Danmarks mest afsindige spionaffære

Arne Herløv Petersen: Aktindsigt
237 sider, kr. 150
Det Poetiske Bureaus Forlag

Af Flemming Chr. Nielsen

Som 20-årig var jeg fuld af beundring for en jævnaldrende, der hed Arne Herløv Petersen. Ikke at jeg overhovedet kendte ham dengang i 1963, men han havde lige skrevet en roman, der hed Morgensol og glasskår. Den lånte jeg på biblioteket i Århus og blev hamrende optaget af, hvordan de dog teede sig i København. De skiftevis horede og gik atommarch, så vi århusianere bare kunne stå og glo og føle os provinsielle og fåredumme.

Jeg boede i et kælderværelse på en adresse, der hed Hvedevangen 1 i det nordlige Århus, og mindre blev min begejstring for Arne Herløv Petersen ikke af, at min vært og husejer ustandselig havde en forfatter på besøg. Fra mit kældervindue kunne jeg kigge op i haven, hvor denne forfatter under en parasol i sommersol sad og hamrede en anmeldelse ned på sin skrivemaskine af Arne Herløv Petersens roman. Siden stod anmeldelsen trykt i kulturtidsskriftet Perspektiv, og den var ikke 6-stjernet, men sandelig heller ikke negativ.

Jeg var altså ikke den eneste, der respekterede Arne Herløv Petersen.

Siden gik det både Arne Herløv Petersen og hans boganmelder skidt. Nå ja, anmelderen hed Rolf Bagger og blev far til den senere storsvindler og direktør for IT Factory, så han var uden personlig skyld i de skygger, der uundgåeligt følger med, når ens søn dømmes for bedrageri og dokumentfalsk.

Men var Arne Herløv Petersen også uden skyld i, at han i november 1981 og midt under den kolde krig blev anholdt og tiltalt som spion efter den såkaldt ”milde” spionparagraf? Han fik samtidig konfiskeret sine dagbøger igennem 10 år. Han var i tre år blevet overvåget via sine telefonsamtaler og med hemmelige mikrofoner installeret i sit hjem på Langeland.

Ifølge anklagemyndigheden havde han indsamlet underskrifter og på opfordring og mod betaling fra den sovjetiske statssikkerhedstjeneste (KGB) annonceret for en atomvåbenfri zone i Norden. Desuden havde han plejet omgang med sovjetiske diplomater, som var tilknyttet KGB, og han havde givet den sovjetiske ambassade oplysninger om den danske venstrefløj. Som modydelse havde han foruden penge fået tilsagn om at kunne blive evakueret til Sovjetunionen i tilfælde af en truende krig. Anklagemyndigheden mente også, at ganske vist kunne man ikke forbyde en forfatter at skrive en kritisk pjece om den britiske premierminister Margaret Thatcher, men anderledes alvorligt var det, hvis den sovjetiske ambassade i København havde forsynet ham med manuskriptet, og at han bare som forlænget sekretær for en fjendtlig magt rettede det til.

Efter tre dage i varetægtsfængsel blev Arne Herløv Petersen løsladt, og den 17. april 1982 gav den daværende socialdemokratiske justitsminister Ole Espersen ham tiltalefrafald. Arne Herløv Petersen kom altså aldrig for en domstol. Der blev ingen straffesag. Ingen påtog sig at føre bevis for hans skyld. Selv kunne han ikke i denne omvendte juridiske verden bevise sin uskyld.

Dertil kan føjes, at skønt Rigsadvokaten fastslog, at Arne Herløv Petersen ikke havde begået noget ulovligt, valgte justitsminister Ole Espersen alligevel at lade tiltalefrafaldet supplere med en erklæring om, at han i princippet mente, Arne Herløv Petersen var skyldig. Det sidste formentlig af hensyn til Politiets Efterretningstjeneste (PET), der nødigt skulle miste sit renommé, og for at redde den daværende socialdemokratiske udenrigsminister Kjeld Olesens skind, for da Arne Herløv Petersen blev anholdt, havde Kjeld Olesen uden videre udtalt, at der ikke herskede ringeste tvivl om beviserne.

