinanden negativt, som vi ser det i Sverige, et samfund, som ligner Danmark meget, men hvor man ikke har fået inkluderet indvandrere med særlig baggrund samt den del af befolkningen, som er skeptiske over for følgerne af den enorme indvandring af personer med særlig baggrund, hvilket har skabt ubalance i fællesskabspolitikken og drastiske skævheder på det fordelingspolitiske område. Som eksemplet Rusland viser, kan et samfund tåle meget, hvis der er stolthed over at tilhøre netop dette samfund, hvilket også til dels er tilfældet i Sverige. Når man vælger ledere, skal man være heldig med at vælge nogle, som tør se problemerne i øjnene og har løsninger, som kan lade sig gøre, samt erfaringen til at få løsningerne iværksat i samfundet. Ellers får man flere regeringer som den, vi havde i 2011–2015, der må søge at overleve ved at belaste samfundet i stedet for at gøre noget godt for samfundet. Her skal man lægge sine følelser til side og glemme, at Hele Thorning-Schmidt var en kvinde. Anker Jørgensen var en mand, og hans regering var mindst lige så uduelig.

Senmodernitetens regeringshistorie

I Danmark fik vi Jens Otto Kraghs helhedsløsning, der hurtigt viste sig at være meget dyr, specielt da man i 70’erne indførte bistandsloven. Efter krisen i 70’erne fik vi Poul Schlütter, den tidligere viceborgmester i Gladsaxe kaldt ’parfumesælgeren’, som fik middelklassen til at stemme for Henning Christoffersens økonomiske politik, der reddede bistandssystemet og de udvidede sociale ordninger og samtidigt afværgede, at samfundet kollapsede under sin egen vægt. Da Poul Nyrup Rasmussen fik magten, evnede han at reformere beskæftigelsessystemet, så arbejdsmarkedet kunne justere sig til verdensmarkedet, og under Anders Fogh Rasmussen fik vi betalt gælden af, inkluderet de socialdemokratiske vælgere, som var skeptiske over for indvandring (O), i fællesskabet samt reformeret staten på vitale områder under ledelse af Lars Løkke Rasmussen, som senere blev statsminister og under den såkaldte ’finanskrise’ holdt arbejdsløsheden under 7 % ved at låne penge i udlandet og igangsætte offentlige investeringer. Det er en rigtig flot perlerække af fornuftig politik, vi har gennemført, når vi sammenligner os med andre lande. Hvorfor tror jeg så, at det er slut nu?

Det politiske landskab er præget af, at viljen til at trimme budgetterne, er stækket. Det lykkedes V i regering 2015 -2016 at grønthøste alle budgetter med 2%, men nu er det vist en saga blot med at regulere budgetter mere, i hvert fald i denne valgperiode, men som analysen vil vise, formodentlig også i al overskuelig fremtid. Allerede ved det sidste valg var diskursen lagt. Det er slut med de såkaldte ’nedskæringer’ og ’forringelser’. Regeringen Helle Torning-Schmidt forsøgte sig med et figenblad af regeringsduelighed ved at skære lidt i overførselsindkomsterne, hvilket bragte dem i frit fald i meningsmålingerne, men man formåede ikke at få bugt med underskuddet efter finanskrisen og ej heller at foretage effektive stramninger i indvandringspolitikken. Så der lå nogle bundne opgaver, da Venstre måtte danne regering alene. Jeg frygter, at vi i fremtiden må se regeringsudueligheden under Thorning som reglen frem for undtagelsen, da den politiske vilje til regeringsduelighed er udhulet, selv hos det parti, som ser sig selv som vogterne af forfatning og økonomi (V). Bemærk, at vælgerne belønnede regeringsuduelighed med fremgang til det store parti i regeringen (A), som gik til valg på at love store budgetforhøjelser, over for et mantra om ’nulvækst’ (V, C, I). Politologen øjner her Eastons syndrom, dvs. at befolkningen vælger regeringsduelighed fra, hvorved de politiske institutioner undermineres. Det presser polity. At man alligevel fik endnu en periode med Lars Løkke, vidner om hans utrolige talent, arbejdsomhed og held, mere end det peger på systemets holdbarhed. Som Jens Otto Kragh må Lars Løkke Rasmussen lide den tort at være hadet i befolkningen, måske netop fordi han er så effektiv, hvilket i vores kontekst altså nærmest er synonymt med ’regeringsduelig’, da den danske samfundsmodel er så avanceret, at den er vanskelig at reformere. Når det alligevel lykkedes at gennemføre tiltag mht. struktur og tilbagetrækning samt sundhedsområdet, social- og arbejdsmarkedspolitikken, trods gældsafvikling, efterfulgt af krisen og krassen i lakken, ja, så scorer man højt på vore faktorer. At man så ikke bliver populær i befolkningen, er en anden historie. Det er faktisk meget naturlig, da regeringsduelige tiltag ofte er upopulære tiltag, hvilket blotter ansvarlig regeringsførelse i et land, hvor regeringsduelighed ikke er med i betragtningen, når befolkningen vælger ledere, jf. note 6.

