Den hvide hud. Den flygtende krop

Bag bakkerne, kysten. En klagesang
Peter-Clement Woetmann
Forlaget Kronstork, 2017

Af Christian Stokbro

Illustrationer af Ferdinand Ahm Krag

Jeg er altid nysgerrig og forventningsfuld, når jeg ser, der kommer nyt fra Peter-Clement Woetmann, fordi hans litterære produktion har haft en meget stor kunstnerisk kvalitet, der på én gang har formået at bibeholde en særlig woetmannsk stemmeføring, samtidig med at ingen af hans samlinger ligner hinanden. Ikke desto mindre er man som læser sikker på, hvem man sidder og læser, når man har en af hans bøger i hånden.

Også i hans nye samling er der en tydelig, men afstemt stemme, der næsten stumt lader to felter i danskerens dagligdag træde frem. På den ene side dykker han ned i den nationale selvforståelse, danskheden, og på den anden side konfronterer han læseren med en barsk virkelighed af flygtende kroppe – kroppe i bevægelse og som ikke betyder noget.

Denne afdæmpede digtning fremtræder på en litterær scene, der i bedste fald kan karakteriseres som lettere hysterisk, og som står i grel modsætning til digtenes eksistentielle tyngde.

Tilfældet Christina Hagen – som eksempel

I en blanding af selvudslettelse og selvophøjelse væver Christina Hagen rundt i noget, der minder om fornærmelse over at blive kaldt racist i kølvandet på lanceringen af sin nye udgivelse Jungle, samtidig med at hun tilkendegiver, at det er hun på sin vis også, fordi hendes kunsts jeg’er ikke bare afspejler tiden, men også Hagen som privatperson – i hvert fald i større eller mindre grad1. Den minimale pointe, der er at hente heri, er den, at en forfatter bruger sig selv og sin tid i sin kunst uden at være lig med den. Det er vel den mest helgarderede indstilling til forholdet mellem kunstner og værk, man kan forestille sig.

Interessant er det dog, at Hagen ikke ønsker at tage stilling eller moralisere, men kan samtidig godt fremhæve den såkaldte venstrefløjs hykleri, for dem er hun i hvert fald ikke enig med. Hagen opfatter sig selv, som noget, der minder om en videnskabelig eller måske nærmere fænomenologisk orienteret forfatter; den der med spejlet, der bliver holdt op foran publikum/læseren, kender vi jo meget godt fra Holberg. Det sagt så falder Hagens kritikere også i med begge ben, fordi de ikke formår at hæve sig ud over simple biografiske fejlslutninger – fokus er på Hagens person og ikke hendes værk.

Hagen fremhæves i denne sammenhæng af den grund, at havde det ikke været Hagen, der havde sagt som hun gjorde, så ville der næppe været blevet blæst stormvarsel blandt de danske forfattere og litterater. Men mest interessant er hun faktisk, fordi det giver Marianne Stidsen anledning til at diskutere den eksistentielle digtning over for den politiske digtning2. Her står Hagen som en eksistentiel digter, der vil ”sprænge eller transcendere hele det politiske paradigme, som har været dagsordensættende i litteraturen i efterhånden 20 år. Så noget andet kan få plads”. På den måde bliver både Stidsen og Hagen til gode konservative, der tager del i Poul Schlüters postideologiske dictum fra 80’erne om, at ”ideologi er noget bras”3, hvorfra der også dukker den tanke op, at man kan leve hinsides ideologien eller transcendere den.

Problemet er bare ofte det, at hvis man tror sig hinsides ideologien, så ser man ikke i hvor høj grad, man handler ideologisk4. Så kan man holde nok så mange spejle op foran samfundet, men hvis hele fortolkningsretten er lagt ud til den enkelte selv, vil denne nok næppe ændre meget andet ved sig selv end det, der ligger på overfladen. Hagens og Stidsens postideologiske standpunkt rummer nogle problematikker, som de bliver nødt til at tage på sig i et eller andet omfang; i radikaliseringen af et samfund er det det tavse flertal, der muliggør denne; Hannah Arendt talte om ondskabens banalitet. Betyder det, at litteraturen skal politiseres som led i mobiliseringen mod højredrejningen af samfundet? Nej, litteraturen skal vel altid gå sine egne vegne.

