Tillykke Trump

Tekst af Uffe Kaels Auring

Illustrationer af Carl Johan Sennels

”På tide. Intet mindre. Endelig træder USA ind på verdensscenen igen”1. Med sit angreb på den syriske al-Shayrat-flybase d. 7. april skulle USA’s præsident, Donald Trump, endelig høste bifald fra de medier, der førhen foragtede og forhånede ham. Trump følger langt om længe det manuskript, der gør en amerikansk præsident rigtig præsidentiel: Marker vores moralske overlegenhed med spektakulære voldshandlinger. Underkast dig ”den liberale verdensorden”2 ved at håndhæve den med bomber og drab.

7. april blev således en skæringsdato. Inden da var Trump blot en udnævnt præsident. ”Præsident Donald Trump.” Et oxymoron, vi måtte tage i munden af praktiske grunde, men ikke for alvor kunne tro på. Han havde titlen, men udfyldte ikke rollen med statsmandens værdighed. Den præsidentielle stråleglans var opløst i dårlige manerer. Værst var det, at den aparte skikkelse havde indfundet sig i det ovale værelse uden at påtage sig præsidentskabets tunge pligter.

Én lang deroute. Men så skete det. ”Efter 77 dage slog Trump til”3. Anledningen var, at 74 syrere var blevet dræbt af saringas i byen Khan Shakhun tre dage forinden.

Trumps transformation er blot den seneste opførelse af en velafprøvet dramaturgi. New York Times forklarede tilbage i 1989, at nyudnævnte amerikanske præsidenter må gennemgå et ”præsidentielt indvielsesritual” for at vise sig værdige til at bestride det høje embede, de nominelt er blevet tildelt og ikke uden videre kan betros.

Den rituelle handling består i at demonstrere ”villighed til at udgyde blod for at forsvare eller fremme, hvad [præsidenterne] udlægger som den nationale interesse”4.

Presidential Initiation Rite 2.0 – Liberal Edition

Ritualets struktur står i det store hele fast på tværs af tid og sted. Dog varierer et enkelt element alt efter kontekst og publikum. Statsmandsvold i ”den nationale interesses” tjeneste kan ikke gælde for præsidentielt hædersbevis hos et publikum, der mistænker statsmanden for kun at være mand for den stat, der tjener hans egne interesser.

Da de danske dagblade og deres liberalt orienterede amerikanske forbilleder stimlede sammen for at bevidne, at udførelsen af ritualet gik rigtigt til, var det derfor noget andet, der blev forlangt. Vi skal netop væk fra den forældede nationalstatscentrerede tænkning5 og hen imod ”et globalt lederskab”6, lyder det fra såvel højre som venstre side i det danske mediebillede. Trump så ud til at have hørt den liberale mainstreams bøn. I sin følelsesladede (og måske også følelsesdrevne) ledsagetale til missilangrebet bad han Gud om at velsigne ikke bare USA, men hele verden. Han satte omsider ikke Amerika, men menneskeheden først.

Bortset fra denne symbolforskydning er den afgørende prøve på præsidentiel værdighed uforandret: Præsidenten har ansvaret for at forsvare en abstrakt, eksistentiel idé og viser sig først egnet til opgaven ved at udgyde blod for denne idés skyld. Ideen kaldes f.eks. ”den liberale verdensorden”, ”den civiliserede verden”7 eller, uden omsvøb, ”verden”8.

En præsident må under alle omstændigheder foretage signaturvoldshandlinger for at bevise sine kvalifikationer over for og sin tilknytning til sit lige så forvænte som krævende publikum. I hvert fald har de mulige omstændigheder, hvor dette ikke gælder, endnu ikke præsenteret sig: Præsidenten regerer under et forholdsvis konstant krigspres.9

Med den højtidelige drabsordre bliver præsidenten på en gang selvstændiggjort og til et artseksemplar. Ronald Reagan gjorde det i Granada og Libanon. George Bush senior gjorde det i Panama og Irak. Bill Clinton gjorde det i Bosnien og Kosovo. George Bush junior gjorde det i Afghanistan og Irak (beklageligvis, skulle vi hurtigt lære at mene). Barack Obama gjorde det i Libyen (men ikke i Syrien!). Nu har Trump gjort det i Syrien. Han har det alligevel i sig.

Indvielsesritualets opbygning

Et ritual er en afgrænset begivenhed. Det bebudes og iscenesættes af nogen; det udføres af nogen på noget; og udførelsen bedømmes af nogen. Til de forskellige faser hører forskellige roller. En myndighed markerer indledningsvist, at den rituelle handling kan finde sted. Et subjekt udfører handlingen. Et subjekt er objekt for den transformation, handlingen tilsigter. Og endelig vurderer et subjekt, om ritualets formålsbestemmelse – transformationen – er fuldbragt, hvormed objektets nye status anerkendes eller underkendes.

Det var godt nok mange ”subjekter”. Den videre gennemgang vil vise, at der i dette tilfælde ikke er så mange endda. Subjekterne udfylder nemlig deres roller, fordi de er kvalificeret til det, og blot to subjekter har kompetencer nok til at dække samtlige roller i ritualet: Offentligheden og præsidenten. Lad os rulle forestillingen ud.

Bebudelsen og iscenesættelsen: Ritualets første fase

Trumps opgave var stillet, inden den blev løst. Kristeligt Dagblad udnævnte giftgasangrebet til en ”moralsk test for Trump”.10 Jyllands-Posten orienterede om, at præsidenten havde en lejlighed til at demonstrere, at han erkender ”det fulde omfang af sit høje embede”11. Ville han angribe eller ej? Ville han sætte en ”grænse”12? Trump stod over for ”et definerende øjeblik”13 og ”et afgørende øjeblik for [sit] præsidentskab”14. Det var nu ”Trumps tur til at vise handlekraft – eller svaghed”15.

Den rituelle scene sættes af offentligheden, dvs. dens repræsentanter i de etablerede medier. Hvad gør offentligheden kvalificeret til at påtage sig rollen som ceremonimester? Dels moralsk myndighed; dels realpolitisk indsigt. Offentligheden er selv repræsentant for medmennesket og som sådan medmenneskelig. Den er både en berørt og omsorgsgivende part. Offentlighedens egen moral er blevet krænket, og den må derfor efterspørge eller ligefrem kræve, at retfærdigheden sker fyldest i en forløsende gerning, som den imidlertid ikke selv har magt til at udføre. Med ordets magt kan offentligheden påkalde sig, men ikke selv svinge sværdet.

Derudover pegede offentligheden mere konsekvensanalytisk på, hvilke moralske gevinster Trump kunne opnå, hvis han påtog sig sit ansvar for at udgyde blod. Sådanne konstateringer fremmer performativt, hvad de beskriver; de er retvisende, i det omfang de er selvopfyldende. Ritualet introduceredes altså med forudsætningen om, at vi allerede havde taget hul på dets indledende fase: ”alles øjne [er] rettet mod USA’s præsident, Donald Trump”16. Det er håbefulde øjne, der siger: kom nu, Trump.

Såvel moralsk myndighed som mere praktisk indsigt i den rituelle proces’ liturgi er kvalificerende forudsætninger for offentlighedens ritualinitierende iscenesættelse. Men Trumps egen rolle skal ikke negligeres. For selvom definerende øjeblikke ikke opstår ud af den blå luft og ikke kan vælges frit, er indehaveren af det høje embede også i besiddelse af udstrakt magt til at definere, hvad der skal definere ham. Trump sagde, han var ”forfærdet”17, og at ”mange, mange af mine grænser”18 var blevet overskredet; amerikanske medier rapporterede, at Trumps reaktion syntes autentisk19; danske medier overtog fremstillingen og viderebragte den til deres publikum.

Med sine udtryk for moralsk forfærdelse, ”ansvar” for at tage hånd om situationen20 og løftet om en uspecificeret ”reaktion”21 havde Trump selv tidligt i forløbet henledt vores opmærksomhed på sin evne og vilje til at træde ind i højtidelighedens eksekverende midte. Men det var dog først offentligheden, der hidkaldte ham og dermed gav ritualet almen gyldighed.

