Eurodisney / Place de Stalingrad

Uddrag af digtsamling Eldträd tidig morgon af Mattias Jeschko-Edberg
Oversat af Eftertryks litteraturredaktør, Christian Stokbro

Mattias Jeschko-Edberg er en svensk digter, der debuterede i 2011 med novellesamlingen Goplana. Digtet Eurodisney / Place de Stalingrad er taget fra Jeschko-Edbergs anden udgivelse, digtsamlingen Eldträd tidig morgon. Senest har forfatteren udgivet en 300 sider lang essaysamling, Och en konung trädde in i mörkret, der er en venstreradikal, filosofisk kritik, diagnostik og dvælen ved verden i dag.

Jeschko-Edbergs digte er reflekterende, tænkende stykker, der af og til benytter brudstykket til at intensivere de associative spring. Digtene er ofte politisk orienteret og analyserende, og sammen med de hverdagslige sansninger skabes der en særegen stemning, der balancerer mellem logisk defaitisme, nihilisme og et skarpt blik for ”et andet” eller ”mere”, der kommer til syne i landskabsbeskrivelserne.

For at placere Jeschko-Edberg korrekt, er det vigtigt, at han ikke sættes i selskab med andre svenske og danske politisk orienterede forfattere, for han er aldrig blot poserende, men måske den mest militante digter blandt den yngre generation.

Blandt de samtidige svenske forfattere skal man vende sig mod en anden markant digter, Kristian Lundberg, for at finde en digter, det giver mening at sammenligne med. /cs

***

Et tog trækker sig gennem
en europæisk skumring,
København, Køln, Amsterdam,
skyerne tynges ned af de sidste solstråler
som slynges ned mod jorden,
et smukt rosa skær
drysser gennem vores kroppe.

Vi kommer ind i et landskab
der stadig bærer på mareridtene
om de krige der har været
og dem som en dag
kommer til at udvikle sig
som en dødsfarvet blomst.

Ugerne og månederne vi indånder
ser optøjer og protester i London og Athen,
den græske regering opretholder
skibsblokaden mod Gaza, bureaukratiske enheder
forsøger at værne sig mod dem der ønsker at forskyde
magten der holder alt på plads.

Den arabiske konduktør
taler nervøst om politiet
med sin kollega,
passagererne sidder i de gamle
slidte kupéer, de tomme
øldåser ruller hen over gulvet
når togvognene krænger
i jernbanens sving.

Mens min datter og jeg bevæger os
indeni vognenes kroppe,
færdes vi samtidig gennem
et økonomisk system som kun
kan overleve gennem gældsætning
af andre, en produktion som ikke
kan tillade sig at vide af nogen begrænsning.

Hendes små hænder skubber
indvoldenes døre op, hun stiger
hen over gabet mellem vognene,
vi bevæger os væk fra kørselsretningen.

Pludselig står vi stille,
ser på et landskab som jager væk,
vi er kommet til den sidste vogn
som skubber husene og træerne forbi,
kaster dem væk fra os,
min datter træder et skridt tilbage og
trygger sin ryg mod mig,
mens vi står og kigger bliver det stille mørkere,
en beroligende nat er klar til at træde til.

Vi står og kigger sammen,
hendes hænder klemmer mine arme,
ingen af os siger noget,
vi kigger bare på den ubegribelige verden
vi befinder os midt i.

Da trætheden begynder at nærme sig
bestemmer vi os for at gå tilbage, lægge os,
med lette trin forsvinder min datter væk
mod sin mor som venter på hende,
i en af vognene passerer jeg en tålmodig kvinde,
som forsøger at forberede sine børn
på at tage imod endnu en nat,
hendes pige smiler til mig og ler
da jeg trængte mig forbi dem
i den trange gang.

[…]

Den urolige nattesøvn fører mig tilbage til Københavns Hovedbanegård,
den fascinerende skabning vi lod tilbage,
pendlere, turister, de marginaliserede
som sidder udenfor og drikker øl,
taxachaufførerne som venter
i regnen, moren, der sidder for sig selv
og venter forgæves sammen med sin søn
og kigger efter den far, der aldrig
kommer til at vise sig,
i stedet skal de opholde sig
i natten med dens forskydninger indtil
morgentogene begynder at gå igen.

[…]

Der findes faktisk en skønhed i alt det her,
isprængt sprækkerne
på et Europa som aldrig har
lært at leve med sig selv,
man må aldrig glemme den
lykke og kærlighed, der findes her,
det der eksisterer på trods
af alt som slider os i stykker.

