Vi er ikke andet end jøder

Vi flygtninge
Hannah Arendt
Forlaget Slagmark (2017)

Af Christian Stokbro

Hannah Arendt er vel kendt af de fleste om ikke af andet så i hvert fald af navn. Hvis ikke man har læst hende som tænker og forfatter til klassikere såsom The Origins of Totalitarianism og The Human Condition, så er man måske stødt på hende som den tyske filosof Martin Heideggers jødiske elskerinde. Mest kendt er hun vel for sit dictum om ondskabens banalitet, der udspringer af en række artikler fra retssagen mod SS-officeren Adolf Eichmann i Jerusalem, som Arendt skrev for The New Yorker i 1960. Eichmann gentog igen og igen under retssagen, at han ikke var antisemit, men blot fulgte de ordrer, der blev givet; mentalundersøgelsen viste også, at han var normal. Samme behov for at skyde ondskaben over i det metafysiske eller i hvert fald væk fra det banale så man i forbindelse med Anders B. Breiviks massakre på Utøya. Han måtte være gal, men var bare banal og havde sit afsæt i det politisk legitime Fremskrittspartiet på den norske højrefløj.

Det var helt almindelige tyske borgere, bureaukrater og embedsmænd, der var med til at iværksætte og holde gang i Hitlers Endlösung der Judenfrage, og som på den måde lagde grunden for Arendts essay Vi flygtninge.

Ikke andet end …
At vi flygtninge ikke er andet end jøder, er den centrale erfaring værket er bygget op på. Det nivellerende ”ikke andet end” er på en gang udgangspunktet for en radikal beskrivelse af flygtningen som figur, og for den radikale kritik af selvsamme figur. Udtrykket ‘ikke andet end jøder’ kalder på spørgsmålet i forhold til hvad? Det selvfølgelige svar er i forhold til det tyske folk. Det havde været modbydeligt nok, om det kun havde forholdt sig sådan: At Vi flygtninge kun handler om jøden som individ eller folkefærd, men selv i Tyskland var jøden aldrig blot et begreb for et folk og et individuelt tilhørsforhold. Den tyske jøde var også problematisk som tysker i Frankrig, eller som Arendt formulerer det: ”Vi blev fængslet, fordi vi var tyskere, og vi forblev indespærret, fordi vi var jøder”. Flygtningen var heller ikke andet end jøder i USA – og problematisk mellem amerikanske jøder. ”[V]ores samtid har skabt en ny slags menneske – en type menneske, der sættes i koncentrationslejre af deres fjender og i interneringslejre af deres venner”. I alle henseender en flygtning, der fuldstændig inkorporerer kategorien jøde som værende ikke andet end.

Men før du kaster den første sten mod os, så husk, at det at være jøde ikke giver en nogen juridisk status i denne verden. Hvis vi fortæller sandheden, at vi ikke er andet end jøder, ville vi udsætte os selv for den skæbne, der rammer de mennesker, der kun er mennesker – ubeskyttet af konkrete og politiske konventioner. Jeg kan nærmest ikke forestille mig en farligere holdning, siden vi lever i en verden, hvor mennesker, som sådan, ikke har eksisteret i lang tid; siden samfundet opdagede diskrimination som et socialt våben, der kan slå ihjel uden blodsudgydelser; siden pas eller fødselsattester, og i nogle tilfælde endda også selvangivelser, ikke længere bare er formelle papirer, men afgørende sociale skel.

”Diskrimination som et socialt våben” eller et politisk værktøj; begrebet diskrimination kommer af det latinske verbum for at adskille, og adskillelse kender man fra så bastante eksempler som Nürnberglovene og diverse apartheidregimer – lokale såvel som nationale. Men man behøver ikke at gå så langt tilbage for at finde eksempler. I dansk politisk regi har man jo arbejdet med gensidig forsørgerpligt, det vil sige, at hvis en lønmodtager lever i en parforholdlignende relation til en person, der modtager understøttelse, så vil lønmodtageren miste retten til at bestemme over sin ejendom, hun mister således en af sine borgerrettigheder, den private ejendomsret, idet hun har pligt til at forsørge den person, hun har en parforholdlignende relation til. Adskillelse kender vi også fra de danske mediers[1] og et flertal af politiske partiers adskillende behandling af muslimer eller personer, der ser muslimske ud, har muslimske navne eller synes at have et muslimsk ophav[2].