At den rituelle proces ikke alene blev påbegyndt på Trumps initiativ, var svært at overse, for scenen for handling blev sat, inden Trump havde givet – eller inden offentligheden havde registreret hans – tilsagn om sin deltagelse i begivenhederne. For hvad hvis han i øvrigt ikke ville det? Midt i koret af forhåbningsfulde bebudere rejste sig adskillelige stemmer, der udtrykte mistillid til, at Trump formåede at løse opgaven eller overhovedet var mand for at påtage sig den. Opfat ikke disse stemmer som distraherende mislyd. Lyt i stedet til et effektfuldt og ikke mindre moralsk højstemt kontrapunkt.22 Ved at rejse tvivl om eller ligefrem afskrive Trumps evne til at løfte opgaven inviterede de negativt indstillede meningsdannere Præsidenten til at gøre deres tvivl til skamme. I domsfældelsens definitivt præsente form foregreb Mads Fuglede eksempelvis den eventuelle moralske og lederskabsmæssige pris for at fejle i rollen som handlingens mand: I Trumps verden ”vil de onde fortsat le”23 – mens de gode vil kritisere dig sønder og sammen, fordi du bare sidder på dine hænder. Mere mildt stemte skeptikere opfordrede i tvivlrådighedens og beklagelsens sprogtone Trump til at besvare de mere forhåbningsfulde stemmers kald. Tilsammen røber de positive og negative stemmer i koret et tredje aspekt ved offentlighedens rolle, der mere vedrører dens virksomhed end dens myndighed: pression.

Uden offentlighedens bistand var ritualet blevet et privat skue, altså ikke et ritual. Et ritual er i alle sine sekvenser en formidling mellem et subjekt og en større orden.

Handlingen: Ritualets anden fase

Så kom angrebet som en ”en markering af, at det her må man ikke.”24 Præsidenten trådte frem som menneskehedens væbner, endda på et helt personligt plan: ”Trumps overraskende missilangreb på Syrien viser verden et glimt af en ellers hård leders menneskelige side.”25

Ekskurs: Den ordinære vold

Lad os her sætte gennemspilningen af ritualet på standby for at vende os mod et lille udpluk af den ordinære vold, der hører til præsidentens almindelige tilstedeværelse som ordensmagt. Vi bevæger os ud i normaltilstandens symbolforladte, golde ørken. Det er et sted uden klare grænser. Vi er hinsides den moralske ordens absolutte rædsler, resolutte markeringer og store afgørelser.

Trump har ikke vist os sin ”menneskelige side” med sin medvirken i de saudisk ledede overgreb på Yemen, der har dræbt og udsultet tusindvis af menneske- og børneliv. Han gjorde det ikke, før det definerende øjeblik indtraf, og gør det fortsat ikke.26 Det amerikansk ledede bombeangreb på et boligkvarter i Mosul, der tog livet af flere end 200 civile i slutningen af marts, definerer heller ikke Trump moralsk. Marts måned bød desuden på bombninger af en moske i Aleppo (47 civile dræbt), en skole og et hospital i Tabqah (20 civile dræbt) og en skole nær Raqqa (33 civile dræbt), men ingen anledninger til at markere moralske grænser. Hændelser som disse har nok en ”menneskelig side”, men ikke for os eller Trump. Dronekrigen, der pågår i mindst 7 lande, rummer ligeledes ikke nogen menneskelig historie, der er værd at udfolde. Den vestlige støtte til islamistiske og jihadistiske kræfter i Mellemøsten er ikke et menneskeligt anliggende – i stærk kontrast til den terror, der bl.a. udspringer deraf.

Det ville være malplaceret at blande menneskelighed ind i sådanne forhold. For disse almindelige elementer i USA’s tilstedeværelse er netop blotte almindeligheder. De indgår i en lang række af ikke-definerende øjeblikke.

Den vedvarende produktion af død og ødelæggelse er omfattet af et lige så grænseløst gyldigt som umarkeret og underforstået ”det her må man godt”. Vi orienteres derfor hovedsageligt om aktioner med store ”civile tab” i den notitsform, der egner sig til det trivielle og forbigående. Nogle, såsom menneskerettighedsfortalerne, er godt nok tilhængere af civiliseret krigsførelse. Deres grundsætning lyder, at den i sig selv uanfægtelige ret til at dræbe skal udøves retsmæssigt.27 Når det ikke sker lige nu – og dette ”nu” er en stadigt tilbagevendende fortid – kræver de, at ordenshåndhævelsen finder tilbage til sit oprindelige, lovformelige selv i sine fremtidige drabsakter.

I offentligheden er det især et venstrefløjsfænomen. Medier som Politiken og Information sætter en ære i at kulegrave den ordinære volds regelmæssigt tilbagevendende excesser på en on and off, case by case-basis. I marts måned blev sammenlagt ca. tusinde civile dræbt af den amerikansk ledede koalition i Mosul og Raqqa (det var flere mennesker, end de russiske bombardementer dræbte i slaget om Aleppo). Dagbladet Information berettede da om ”prisen for at befri de to storbyer fra IS”, nemlig mange ”civile tab”, der skyldtes brug af ”for store” og ”upræcise” våben. Koalitionen gjorde ikke ”tilstrækkeligt for at beskytte civilbefolkningen” og brugte desuden ”alt for få ressourcer på at undersøge de mange påstande om civile tab.”28 Tekniske problemer og kritisable forsømmelser. Afvigelser fra gældende krigsnormer; ikke udtryk for den etablerede krigsførelse. Denne forsømmelighedens kritik af lige så talløse som enkeltstående transgressioner har været et fast, krigslegitimerende kommentarspor til krigen mod terror fra dens fødsel til i dag. Ikke noget moraldefinerende.

Eller kun indirekte. For menneskeretstænkningen, der er en indgroet del af vesterlændingenes mentalitet og således et selvfølgeligt udgangspunkt for den retfærdighedssøgende krigsdækning, udgør i sine mest kritiske udtryk et sidste, uigennemtrængeligt forsvarsværn for vores ukrænkelige moralske karakter og drabsret. Processen følger et velkendt mønster. De problematiske handlinger defineres som uretmæssige brud (og ikke udøvelse af) retten og afvigelser fra (ikke udtryk for) moralkarakteren. I selve afstødningen af det, menneskeretstanken ikke vil kendes ved, manifesterer og bekræfter den retten som selvkorrigerende justits og moralkarakteren i dens rehabiliteringsivrige selvransagelse.

I denne proces stadfæstes ideen om ret og moral som højeste myndighed. Så falder dommen typisk. Mod den skyldige rejses ikke et krav om straf. I stedet rettes en indtrængende appel til hans ansvarlighed. Menneskerettens repræsentanter har med deres beklagelser og anklager gjort bod – og efterlyser nu bedring. Nødvendigheden af forbedringstiltag og yderligere undersøgelser indskærpes. Det er ikke altid, den dømte modtager dommen.

Analytikere har på denne baggrund talt om fremvæksten af et særlig kosmopolitisk, postmoderne, postterritorielt, humanitært suverænitetsregime.29 Det er dog tvivlsomt, om det bringer erkendelsen videre at indramme krigsideologiens og menneskerettighedstænkningens indre forviklinger i lige så komplicerede begreber, og måske mere opklarende at føre humanisternes avancerede retfærdighedsbestræbelser tilbage til det almene grundprincip, som man fra højrefløjens side typisk forfægter mere direkte og ærligt: Vi er gode og slår ihjel som sådanne – nu annammet af venstrefløjen som: Vi er gode og skal slå ihjel som sådanne, hvis vi dræber. Humanismen har ikke forladt, men blot tilpasset princippet til den tidligere så krigsskeptiske venstrefløjs sensibilitet – og udstrakt det til grænsen for meningsfuldhed.30

Læseren vil, hvis hun stadig er her, muligvis have bemærket, at jeg ikke bare har afsporet fortællingen, men også at jeg blander tingene sammen og taler uden om. Lad os komme tilbage til heltedåden.