Men der er også noget rigtigt i Stidsens skelnen, som alle vi andre bliver nødt til at tage på os. Nemlig det, at skelnen mellem den eksistentielle og den politiske digtning er god nok. Blot er den politiske digtning i det store og hele (ligesom i øvrigt den eksistentielle digtning også er det) begrænset af at være blot privat positionerende. Jeg tillader mig i den forbindelse at bruge Stidsens egne ord, ”Det handler altid – altid – om ’lille bitte mig’”. Punktum. Digtningen i dag i al sin mangfoldige unødvendighed, drejer sig om at positionere mig – mig selv – som signatur på en scene, der er dikteret af markedskræfterne, og det vil sige, at vores kulturelle dannelse gennem kulturindustrien, som Adorno og Horkheimer skrev så oplysende om, er blevet liberaliseret.

Stidsen peger endvidere på, at hvis vi løfter

blikket et øjeblik fra den snævre samtidshorisont og dens – nok så presserende! – politiske udfordringer, kan det således siges at have endog særdeles storpolitisk betydning at insistere på kunsten som et andet rum end politikkens.

Selvfølgelig er kunstens rum et andet end politikkens, hvordan skulle vi skelne mellem dem, hvis de var sammenfaldende? Pointen er netop heller ikke, at alt er politisk, men at det er svært, hvis ikke umuligt at undgå ideologi. Så hvis Peter-Clement Woetmann, som Stidsen refererer det, mener, at den nyeksistentielle digtning ”er helt og aldeles upolitisk og ligeglad med »verden omkring sig«”, så kan det måske hænge sammen med, at den nyeksistentielle digtning ikke tager sin grundlagskrise til overvejelse, for eksistensen er i høj grad administreret eksistens, der tildeles nogle kategoriale (metafysiske) rammer at agere inden for, men rammerne er forskellige alt efter hvilket socioøkonomisk tilhørsforhold, man har. Det bliver derfor også nærmest ligegyldigt at læse Hagens tekster, for de handler ikke om det udsatte menneske, men om den middelmenneskelige forvirring, der ikke rigtig gør noget væsen ud af sig – som det har været på mode at gøre siden 90’ernes minimalistiske litteratur. Den eksistentielle digtning, hvadenten den er ny eller gammel, ville have været mere interessant, hvis den kastede lys over det ubekendte (også i det gammelkendte) snarere end at reproducere det alt for kendte. Hvad så om Hagen bedre kan lide mænd med store pikke? Er det virkelig alt, der skal til, for at skabe litterær debat i Danmark – det handler jo lige præcis ikke om litteratur, men sandsynligvis et tilfældigt menneskes sans for at signere sit værk eller alternativt simpelthen en privat, seksuel præference; hvor er det litterære tilfælde, der kræver diskussion, uanset om det er det ene eller det andet, der er tilfældet? På den måde præciserer tilfældet Hagen problemet med den danske litterære scene – alt for meget mig selv og alt, alt for lidt litteratur.

Med den ironiske stålbørste

I klummen Groft Sagt i Berlingske Tidende er Hans Hauge ude med riven5 efter Peter-Clement Woetmann i et stærkt polemiserende og noget patroniserende indlæg. Klummen skal selvfølgelig være kort og kontant og gerne sætte en problematik på spidsen, men her misser Hauge (bevidst?) pointen, og rammer dermed ved siden af.

”Kunst er politik”, som overskriften lyder, er misvisende, fordi der sættes lighedstegn mellem to distinkte områder i menneskets måde at forholde sig til sig selv og hinanden på. Det er den ene problematik. Den anden er, at ved at sætte lighedstegn mellem kunst og politik, så reduceres et kritisk udsagn fra Woetmanns side til simpel identitet. Denne eklatante fejllæsning bliver underbygget videre i indledningen til klummen, hvor Hauge skriver følgende:

Forfatteren Peter-Clement Woetmann er efter at have tænkt dybt over det, nået frem til et innovativt synspunkt på forholdet mellem litteratur og politik.

De venter vel spændt på, hvad P-C Woetmann er nået frem til?

»Der er politik i alle bøger.«

Teksten er nedladende og forvrængende. Woetmann har ”tænkt dybt” og fundet ud af noget ”innovativt” omkring litteratur og politik. Den ironiske indledning med at tænke dybt sættes op mod et af de begreber, der for ikke så lang tid siden var et buzzword, nemlig det innovative; hvorfor vælges netop dette ord, hvis ikke for at karakterisere digteren som værende moderne og ureflekteret? Jeg tvivler stærkt på, at Woetmann ser sin udtalelse om, at der er politik i alle bøger, som værende særligt nybrydende, men derfor kan der jo sagtens være noget rigtigt på spil i udsagnet.