De adskillende træk sætter ”afgørende sociale skel”, som Arendt formulerer det. Det mest betydende af disse skel er det, der går mellem mennesker, der er andet end mennesker, og de mennesker, der kun er mennesker, og det vil sige dem, der er ”ubeskyttet af konkrete og politiske konventioner”. Det er med afsæt i disse mennesker, der kun er mennesker, at den italienske filosof Giorgio Agamben[3] finder afsæt for sin nu mere end nogensinde aktuelle tanke om homo sacer; det menneske fra hvem magten har trukket sig tilbage blot for at efterlade det i en undtagelsestilstand. Overført på Vi flygtninge bliver undtagelsestilstanden lig med den parallelitet flygtningen udsættes for, når den kommer til at leve i eller måske snarere omkring samfundet. Dermed bliver Arendts tanke på visse områder måske også mere smidig og direkte anvendelig end Agambens begrebstunge værk, for én ting er, hvad lejren, som felt for undtagelsen som norm, er, en anden ting er, hvad lejren som social kategori kunne være. Moderne politik gør ganske vist brug af lejren, men det er et plettet symbol qua de tyske udryddelseslejre, men den adskillende politik både i reel og symbolsk forstand er langt mere udbredt.

Assimilation
En af måderne, hvorpå flygtningen kan opnå at blive fuldgyldigt medlem af den modtagende stat, i hvert fald i teorien, er, gennem assimilation. Herhjemme har hårdtslående politisk retorik proklameret, at indvandrere ikke skal integrere sig, men assimileres – herhjemme gennem de for danskheden bærende elementer: svinekød (og der er i dansk regi en slet skjult vellyst forbundet med, at denne overdetermineret signifiant for muslimen er et urent dyr) og en kristendom, der fejres en gang om året i forbindelse med den forbrugsfest, der er forbundet med julen, opbrudt af det moralske aflad, der tilkøbes i de tætpakkede kirker den 24. om eftermiddagen. Eller sagt på en anden og mindre polemisk måde, så omhandler integrationen af et andet menneske respekten for dette menneskes særegenhed og tilliden til, at denne særegenhed kan indlemmes i et frit demokrati; i forbindelse med assimilation er disse fromme håb kastet overbord og erstattet med det benhårde krav: Hvor du var, skal jeg være.

Jo mindre frie vi er til at beslutte, hvem vi er eller til at leve, som vi ønsker, jo mere prøver vi at opbygge en facade, skjule sandheden og spille skuespil.

Det er en vigtig pointe Arendt her opstiller i forbindelse med assimilationskravet. Det er det omkringliggende samfund, der ud fra et snævert normalitetskrav, der altid er moralsk funderet, opstiller nogle rammer, hvor det er umuligt at være sig selv inden for, og netop på den baggrund afkræves hver enkelt en facade, et skuespil med henblik på at tildække sandheden. Assimilationen er fuldendt, må man tænke sig, i det øjeblik, hvor facaden og skuespillet, den enkeltes undtagelsestilstand, er blevet normen. Det eksterne krav internaliseres.

Efter [en af mine frænder] ankom til Frankrig, grundlagde han en af disse tilpasningsforeninger, hvor tyske jøder fortalte hinanden, at de allerede var franskmænd. I sin første tale sagde han: ”Vi har været gode tyskere i Tyskland, og derfor bliver vi gode franskmænd i Frankrig”. Forsamlingen klappede entusiastisk, og ingen grinede; vi var glade for at have lært, hvordan vi skulle bevise vores loyalitet.

Hvis patriotisme handlede om rutine og øvelse, ville vi være de største patrioter i verden.