Tilbage til handlingen: Ritualets anden fase

Trump angreb og beviste dermed sin moral og menneskelighed. Men helt ærligt – Trump? Misogyne, Putin-elskende Trump? Den xenofobiske konge af fake news? Jeg forstår skepsissen, men vil stadig fastholde, at det er et ritual og ikke et mirakel, vi har overværet.

Konfirmandens kvalifikation ligger i, at han har nået en vis alder og tror på Gud. Alderen er givet, mens troen skal bekræftes i handling. Trumps kvalifikation ligger i det magtfulde embede, han bestrider, samt hans vilje til at benytte dets magtressourcer til at slå et slag for menneskelighed og moral. Førstnævnte er ligesom konfirmandens alder en ubestridelig kendsgerning. Sidstnævnte giver det derimod kun mening at forlange bevist i den rituelle handling, når der er noget at bevise.

Der var i hvert fald noget at gøre op med. Hidtil havde Trump ”haft en yderst begrænset moralsk interesse i den 6 år lange krigsførelse”31 og været ”mere optaget af at forsvare amerikanerne mod erklærede trusler […] end af at være verdens moralske vogter”32. Han havde ”nedtonet emner som menneskerettigheder og demokrati”33. Der var ikke ”noget antal af syriske lig, der [kunne] gøre indtryk”34 på ham.

En mere uegnet kandidat til opgaven kunne næppe opdrives. Ville Trump fra dette temmelig diskvalificerede udgangspunkt kunne overbevise offentligheden om, at han forholdt sig autentisk til den opgave, han var blevet stillet? Ja, med ét slag. Offentligheden berettede, at Trump selv sagde og viste, at giftgasdrabene ”gjorde dybt indtryk”35 på ham som menneske. Præsidenten fremstod ”usædvanligt følelsesmæssigt påvirket”36, da han forholdt sig til giftgasangrebet over for offentligheden (eller med giftgasangrebet forholdt sig til offentligheden?): ”Ifølge amerikanske medier er det de stærke tv-billeder af døde og døende syriske småbørn, som synes at have vækket præsident Trumps moralske ansvar.”37

Derfor skal vi begribe gengældelsesangrebet med den menneskelighed, som Trump nu endelig har vist sig også at besidde: Præsidenten har ”fundet sin moralske stemme.”38 USA’s FN-ambassadør, Nikki Haley, fordømte ligeledes Assads forbrydelse ”med usædvanlig klarhed i stemmen”39.

Beretningen om Trumps personlige vækkelse er imidlertid kun et afsnit i den store historie om præsidentskabets suveræne etos: ”Præsident Trump mærker nu tydeligvis den moralske vægt, som ligger på hans skuldre.”40. Trump bøjede sig for de høje standarder, embedet pålægger sin udøver: Funktionen som ”verdens moralske vogter”41 fortrængte Trumps indsnævrede ”amerikanske interesser”. Præsidentskabet handlede så at sige med og igennem Trump – og forvandlede ham tilsyneladende i dets billede.

Da vi europæeres forudgående ideer om den monstrøse Trump-karakter udløb af en langstrakt mainstream af negativ presse, syntes vi som nævnt særdeles dårligt disponeret for at kunne begribe ideen om menneskelighedens pludselige bemægtigelse af Trump-udgaven af det amerikanske præsidentskab. Hvad der er svært at forstå som en foreteelse i tingenes normale gang, giver dog mening i den institutionelt bestemte symbolske orden, der bringes til udfoldelse i det rituelle set-up. På dette plan er ”embedet” virkelig stærkere end manden. Præsidentskabets over- og almenmenneskelige karisma er ikke en egenskab ved præsidenten; vi kan med god ret projicere den tilbage i offentligheden selv. Den umulige historie om den ikke blot faldne, men gennemført uduelige og afstumpede helts øjeblikkelige omvendelse vidner om en udstrakt villighed til at overføre de kvaliteter, der er nedlagt i præsidentembedets ideelle bestemmelse, til den enkelte præsidents egen psyke.

Indvielsesritualet kræver mere af handlingens mand end den autentiske bekendelse til den orden, han skal optages i. Det rette sindelag må være til stede, men det må også demonstreres fysisk. Derefter kan det hele evalueres.

Bedømmelsen: Ritualets tredje fase

Den offentlighed, der havde stillet opgaven, optræder også som den myndighed, der evaluerer dens løsning. Det rituelle objekt transformeres igennem den rituelle handling, i den udstrækning den evaluerende instans sanktionerer handlingen som ægte og veludført. Bedømmelsen har således både et registrerende og et transformativt, statusfastsættende aspekt: Hvordan var præstationen, og hvorledes skal den anerkendes eller underkendes? Det sidste kommer vi til, men først skal vi se på evalueringens registrerende side.

Trump var moralsk motiveret og havde, som vi har hørt og set, gode hensigter. Men det havde Obama jo, til ingen verdens nytte, også, da han tilbage i 2013 rystede på hånden, ”veg tilbage fra at straffe Assad for hans brug af giftgas”42, blot ”løftede pegefingre”43 og dermed satte en eftertrykkelig ”sort plet på [sit] eftermæle”44, hvilket Trump i øvrigt var den første til at minde offentligheden om, så den kunne minde os andre om, at han ikke blot havde i sinde at sætte ondskaben på plads, men også korrigere det godes svigt. Gode hensigter kan imidlertid være en dårlig undskyldning for ikke at have en god vilje – og en sådan kan først anerkendes, når den er bevist i handling.

Der skal drages omsorg for det forulempede – moral, menneskelighed, gassede børn osv. – med hårde, blodsudgydende midler. De to ting må gå hånd i hånd. Offentlighedens vurderingen var generelt yderst positiv. Trump ”fik med al tydelighed illustreret over for hele verden, at han er klar til at bruge militær magt for at sætte sig igennem, ligesom han fik vist, hvad det i bund og grund handler om for ham”45, nemlig moral og humanitet. ”Røde linjer og løftede pegefingre betyder nemlig ikke noget, hvis man ikke sætter magt bag ordene – men det har Trump gjort nu.”46

Bifaldet udtrykker snarere en moralsk glorificering af den handlende som triumfator end en moralsk bedømmelse af handlingen. Menneskelighed og moral var blevet angrebet, men moralen sejrede via ”handlekraft”47, ”magtfuld indgriben”48, ”en kraftfuld amerikansk modreaktion”49, ”militær styrke”50 og ”demonstration”51 af magt. Præsidenten fik ”spillet med musklerne”52. Han ”trådte i karakter”53.

Et par kritiske røster blandede sig i koret. Baggrunden for samtlige dagblades glorificering af handlekraftens iboende moralitet – dens karakter af symbolsk markering – udpeges her og der som en problematisk omstændighed ved handlingen selv. For målt i ødelæggelse og konsekvenser på slagmarken blegnede Trumps angreb ved siden af det, USA ellers kan levere.54 Således blev den uudsagte betingelse for det samlede mediekorps’ moralske anerkendelse55 samtidig trukket frem som en genstand for kritisk anmærkning:

”Sanktionen mod vor tids største krigsforbryder var berettiget, og verden var igen udstyret med minimale røde linjer. Men Trumps intervention var sandsynligvis ikke andet end en symbolsk markering […] Det skader ikke Assad, og det gør ingen militær forskel.”56

Underteksten til denne mere skeptisk-fordringsfulde end kritisk-affærdigende replik lyder: Angrib mere. Opfordringen fremsættes mere direkte i andre artiklers livtag med det rent symbolske og dermed reelt utilstrækkelige ved aktionen.57

Handlingen selv har en dobbelt karakter: en rituel og en mere prosaisk. For det første og vigtigste fremstår den som en fuldbyrdelse af moralens triumftog. I den intensive dækning op til og umiddelbart efter angrebet står der således rigtig meget godt om Trumps moralske oprejsning (der konstrueres, idet den beskrives).

