Læren fra det franske præsidentvalg

Det franske valg lærer os, at kun hvis den europæiske radikale venstrefløj og de europæiske socialdemokrater finder sammen i én grænseoverskridende politisk koalition, kan de gøre sig håb om at frigøre sig fra de mekanismer, der ellers vil fastholde en splittet venstrefløj i handlingslammelse og en langsom, men sikker død.

Af Malte Frøslee Ibsen

I dag vælger Frankrig sin næste præsident. Stemmesedlen giver mulighed for at sætte kryds ved enten centrumkandidaten Emmanuel Macron eller højrepopulisten Marine Le Pen. Det er et valg, som især den franske venstrefløj har meget svært ved at goutere. Det er der gode forklaringer på.

Det franske præsidentvalg illustrerer i nærmest karikeret form den kattepine, som den europæiske venstrefløj i disse år befinder sig i.

Venstrefløjen har altid været præget af intern konflikt. I det 20. århundrede stod konflikten mellem de gamle socialdemokratiske arbejderpartier og de mere eller mindre Moskva-tro kommunistiske partier. Efter murens fald forsvandt denne splittelse dog ikke – den ændrede blot karakter.

Efter Tredje Vej-socialdemokraterne fra midt-90’erne forfulgte en strategi fokuseret på bedre vilkår for storkapitalen og privat gældsstiftelse som et middel til velstandsskabelse for den brede befolkning, befandt de socialdemokratiske partier sig efter gældspyramidens kollaps i 2008 og den efterfølgende realøkonomiske krise pludselig i en position som hovedforvaltere af neoliberalismens fallitbo. Dette kriseejerskab har nær taget livet af flere gamle kæmper i den stolte socialdemokratiske partifamilie, med det hollandske arbejderparti og det franske Parti Socialiste som illustrative skrækeksempler.

På den anden side har de tidligere kommunistiske partier reorganiseret sig efter en venstrepopulistisk formel, der mobiliserer en folkelig protest mod den allestedsnærværende nedskæringspolitik og prekarisering af arbejdslivet. Venstrepopulismen tager hovedsageligt form af en generel protest mod status quo, som den tyske filosof Herbert Marcuse kaldte for et ”Great Refusal” – en radikal afvisning af det, som er, og et krav om noget radikalt andet.

Venstrefløjen er altså flækket over i to lejre: På den ene side de europæiske socialdemokrater, der lider en langsom men sikker død i reduceringen af sig selv til forvaltere af den transnationale kapitals krav om stadigt mere profitable rammebetingelser og finansmarkedernes krav om økonomiske strukturreformer og konsolidering af statens finanser, og på den anden side venstrepopulisterne, der hjælpeløst raser mod den gradvise brutalisering af de europæiske samfund og tilbagerulningen af efterkrigstidens velfærdsstater.

Fælles for begge lejre er, at de hverken føler sig kaldet til at søge en dybere forståelse af venstrefløjens handlingslammelse eller stille noget reelt politisk alternativ i udsigt, der gør op med neoliberalismen som eksistensvilkår.

De europæiske socialdemokraters tendens til fetichering af ”økonomisk ansvarlighed” fastholder en naturalisering af de grænseoverskridende økonomiske forhold og krisetendenser, som de europæiske nationalstater hver især ikke længere alene er i stand til at kontrollere og modvirke. Dermed fredes det bestående effektivt som politisk uangribeligt og uforanderligt, og socialdemokratisk politik er i store dele af Europa systematisk reduceret til et spørgsmål om brandslukning og symptombehandling.

Men de europæiske venstrepopulisters negation af det bestående er akkurat ligeså blind overfor grundstrukturerne i den globale virkelighed, den blankt afviser, og dermed bliver venstrepopulistisk politik i Europa reelt reduceret til et sideshow, der er ugennemførlig i praksis, idet den ikke tager sine egne mulighedsbetingelser i betragtning.

Det franske præsidentvalg er på sin vis en følge af denne politiske fragmentering.

Parti Socialiste er kollapset, og ind på den politiske scene er i stedet trådt Macrons løst organiserede centrumbevægelse En Marche!, der hævder at hæve sig over det traditionelle politiske venstre-højre skel, som vi har arvet fra Den Franske Revolution.