Og et tiltalefrafald kan aldrig appelleres. Derfor blev Arne Herløv Petersen hverken dømt eller renset. Han blev hængende i sumpen som evighedsbosat i et ingenmandsland. I de 36 år siden anholdelsen har han været forsvars- og værgeløs, offentligt udhængt og stigmatiseret som en psykisk spedalsk.

Alt det har Arne Herløv Petersen skildret i sin bog Skueprocessen fra 2009, og på den reagerede ingen af de ansvarlige. De lod, som om bogen ikke eksisterede. Men han har nu suppleret og udvidet med en fortsættelse, der omfatter både aflytningsrapporter og andet lige så bizart materiale, for et år efter Skueprocessens udgivelse og næsten 30 år efter ”forbrydelsen” fik han omsider tilladelse til aktindsigt og kunne møde op i PETs hovedkvarter og læse sagsakterne om sig selv. Aktindsigt hedder den nye bog. Den er en rejse ind i et mørkeland, der kun burde findes i diktaturstater.

Som anmelder af bogen har jeg frivilligt aflagt en kortvarig visit i Arne Herløv Petersens mørkeland. De bagved liggende juridiske spidsfindigheder, deres forviklinger og snoninger og edderkoppespind kan jeg af gode grunde ikke forholde mig til, men det, som mere end anes, er omridset af en mand med en skæbne så makaber, at han fra 1981 og i resten af sit liv er tvunget til at opholde sig i mørkelandet og aldrig kan komme ud i friheden. Blot et enkelt eksempel: da AHP i 2009 ”igen, igen” søgte aktindsigt, svarede PET som så ofte før, at han kunne forvente svar inden for 30 dage. Der gik alligevel næsten et år med varierende skrivelser og udsættelser. Mønsteret er så genkendeligt fra andres skærmydsler med det offentlige, at man må tro, systemet blot afventer klagerens død af alderdom og så omsider kan skrive HENLAGT! De 30 dage var bare elastik i åremål, men andre havde længe før fået adgang til at nærlæse og kommentere AHPs private telefonsamtaler og dagbøger.

Lad os kaste et blik på en interessant og ganske afslørende bemærkning, som daværende PET-chef Ole Stig Andersen har nedfældet i sin erindringsbog om de betjente, der bl. a. havde til opgave at aflytte AHP: ”De kom om morgenen, organiserede det nødvendige antal portere, som var deres nødvendige brændstof, hvorefter de gik i gang med arbejdet, som de altid udførte med stor effektivitet.”

Og lad os sammenligne deres ”optankning” med AHPs tilsvarende. I mere end tre år forud for anholdelsen som ”spion” var han dybt alkoholiseret af kærestesorger og måske arvelig disposition. Han ikke kun drak, men hældte alkohol i sig. Straks han åbnede en flaske whisky, smed han skruelåget væk, for det var verdens mest unyttige stykke inventar. I sine få lyse timer klarede han at oversætte romaner og kunne leve af det, så han må have udført sit professionelle arbejde med samme effektivitet som de porter-organiserende betjente.