Angrebet på den syriske flybase fandt dog også sted i den affortryllede verden af død og ødelæggelse. Hvad aktionen her skulle gøre godt for, viste offentligheden begrænset interesse for. Når spørgsmålet om konsekvenser for de nødlidende syrere og konfliktens øvrige parter endelig berørtes, var billedet, som man siger, oftest ret sammensat. Faremomenter og forhåbninger miksedes perspektivrigt og uden tilbagevirkende moraldefinerende kraft. En karakteristisk vurdering lyder:

”Samtidig med at det amerikanske angreb viser handlekraft, øger det også risikoen for konfrontationer mellem USA og Rusland.”58

Sidstnævnte angår angrebets realpolitiske følger uden for det rituelt afgrænsede rum. Vi er rykket over i den politiske normalsfære: Disse gemene konflikter. Udsigten til stormagtskonfrontation rokker ikke ved det moralske regnskab, som offentligheden gør op med og for sig selv, om end på ”på vegne af de sagesløse syriske ofre”59.

I Kristeligt Dagblads udlægning fik Trumps moralsk prisværdige angreb på én gang ”bragt orden i det politiske kompas” og forringet fredsudsigterne i Syrien.60 Hvor vil det moralske kompas, som avisen her betjener sig af, mon føre os hen?

Transformationen: Ritualets betydning for de medvirkende

Ritualets endemål er transformationen af et objekt. Hvilket objekt?

Netop fordi Trump er en helt, skulle man tro, at anerkendelsen i sidste ende ville falde tilbage på hans heltegerning. Vi ser for os, hvordan hans aktion har forbedret livsvilkårene for de syriske ofre, deres efterladte og deres landsmænd, og hvordan han har knækket gerningsmandens evne til at forvolde ondskab fremover. Men da denne abstrakte herlighed er vanskelig at fatte og ikke direkte kan blive genstand for og modtage vores omfavnelse, fejrer vi, i et overskud af taknemmelighed, i stedet Trump, idet hyldesten først og fremmest markerer vores lykke over den reelle bedrift: lindringen af den syriske ulykke. Glorificeringen af Trump er da mest af alt en stedfortrædende, koncentreret symbolsk objektivering af den egentlige velgernings transformative velgørenhed, som uden at kunne blive bifaldets umiddelbare genstand hele vejen igennem forbliver dets egentlige kilde og mål.

Men så må man tro om. Offentligheden begriber kun i begrænset omfang Trumps handling som en god gerning i sin egen ret og fører os endnu mindre tilbage til godgørenhed som kilden til handlingens transformative styrke. Velgerningen er ellers typisk det afgørende punkt i legendernes, eventyrenes og mytologiernes helteberetninger. Den klassiske helt er ikke god, fordi han demonstrativt, men uvist til hvilken nytte, ”reagerer” mod noget ondt. Den klassiske helt er god, fordi han har gjort noget godt.61 Ligeledes kan han ikke anerkendes som god, hvis han gør det gode for at blive anerkendt som god.62

Der er ellers en tyk aura af helteberetning over mediefremstillingen af den rituelle proces, men på dette punkt bryder vi med klassiske moralbegreber. Civilisationen synes at rumme et uudforsket lag af præmytologisk moralitet.

Til gengæld har Trumps rituelle handling direkte virkning på tre objekter: 1. Den svigtede og forladte offentlighed. 2. Den krænkede moral og mishandlede menneskelighed. 3. Den vildfarne præsident. I skematisk oversigtsform:

Før Trumps angreb

Angrebet

Efter Trumps angreb

OffentlighedenSvigtet og forladt af sin leder.
Har moralen, men ikke magten på sin side.
Glorificerer.Genforenet med sin leder.
Moral og menneskelighedKrænket og forulempet.Virker igennem præsidenten.Oprejst og stolt.
Præsident TrumpIkke rigtig leder.
Har magten, men ikke moralen på sin side.
Magtudøvelse på vegne af offentligheden (hele verden) og moralen (børnene).Har påtaget sig lederskabet.
Har underlagt sig offentlighedens og præsidentskabets moral.
Er blevet rigtig præsident.

Ude til venstre ser vi en konstellation af ulykkeligt adskilte parter, der er bestemt for hinanden som partnere, som civilisation. Ude til højre ser vi deres forsoning. Den kraft, der i det mellemliggende led fører parterne sammen i den fælles oprejsning, er præsidentskabets iboende ansvarsfuldhed og militære styrke, bistået af offentlighedens moral og menneskelighed.

Der er både en gensidighed og en rangorden i forholdet: Trump tages kun i ed af offentligheden som dens – og den øvrige verdens – leder, idet han underkaster sig dens moral ved at stille sin ødelæggelseskraft i menneskehedens tjeneste. I flere artikler anes en tilfredsstillelse ved, at Præsidentens oprejsning indebærer Trumps fornedrelse.63 Offentligheden er nok en undersåt med hensyn til magt, men verdenslederens overmand, når det kommer til moral. Og således er moralen tilbage i højsædet. Konfronteret med Trumps hidtidige ligegyldighed følte offentligheden ”et smertefuldt nederlag for de værdier, som Vesten burde stå for”64, men dagen derpå ”oplever vi et øjebliks retfærdighed på vegne af de sagesløse syriske ofre”65.

Den afgørende transformation vedrører selvfølgelig Trump selv og hans forvaltning af præsidentinstitutionen. Den rituelle akt ændrer nok offentlighedens og moralens tilstand, men ikke deres karakter. Kun Trump ændrer karakter – så præsidentinstitutionen kan bestå: Angrebet har ”i nogen grad” formået at ”normalisere […] den ukonventionelle præsident”66. Først da Trump beviste sin moral med aggression, fremstod han nogenlunde normal. Eller stærkere udtrykt: ”Det er først nu, at Trumps præsidentskab for alvor begynder. Endelig har han accepteret rollen som leder af den frie verden.”67 Efter i nogle måneder at have ”foruroliget og forvirret regeringer og politikere overalt ved at sige alt det modsatte af, hvad man forventer af en amerikansk præsident”, havde den frie verdens leder fået ”bragt orden i det politiske kompas”68 såvel som ”sit moralske kompas”69.

Trump forstod at gribe den ”perfekt[e] lejlighed til at udvise amerikansk lederskab”70, og til gengæld kvitterer offentligheden for præsidentens tilbagevenden til sig selv og den verden, han nu med god ret kan regere og forsvare, med et mere eller mindre udtalt løfte om at behandle USA’s fortsatte magtudøvelse som udslag af den samlede civilisations iboende moralske styrke.

Dette indebærer givetvis og tilsyneladende paradoksalt en afmatning af behovet for at moralisere. Når retfærdiggørelsens besværlige procederinger er veloverståede, og selvretfærdigheden er tilpas etableret, kan vi sætte os ned i ro og mag og nyde det blotte ødelæggelsesskue. En uge efter sit angreb på al-Shayrat-flybasen kastede Trump ”alle bombers moder” i Afghanistan. Adskillelige danske medier offentliggjorde den propagandavideo af massedrabet, som USA’s regering ”frigav” til lejligheden, ledsaget af faktabokse med tekniske oplysninger om ”den voldsomme og fascinerende” bombes sublime storhed.71

Til transformationen af Trump hører da også en fusion af moral og magt, der nogle gange går under navnet ”troværdighed”72. Moralen optrådte indledningsvist som den idé, der skulle kæmpes for, men ved ritualets udgang fortæller offentligheden, at den er også det middel, der fremover kæmpes med: ”Fredagens missilangreb genetablerer [måske] USA som en tung og troværdig spiller i Syrien.”73 Enheden af militær og moralsk kraft får fuld udblæsning i udsagn som ”Trump vinder moralsk terræn i Syrien”74. Med sådanne konstateringer er det i hvert fald klart, at offentligheden gør sit til, at Trump vinder moralsk terræn i Vesten.

Belejlige bedrag: Baggrunden for højtideligheden

Inkorporeret i den solide ritualstruktur, der former offentlighedens fremstilling af forløbet, møder vi elementer af drama og sagsfremførelse. Vi vender os nu mod disse aspekter og relaterer dem til sagens realiteter.