Det når Hauge ikke at tænke over, for han springer straks over til at invitere læseren af klummen med ind i legen med den bevidst antikverede henvendelse, ”De venter vel spændt”? Djævlen ligger i adverbiet ’vel’, der udtrykker en mild ironi, og som afsluttes med ”Det lyder fascinerende”. Nej vel? Og læseren får ikke lov til at tænke over, om det nu også kunne være fascinerende eller ej, for med sin koersive retorik, der udmøntes gennem åbenlyse ironiske markører, er der næppe nogen, der skal have klinket noget af lektoren.

Hauge afslutter sin klumme med det retoriske spørgsmål, ”Kunne De forestille Dem en dansk forfatter få kunststøtte, hvis hun skrev et hyldestdigt til Trump?”, og han svarer selv: ”Dumt spørgsmål”. Dermed går også Hauge ind i debatten omkring venstre- og højreorienterede forfattere, og markerer lige i farten den strukturelle forfordeling af højreorienterede forfattere6. Det må Hauge i så fald have førstehåndskendskab til, eftersom han trådte ind i Kunstfondens Legatudvalg for Litteratur efter Jes Stein Pedersen trak sig i 2014. I øvrigt har Woetmann slet ikke modtaget et arbejdslegat i år7, hvilket måske kunne underminere Hauges hoverende tata-pointe!

Men hvad var det mon, Woetmann kunne have ment med udsagnet, Hauge hæfter sig ved? ”Der er politik i alle bøger […] uanset om de står ved det eller ej”. Det lyder snarere som om, forfatteren har en ideologikritisk tilgang, hvor der fokuseres på ideologi, som en understrøm, der trækker under ordene i teksterne. Hvor man tidligere kunne undskylde sig med, at man ikke vidste bedre, så ved man det i dag alt for godt. Der er altså tale om et skift fra Marx’ de ved det ikke, men de gør det til Žižeks de ved det godt, men de gør det alligevel8. Derfor understreger Woetmann med udsagnet ”uanset om de står ved det eller ej”. Det synes straks mere komplekst, selvom det ikke nødvendigvis er særligt “innovativt,” men behøver det at være det?

Digte på en pseudolitterær baggrund

Det er på denne pseudolitterære, nys-gerrige9 og personorienterede baggrund, Peter-Clement Woetmanns nye digtsamling Bag bakkerne, kysten, der har fået en overvejende positiv modtagelse i pressen10, bliver sendt på gaden. Personligt oplevede jeg digtsamlingen som værende en nødvendig udgivelse i netop denne tid, da jeg skrev anmeldelsen i Nordjyske Stiftstidende, men også som havende nogle litterære kvaliteter, der hæver den op over det blot at været et dokument over nogle politisk og dermed menneskeligt motiverede tildragelser i tiden.

Woetmanns digte er altid gennemsyret af en stilfærdig, næsten sart stemme, der lader tingene træde frem. Ikke uformidlet i en art fænomenologisk sansning af sagen selv, men med en omsorg. I denne omsorg er der på én gang en hensynsfuld og omhyggelig behandling af det, der træder ind i det poetiske felt, og så en bekymring via sorg af det tyske Sorge, der løber som en nerve under ordene; i Bag bakkerne, kysten giver det sig selv, at det er døden, men den kom også til orde om end noget mere underspillet i 105 variationer.

Allerede på forsiden problematiseres en del af indholdet i digtsamlingen. På bogens omslag er (formentlig) en marehalm i præget relief, der anonymt træder frem som et spil mellem lys og skygge. På den måde taler omslaget ind i planternes placering i bogens sprog, hvor de altid er markører for en nationalkonservativ, romantisk fantasi, der på mange måder spiller op mod (og imod) et nationalt klenodie som Oehlenschlägers nationalsang om Danmark som Frejas sal og kranset af brede bøge. Netop i denne problematiserende samtale, træder disse markører kun frem i lyset af noget andet – de kan ikke stå frem i og med sig selv. Lyskilden bliver i udgivelsen lig med den flygtende krop.

På den anden side er netop flygtningene, der bliver en måde, hvorpå lidelsen sætter sig, bliver konkret og håndgribelig i den poetiske sansning. Det er den samtale og de konkretiseringer af noget almenmenneskeligt, der hæver Woetmanns digte over størstedelen af de digte, der er udgivet de senere år.