Det ser altså ud til, at både vogterne og den vogtede havde et ”afslappet” forhold til alkohol, og det satte tydeligvis sine spor hos begge parter. AHP blev pladrende og vrøvlende, vennesæl og snakkesalig og omgikkes lige gerne kvinder som venner, journalister som forfattere, kulturattaché’er som ambassadører. Og PETs betjente registrerede det hele og begreb undertiden kun det halve. De skrev, at han var i så alvorlig pengenød, at han måtte belåne sit hus, men de bemærkede ikke, at når han optog et lån, var det for at kunne købe nabogrunden. De noterede, at han havde sendt et læserbrev til en portugisisk avis, men de gav avisen et ikke-eksisterende navn. Det grønlandske parti Siumut kaldte de for Sissemut. De henviste til ”det revolukanske parti” på Færøerne. Intet slog de op eller kontrollerede, men uvist hvorfor klippede de positive anmeldelser af hans roman Imod fremtids fjerne mål ud af BT og Aktuelt. Under en ransagning af hans hjem fandt de et gammelt visitkort fra en sovjetisk gæst, og da en eller anden siden havde skrevet KGB på visitkortet, blev det fremlagt som bevismateriale imod AHP (betjentene må have ment, at russiske agenter altid skrev KGB på deres visitkort). De rapporterede også, at AHP i 1978 havde fået et filmmanuskript antaget hos ASA-film, og at den handlede om én, der hed NEXØE (i rapporten skrevet med versaler). De må have tænkt på forfatteren Martin Andersen Nexø, men ASA havde intet at gøre med filmen, der heller aldrig blev til noget. De skrev, at det ikke lykkedes for AHP at komme i kommunalbestyrelsen på en tværsocialistisk liste i Rudkøbing kommune, men ifølge AHP opstillede han slet ikke – og kunne heller ikke, for han boede i en helt anden kommune. De oplyser, at AHP en dag ringede til sin gamle kæreste på Grønland, og at hun havde fået en ny ven, der hed Claus, men sådan hed han overhovedet ikke. De fortæller også, at en journalist ved navn Erik Knudsen ikke ville være medlem af den lokale soldaterforening, fordi den var konservativt domineret, men Erik Knudsen var dengang én af landets mest kendte forfattere, hvilket betjentene åbenbart ikke vidste, og sagen drejede sig i virkeligheden om, at han ikke ville melde sig ind i Forfatterforeningen, fordi dens formand var det konservative folketingsmedlem Hans-Jørgen Lembourn. De skriver også, at AHP har ringet til en Per Løve, men faktisk hed personen Villy fulgt af et almindeligt sen-navn. De kalder en senere sydkoreansk præsident for Kim del Young, selv om han hedder Kim Dae-jung. Med alle de misforståelser og fejl priser man sig lykkelig over aldrig selv at have været i søgelyset (for som journalist kunne heller ikke jeg dengang undgå diverse drikke-receptioner og hyggesnak med sovjetattachéer og andre godtfolk).

Til andre tider er AHPs telefonsnak åbenbart så indlysende forvrøvlet, at selv betjentene får nok: ”Det er en idé, som pludselig er opstået hos AHP” … ”Dette er en direkte usandhed og igen noget som AHP selv finder på” … ”Det passer slet ikke. Det er noget, han lige finder på.”

Det er en komplet absurd oplevelse at følge PETs jagt på denne langelandske alkoholiker med sovjet-kontakter, der holdes vedlige med åbne postkort, som ethvert postbud kan opsnappe. Han sidder og snakker højrøstet med dem på restaurant og giver anledning til druk-skandale. Deres biler med de blå nummerplader parkerer de åbenlyst foran hans hus. De deltager i hans drikkegilder og bæller som sanseløse. Han kender ikke en eneste statshemmelighed, han kan betro dem. Jo, at Anker Jørgensen er navnet på Danmarks statsminister. Men hver gang han skriver et eller andet, tror PET, det er en afskrift af noget sovjetisk, og giver han udtryk for et synspunkt, regnes han for sovjetisk bugtaler. Har han penge, smøger eller sprut, formoder de, at det er sovjetisk betaling. Da han en dag i fuldskab ringer til sin mor og betror hende, at den sovjetiske, den libyske og den nordkoreanske ambassadør skal mødes hjemme hos ham, og at han ifølge en lokal hjemmeværnsmand er den første, som bliver skudt, når krigen kommer, så refereres hele samtalen af PETs betjente med den kommentar tilføjet, at ”så vidt det kunne høres” var han ikke påvirket af spiritus.

Forløbet har mest karakter af et langvarigt karaktermord, et stafetløb mellem de porterdrikkende betjente og den alt-drikkende AHP. Set udefra et det umuligt at finde ind til en kerne, et solidt og fældende bevis for noget som helst. Det fandtes nok heller ikke. Helsinki-aftalen fra 1975 opfordrede jo til personlige kontakter på tværs af jerntæppet, og vist fik AHP sit tvivlsomme tiltalefrafald, men stemplet blev siddende på ham, sort og smitsomt. Og hermed er vi nået frem til en slags konklusion.