Det præsidentielle indvielsesrituals centrale begivenhed og praktiske kerne er selve blodsudgydelsen. Heri har vi det håndgribelige tegn på, at ritualet finder sted. Den symbolske og mere kontekstuelle side af sagen, som giver denne handling sin autentiske rituelle karakter, ligger i gennemspilningen af en moralsk forestilling. Dramaet kan først gå i gang, når basale moralske kendsgerninger er på plads. Et drama har, som man siger, sine ”præmisser”.

Som nævnt drages medierne mod den blotte glorificering af sejrsevnen og -viljen i ”det definerende øjeblik”, hvor helten ”slår til” og giver os oprejsning. Dermed lader de den moralske begrundelse for oprejsningsbestræbelsen træde i baggrunden. Vi ser ikke desto mindre, at gængse ideer om ret og rimeligt indgår i de bagvedliggende betingelser, der giver ritualet gyldighed og mening:

  1. En straf skal ramme den, der bærer ansvaret for den handling, straffen angår.
  2. En moralsk handling er også en retmæssig handling.
  3. En afstraffelse skal helst virke afskrækkende.

Almindelige moralbegreber er altså ikke tilsidesat. Men hvilken rolle spiller de? Svaret er faktakonstruktion og -præsentation i den selvretfærdiggørende sags tjeneste. Skabelonen for dramaet foreskriver visse faktuelle betingelser. Heltehistorien kan først udrulles, når helten er ægte moralsk motiveret (det fik vi hans eget vidnesbyrd for og skal ikke længere opholde os ved); når han opererer inden for en retmæssig ordens rammer; når han udøver vold mod den skyldige. Og hans vold må også gerne være velgørende, selvom det som tidligere nævnt ikke er et springende punkt.

1. Skyldsspørgsmålet. For det første kan ideen om en moraldemonstration via en magtdemonstration først komme på tale, hvis vi har en skyldig gerningsmand. Det har vi så, for i deres dækning af optakten til og eksekveringen af Trumps angreb antager medierne uden videre, at den anklagede er skyldig.

Trump refererede ikke til beviser, men sine moralske følelser, da han lovede at reagere. USA’s FN-ambassadør, Nikki Haley, fremviste billeder af gassede børn over for FN’s Sikkerhedsråd, ikke formodede gerningsmænd. Tilsvarende er det med selve styrken i deres retfærdighedskrav, at medierne løfter bevisbyrden. At offentligheden kæmper for en god sag (denne bagmand bag giftgasugerningen skal få retfærdigheden at føle) bliver ensbetydende med, at den har en god sag (f.eks. fældende beviser). Dommen var selvfølgelig fældende, men kun i kraft af militær styrke og moralsk overlegenhed, ikke beviser.

Denne retssagslignende affære rummer ingen forsvarer. Én part, repræsentanten for god moral, indtager rollen som (stedfortrædende) forulempet, vidne, anklager og dommer. Hermed bliver en nøjere dokumenterende sagsfremstilling overflødig. I en enkelt artikel anføres det dog, at den amerikanske regerings ”undersøgelse” af et giftgasangreb i 2013 ”ret utvetydigt [pegede] på den syriske regering som ansvarlig”75. Det er rigtigt, at den amerikanske regerings vurdering pegede på Assad. Men den dokumenterede ikke noget. De uafhængige våbeneksperter Theodore Postol og Richard Lloyd pegede til gengæld på, at den amerikanske regerings version af giftangrebet ikke stemte overens med de foreliggende fakta.76

I den aktuelle sag udelades eksperter, der sår tvivl om indholdet i den vedtagne version af giftangrebet eller den sikkerhed, den fremføres med, af sagsfremstillingen. Vurderinger fra folk som den tidligere våbeninspektør i Irak Scott Ritter77, den tidligere formand for Det Internationale Atomenergiagentur Hans Blix78, forhenværende antiterrorspecialist i CIA Philip Giraldi79, forhenværende rådgiver for Colin Powell, Lawrence Wilkerson,80 eller den britiske professor med speciale i politisk journalistik Piers Robinson, ville blot svække den moralske overbevisning – og dermed lede os i moralsk uføre: Tag endnu et kig på billederne af de døde børn, og sig, at der ikke skulle reageres.

Eller kig på Theodore Postols nye analyse af den amerikanske regeringsrapport, som placerede ansvaret for det seneste syriske giftgasangreb hos det syriske styre. Postols analyse findes ikke omtalt i offentligheden. Den ligger hengemt i en afkrog af internettet – men kan også læses i sin fulde længde her. Som konklusion på sin gennemgang af det bevismateriale, den amerikanske regering har fremlagt, bemærker Postol, at ”Det Hvide Hus har udsendt en åbenlyst falsk, misvisende og amatøragtig efterretningsrapport”. Postol har desuden redegjort for, at en efterfølgende fransk efterretningsrapport om giftgasangrebet nok fastslår skyldsspørgsmålet med sikkerhed, men ikke beviser noget med nogen grad af sandsynlighed.81 Det siger en hel del om de etablerede mediers forhold til sandheden: Når det virkelig gælder, når ”det definerende øjeblik” indtræffer, er dette selvudnævnte værn mod fake news ligeglad med sandheden. Den moralske autoritet er så urokkeligt stærk, at den kan nøjes med at støtte sig til et skrantende, amatøragtigt bevisgrundlag.

I de definerende øjeblikke fastsættes bedrag, som varer ved. Det er givet, at ansvaret for udåden fortsat uforbeholdent vil tilfalde Assad i den videre dækning af den syriske konflikt, som formentlig ofte vil referere til Assads overtrædelse af den ”røde linje” i april 2017.

2. Retmæssigheden. For det andet har Trumps dåd en universel karakter til gavn eller i hvert fald ære for ”verden”, ”verdensordenen” og ”menneskeligheden” – hele rehabiliteringshistorien om den faldne helts oprejsning står og falder dermed – hvorfor den også må være retmæssig og lovformelig. ”Trump vil alligevel være sherif”, beretter Politiken: USA er tilbage i rollen som ”moralsk vogter” og ”global politibetjent”82.

Ifølge Information understøtter angrebet ”den internationale retsorden”. Med en blændende demonstration af den liberale indbildningskrafts erkendelsespotentiale overvejer mediet i fuld alvor, om vi kan imødese en knæsætning af ”internationale normer, som binder alle stater” fra Trumps side – men må på denne fantasifulde baggrund realistisk nok tvivle på, at drømmen kan blive til virkelighed. Det bemærkes, at angrebet ”selvfølgelig [har] en R2P-legitimering”83, den liberale venstrefløjs foretrukne begreb for retfærdig krig. I øvrigt berettes flittigt om USA’s rolle ”som en global moralsk instans”84 og lignende; det signalerer ikke nødvendigvis rigid legalisme, men i hvert fald regelbaseret ordenshåndhævelse.

Det usagte og irrelevante i hele historien om angrebets retmæssige karakter er, at det var i strid med international lov og dermed udgør en krigsforbrydelse.85 Det lovstridige ligger allerede i de hyppigt anvendte begreber om en ”afstraffelsesaktion”86 og et ”gengældelsesangreb”87. Angreb på en anden stat er ulovlige ifølge international lov, medmindre nogle ret restriktive kriterier er opfyldt. At straffe og gengælde indebærer ingen legalitet.88

3. Velgerningen. For det tredje må heltegerningen, foruden at være prisværdig i sig selv, gerne føre til noget godt. Spørgsmålet peger ud over Trumps og vores moralske karakter, som denne begribes i handlingens definerende øjeblik, og vedrører ikke så meget det afgørende moralske regnskab, vi fører over os selv, som de berørte parter i den virkelige verden, der byder sig til som referencepunkt for regnskabsførelsen. Dette er det mindst vigtige punkt og nok mere en bonus end en betingelse for glorificeringen. Den danske presse fremhæver dog i flere tilfælde, at Trumps missilangreb faktisk tjener til forsvar af det, det demonstrerede viljen til at forsvare: ”De færreste er i tvivl om, at Assad vil tænke sig om en ekstra gang, før han igen giver syriske styrker lov til at anvende forbudte kemiske våben.”89

Den upassende omstændighed er her, at selve løftet om rednings- eller afstraffelsesaktioner på vegne af nødlidende meget vel kan bidrage til at skabe den katastrofetilstand, løftet betinger sin indfrielse på. Spektakulære forbrydelser mod menneskeheden kræves besvaret med de interventionsinstrumenter, der tydeligst markerer vores ”moralske grænser”. Derfor genererer troværdige interventionsløfter undertiden de katastrofer, de skal afhjælpe. Der er flere velbeskrevne fortilfælde.90

Den reelle baggrund og videre konsekvenser

Jeg har skrevet om ritual, drama og sagsfremstilling, og det er der på et diskursivt niveau god grund til. Men realistisk og sagligt set er det langt hen ad vejen udenomssnak. Mediehistorien er i bund og grund et simpelt bedrag. I en civiliseret kultur ville der ikke være nogen grund til at tage det seriøst, endsige indlade sig på at gøre nøjere rede for de magtopfattelser, moralforestillinger og narrative skabeloner, der mobiliseres til gavn for bedragets propagandaeffekt. Det kunne endda synes meget upassende, når vi tænker på, hvad der ellers sker i verden og ikke mindst i Syrien.