[…]

Det er historien om 150 års assimilerede jøder, der gennemførte en bedrift uden historisk fortilfælde: Selvom de hele tiden beviste deres ikke-jødiskhed, forblev de alligevel jøder.

Hvem er vi? Vi jøder? Nej, vi flygtninge. Men vi var også gode tyskere i Tyskland. Fordi vi opsatte facader og spillede skuespil blev patriotisme en rolle, vi spillede næsten til perfektion gennem rutine og øvelse – gennem det internaliserede assimilationskrav eller gennem den objektive vold. Den for Arendt grinagtige og selvhøjtidelige entusiasme og optimisme i flygtningen generelt, men også i tilpasningsforeningerne specifikt, var dødsensfarlig: ”[V]i blev endnu mere optimistiske og endnu mere tilbøjelige til at begå selvmord”. Men hvem er dette vi så? I den specifikke kontekst blev vi først vi i og med Nürnbergloven i 1938 og tilbagetrækningen af magten fra de adskilte mennesker, der kun er mennesker.

Den bevidste paria
I den sammenhæng, og det er vigtigt, både i konteksten og for det videre perspektiv, er flygtningen bare fortroppen:

[K]ort efter jøderne blev fredløse i Europa, skete det samme for de fleste europæiske folk. Flygtninge, der bliver drevet fra land til land, repræsenterer deres folks avantgarde – hvis de beholder deres identitet.

Vi dækker med andre ord ikke over jøde eller flygtning. Flygtningen er bare den synlige konsekvens af alt for menneskelige, politiske aftaler; flygtningen er de blotte mennesker, de mennesker, der i første omgang retorisk, senere politisk og til sidst metafysisk adskilles fra mennesker, der er andet end mennesker, det er deres avantgarde.

På den måde er der et enormt forskningspotentiale til stede med udgangspunkt i Arendts tanker som flygtning; hvordan udmøntes ’vi er ikke andet end jøder’ i dag strukturelt såvel som personligt, og vil vi kunne stille de politiske initiativtagere juridisk til ansvar i forbindelse med det konkrete arbejde med at reducere medborgere og mennesker, der ønsker at blive borgere, til ’ikke andet end mennesker’? Og hvem er vi, der kan stille magthavere til ansvar, i dette tilfælde? Vi er ikke det tavse, samtykkende flertal, der vender sig væk og sanktionerer ondskaben enten ved at tie eller deltage aktivt gennem adskillende handlinger – det være sig som funktionær eller privat hen over middagsbordet eller over fyraftensøllen. Banaliteten i det er den, at som sociale dyr er samfundet vigtigt for os, og medløberne til den politiske dagsorden er parate til hvad som helst, hvis bare de kan bibeholde deres samfundsgaranterede tryghed:

Det er sandt, at de fleste af os hænger os i sociale standarder; vi mister vores selvtillid, hvis samfundet ikke anerkender os; vi er – og har altid været – parate til at betale enhver pris for at blive accepteret af samfundet. Men det er også sandt, at de få iblandt os, der har prøvet at klare sig uden alle disse tricks og latterlige forsøg på at tilpasse og assimilere sig, har betalt en meget højere pris, end de havde råd til: De risikerede de få muligheder, som selv fredløse har i denne omvendte verden.

Vi, i opgøret med den givne, politiske orden, er med andre ord ”bevidste pariaer”, der er en holdning blandt den jødiske anarkist Bernard Lazares’ tilhængere, og som Arendt for en kort tid fandt et menings- og tankefællesskab med. Problemet synes i Arendts kontekst at være, at jøden står uden politisk magt, men det er ikke et problem for den assimilerede jøde, der er blevet et spejlbillede af det omkringværende samfund gennem facader og skuespil. Men som Arendt påpeger:

De få flygtninge, der insisterer på at fortælle sandheden, selv når det er ’upassende’, får til gengæld for deres upopularitet én uvurderlig fordel: For dem er historien ikke længere en lukket bog, og politik er ikke længere ikke-jødernes eksklusive privilegium.