Analysen

Et hurtigt blik på de sidste 30 år giver et billede af, hvad der er i vente. Tillad denne hurtige serviettegning til at illustrere min pointe.


Tegningen beskriver intensiteter ud af akserne. Horisontalt markeres, hvor stærkt de enkelte partier markerer sig på et politikområde. Vertikalt, hvor regeringsduelige deres politik er. Bemærk, at de partier, som er kommet til efter 1995, faktisk klarer sig relativt godt, hvad angår regeringsduelighed, specielt hvis man medtænker, at Å ligger så lavt, fordi deres forslag må beskrives som uforståelige, og deres medlemmer lidt for ’klovneagtige’ for denne gren af politologien, som nok lige skal vænne sig til deres form og indhold. O’s politikker på integrationsområdet er gennemført i en række lande, hvor de har bidraget til at begrænse den uønskede indvandring med god succes. Udenrigspolitisk har de også vist sig leveringsdygtige. Der er dog et stykke til, at partiet kan løfte regeringsansvaret, trods en god talentmasse. De krav, som de stiller til de nuværende ministre, vil de næppe kunne leve op til i bare nogen grad, hvis de selv en dag får ministerposter, så det er op ad bakke for dem at følge i De sande Finners fodspor og komme i regering. Aktuelt løfter I, C og V formelt set regeringsansvaret, og der kommer faktisk beslutninger på forskellige områder, men materielt set er det så som så med regeringsdueligheden, og talen om budgettrimninger er helt forstummet, uden at der foreslås noget fremadrettet.

V og C scorer i analysen højt på at udfase efterløn og betale gæld af samt bevare rettigheder for befolkningen på det fordelingspolitiske område, uden at den offentlige sektor vokser for meget. Balanceringen af økonomien i 80’erne giver også V og C en høj placering; specielt det, at man kunne bevare bistands- og SU-systemet, hvor andre lande måtte aflyse denne type ydelser, giver noget på begge sider af tegningen. A skulle have gjort noget ved gælden i 90’erne, men får point for beskæftigelsespolitikken, og evnen til at holde B i hånden 2011-2015 giver også point. B’s placering på fordelingspolitikken kostede partiet dyrt i mandater under regeringen Thorning, og man ser, hvordan man måtte balancere ved at skifte holdning og standpunkter inden for fællesskabspolitikken, blandt andet ved at modsige sin egen stilling i forhold til krigen i Irak op til valget i 2011, hvor den danske position, formuleret af tidligere udenrigsminister Helveg Petersens (B) fra 1998 blev underløbet af Magrethe Vestager, blandt andet ved at gå fra en multikulturalistisk profil til en liberal pragmatisme på integrationsområdet. Vaklen i udenrigspolitikken er meget lidt regeringsdueligt, hvilket F, Ø og Å også lider under.