I det kommende vil jeg gerne problematisere Woetmann som en politisk digter, det er han ikke først og fremmest. Han er først og fremmest en digter; en digter, der tør se og forholde sig poetisk til, hvordan lidelsen administreres og uddelegeres af et Europa, der har lukket sig om sig selv – og med Brexit, AfP, Geert Wilders, le Pen og Orbán måske er ved at miste sin sammenhængskraft til en reelt truende højredrejning. Det er en reel baggrund at skrive og tænke på – snarere end størrelsen på pikken og små racistiske tanker, som vi snarere skal bruge som anstødssten til at tale om dette ’mig’.

Woetmann vender i modsætning hertil blikket udad. Ud mod den omverden eksistensen gebærder sig i til dagligt, ud mod resultatet af den politiserede gennemgang af mennesket som bestand, som menneskepark i lighed med en maskinpark.

Digtene som skrift og bogværk består af 29 digte fordelt på 66 sider, og det betyder, at hvert digt er placeret for sig selv på højre side, mens venstresiderne er blanke. Hvert digt er således omgivet af et hvidt tomrum, men i det enkelte digt, med undtagelse af et enkelt, kommer linjerne for sig også til at balancere som hårde statements på kanten af alt det hvide.

Ind i den nationalkonservative fantasi

 

Min krop er blå øjne hvid hud.
Min krop er korngule marker og den milde vind
i træerne i en lysning i skoven.
Min krop er bakkerne og bag bakkerne, kysten.
Min krop er fugle der flygter omkring med
hinanden højt svimlende et sted på himlen.
Min krop er klitrækkerne, marehalmen, varmt
sand blå himmel.

Sådan lyder første digt i samlingen eller første afsnit i langdigtet, for samlingens genrebetegnelse er ”En klagesang” i ental; man kan så diskutere, om det er en betegnelse for det samlede indtryk af samlingen eller om det gælder digtene som udtryk for et langt digt. Det er nok det sidste, der er tilfældet, men de enkeltstående digte kan sagtens læses hver for sig og stadig give mening.

”Min krop er blå øjne hvid hud / Min krop er korngule marker”, men hvem taler? Der forekommer aldrig et jeg i samlingen, men hele tiden denne gentagelse: ’min krop er’ eller ’min krop er ikke’. Det personlige pronomen er blevet erstattet med et possessivt pronomen. Hvad betyder det for indgangen til digtene? Det personlige pronomen, for eksempel jeg/mig, kan på dansk bøjes i nominativ eller akkusativ. Nominativ peger på, hvem der er den handlende i en sætning, mens akkusativ er udtryk for den genstand, hvor mod en handling er rettet. Men det possessive pronomen er derimod udtryk for et ejendoms- eller samhørighedsforhold.

I Bag bakkerne, kysten er der en anonym fortæller, der kun kommer til udtryk gennem et ejendomsforhold i relation til en krop. Hvor digtsamlingen tager udgangspunkt i det konkrete (”Min krop er blå øjne hvid hud”) gøres forholdet straks i anden linje abstrakt (”Min krop er korngule marker”). Det er umiddelbart til at forstå og forholde sig til en, hvis krop er hvid hud og blå øjne, mens det må stå hen i det uvisse, hvem der taler, når kroppen er et landskab.

Det er formentlig derfor, linjen ”Min krop er blå øjne hvid hud” optræder så mange gange gennem samlingen – 18 gange for at være helt nøjagtig. Der er en bagvedliggende etnocentrisk relation, som på mange måder er en af de temaer, der undersøges i langdigtet. Afsættet, om man så må sige, er en hvid krop med blå øjne, typiske nordeuropæiske eller danske træk.

Anden linjes ejendomsforhold, kroppen, ikke som et frit agerende subjekt, men derimod som noget materielt, de korngule marker, der samtidig har emblematisk karakter i den nationale selvbevidsthed, spiller ind i den etnocentrisk talende: markerne, bakkerne, kysten, fuglene og marehalmen er noget, der ejes. Landet, ligesom kroppen, er den talendes, der aldrig kommer til udtryk som andet end netop dette ejendoms- eller tilhørsforhold. Måske er det derfor danskheden, der er det egentlige subjekt i digtene?