Min optagethed af hans debutroman i 1963 og min formodning om, at her var en forfatter med en strålende fremtid, blev af gode grunde ikke indfriet på forventet vis. En spionsag kom imellem, men i 1994 – altså længe efter – vandt Arne Herløv Petersen en romankonkurrence, som var udskrevet af Jyllands-Postens forlag. Helgardering hed hans vinder-roman, og da jeg dengang var ansat på avisen, var jeg som alle andre medarbejdere voldsomt optaget af, hvem der mon vandt konkurrencen. Men aldrig har en chefredaktion set så skuffet og hængemulet ud, som da det viste sig, at forfatteren var – Arne Herløv Petersen. Feststemningen forvandledes omgående til en begravelsesoptog, og avisens omtale af den store roman-begivenhed reduceredes til en lille anonym annonce. Der kunne lige så godt have stået: ”Eventuelle pårørende bedes henvende sig.”

Arne Herløv Petersen var offentligt en død mand, og det har han været siden.

Han har dermed fået den skæbne, som er vanlig for de udstødte (hvis de ikke er så heldige at bo i en diktaturstat, for så er de frie medier omgående på tæerne med fordømmelse af magthaverne og ros til den udstødte). Jyllands-Posten omtalte i 2009 AHP som ”en sporadisk beskæftiget freelance journalist.” Artikel-skriveren kunne ikke være uvidende om, at AHP imod alle odds var manden bag et stort forfatterskab og et væld af oversættelser, men angående syndebukke er grænsen for perfidier udslettet. De må tåle alt, finde sig i alt og kan udsættes for alt, mens publikum klapper.

Sagsmappen om DKP-formanden Knud Jespersen blev makuleret i 1995. Den tilsvarende sagsmappe om DKP-formanden Ole Sohn blev tilintetgjort i 1997. Rapporterne om den kommunistiske forfatter Hans Scherfig gik i makulatoren i 1981.

Men sagen mod Arne Herløv Petersen (der aldrig var medlem af Danmarks Kommunistiske Parti) skønnes at være af ”særlig historisk interesse” og er derfor overført til Statens uforgængelige Arkiver.

Eller formuleret af Arne Herløv Petersen: ”Jeg lukker øjnene og ser en stor bygning foran mig, fuld af spejlsale der er forbundet med svingdøre. Jeg løber rundt og rundt og rundt i svingdørene, men jeg kommer altid det samme sted hen.”

Det er Danmarks mest afsindige ”spionaffære”. Dengang og siden vendte så at sige alle magthavere Arne Herløv Petersen ryggen. På hans henvendelser svarede de uden om, eller himmelvendt i blikket tav de, men hverken i Skueprocessen eller i Aktindsigt ligner Arne Herløv Petersen en bitter mand. Det i sig selv er en enorm bedrift, og desuden er det en vanvittigt velskrevet bog, ironisk, sarkastisk, humoristisk, så det synger. Luk den med ønsket om, at nogen i Folketinget engang vil vise sig handlekraftige og sikre sig, at Arne Herløv Petersen med alle de års forsinkelse får en undskyldning og en oprejsning, for hvordan skulle han som forfatter (og dengang top-alkoholiker på det fjerne Langeland) overhovedet kunne udgøre den allermindste fare for rigets sikkerhed?

Flemming Chr. Nielsen er roman-og fagbogsforfatter, oversætter og journalist. Tidl. ansat ved Morgenavisen Jyllands-Posten (1980-99), og teateranmelder ved Kristeligt Dagblad (1967-75). Nielsen har bl.a. skrevet romanen Ondskabens rødder (1975), Stasiland (2001), Rejsen til Regine (2003), Nytårstalen (2004), Den hemmelige Note (2006) og Dyrets tal (2009), Anarkisten om Mogens Glistrup (2000, revideret udgave m. titlen Glistrup 2013), og Ind i verdens vrimmel om Søren Kierkegaards ukendte bror (1998, revideret udgave 2006). Som oversætter (engelsk til dansk) har Nielsen oversat den amerikanske forfatter Herman Melville (Samlede værker 1-6, 2014 & tillægsbindet En pibe Kanaster og en RedEye, 2015). Desuden bøger af Noam Chomsky, Bertrand Russell og Henry David Thoreau.