Jeg ser hvordan en morgen fører endnu en dag frem,
vi bevæger os nær katedralen i Køln,
solstrålerne trænger gennem husmurene
og over os sidder fuglene
der flimrer ved lyden af deres egen sang,
samtidig er dette en plads som bærer på
alt det vi ikke vil tale om,
forudsætningen for det vi ser nu
er volden som fejede det gamle
væk, kun katedralen er her endnu
med mimerne og tiggerne, der
bevæger sig omkring den.

En amerikansk turist griner højt,
et alkoholiseret tidligere postbud
som rejste tilbage
til det Europa han blev født i,
hans kæreste har en grå blazer
over sin Star Wars t-shirt,
i hånden har hun et gulnet nummer
af Neue Rheinische Zeitung,
sammen går de væk i en fremmed verden
og lader katedralen bag sig.

I en boghandel ved kunstmuseet
ligger de bøger som vil blive sendt til Sverige
mens vi fortsætter vores togrejse,
fotografier fra østfronten,
stalinorglernes fingre dør mod skyer,
sandinisternes barrikader,
unge sjæle i brydermasker som venter
på den overmagt som forsøger at klamre sig fast.

Om nogle timer skal vi fortsætte
vores rejse gennem Europa,
lige igennem en smuk sommerdag,
mod kolde gennemsigtige vinde
der stadig slår om sig.

[…]

Paris,
en morgen som åbner sig mellem tomme stripklubber,
en ansat skal til at låse hoveddøren på apoteket op,
gadefejerne som holder gaderne rene,
skiltene mod Place de Stalingrad
peger over mod den verden som har været
og som altid vil være.

Byen er en organisme i konstant bevægelse, som
lever på mindet om den gamle
orden, de smuldrende kolonier
leverer billig arbejdskraft til økonomien,
skygger som ånder liv i de økonomiske strukturer;
et helt transportsystem
findes gravet ned under de gamle huse,
vi står og kigger på de elektriske skilte,
nogen har gået på sporene
så nu står metalkroppene stille,
en kvinde taber fatningen
og skriger til sine medmennesker,
at vi er horer og idioter.

Om en halv time
vil pendlertoget røre sig langs
med den forudbestemte bane,
et smukt industrilandskab,
monumenter over graffitimalernes stædighed,
nedslidte forstæder,
mennesker som driver omkring,
vasketøj som hænger til tørre
på balkonerne,
minderne om brændende biler, optøjer.

Gennem alt dette skal min datter sidde
koncentreret med dårlig mave
der får hende til at krumme sig sammen
og forsøge at klare den sidste
level på sin konsol,
lydene når hun henter point
vil bevæge sig ud af det åbne
vindue og forsvinde ud
over den station vi netop
standser ved.

[…]

Dørene åbnes og luften strømmer ind på området,
turisterne venter tålmodigt ved sikkerhedskontrollerne,
vi slippes ind i en drømmeverden,
stiliserede og farvelagte fantasier
om et 1920’erne som aldrig har eksisteret,
billeder som eksporteres til et Europa
som endnu engang nærmer sig fascismen.

Et dixiejazzband står og spiller
i stråhatte, et velkomstorkester
for de mennesker der strømmer ind,
et amerikansk flag vajer
over et af de pastelfarvede huse
som udgør drømmen om den amerikanske
småbysidyl, en kopi af en politibil
fra begyndelsen af 1900-tallet kører rundt på det
lille torv.

Turisterne kan blive fotograferet
i en Coca-Colalastbil,
de kvindelige ansatte har fine
kjoler på, som dækker læggene, blomstrede
bluser med kraver, en muslimsk kvinde i en khimar
der går helt ned til fødderne
går forbi med sit barn i hånden,
de mandlige ansatte
er klædt i hvid skjorte og vest,
alle ler, som om de var lykkelige.

Overalt er der musik der bedøver ens sind,
toner som presser sig gennem huden,
farer rundt i kroppen
uden at efterlade sig spor,
de nedgravede højttalere skaber fundamentet
for den illusion som man ikke kan undslippe
når først man er trådt inden for portene.

Mens min datter maser sig frem
forsøger jeg at forsvare mig
ved at konstruere billeder af hvad der sker om natten,
jeg ser det for mig
hvordan rengøringspersonalet har sex med hinanden
i den nedtonede idyl,
hvordan de kysser på bænkene i parken
tværer sperm ud på de kaffekopper,
vi skal drikke af.

Disneyland er en førmoderne fantasi
som drømmer sig tilbage til en
verden som udelukkende kan projiceres
over på det som allerede findes,
underbetalte arbejdere opretholder
de billeder som bliver holdt i live af overvægtige
turister.

En mor råber efter sin datter
som er blevet væk i køen til en af karrusellerne,
om en halv time vil hun sætte sig ned
på en café med sin datter
og indse at forbuddet mod medbragt mad
er det som gør det muligt
at tredoble priserne der, hvor hun er nu.