At ritualets egen symbolske forestillingsverden er temmelig afkoblet fra den virkelige verden, udelukker imidlertid ikke, at dets forestillinger har betydning for den. Følgende punkter kunne overvejes:

  • Giftgasangrebet var ikke et moralsk anliggende for Trump, men en kærkommen lejlighed til at få noget credit fra de etablerede medier, der ellers er på nakken af ham.
  • Giftgasangrebet var ikke et moralsk anliggende for offentligheden, men en anledning til at blive forsonet med en institution, den dårligt tåler at være adskilt fra.
  • Trumps angreb var ikke en fuldbyrdelse af et moralsk felttog, men en anledning til, at offentligheden kunne fejre sin egen moral.
  • Offentlighedens fejring af sin egen og præsidentens fælles moral tjener til, at offentligheden med god samvittighed kan fortsætte med at give sit moralsk indifferente, lavmælte samtykke til den ordinære voldsproduktion.
  • Angrebet var ikke en straffeaktion, men et PR-stunt, der tjente til glorificering og hvidvaskning af fremtidige voldshandlinger.

Den afgørende lærdom for den stadigt mere trængte præsident er, at han kan opnå opbakning og hyldest ved at udføre veliscenesatte krigshandlinger. Uddybning skal ikke gives her, men se evt. nedenstående referencer.91

Jeg vil i stedet afrunde med et par overvejelser om den offentlige mentalitet. For hvad er kilderne til offentlighedens glorificering? Selvretfærdigheden er helt oplagt en kilde, men den er vist (og ironisk) nok et universelt fænomen. Så kan mentaliteten indkredses nærmere? Et godt bud, synes jeg, er sammenkoblingen af krigsdriften og præsidentskabsidealiseringen. Det er den allerede foreliggende idé om ”magtdemonstrationen”, præsidentskabets ophøjede vold92, der mest effektivt kan benyttes i definitionen af præsidentens moralske selv. Glorificeringspotentialet i voldsudøvelsen overstiger givetvis det PR-udbytte, det er muligt at opnå med enhver anden form for politisk handling. Ville samtlige danske dagblade have rost Trumps moral og menneskelighed, hvis han f.eks. havde arbejdet for en humanitær tilgang til de tusindvis af syriske flygtninge, der med vestlig bistand holdes fanget i Idlib-provinsen, hvor giftgasangrebet fandt sted?

Blandt de mange former for bias, der præger medierne, synes krigsdriften særlig udbredt og dyb. Det er ikke utænkeligt, at selv en præsident – f.eks. en skandaliseret præsident med massive popularitetsproblemer – må bøje sig for den. I sin fremstilling af indvielsesritualet foreslår New York Times, at det er den ”politiske kultur”, som kræver, at præsidenten viser verden, at han forstår at svinge ”den store stok”, så blodet flyder.93 Offentligheden forventer det og er klar til at anerkende og eventuelt yderligere opildne præsidenten, når det sker.94

Det forties ikke. To dage efter Trumps angreb lod Berlingske en dansk ekspert forklare, at der er ”klar evidens for, at nogle gennem tiderne har tænkt den tanke: At hvis man er lidt nede i meningsmålingerne, så er det at vise militær styrke en god måde at komme op på. […] Hvis [Trump] virkelig sætter gang i en storstilet militæroperation, der bliver fulgt op af noget andet, som fik afgørende betydning for Syrien, så kunne man begynde at snakke om, at det ville ændre noget.”95

Indsigten bringer ingen skam over højtideligheden: Vi har allerede forladt ritualet og er tilbage i realpolitikken. Og altså muligvis på vej mod nye festligheder. Skønt præsidenten kun én gang kan blive indviet, må han til stadighed bevise sit værd som civilisationens forpost.

Takket være 59 Tomahawk-missiler og et dusin dræbte syrere kunne de førhen så splittede parter endelig, for en tid, samles under ”den frie verdens”96 blodige banner. Fortsat iscenesat aggression vil sikkert forlænge civilisationsfællesskabets ærefulde, ikke skamfulde levetid.