Regeringsduelighed er politisk selvmord

Regeringsduelighed må i Danmark løftes af V, der sammen med C nærmest har patent på fordelingspolitisk regeringsduelighed, men altså også er ved at være løbet tør for opbakning i befolkningen. C er tæt på at være udslettede. Det lille tidligere regeringsparti B har et lignende problem. Samarbejdet med F op til valget i 2011 sagde alt om det gamle regeringsparti A’s ambitioner i forhold til regeringsduelighed. Bemærk, hvordan regeringen Thorning var trukket meget langt ud på det fordelingspolitiske område (afstanden fra B til F) og knækkede over, da F blev ramt af nedsmeltning. Både Ø og Å må påtænke at blive udslettet øjeblikkeligt, hvis de påtager sig nogen form for ansvar. F skal nok også vente en rum tid med at prøve at være i regering igen.

Man kan diskutere op og ned ad stolper, om dem man godt kan lide og har personlig affinitet for, er blevet retfærdigt behandlet i analysen. Denne form for analyse er en del af den såkaldte polity-analyse. Den stikker lidt dybere, end en overfladisk affærdigelse vil kunne retfærdiggøre.11 Pointen med tegningen er, at når vi slår en streg midt på den vertikale akse og regner mandatfordelingen ud for de enkelte partier, og lægger sammen over og under stregen, får vi, når vi deler de to tal med hinanden, et resultat, som er klart under 1, hvilket indikerer, at der ikke er politisk kapital til at gennemføre reformer, altså at der ikke er politisk vilje i befolkningen til regeringsduelighed. At A ender under stregen, er afgørende for, at udregningen ender under 1. Det kan forklares med, at man holdt sammen med B i 90’erne og siden har været presset af, at Pia Kjærsgaard og Kristian Thulesen Dahl forlod Glistrups fordelingspolitiske yderposition og blev konkurrenter til vælgere, som traditionelt ville stemme på Socialdemokratiet (A), da de i 1995 stiftede Dansk Folkeparti (O). Modsat andre steder i Europa har A dog undgået implosion og har efterhånden justeret på fællesskabspolitikken. Regeringsdueligheden er dog i den proces forduftet.

Resultatet er med god margin, og det kommer ikke til at ændre sig, før efterkrigsgenerationen er død. Skulle de efterfølgende generationer være bedre? Jeg er ikke optimist. For eksempel har man i folkeskolen lært at kende forskel på det 20. århundredes ideologier, som man så kan støtte, men ikke lært noget om, hvordan et samfund fungerer, eller hvorfor de fleste samfund fungerer meget dårligt. Jeg starter helt forfra med det, når jeg får studerende i polity-analyse på overbygningen i Statskundskab. Politisk kommunikation og en masse snak om demokrati samt teorier om forvaltning og international politik kan de hurtigt remse op, men anvende politisk teori – eller forstå de centrale institutioners betydning i samfundet, samt vigtigheden af rettigheder, værn og væsener – kniber det meget med. Vi skal have forbedret politikforståelsen i Danmark for at få højnet vort politiske niveau og sikre, at vi også i fremtiden får duelige regeringer.

Danmarks problem

Problemet i Danmark er at skaffe politisk vilje til at holde den nuværende samfundsmodel kørende fremover. Desværre taber vi for tiden politisk vilje til regeringsduelighed. Meningsmålingerne viser, at det kun bliver værre, og at denne trend tilsyneladende fortsætter. Det indikerer, at vi er inde i en dynamik, hvor det politiske system taber legitimitet. Da den politiske samtale er præget af støj, og den politiske uddannelse er så mangelfuld, kan jeg ikke se, hvordan vi skal få rettet skuden op. Bemærk, at alle budgetjusteringer og ændring af regelsæt kaldes for reformer, mens der reelt er langt mellem egentlige ændringer og forsøg på forbedringer. De fordelingspolitisk defensive partier modsætter sig efterhånden alle såkaldte ’nedskæringer’ og det, som kaldes ’forringelser’, hvilket får det økonomiske råderum til at stabilisere sig tæt på 0. Velstanden vil stige støt, og indkomstuligheden vil fortsætte med at stige, hvilket vil udbrede velstanden i et livsindkomst perspektiv, fordi omfordelingen garanterer social sikring, men det hele vil blive opfattet som for lidt, italesat af de defensive partier, den såkaldte ’Velfærdskoalition’.12 Politologen sidder depressiv tilbage med sin analyse og ser verden gå under for hans øjne. Han mærker trangen til at gøre noget ved det.