Hvis det forholder sig sådan, så kan man også indskrive endnu et adskillende kendetegn ved digtsamlingen, der hæver den ud over det blot proklamatoriske, nemlig det, at digtene varierer mellem at sige, hvad min krop er, og hvad min krop ikke er. Min krop er landet, ”Min krop er ikke bølgerne, min krop er ikke / bølgernes krop”.  Der fremskrives med andre ord på den baggrund en klar fornemmelse af, hvad min krop er, og hvad den ikke er. Hvis det er danskheden, der taler, så er der i digtene en forståelse af forskellen mellem på den ene side os og på den anden side dem; dem, der hører til i havet. Eller rettere: Havet er en naturlig grænse, der skal overskrides af dem, for at de kan komme til os, og havet har altid haft en speciel betydning for dansk kultur – tag som eksempel Martin A. Hansens Løgneren og Johannes V. Jensens Kongens fald eller tag Skagen-malernes interesse for fiskernes til tider meget brutale hverdag, dødens nærvær i det hjemlige, fiskeren, der ligger udstrakt på køkkenbordet endnu våd af saltvand. Selvom havet altså danner en naturlig grænse, så er det ikke altid bare denne grænse, min krop ikke er, men også de anonymt eller navngivne flygtende.

Den nationale selvforståelse, det som jeg i underrubrikken kalder den nationalkonservative fantasi, varierer i det store hele mellem og gentager tre afsnit eller linjer:

Min krop er blå øjne hvid hud.
[…]
Min krop er korngule marker og den milde vind
I træerne i en lysning i skoven.
[…]
Min krop er bakkerne og bag bakkerne, kysten.

Det er ligesom et mantra, der kan gentages i stressende situationer: blå øjne, hvid hud, korngule marker, mild vind, bakkerne – men her knækker den hver gang – ”bag bakkerne, kysten”. Kysten er grænselandet, der på én gang hører til vores selvforståelse, vores forståelse af sommeren, mild og gul som den er (i virkeligheden er vi lavtrykkenes motorvej, så fantasien er kun selviscenesættelse og ikke udtryk for et forsøg på at ordne en genkendelig verden). Eller også er det en besværgelse, der skal holde virkeligheden ude, hvilket måske giver god mening, fordi vi kulturelt set aldrig rigtig har bevæget os hinsides biedermeierkulturen.

Fantasien om Danmark: milde somre, hvide mennesker, blå øjne og korngule marker, skal altså ikke fungere som andet end at bolstre danskheden mod det udefrakommende. Dermed går Woetmann ind i en vild kritik af forsøget på at vende blikket bort, som vi ser både inden for politikken, blandt landets ledere og i store dele af oppositionen, men også kulturelt strukturerende som den metafysiske forestilling om danskhed, der både i praksis (jf. de danske værdier) og i forestillingsevnen er afgrænsende og ekskluderende.

Woetmann benytter sig meget af gentagelserne i sine seneste samlinger og forsøger ad den vej at lave nogle minimale forskydninger, der kan være med til at åbne op for vores forståelse af verden. I forhold til kritikken af nationalkonservatismen pointerer Woetmann ved hjælp af meget få variabler, at tillukketheden er uholdbar, fordi den ikke forholder sig til virkeligheden, men netop kun kan eksistere som en national fantasi. Som digter, ikke som politikker, fremlægger han det nationalkonservatives grinagtighed.

Er Woetmann da en politisk digter? Nej, det mener jeg ikke, han er. Han forholder sig til eksistensen og problematiserer en nationalfølelse, der ikke kan løsrive sig fra det imaginære og realisere sig i og med virkeligheden, men altså nok virke ind på den gennem en strukturering af virkeligheden. Woetmann er en eksistentiel digter, han forholder sig til mennesket, det moralske, hvilket bliver tydeligt i det efterfølgende.

Den flygtende krop, det kæntrede menneske

Hvor det nationalromantiske blev gentagende og havde meget få strenge at spille på, så opstår nuancerne i og med den flygtende krop – forlisene. Nogle gange konkretiseres det kæntrende menneske i et navn, men vi bliver i samme bevægelse også opmærksomme på, at selv navnet er anonymt. Woetmann henter navnene, der bruges i klagesangen, fra The Migrant Files-databasen11 og United Against Racism12; det er ligesom om rækken af navne ikke får samme ikoniske status over et civilisatorisk fallit som for eksempel Nilüfer Demirs fotografi af den lille Alan Kurdi.