Det er i denne sammenhæng, der kan skelnes mellem det Arendt, med Lazares’ begreber, kalder opkomlinge og pariaer. Opkomlingen er lig med den assimilerede, den der synes at gå restløst op i samfundet (og vil gøre hvad som helst for at bevare denne status) mens pariaen vælger sin skæbne til, idet magten trækker sig tilbage og efterlader pariaen i en prekær situation, der end ikke tilkommer samfundets fredløse. Den bevidste paria har altså et politisk potentiale, fordi pariaen er det egentlige politiske subjekt ved at det i et og alt handler politisk.

Dog kan man påpege i forlængelse af ovenstående citat, at politik i hvert fald ikke længere er et eksklusivt ikke-jødisk privilegium, for ser man på demokratiets selvsmagende festligholdelse hvert fjerde år til folketingsvalgene, så er der ikke meget politisk endsige demokratisk potentiale i at sætte et kryds på et stykke papir og stoppe det ned i en plastikspand. Her kunne man godt inddrage Alain Badiou, der i Grundrids af metapolitikken meget præcist pointerer, at politik ikke er det, der foregår hen over fyraftensøllen, men derimod udmønter sig i handling, det politiske subjekt er et, der handler. Arendts paria er et potentielt subjekt, der, qua sin udsatte position som et menneske, der ikke er andet end et menneske, netop bærer på en politisk mulighed, og det er der, vi skal lægge vores håb for en fremtid.

Diskrimination
Når et menneske adskilles fra andre betyder det altid, at i sammenligningen med de andre er det menneske, der adskiller sig, der diskrimineres, mindre værd. Det kan så pakkes ind i forskelligt politisk spin og dækkes ind under nødvendighedens politik, hvorved et ansvar for den førte politik forsøges at skydes bort til kategorien for naturkatastrofer og lignende, men det ændrer ikke ved det faktum, at den førte politiks egentlige produkt er mennesker, der ikke tæller, og de produceres gennem en politik ført af mennesker.

Det Arendt blandt andet får sat fokus på med sit essay er en singulær, politisk begivenhed:

De europæiske folks harmoniske sameksistens blev splintret da, og fordi, de tillod, at deres svageste medlemmer blev ekskluderet og forfulgt.

Vi europæere, vi danskere tillader (det er en aktiv handling) fortsat, at vores ”svageste medlemmer” bliver ”ekskluderet og forfulgt”. Når mennesker, der er flygtet fra drab begået af brutale regimer og modstandsbevægelser, fra voldtægter og gasangreb, bliver mødt med en retorik, der allerede inden de kom til den danske grænse, havde positioneret dem, som problematiske (enten gennem femtekolonnevirksomhed, nassermentalitet, frygten for kriminalitetsbølger, men altid gennem en snigende, ukonkret frygt), bliver råbt ad eller spyttet på, så har adskillelsen allerede fundet sted.

Og flygtningen er som sagt blot folkenes avantgarde.

Arendts ubærlige kritik gælder også vore egne statsborgere. Syge og arbejdsløse har de facto et sekundært statsborgerskab[4] ligesom alle ikke-etniske danskere med en særlig hudpigmentering, som vi nu har fået politisk papir på faktisk ikke længere er danskere. Den måde man møder samfundets ”svageste medlemmer” lodder dybden på landets politiske krise.

Vi flygtninge er et velskrevet kort essay, der skrives frem på baggrund af en dyb indignation over civilisationens åbenlyse sammenbrud. Bogen er fortrinligt oversat af Mikkel Flohr, der også har skrevet et længere efterord, der sætter essayet ind i en historisk og idéhistorisk kontekst, der i hvert fald kan være med til at lette læsningen (som kun er svær, fordi den er så legende let og isprængt galgenhumor og ironi). Det er dejligt, at vi på dansk nu får mulighed for, at læse dette vigtige essay, der også har haft en væsentlig virkningshistorie. Slagmark udgiver jævnligt disse perler, og det kan man som læser kun være tilfreds med.