Macron ønsker at gennemføre strukturreformer af det franske arbejdsmarked, der traditionelt har lagt stor vægt på jobsikkerhed. Retorisk roser han den nordiske ”flexicurity”-model, men reelt fokuserer han langt mere på fleksibilisering end indkomstsikkerhed.[1] Dette efterlader en klar mistanke om, at Macron i praksis vil forfølge en såkaldt ”intern devaluering” helt i overensstemmelse med den neoliberale sparepolitiks ortodoksi: Altså et forsøg på at forbedre den franske økonomis konkurrenceevne gennem en reduktion af omkostningerne for de franske arbejdsgivere, der som i Tyskland sandsynligvis vil føre til større ulighed og stille en stor del af den franske arbejderklasse ringere.

Overfor Macron står Le Pens Front National – et radikalt højrepopulistisk parti, som Le Pen i lighed med andre europæiske højrepopulister har underkastet en systematisk ”af-dæmonisering”, siden hun afløste sin og partiets fader Jean-Marie Le Pen på formandsposten i 2011. Man skal imidlertid ikke kradse meget i partiets overflade, før antisemitismen og Holocaust-benægtelsen stikker sit grimme ansigt frem, og partiets erklærede hensigter om at indføre en slags mild apartheid på arbejdsmarkedet samt militarisere politiet og indlede en regulær krig mod les banlieues (de ghettoiserede forstæder) synes i højere grad end hos andre europæiske højrepopulister faktisk at berettige prædikater som ”neo-fascistisk”.

Selvom den radikale venstrefløjskandidat Jean-Luc Mélenchon ikke gik videre til valgets anden runde, fik han et historisk godt resultat i den første valgrunde og mobiliserede især mange unge vælgere. I et brud med den traditionelle ”republikanske alliance” i fransk politik om at holde Front National for døren, har Mélenchon dog afvist at opfordre sine støtter til at stemme på Macron. Flere opinionsundersøgelser viser da også, at flertallet af hans vælgere har til hensigt at stemme blankt eller helt at afstå fra at stemme ved valgets anden runde, hvilket selvsagt forbedrer Le Pens chancer.

Den radikale venstrefløj har ikke så underligt fokuseret meget på problemstillingen omkring ”lesser-evilism” – altså den pressionspolitik, der ligger i at afkræve arbejderne en stemme på centrumkandidaten Macron, hvis neoliberale økonomiske politik formentlig vil forværre deres levevilkår, med henvisning til Le Pen som ”the greater evil”. Tanken er givetvis, at hvis man afstår fra at stemme i valgets anden runde, så demonstrerer man en gang for alle overfor det politiske establishment, at man ikke lader sig kue af den form for afpresningspolitik.

Der er dog en slags fejlslutning i dette ræsonnement. Det faktum, at forsøg på politisk afpresning giver en strategisk grund til at afstå fra at stemme ved valget, betyder naturligvis ikke, at der bag afpresningsforsøget ikke også er helt reelle grunde til at bruge sin stemme til at forhindre det større onde. Med andre ord: Hvis en kidnapper truer med at dræbe din familie, såfremt du ikke betaler en løsesum, så kan du selvfølgelig nægte at efterfølge kravet med henvisning til, at du i hvert fald ikke lader dig afpresse, hvilket kan afskrække fremtidige kidnappere. Men i så fald risikerer du – i den konkrete situation, lige nu er og her – din families liv.

Det ovenstående eksempel er bevidst sat på spidsen for at understrege, at man ikke kommer uden om, at spørgsmålet om ”lesser-evilism” også er et direkte moralsk anliggende: Bør du – uden øvrige illusioner om stemmeafgivelsen – benytte din stemme til at forhindre et veritabelt større onde?

Den moralske begrundelse for, at venstrefløjen bør stemme på Macron, følger af to forhold: Dels at en sejr til Le Pen vil udgøre en akut og reel trussel for især Frankrigs migrantbefolkning, der også er en del af arbejderklassen, og dels at venstrefløjen til sammenligning vil være langt bedre stillet i den videre politiske kamp, hvis Macron vinder valget frem for Le Pen.

Bag venstrefløjens boykot af valget ligger der for mange vælgere sandsynligvis et ønske om at straffe det politiske establishment, mens det for andre givetvis er motiveret af en idé om, at en sejr til Le Pen vil skærpe den neoliberale kapitalismes indre modsætninger til bristepunktet og måske bringe den europæiske neoliberalisme til fald. Denne idé kan støtte sig til Le Pens hensigt om at føre Frankrig ud af eurozonen og dermed reelt EU som sådan, der utvivlsomt vil destabilisere ikke kun Frankrig, men hele det europæiske kontinent, økonomisk såvel som politisk.