Folket vil kræve mere af alt, og man vil samtidig føle, at man ingenting får. Diskursen om ’nedskæringer’ og ’forringelser’ vil blive stærkere, og flere vil stemme på Ø, Å og F, som holder ideen om, at uligheden stiger, i hævd, samtidig med at de sikrer deres eget vælgergrundlag ved sammen med S og O at blokere for forandring. Vi er så rige i Danmark, at fokus på indkomstulighed nærmest er pinligt. Vi skulle i stedet søge mere frihed og slappe af omkring statuskampen ved at søge at give borgerne flere muligheder til at vælge livsstil – og slappe af med hele tiden at måle os i forhold til hinanden på forbrug. Her er det paradoksalt, at de mennesker, der siger, de stemmer på Alternativet (Å), ofte er folk, som har et kæmpeforbrug og eksplicit hylder kampen om status, når parolerne om det nye samfund er brændt af under forretten. Når vi når til desserten, har jeg hørt på de uendelige udlandsrejser krydret med hentydninger om vores professionelle politikeres uduelighed, på grund af at det økologiske regnskab ikke går op, når vi skal have vækst, og så er jeg ved at være i mit pessimistiske hjørne igen, en følelse, som ikke vil fortabe sig, uanset hvor meget importeret danskvand, jeg hælder ned oven i Dom Perignonen. Suk. I den emblematiske tid er det politiske suspenderet, og at hæmme regeringsførelsen med snak synes at være blevet et mål i sig selv. Vi har de politikere, vi har. Der er ikke noget alternativ.

Vi har de sidste 30 år fået mere end dobbelt så mange kvadratmeter til rådighed per næse. Velstandsforøgelsen har været enorm efter 2. Verdenskrig, og omfordelingen i den danske samfundsmodel gør, at vores land uden sammenligning er det mest lige samfund i verden målt på, hvad vi får af samfundet gennem livet. Dette er optimalt for allokeringen af human kapital, og med politisk vilje til forandring vil vores samfundsmodel kunne bringe velstand til danskerne i mange år frem. Her har vi så problemet. Som vi ser i analysen, er der ikke politisk vilje til at vedligeholde og udvikle vores model, fordi det politiske ikke tages alvorligt, og regeringsduelighed er blevet et ligegyldigt parameter for befolkningen. Ibn Khalduns tese var, at en politisk orden varer i tre generationer.13 Hvis vi skal bryde denne gamle sociogeografiske lov, skal vi lære den næste generation, at politik er alvor og ikke bare en social leg med emblemer. Det betyder, at vi skal erkende det selv. Når jeg ser, hvordan den politiske samtale foregår i dag, er jeg meget i tvivl, om det overhovedet er muligt.