Christian Stokbro er litteraturredaktør på Eftertryk

Illustration i toppen: Uffe Kaels Auring

Noter:

[1] Se fx følgende:

  1. “Medier gør stadig muslimer til modborgere”
    https://www.information.dk/debat/2015/12/medierne-goer-stadig-muslimer-modborgere
  2. “Dem vi taler om: Etniske minoriteter i nyhedsbillede” (s. 22) http://forskning.ruc.dk/site/da/publications/dem-vi-taler-om(b240f5f0-48c7-4c38-b51d-b4b1747a7b08)/export.html
  3. Journalist: Når ofrene er muslimer, tøver medierne http://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art5826611/Når-ofrene-er-muslimer-tøver-medierne
  4. Fakta og fiktion om muslimer i danske medier http://pure.au.dk/portal/files/107989018/24878_57693_1_SM.pdf
  5. Synet på islam: 8 af 10 danske muslimer oplever en forværring http://politiken.dk/indland/art5859334/Synet-på-islam-8-af-10-danske-muslimer-oplever-en-forværring

[2] Jf. vedtagelsen af hensigtserklæringen om bekæmpelse af ghettodannelser i Danmark, hvor den officielle definition på en ghetto sammenkædes med og stilles op mod begrebet dansker: ”Folketinget konstaterer med bekymring, at der i dag er områder i Danmark, hvor andelen af indvandrere og efterkommere fra ikkevestlige lande er over 50 pct. Det er folketingets opfattelse, at danskerne ikke bør være i mindretal i boligområder i Danmark”. I Politiken kalder Jan E. Jørgensen (V) d. 11. februar i år formuleringen for kvajet (http://politiken.dk/indland/politik/art5830952/Ja-du-kan-godt-v%C3%A6re-dansker-selv-om-du-er-indvandret-hertil). Men fadæsen består jo ikke i en ”kvajet” formulering som sådan, men i, at man overhovedet tænker etnicitet som et adskillende kendetegn, der bør problematiseres politisk (altså i magtens regi).

Overordnet set er der kun få eksempler på direkte politisk diskrimination, der udmunder sig i lovforslag eller hensigtserklæringer; politisk diskrimination kan der derimod findes mange eksempler på hos Dansk Folkeparti og nu også Nye Borgerlige. Den politiske diskrimination er derimod båret frem af retoriske angreb på minoritetsgrupper, der problematiseres i nyhedsudsendelser, interviews og debatprogrammer. Læs evt. nedenstående debatindlæg:

”Skinger politisk debat baner vej for vold mod muslimer”

http://politiken.dk/debat/art5623820/Skinger-politisk-debat-baner-vej-for-vold-mod-muslimer

[3] Læs anmeldelsen ”Undtagelsestilstanden og lejren hos Agamben og i Danmark” her: http://www.eftertrykket.dk/2017/05/01/3739/

[4] Nedenstående kan tjene som eksempler på et sekundært statsborgerskab, hvormed menes, at udsatte borgere ikke nødvendigvis har samme retssikkerhed som fx den stadig mindre middelklasse har:

  1. ”Kommuners fejlafgørelser svækker udsatte borgeres retssikkerhed”

https://www.ftf.dk/aktuelt/ftf-nyhed/artikel/kommuners-fejlafgoerelser-svaekker-udsatte-borgeres-retssikkerhed/

  1. ”De svageste borgeres retssikkerhed”

http://www.advokatsamfundet.dk/Service/Publikationer/Tidligere%20artikler/2017/Advokaten%203/Retsikkerhed%20for%20socialt%20udsatte.aspx

  1. ”Borger vs. forvaltning”

http://www.advokatsamfundet.dk/Service/Publikationer/Tidligere%20artikler/2015/Advokaten%201/tema%20borger%20vs%20forvaltningen.aspx

  1. ”Lovens rettesnor er tyndslidt”

http://www.ugebreveta4.dk/lovens-rettesnor-er-tyndslidt_20144.aspx