Allerede her er der vel nok en vis distance til det middelmenneskeliges banalitet i forbindelse med små racistiske tanker og begejstringen for store pikke. Det er ikke en kritik af Hagen – hverken som menneske eller forfatter – men af det litterære etablissement, der ikke længere evner at tænke, men altså nok at teoretisere.

Min krop er ikke seks somaliere døde af
dehydrering på en gummibåd med 58 andre.
Min krop er ikke fire fra Eritrea døde af
dehydrering på en gummibåd med 58 andre.
Min krop er ikke en båd der driver for vinden.
Min krop er blå øjne hvid hud.
Min krop er korngule marker og den milde vind
i træerne i en lysning i skoven.

Første linje varieres kun lidt i tredje linje, mens anden og fjerde linje er den samme. Dødens anonymiserende effekt holdt op mod håbløsheden og det mareridtsagtige billede af en gummibåd med 58 døde, der driver for vinden. Billedet antager mytiske dimensioner af håbløshed, der sættes endnu mere grelt op, fordi de næste linjer, det spejles i, er det biedermeierske mantra. Blå øjne. Hvid hud. Korngule marker. Mild vind. Lysning.

Min krop er ikke Alain Hatungimana. Min krop
er ikke den krop der begik selvmord i frygt for at
blive udvist med sine to børn.

Her sættes den konkrete historie ind i en poetisk ramme. Hele tiden kredser Woetmann om håbløsheden og desperationen – og hele tiden sættes det op over for den milde, danske sommer.

Klagesangen afsluttes med disse linjer:

Min krop er ikke både der synker, både der
kæntrer, både der skylder i land.
Min krop er blå øjne hvid hud.
Min krop er korngule marker og den milde vind
i træerne i en lysning i skoven.
Min krop er bakkerne og bag bakkerne, kysten.

Læg i øvrigt mærke til, at kommateringen ikke er grammatisk, men indsætter retoriske og tematiske pauser. Som for eksempel kommaet mellem bakkerne og kysten. Denne tøven før linjen bevæger sig ud i nærområdet til det truende, håbløse og døden i form af havet.

Partikularisering af det almene

Woetmann bevæger sig i denne udgivelse ind på readymaden, hvor det forhåndenværende indlemmes, som det er, og får en anden betydning inden for værkets rammer. Værkets repetitive form skaber en baggrund, hvorpå nyhedsstof og navne kan træde frem.

Alain Hatungimanas ultrakorte historie er ikke længere bare personlig, og den er også revet ud af sin globale kontekst, idet den partikulariserer flygtningekrisens almene niveau. På den måde kan man sagtens kalde Woetmann for det partikulæres digter – det er en af de ting, der går igen i alle hans samlinger. Men navnet Alain Hatungimana bliver en tilnærmen sig det tragiske i menneskelivet. Det skrøbelige.

Nok er det en klagesang, men der er også en tilkendegivelse af, at vi alle har en rem af huden, når det kommer til fantasien om Danmark, om det så kun kommer til udtryk ved et kommas tøven, men den er der. Tøven. Og Alain Hatungimana bliver et af navnene for det ideologiske fællesskabs mulige ophør.

Idet disse brudstykker trækkes ind i digtningen, bliver de til små opbrud i læserens forestillinger. Dødsfaldene serveres af og til med en lakonisk distance, som mest af alt minder om overskrifterne på en spiseseddel. Dermed sættes vores måde at tale om døden på spidsen, men det betyder også, at vi bliver nødt til at forholde os til det konkrete tilfælde – deraf partikulariseringen af det almene.

Gennem sin litterære behandling af katastrofen åbner Woetmann muligheden for, at vi overhovedet kan tænke det utænkelige. Nyhedsstrømmens billeder, der ikke længere rører os, fordi vi stille og roligt afstumpes, fordi det stille og roligt bliver hverdag og dermed mister nyhedsværdi, reaktualiseres gennem de distancer, der opridses sprogligt, men som også først formår at retablere en nærhed.

Det er om noget grundlaget for en eksistentiel digtning, der stiller spørgsmålet om vores nationale moral – vores nationale sædvane. I den henseende træder Bag bakkerne, kysten frem som et landmærke. Det gør imidlertid lige netop ikke Woetmann til en politisk digter, men i det menneskelige ligger altid ideologien – og i dette tilfælde ydes der modstand mod den herskende og i stigende grad nationalkonservative ideologi.