Humlebien svæver stadig

Danmark er at ligne med en humlebi: En tyk institutionel infrastruktur med højt skattetryk og enorm omfordeling; det er utroligt, at den holder sig flyvende. Folk er glade, men vil have mere af det hele. På den anden side kan de finde på at sige: ”Hvorfor skal jeg betale skat, når skattesystemet i Danmark ikke er perfekt?” Vi sammenligner hele tiden med det umulige og bliver skuffede over virkeligheden. Faren ligger i, at vi kommer til helt at miste realitetssansen og transponere det politiske til en diskussion af, hvordan vi skal opfatte hinanden. Med den form for politisk samtale, vi har i dag, ender vi med at få politikere, som kun skaber yderligere utopiske forventninger til, hvad de politiske institutioner skal levere, og så kan vi altid hade dem for, at vi stemte på dem, når de ikke kan levere det umulige. Humlebien bliver så tykkere og tykkere, mens vi alle langsomt glemmer, at der skal eftertænksomhed og styring til for at holde sådan en brumbasse i luften. Der skal prioriteres og inkluderes for at regere fornuftigt. Hvis ikke regeringsduelighed bliver centralt for vælgerens bevidsthed, vil vi fra nu af kun passivt kunne se til, mens grundlaget for vores samfundsmodel udhules, legitimiteten i det politiske system går fløjten, og fællesskabet går i opløsning. Det er en lektie, vi må lære af den politiske filosofi, og et blik på, hvor vi står. At vores model er så god og solid, som den er, gør kun, at vi ikke ser dens problemer, før det er for sent. Politologiens opgave par excellence må derfor være at gøre opmærksom på, at et samfund ikke kører af sig selv. Der skal politisk vilje til. I en liberal samfundsmodel kommer denne vilje fra folket. For tiden er den svækket. Vi skal genfinde den sammen. Der er ikke noget alternativ.

Klaus Kondrup er Cand. Mag. Scient. Pol. Ph.d. og arbejder med at skabe en operationalisérbar generel samfundsteori.

Illustrationen øverst er lavet af Uffe Kaels Auring.