Men denne ”strategi” ser bort fra det grundlæggende problem, at den samtidig forudsætter en stærk, velorganiseret og handlekraftig venstrefløj, der kan træde til og skabe en ny social og politisk orden, når Le Pen efter at have udrettet kaos falder fra tinderne. En sådan venstrefløj er dog et fantasiobjekt. Som vi så ovenfor, så er virkelighedens europæiske venstrefløj fragmenteret og praktisk orienteringsløs; venstrepopulisterne har ingen praktisk gangbare forestillinger om et reelt alternativ til den neoliberale kapitalisme, og socialdemokraterne har i det store hele forlovet sig med status quo.

Dermed er der ingen grund til at tro, at en sejr til Le Pen umiddelbart vil føre til noget som helst andet end en utålelig katastrofe for den franske migrantbefolkning, med øget repression, politibrutalitet og kvasi-apartheid på det franske arbejdsmarked, samt en massiv politisk styrkelse af den europæiske højrepopulismes position og tilsvarende marginalisering af venstrefløjens.

I stedet for stædigt at stirre sig blind på pressionen for at stemme på det neoliberale centrums kandidat som ”the lesser evil”, så bør venstrefløjen i stedet se bagom det franske valg, og – videre endnu – bagom den politiske fragmentering, der martrer hele den europæiske venstrefløj i disse år, til de strukturelle mekanismer, der ligger til grund for denne fragmentering.

Udtrykt med Hegels dialektik, så har vi hverken brug for det neoliberale status quo, som socialdemokraterne har bundet sig til, eller den abstrakte negation af status quo, vi finder hos venstrepopulismen; vi har snarere brug for at udvikle en bestemt negation af status quo, der integrerer begge lejre i én politisk venstrefløjsbevægelse, der har gjort sig de strukturelle mulighedsbetingelser for reel politisk forandring bevidst. Det kræver en kapitalismekritik med et globalt sigte, som ikke gør sig nogen illusioner om, at nationalstaten alene kan tjene som ramme for et opgør med de globale markedskræfter.

Som den franske filosof Etienne Balibar skrev i Libération for et par dage siden, kan man ikke forestille sig et andet Frankrig uden et andet Europa – et Europa uden den neoliberale sparepolitik indefrosset i overnationale institutioner langt fra de europæiske befolkningers demokratiske kontrol; et Europa uden bankernes og storkapitalens overhøjhed; et Europa, hvor regerende politiske kræfter i medlemslandene efterlades et andet valg end blot at efterleve og forvalte globale markedskrav.

Så længe det neoliberale Europa består, så længe vil venstrefløjen fastholdes i sin handlingslammende splittelse. Ondets rod er den politiske afmagt, som den økonomiske globalisering og det neoliberale regime i EU har underkastet nationalstatens politiske institutioner og dermed de politiske kræfter, der regerer gennem dem. Hvis venstrefløjen skal frigøre sig fra dette onde, kræver det en venstrefløjskoalition, der er stærk nok til grundlæggende at ændre magtforholdene i Europa og skabe det politiske rum i EU til ikke blot at omstyrte den neoliberale sparepolitik, men også stå op imod de globalt organiserede markeder.

Hele venstrefløjen bør stemme på Macron – velvidende, at det er en stemme på det neoliberale status quo. For en afståelse fra at stemme på ham er indirekte et tilvalg af en situation, som ikke blot risikerer at ofre den franske migrantbefolkning, men også – som Balibar anfører – at trække tæppet væk under et samlet venstrefløjsprojekt rettet mod en politisk forandring af EU.

Venstrefløjens virkelige arbejde ligger i at overkomme de strukturelle årsager til den politiske fragmentering af venstrefløjen, der fastholder europæisk politik i et utåleligt valg mellem det neoliberale centrum og højrepopulismen. Dét arbejde består lige nu og her i at forsvare EU mod højrepopulismens illusoriske og farlige sirenesang, netop så EU efterfølgende kan underkastes en grundlæggende demokratisering og politisk forandring og omgøres til et potent våben i hænderne på borgerne, lønmodtagerne, prekariatet og de arbejdsløse – snarere end i kapitalens, som tilfældet i alt for høj grad er i dag.

Det franske valg lærer os, at kun hvis de europæiske socialdemokrater og den europæiske radikale venstrefløj finder sammen i én grænseoverskridende politisk koalition, kan de gøre sig håb om at frigøre sig fra de mekanismer, der ellers vil fastholde en splittet venstrefløj i handlingslammelse og en langsom, men sikker død.

Malte Frøslee Ibsen (f.1983) er postdoc ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet.

Noter:

[1] Financial Times, “Emmanuel Macron proposes Nordic economic model for France”, https://www.ft.com/content/3691a448-fa1d-11e6-9516-2d969e0d3b65.