  1. ”Endelig! USA er tilbage i brændpunktet”, Berlingske, 8. april.
  2. ”Giftgasangreb i Syrien er moralsk test for Trump”, Kristeligt Dagblad, 7. april.
  3. ”Efter 77 dage slog Trump til: Men verden savner fortsat svar på, hvor han vil hen”, Jyllands-Posten, 8. april.
  4. “Fighting in Panama: The Implications; War: Bush’s Presidential Rite of Passage”, New York Times, 21. december 1989.
  5. ”Bringer Trumps 59 tomahawkmissiler os nærmere fred i Syrien? Måske.”, Information, 8. april.
    ”Verden først”, Jyllands-Posten, 8. april.
  6. ”’Der er en ny sherif i byen’”, Information, 8. april.
  7. ”Verden venter på Trumps svar i Syrien”, Jyllands-Posten, 7. april.
    ”Efter 77 dage slog Trump til: Men verden savner fortsat svar på, hvor han vil hen”, Jyllands-Posten, 8. april.
  8. ”Verden først”, Jyllands-Posten, 8. april.
  9. Hvordan det måtte gå den præsident, der ikke dræber af samvittighedsgrunde, kan kun blive et emne for kontrafaktisk spekulation.
  10. ”Giftgasangreb i Syrien er moralsk test for Trump”, Kristeligt Dagblad, 7. april.
  11. ”Trump og Syrien”, Jyllands-Posten, 7. april.
  12. ”Var dette grænsen for Donald Trump?”, Politiken, 6. april.
    ”Assad øjnede, at han havde fået frie hænder af USA”, Politiken, 7. april;
  13. ”Johannes Langkilde: Angrebet er et definerende øjeblik for Trump”, dr.dk, 7. april.
  14. ”Trump vinder moralsk terræn efter angreb i Syrien”, Kristeligt Dagblad, 8. april.
  15. ”Kemisk angreb i Syrien tester Trumps udenrigspolitik”, Jyllands-Posten, 6. april
  16. ”Trump vil ikke melde ud om Syrien”, Berlingske, 6. april
  17. ” Giftgasangreb i Syrien er moralsk test for Trump”, Kristeligt Dagblad, 7. april.
    ”Efter 77 dage slog Trump til: Men verden savner fortsat svar på, hvor han vil hen”, Jyllands-Posten, 8. april.
    ” Verden først”, Jyllands-Posten, 8. april.
  18. Se eksempelvis: ”Var dette grænsen for Donald Trump?”, Politiken, 6. april:
    ”Analyse: Assad øjnede, at han havde fået frie hænder af USA”, Politiken, 7. april
    ”Trump på uventet kollisionskurs med Assad og Putin”, Information, 7. april.
    ”Trump vil alligevel være sherif”, Politiken, 8. april.
    ”Giftgasangreb i Syrien er moralsk test for Trump”, Kristeligt Dagblad, 7. april.
    ”Verden venter på Trumps svar i Syrien”, Jyllands-Posten, 7. april.
  19. F.eks. gengivet i: ”Giftgasangreb i Syrien er moralsk test for Trump”, Kristeligt Dagblad, 7. april.
  20. “Trump: ‘I now have responsibility’ when it comes to Syria”, CNN, 6. april 2017. www: http://edition.cnn.com/2017/04/05/politics/trump-syria-comments-response/
  21. Se eksempelvis: ”Trump Signals Possible Military Response to Syria Gas Attack”, Bloomberg Politics, 6. april 2017. www: https://www.bloomberg.com/politics/articles/2017-04-06/trump-under-pressure-to-act-after-syrian-poison-gas-attack.
  22. Mere eller mindre skeptiske stemmer optræder i følgende artikler:
    ”Kemisk angreb i Syrien tester Trumps udenrigspolitik”, Jyllands-Posten, 6. april.
    ”Trump tøver med at gribe ind over for Syriens Assad”, Politiken, 6. april.
    ”Groft Sagt: Obama, Trump og Syrien”, Berlingske, 6. april.
    ”Trump vil ikke melde ud om Syrien”, Berlingske, 6. april
    ”Var dette grænsen for Donald Trump?”, Politiken, 6. april.
    ”Lektien fra Syrien”, Politiken, 6. april.
  23. ”Groft Sagt: Obama, Trump og Syrien”, Berlingske, 6. april.
  24. ”Trump vinder moralsk terræn efter angreb i Syrien”, Kristeligt Dagblad, 8. april.
  25. ”Trump vinder moralsk terræn efter angreb i Syrien”, Kristeligt Dagblad, 8. april.
  26. Kelly, Kathy: “The Shame of Killing Innocent People”, znet.com, 28. april 2017. www:  https://zcomm.org/zcommentary/the-shame-of-killing-innocent-people/
  27. For en gennemgang af menneskeretsbevægelsens krigslegitimerende og -opildnende rolle se:
    James Peck: Ideal Illusions – How the U.S. Government Co-opted Human Rights, 2011.
  28. ”Antallet af civile tab eksploderer i Mosul og Raqqa”, Information, 28. marts.
  29. Se f.eks. Hardt, Michael & Antonio Negri: Empire, 2000.
  30. Dette udelukker ikke, at humanismen og menneskeretsbevægelserne samtidig bidrager til at sætte grænser for nogle typer af voldsudøvelse. Bemærk også, at fokus i det foregående har været på den offentlige, så at sige ”anvendte” humanisme.
  31. ”Trump vil alligevel være sherif”, Politiken, 8. april.
  32. ”Var dette grænsen for Donald Trump?”, Politiken, 6. april.
  33. ”Kemisk angreb i Syrien tester Trumps udenrigspolitik”, Jyllands-Posten, 6. april.
  34. ”Obama, Trump og Syrien”, Berlingske, 6. april
  35. ”Efter 77 dage slog Trump til: Men verden savner fortsat svar på, hvor han vil hen”, Jyllands-Posten, 7. april.
  36. ”Trump og Syrien”, Jyllands-Posten, 7. april.
  37. ”Giftgasangreb i Syrien er moralsk test for Trump”, Kristeligt Dagblad, 7. april.
  38. ”Trump vinder moralsk terræn efter angreb i Syrien”, Kristeligt Dagblad, 7. april.
  39. ”Endelig! USA er tilbage i brændpunktet”, Berlingske, 8. april.
  40. ”Giftgasangreb i Syrien er moralsk test for Trump”, Kristeligt Dagblad, 7. april.
  41. ”Var dette grænsen for Donald Trump?”, Politiken, 6. april.
  42. ”USA’s missiler slår ned i det komplicerede skakspil om Syrien”, Jyllands-Posten, 8. april.
  43. ”Intet barn af Gud skal nogensinde lide en sådan rædsel”, Berlingske, 8. april.
  44. ”Steffen Gram: Mellemøsten er den sorte plet på Obamas eftermæle”, dr.dk, 11. januar 2017.
  45. ”Intet barn af Gud skal nogensinde lide en sådan rædsel”, Berlingske, 8. april.
  46. ”Bringer Trumps 59 tomahawkmissiler os nærmere fred i Syrien? Måske.”, Information, 8. april.
  47. ”Efter 77 dage slog Trump til: Men verden savner fortsat svar på, hvor han vil hen”, Jyllands-Posten, 8. april.
    ”Intet barn af Gud skal nogensinde lide en sådan rædsel”, Berlingske, 8. april.
  48. ”Intet barn af Gud skal nogensinde lide en sådan rædsel”, Berlingske, 8. april.
  49. ”Sjælden ros til Donald Trump fra Danmark”, Berlingske, 9. april.
  50. ”Vil Trumps militære aktion ændre vores syn på ham?”, Berlingske, 9. april.
  51. ”Putin blev trumpfet”, Berlingske, 8. april.
    ”Styrket værnepligt eller indkøb af undervandsdroner?”, Information, 8. april.
    ”’Der er en ny sherif i byen’”, Information, 8. april
    ”USA’s missiler slår ned i det komplicerede skakspil om Syrien”, Jyllands-Posten, 8. april
  52. ”Trump trykker på knappen”, B.T., 8. april.
  53. ”Trumps aktion forringer fredsudsigt”, Kristeligt Dagblad, 8. april.
    ”Efter 77 dage slog Trump til: Men verden savner fortsat svar på, hvor han vil hen”, Jyllands-Posten, 7. april.
  54. Tag f.eks. nogle af de ordinære voldshandlinger, jeg tidligere nævnte, men som heller ikke i denne sammenhæng nævnes af den danske presse.
  55. Den symbolske baggrund for offentlighedens moralske billigelse fremtræder tydeligt i de almindeligt brugte udtryk om, at angrebet var en ”markering” og satte en ”grænse”. Se:
    ”Trump vinder moralsk terræn efter angreb i Syrien”, Kristeligt Dagblad, 8. april.
    ”Trump vil alligevel være sherif”, Politiken, 8. april.
    ”’Endelig bliver den røde linje trukket, men…’”, Information, 8. april.
    ”Endelig! USA er tilbage i brændpunktet”, Berlingske, 8. april.
    ”Bringer Trumps 59 tomahawkmissiler os nærmere fred i Syrien? Måske”, Information, 8. april.
    ”USA’s missiler slår ned i det komplicerede skakspil om Syrien”, Jyllands-Posten, 8. april.
    ”Intet barn af Gud skal nogensinde lide en sådan rædsel”, Berlingske, 8. april.
    ”Assad øjnede, at han havde fået frie hænder af USA”, Politiken, 7. april.
    ”Intet er forandret, helvede er det samme”, Information, 8. april.
    ”Her gik grænsen”, Information, 8. april.
    ”Syriske stemmer: Trumps angreb har kun symbolsk værdi”, Politiken, 8. april.
    ”Putin blev trumpfet”, Berlingske, 8. april.
  56. ”Intet er forandret, helvede er det samme”, Information, 8. april.
  57. Se eksempelvis: ”Syriske stemmer: Trumps angreb har kun symbolsk værdi”, Politiken, 8. april.
  58. ”Intet barn af Gud skal nogensinde lide en sådan rædsel”, Berlingske, 8. april.
  59. ”Hvad nu, Trump?”, Politiken, 8. april.
  60. ”Trumps aktion forringer fredsudsigt”, Kristeligt Dagblad, 8. april.
  61. Helten kan selvfølgelig gøre godt ved, som middel, at gøre ondt mod det onde.
  62. Flere artikler indikerer uden moralske betænkeligheder, at Trump har grebet giftgasangrebet som en anledning til at styrke sig selv. Se eksempelvis:
    “’Der er en ny sherif i byen’”, Information, 8. april.
    ”Vil Trumps militære aktion ændre vores syn på ham?”, Berlingske, 9. april.
  63. Se f.eks.: ”Verden først”, Jyllands-Posten, 8. april.
    ”Efter 77 dage slog Trump til: Men verden savner fortsat svar på, hvor han vil hen”, Jyllands-Posten, 8. april.
    ”Intet er forandret, helvede er det samme”, Information, 8. april.
  64. ”Lektien fra Syrien”, Politiken, 6. april.
  65. ”Hvad nu, Trump?”, Politiken, 8. april.
  66. ”Trump vinder moralsk terræn efter angreb i Syrien”, Kristeligt Dagblad, 7. april.
  67. Citat af Elliot Abrams i: ”’Der er en ny sherif i byen’”, Information, 8. april.
  68. ”Trumps aktion forringer fredsudsigt”, Kristeligt Dagblad, 8. april.
  69. ”Efter 77 dage slog Trump til: Men verden savner fortsat svar på, hvor han vil hen”, Jyllands-Posten, 8. april.
  70. ”’Der er en ny sherif i byen”, Information, 8. april.
  71. ”Russiske medier praler: Glem Trumps mega-bombe”, ekstrabladet.dk, 15. april. www: http://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/russiske-medier-praler-glem-trumps-mega-bombe/6616512.