  1. Fra Platons overvejelser om Statsmanden og bog 6 af Staten om valg af ledere, til Aristoteles kapitel 5 i Politikken om regeringsførelse og kriser i polity, til Machiavellis regeringstænkning i Drøftelserne og Fyrsten og til Hobbes udredning af suverænens stilling i retsstaten, fremstillet i Leviathan, hvor suverænen får alle tænkelige autokratiske beføjelser med henblik på at kunne styre et komplekst samfund, er spørgsmålet om regeringens duelighed for samfundsudviklingen et helt centralt omdrejningspunkt, på linje med og uadskilleligt fra spørgsmålet om politisk enhed.
  2. Hvis de, som arbejder 60–64 timer om ugen, ville arbejde nogle timer mere, ville man få et positivt produktivitetsresultat, men denne ide, som stammer fra vismændene, og som kunne fordres med lettelser af skatten for den sidst tjente krone, blev så lavet om til mantraet om de 12 minutter, som dog ville føre til, at der, hvor man kan måle arbejdstiden nøje (i industrien), kunne man fyre en ud af 37, når de andre arbejder mere; der, hvor man ikke kan måle så nøjagtigt (det offentlige), ville omkostningerne bare stige, uden at produktiviteten nødvendigvis ville stige. At regeringen Thorning ikke kunne gennemføre 3-partsforhandlinger, gjorde det hele til et slag i luften, der aldrig kunne registreres som seriøs politik.
  3. I Den politiske Ordens teori er demokrati en ikke-definerbar størrelse, som netop ved sin udefinérbarhed danner kernen i en stærk ideologi, men demokrati er her ikke at forstå som en styreform, sådan som ordet anvendes til at beskrive/legitimere/miskreditere i daglig tale. Den politiske form, for eksempel en stat, forstås i Den politiske Ordens teori som mere eller mindre autokratisk, hvor man i stærkt udviklede autokratier kan forsøge at tæmme regeringens autonomi ved hjælp af polyarkiske strukturer, som dem, vi kender fra de autonome politiske institutioner i Danmark, altså partisystemet, de organiserede interessers inddragelse i beslutningsprocessen og offentligheden. Pointen er, at denne forfatningsudvikling foregår på baggrund af et veludviklet bureaukrati, der sikrer den autokratiske jurisdiktionsstruktur, så samfundet kan styres. Danmark bureaukratiserede under enevælden. Hvis den politiske form lider under et underudviklet autokrati, vil det destabilisere, og konkret ontologisk sikkerhed vil stige i vigtighed for folk, hvilket ofte leder til militærstyre, men også, hvis sikkerhedsstyrkerne ikke kan konsolidere et styre, til anarki.
  4. Også de tidligste teaterstykker, vi kender, synes at ville påpege det politiskes vigtighed, og hvad der kan gå galt, hvis regeringsførelsen er svag eller tyrannisk.
  5. I Holland har man tradition for at regne de forskellige partiers fordelingspolitiske konsekvenser ud i en maskine, som bygger på en avanceret økonomisk model af samfundet, og det giver et par dage i valgkampen, hvor der bliver talt nationaløkonomi i rationalismens højborg. I Danmark blev denne praksis punkteret, fordi man nu regner sådanne modeller som forudindtagede for nogle typer af forslag, efter at Liste I havde fodret en sådan model med deres politik, hvilket viste, at man kunne skabe hundredtusind arbejdspladser ved at lave en ændring af omfordelingsnøglen. Hvem der skulle arbejde på disse arbejdspladser, var dog ikke helt klart. Senest har Liste Å foreslået en 30-timersarbejdsuge, som man så kan regne igennem maskinen, men igen er arbejdsudbuddet der ikke, da mennesker på kontanthjælp ikke lige pludselig kvalificerer til at blive erhvervspsykologer, regnskabschefer eller lignende.
  6. Afhandlingen Den borgerlige offentlighed af Jürgen Habermas påpeger problemet med at kunne etablere en offentlig debat, når den politiske samtale undermineres ved at overskygges af personspørgsmål, og der ikke længere kan argumenteres for og imod politiske tiltag i en saglig atmosfære. De liberalinstitutionelle samfund efterlades derved uden den centrale institution, hvorigennem befolkningens indflydelse skulle udmøntes, hvilket faciliterer politisk apati og demagogi og underminerer incitamentet til god regeringsførelse. Centralt i offentlighedens forfald er forskydningen fra offentlig til privat ved hjælp af politiske kommissioner, personhetzer i medierne og ad hominen-argumentation i debat om politikken, hvor man konstant ”angriber manden og ikke bolden”. Pressen fokuserer på det, den opfatter som en salgbar historie og går i konkurrencen mellem medierne mere og