Et brud med det banale

Bag bakkerne, kysten sætter på den ene side to felter inden for virkeligheden op over for hinanden, og det er denne grelle modsætning, der giver digtet meget af sin poetiske energi, og på den anden side ligger der en underspillet kritik af forestillingen, der knytter sig til det possessive pronomen, der forudsætter ejerforholdet, som på sin side kan beskrives som grammatisk snarere end reelt funderet. Helt konkret vil vi kun eje det gode, det vi anser for attråværdigt og som sådan spiller med i vores fantasi, vores begær, mens det, der problematiserer vores fantasi, distanceres ved, at ejerforholdet udskydes eller endnu bedre helt annulleres – ”min krop er ikke …”.

Dermed tilsidesættes også ansvaret, den etiske fordring, som Løgstrup beskrev det, gennem en sproglig tilbagetrækning til mantraet, hvor kun det lyse, det milde, det sarte kommer til orde. Hvilke konsekvenser har det for os og for verden? Dels bliver den flygtende krop netop kun krop, kun noget, der abstrakt er til stede i vores bevidsthed som nyhedsoverskrifter, vi kan forholde os til eller lade være med at forholde os til, men det bliver netop kun en forholden sig. Det er her Woetmanns kunstneriske format bryder igennem, fordi han formår, gennem inddragelsen af allerede eksisterende materiale, at vride sit materiale på en sådan måde, at vi sansemæssigt eller æstetisk berøres af det fremstillede.

På den måde kortslutter Woetmann det sproglige mantra, den vending ind i sproget, som tillader os en tilbagetrækning ind i banaliteten.

Christian Stokbro er litteraturredaktør på Eftertryk Magasin

  1. https://www.information.dk/kultur/2017/03/christina-hagen-antiracister-spiser-ogsaa-paa-noma-flere-tusinde-kroner
  2. http://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art5921951/Begge-fl%C3%B8je-s%C3%B8ger-at-iscenes%C3%A6tte-sig-selv-som-de-mobbede-og-ekskluderede
  3. https://www.information.dk/debat/2009/06/ideologi-stadig-bras
  4. Den postideologiske tendens skriver Henrik Jøker Bjerre og Brian Benjamin Hansen om i pamfletten Ideologi er noget bras, der udkom på Forlaget Taschenspiel. På side 9 står følgende:

    ”Hvad hele forestillingen om en post-ideologisk tidsalder dækker over, er dog naturligvis, at den er den mest ideologiske forestilling, man kan have. Den slovenske filosof Slavoj Žižek har igennem de sidste godt 20 år analyseret og demonstreret denne hyperideologiske ”postideologiske” tilstand, og for ham er ideologi ikke først og fremmest et sæt af principper, som man forsøger at overbevise sine medborgere om, eller en utopisk drømmeverden, som man med vold og magt forsøger at tvinge igennem. Den er snarere selve den ramme for vores politiske beslutninger og adfærd, som vi stiltiende accepterer, for at få fred til at leve vores liv og tilbringe tid med vores familier, uden at skulle tage stilling til alle verdens fortrædeligheder og problemer”.

    Pamfletten kan downloades her:

    http://www.centerforvildanalyse.dk/wp-content/uploads/2013/01/Ideologi-er-noget-bras.pdf

  5. https://www.b.dk/groft-sagt/kunst-er-politik
  6. Det ville være interessant, hvis Hauge kunne præsentere en prædikativ evidens for denne påstand?
  7. http://www.kunst.dk/kunststoette/tildelinger/?tx_lftilskudsbase_pi5%5Barea%5D=5&tx_lftilskudsbase_pi5%5Byear%5D=0&tx_lftilskudsbase_pi5%5Bstype%5D=0&tx_lftilskudsbase_pi5%5Bsword%5D=peter-clement+woetmann&x=0&y=0&tx_lftilskudsbase_pi5%5Border%5D=dato+desc
  8. Henholdsvis fra Kapitalen og Ideologiens sublime objekt.
  9. Egentlig et begær efter det ny, som er underholdningsindustriens sine qua non.
  10. Forlaget Kronstork har lagt links ud til modtagelsen i pressen her:

    http://kronstork.dk/blog/2017/3/14/modtagelse-af-bag-bakkerne-kysten

  11. En opdateret database kan findes på http://migrant-deaths.silk.co/
  12. Se her: http://www.unitedagainstracism.org/pdfs/listofdeaths.pdf