Lewis Carrolls opiumsfantasier
stilles i kapitalens tjeneste, børnene
føres ind i en labyrint,
teenagepiger lader sig fotografere
foran den piberygende maske,
de griner og retter på stropperne til deres BH’er,
en dukke af dronningen råber
”af med deres hoveder”!

Dette billede flimrer for mine øjne:
Vi befinder os på et enormt indhegnet område,
der holder den truende omverden ude,
et strengt arrangeret symbolsk univers som
er opbygget af alle de kroppe som bevæger sig her,
ængstelige mennesker der forsøger at flygte;
Disneyland, i dag, befolkes i det store og
hele af den middelklasse,
som er modtagelig for fascismen.

En dreng trækkes væk af sin mor,
han skyder med sin legetøjsrumpistol,
det lykkes for en kort tid
den pulserende lyd at forstyrre
den illusion som har grebet fat i de mennesker
han med en bister mine forsøger at dræbe.

Det er her man vil holde
massemøder og sejrsparader
når fascismen blomstrer frem igen,
det er her Berlusconi og Blair
vil forkynde, at Europa
igen er moden til at herske,
det er herfra hyperkommercialismens
arterier stråler ud
til vores kroppe.

Udenfor Eurodisney patruljerer
militær, grønne kamuflageuniformer,
marineblå baretter, FAMAS hænger
over brystkasserne,
de gamle Troupes coloniales,
de bevogter den tid som egentlig aldrig forsvandt.

[…]

En morgen som stadig holder fast i nattens kølighed,
gadesælgere forsøger at sælge mig armbånd
som vil tillade mig at kneppe så meget jeg vil,
nervøse blikke spejder omkring
en af mændene vugger utålmodigt frem og tilbage,
flytter tyngdepunktet fra fod til fod,
han synger en vemodig sang.

En politibil kører forbi,
sælgerne pakker deres sager sammen og forsvinder ud af syne
for straks at vende tilbage,
trinvis, forsigtigt
alle har de gemt sine ejendele i træerne,
kamufleret dem med grene,
en tigger står lidt derfra,
inden for kirkens hegn,
under banneret som proklamerer
at i hundredfemogtyve år
er mennesker kommet der dagligt
og bedt til Herren.

Turisterne begynder nu at strømme til
på trods af den grå himmel, som ligger over hele Paris,
snart vil de kunne se
ud over byen,
det uigennemsigtige landskab,
hvordan regnen slår ned mod hustagene,
gaderne,
menneskene som træder ud af husmurene.

[…]

Ude i byen
løber trafikken langs med vejene,
turister står med ryggen mod Seinen
og lader sig fotografere
for at gemme de minder, de bærer med sig,
bag dem flyder
de årtier gamle lig,
gennembankede, henrettede algierere,
som blev kastet ned i det beskidte vand
af politibetjente som aldrig blev stillet til ansvar.

Jeg ser, hvordan min datter går foran mig i regnen,
mens hun holder sin mor i hånden,
jeg følger stille efter,
ved siden af dem ser jeg en ensom mand,
som forsøger at beskytte sig
mod de regndråber,
som splintrer indeni os.

[…]

Togskinnerne spreder sig ud over jorden,
Lille, nær den belgiske grænse,
vi har bevæget os væk fra Paris,
vognene har ført os gennem
en økonomi som er i færd med at bryde sammen.

Denne formiddag
stopper politiet en ung mand på banegården,
han er klædt i en hvid thawb og løse bomuldsbukser,
efter at have kontrolleret hans billet
nedgør man ham helt åbenlyst,
han beordres til at trække op i skjorten
for at vise
at han ikke bærer et bombebælte,
hans kæreste og kammerater står lidt væk,
de stirrer ned i jorden,
rundt omkring fortsætter strømmen af pendlere,
uberørte af det, som sker foran dem.

Dette digt er skrevet på grænsen
af et ægteskab,
over for et samfund som endnu engang
lader koldbranden løbe
gennem de dele det ikke vil vedkende sig;
løfterne om frihed og lighed,
følelsen af at have værdi,
er blevet undergravet,
underordningen af borgeren, mennesket
er blevet defineret ud fra et punkt,
hvorfra vi ikke længere kan se det.

Den eneste trossætning jeg har tilbage
er at verden fødes og forstyrres gennem poesien,
hvad der er derimellem lever i skyggerne
af de frembringelser vi har mistet kontakten til.

Om nogle dage vil en mand komme til
at stå på en strand under en skyet himmel og forsøge mane den
verden frem som aldrig vil få lov at blive genfødt.

Billedet i toppen er malet af Carl Johan Sennels