mere på kompromis med det saglige indhold; se Jürgen Habermas: Strukturwandel der Öffenlichkeit, Habilitationsschrift, 1962, §21. Den borgerlige offentligheds grundskud i Danmark kan føres tilbage til to hændelser, begge gange som følge af, at Socialdemokratiet (A) ramte 17% tilslutning i meningsmålingerne. Både op til folketingsvalget i 1998 og til kommunalvalget i 2013 var det engang så stolte parti truet af nedsmeltning, som man har set det i Syd- og Mellemeuropa. Grundet den dysfunktionelle offentlighed kunne man gennem direkte personangreb på Venstres leder redde sig. Det er en klassisk figur, at når man ikke kan samle opbakning bag en politik, må man svine de andre til. Der er ikke noget alternativ, hvis man i sådan en situation ønsker egen politisk overlevelse, og det foregår overalt som en følge af offentlighedens struktur. I vort emne er pointen, at selvom det er en konsekvens af strukturforandringer i partistrukturen, er det fatalt, fordi det ødelægger en central institution i samfundet. For Habermas ligger svagheden i, at det er op til et personligt ansvar hos visse aktører at skærme offentligheden fra sammenbrud. I 1998 skrev Ekstra Bladet, at Uffe Ellemann-Jensen gik ind for en boligskattereform for at berige sig selv, og Nyrup holdt regeringsmagten med det yderste af neglene. I 2013 lykkedes det Thornings spindoktorer at bringe pressen i selvsving ved at hænge Løkke til tørre i pressen for et job, regeringen selv havde bedt ham om at udføre, og uden at han havde handlet i strid med reglerne. Store dele af offentligheden fandt det tilsyneladende pludselig umoralsk, at Løkke som formand for GGI havde fløjet på 1. klasse, selvom regeringen selv havde sanktioneret det som medlem af bestyrelsen, og Løkke selv havde ændret denne praksis som formand for organisationen, flere måneder før Ekstra Bladet kørte kampagnen mod ham. Hele pressekorpset fulgte i kølvandet på tabloidavisen i fuldkommen selvsving. Småligheden og det manglende fokus virkede pludselig ekstrem, og det hele handlede tydeligvis om noget andet. Der er tale om en klassisk figur: Regeringsuduelighed kan ses på regeringslammelsens konsekvenser, ofte et angreb på centrale institutioner i samfundet foretaget af regeringen for at sikre en fraktions politiske overlevelse og personlige politiske ambitioner, det vi kalder for politisk korruption. På den måde er manglende regeringsduelighed et bidrag til politisk forfald (se Francis Fukuayama: Political Order and Political Decay, Profile Books Lmt., 2014, p. 82–84). Det hele var flot udført og udnyttede den svage presse til at spinde befolkningen rundt ved hjælp af 3 medarbejdere i Udenrigsministeriet og Minister for udviklingsbistand Christian Friis-Bak (B), som den 8. november 2013 måtte gå dagen efter kommunalvalget, da Udenrigsministeriet ikke længere kunne holde sagen indenbords, og det blev klart, hvad der var foregået. Man forflyttede i de kommende måneder de medarbejdere i ministeriet, som havde været involverede, og det hele foregik, uden at pressen tilsyneladende lagde mærke til det. Dermed mistede pressen i Danmark det sidste figenblad af legitimitet, den havde tilbage som vagthund mod politisk korruption, i en sag, hvor den selv blev medskyldig i at orkestrere sin egen undergang. Løkke overlevede på forunderlig vis det hele og blev igen statsminister efter valget i 2015 trods fremgang for Socialdemokraterne. Igen var der ikke noget alternativ. Trods 3 pressehetzer på 5 år mod Løkke var der ikke andre, som havde politisk kapital til at følge ham ind i regeringsforhandlingerne, som indebar, at der skulle spares 2% for at rette op på budgettet efter 4 år med manglende styring. Symptomatisk og meget illustrativt for at forstå dynamikkerne i vort emne.
  7. En pointe, som synes forståelig med et almindeligt kendskab til historie, men som nok bør tilskrives Michel Maffesoli: The Time of the Tribes – The Decline of individualism in Mass Society, Sage, 1996
  8. For at forvisse sig om denne pointe kan man se et afsnit af DR magasinet Jersild minus Spin, hvor der sidder to mænd, der har taget det udgangspunkt, at man kan måle regering i forhold til en utopisk verden, hvor der ingen krav er til politikkere ud over at narre vælgere til at stemme på sig. Udsendelsens dynamik kører så omkring nedgørelse af politikere, hvor man kan sende ulvegrin over til den sidste deltager i studiet, en kvinde, som tilsyneladende forsøger at bevare et fokus på det saglige og netop af den grund er til grin, da hun er castet som ’modsat observans’ af kanalens seere og på forhånd stemplet, som det man kalder for ’blå blok’. Der er tale om ’spin’, når man i titlen indikerer, at man ikke laver spin, men afslører spin.