    Et par eksempler på artikler om bomben: ”USA frigiver video: Her sprænger ’Alle Bombers Moder’ i Afghanistan, dr.dk, 14. april 2017. www: http://www.dr.dk/nyheder/udland/usa-frigiver-video-her-springer-alle-bombers-moder-i-afghanistan;

    ”Se billederne: Disse ruiner blev skabt af ‘alle bombers moder’”, tv2.dk, 26. april 2017. www: http://nyheder.tv2.dk/udland/2017-04-26-se-billederne-disse-ruiner-blev-skabt-af-alle-bombers-moder

  72. Se:
    ”Lektien fra Syrien”, Politiken, 6. april.
    ”Bringer Trumps 59 tomahawkmissiler os nærmere fred i Syrien? Måske”, Information, 8. april.
  73. ”Bringer Trumps 59 tomahawkmissiler os nærmere fred i Syrien? Måske.”, Information, 8. april.
  74. ”Trump vinder moralsk terræn efter angreb i Syrien”, Kristeligt Dagblad, 8. april.
  75. ”Da Assad overskred Obamas røde linje – uden at blive bombet”, dr.dk, 8. april.
  76. Postol, Theodore A. og Lloyd, Richard: ”Possible Implications of Faulty US Technical Intelligence in the Damascus Nerve Agent Attack of August 21, 2013”. www:  https://s3.amazonaws.com/s3.documentcloud.org/documents/1006045/possible-implications-of-bad-intelligence.pdf

    ”New analysis of rocket used in Syria chemical attack undercuts U.S. claims”, Star-Telegram, 31. januar 2014. www: http://www.star-telegram.com/latest-news/article3842848.html

  77. “Wag The Dog — How Al Qaeda Played Donald Trump And The American Media”, The Huffington Post, 9. April. www: http://www.huffingtonpost.com/entry/syria-chemical-attack-al-qaeda-played-donald-trump_us_58ea226fe4b058f0a02fca4d
  78. “EU urges diplomacy in Syria as ex-weapons inspector says US acted without proof”, DW.com, 7. april. www: http://m.dw.com/en/eu-urges-diplomacy-in-syria-as-ex-weapons-inspector-says-us-acted-without-proof/a-38345413
  79. “Philip Giraldi says IC-Military Doubt Assad Gas Narrative”, The Libertarian Institute, 6. april. www: https://www.libertarianinstitute.org/scotthortonshow/4617-philip-giraldi-says-ic-military-doubt-assad-gas-narrative/
  80. “Wilkerson: Trump Attack on Syria Driven by Domestic Politics”, The Real News, 7. april. www: http://therealnews.com/t2/index.php?option=com_content&task=view&id=31&Itemid=74&jumival=18841
  81. “The Flawed Chemical Analysis in the French Intelligence Report of April 26, 2017 Alleging a Syrian Government Sarin Nerve Agent Attack in Khan Sheikhoun of April 4, 2017”, Washington’s Blog, 1. maj. www: http://www.washingtonsblog.com/2017/05/flawed-chemical-analysis-french-intelligence-report-april-26-2017-alleging-syrian-government-sarin-nerve-agent-attack-khan-sheikhoun-april-4-2017.html#more-67384
  82. ”Trump vil alligevel være sherif”, Politiken, 8. april.
    Se også:
    ”Hvad nu, Trump?”, Politiken, 8. april.
    ”’Der er en ny sherif i byen’”, Information, 8. april.
  83. ”Bringer Trumps 59 tomahawkmissiler os nærmere fred i Syrien? Måske.”, Information, 8. april.
  84. ”Verden først”, Jyllands-Posten, 8. april.
  85. Komparativt set er forbrydelsen selvsagt i bagatelafdelingen.
  86. ”Trump ændrer kurs. Hvor må han slå til næste gang?”, Jyllands-Posten, 8. april.
    ”Verden venter på Trumps svar i Syrien”, Jyllands-Posten, 7. april.
    ”Verden først”, Jyllands-Posten, 8. april.
    ”Trumps aktion forringer fredsudsigt”, Kristeligt Dagblad, 8. april.
  87. ”Nære Trump-støtter ser nu præsidenten som en forræder”, Berlingske, 9. april.
    ”Medie: Trump overvejer militæraktion i Syrien”, B.T., 7. april.
    ”Giftgasangreb i Syrien er moralsk test for Trump”, Kristeligt Dagblad, 7. april.
    ”Hvad nu, Trump?”, Politiken, 8. april.
    ”Løkke: Trump er trådt i karakter”, Jyllands-Posten, 8. april.
    ”Intet barn af Gud skal nogensinde lide en sådan rædsel”, Berlingske, 8. april.
    ”Påmindelse til Assad i form af 59 krydsermissiler”, Jyllands-Posten, 8. april.
  88. For uddybning: Læs Majorie Cohns artikel “Trump’s Syria Attack Trampled Many Laws”, Consortiumnews.com, 11. april. Www: https://consortiumnews.com/2017/04/11/trumps-syria-attack-trampled-many-laws/
    Se også Anders Henriksens afvisning af angrebets lovlighed: ”USA’s missilangreb på Syrien”, Rule of Law, 7. april. www: http://www.ruleoflaw.dk/usas-missilangreb-paa-syrien/
  89. ”Efter 77 dage slog Trump til: Men verden savner fortsat svar på, hvor han vil hen”, Jyllands-Posten, 8. april.
  90. For uddybning se:
    Kuperman, Alan J. (2008): “The Moral Hazard of Humanitarian Intervention: Lessons from the Balkan”, International Studies Quarterly, vol. 52, p. 49-80.
    Kuperman, Alan J. (2013): “A Model Humanitarian Intervention? Reassessing NATO’s Libya Campaign”, International Security, vol. 38. no. 1., p. 105-136.
  91. “Wilkerson: Trump ‘Needs a Good War’ and Pence is Waiting in the Wings to Lead It”, The Real News, 12. maj 2017. www: http://therealnews.com/t2/index.php?option=com_content&task=view&id=31&Itemid=74&jumival=19088

    “The Spoils of War: Trump Lavished With Media and Bipartisan Praise For Bombing Syria”, The Intercept, 7. april 2017. www: https://theintercept.com/2017/04/07/the-spoils-of-war-trump-lavished-with-media-and-bipartisan-praise-for-bombing-syria/

  92. ”Trump og Syrien”, Jyllands-Posten, 7. april.
  93. “Fighting in Panama: The Implications; War: Bush’s Presidential Rite of Passage”, New York Times, 21. december 1989.
  94. For eksempler på mere eller mindre udtalte offentlige tilskyndelser til yderligere voldshandlinger se:
    ”Verden først”, Jyllands-Posten, 8. april.
    ”’Endelig bliver den røde linje trukket, men…’”, Information, 8. april.
    ”Intet er forandret, helvede er det samme”, Information, 8. april.
    ”Syriske stemmer: Trumps angreb har kun symbolsk værdi”, Politiken, 8. april.
  95. ”Vil Trumps militære aktion ændre vores syn på ham?”, Berlingske, 9. april.
  96. ”Efter 77 dage slog Trump til: Men verden savner fortsat svar på, hvor han vil hen”, Jyllands-Posten, 8. april.