  9. Hvis man ikke kender Eastons model, kan man lige Google lidt og finde en figur, for eksempel på denne side https://en.wikipedia.org/wiki/Systems_theory_in_political_science Meditér gerne nogle timer over figuren i højre side, som er en afbildning af Eastons model. Systemteori er temmelig problematisk at anvende i praktisk samfundsvidenskab, og i dag anvender vi en anden type model. Alligevel er det ofte nok at tænke lidt Eastonsk for at få styr på sin problemformulering, selvom man nok skal sørge for at formulere sig lidt anderledes, hvis man har ambitioner om at konstituere empiri. David Easton er den første, som formulerer en konsistent generel politisk teori, der vinder bredt indpas. Han var i mange år formand for det amerikanske politologiske selskab. En kritisk læsning kan begynde her https://isistatic.org/journal-archive/pr/01_01/miller.pdf
  10. Danmark undgik at forfalde til det såkaldte økonomiske demokrati (ØD) og fik i stedet genopretningspolitikken under Schlütter. Ikke alle lande har været så heldige at kunne bevare deres liberale forfatninger intakt. Det har været fristende at fratage befolkningerne rettigheder ved at tro på en højere form for lighed gennem rendyrket autokrati. Politisk filosofisk er det vigtigt at forstå, at når man samler al økonomisk og politisk beslutningsmyndighed hos en lille elite, som har alle privilegier, for eksempel ved at nationalisere ejerskabet til produktionsmidlerne, bliver allokeringen af resurser uhensigtsmæssig, og samfundet bevæger sig mod kollaps, som man så det i eksperimenterne fra det 20. århundrede. I dag kan man observere Venezuela, den olierige stats kollaps. Et andet land at få forstand af er Argentina (se f.eks. analysen i Francis Fukuyama: Political Order and Political Decay, Profile Books lmt., 2014, se p. 636). Det, som interesserer polity-analysen, er, hvad der er tilbage af institutioner i de lande, som eksperimenterede med socialisme, og hvordan de vil kunne udvikle sig fremover, hvis de da kan udvikle sig. Man skal huske, at det nationalsocialistiske element ofte har fostret enorm politisk enhed, som der kan bygges videre på, men vejen er lang. Se for eksempel Vietnam.
  11. Fordelingen i spektret ligner Holland, Tyskland, Sverige, Norge og Finland rimeligt godt. For eksempel er kongruensen i udviklingen mellem Danmark og Holland (B = D66) med til at give analyseformen videnskabelig vægt. I Tyskland har man en lignende kongruens med Linke = Ø og Bündnisgrüne = F, og det store CDU = C + V. I sammenligningen mellem lande skal man tage højde for indkomstfordelingen og partipolitiske traditioner samt forskellen i det fordelingspolitiske udgangspunkt, hvor de skandinaviske lande har universalistiske omfordelingsordninger, mens Tyskland og Holland har anciennitetsbaserede omfordelingsordninger.
  12. Martin Paldam og Henrik Christoffersen brugte i 00’erne dette udtryk om den fordelingspolitiske alliance mellem offentligt ansatte og folk på overførselsindkomster, som har en tendens til at stemme på O, A, F og Ø, fordi de er bange for at miste deres såkaldte ’velfærdsgoder’. I vores optik får de mere og mere ret (se Henrik Christoffersen: Det mindst ringe, 2014). Pointen er, at der kommer en kløft mellem folk i den private sektor og den offentlige sektor, som er hinandens forudsætninger, kommer i en ideologisk ’deadlock’, hvor den anden kvæler den ene og dermed sin egen mulighedsbetingelse. Argumentet er groft sagt at medlemmerne af Velfærdskoalitionen i for høj grad tænker som homo economicus, dvs. med udgangspunkt i deres egen økonomi og ikke som zoon politikon, dvs. med udgangspunkt i fællesskabet.   
  13. Ibn Khaldun (1332-1406), en af politologiens fædre, opfattede organisationer som udspringende af en idealistisk kraft, som skabte sammenhold, og som generationen efter nød godt af som velstand, en velstand, som generationen efter den så går under af at opleve, da den opfatter velstanden som udgangspunktet og ikke noget, man skal kæmpe for at opretholde. Denne figur finder man ofte beskrevet inden for virksomhedshistorie, hvor sønnen forgæves forsøger at leve op til de ansattes billede af faderen, og sønnesønnen formøbler formuen bort.