Undtagelsestilstanden og lejren hos Agamben – og herhjemme

Homo sacer. Den suveræne magt og det nøgne liv
Giorgio Agamben
Forlaget Klim, 2016

Af Christian Stokbro

Homo sacer. Den suveræne magt og det nøgne liv er Giorgio Agambens hovedværk og blev udgivet i 1995. Bogen er kontroversiel og undersøger det biopolitiskes begreb, der blev introduceret af Michel Foucault i dennes Seksualitetens historie, og ender ud i det berømte afsnit om lejren som det moderne menneskes nomos eller overenskomst[1]Homo sacer er det indledende og mest kendte værk i Agambens beskæftigelse med det moderne menneske og politikken; der er udkommet yderligere otte bøger i serien, hvoraf enkelte tidligere er blevet oversat til dansk.

Bogen er inddelt i tre dele: Suverænitetens logik, Homo Sacer og Lejren som biopolitisk paradigme for det moderne.

I indledningen til Homo Sacer præsenteres en vigtig skelnen mellem det blotte liv og den særlige livsmåde knyttet til en gruppe eller et individ, der på græsk henholdsvis kaldes zoe og bios. Overgangen fra zoe til bios, skriver Carsten Juhl, der har oversat bogen, i sit forord, er en “bevægelse fra livets vilkår til livets udfoldelse”; når Aristoteles derfor i Den nikomacheiske etik skelner mellem bios theoretikos, bios apolaustikos og bios politikos, så hører de alle under sfæren for livets udfoldelse. I den kontekst skriver Agamben følgende om sin undersøgelse af homo sacer:

Den foreliggende undersøgelse vedrører netop dette skjulte skæringspunkt mellem magtens juridisk-institutionelle model og biopolitiske model. Og hvad den har måttet registrere som et af sine mest sandsynlige resultater, er netop, at de to analyser ikke lader sig adskille, og indblandingen af det nøgne liv i den politiske sfære udgør den suveræne magts oprindelige, om end skjulte kerne. Man kan tværtimod sige, at produktionen af en biopolitisk krop udgør den suveræne magts oprindelige ydelse.

Hos Michel Foucault skal biopolitikken ikke forstås som en disciplinær mekanisme, indeholdt i statens måde direkte at styre en befolkning eller en gruppe på, men derimod som en langt mere indirekte teknik, hvor en befolkning eller et individ styres gennem statistikker, reguleringer eller individuelle tilskyndelser (tag som eksempel rygestoptilbud). Dermed blander politikken sig i generelle såvel som specifikke problematikker, som kan internaliseres i moraliserende forklædning, hvorved politikken omkranser og omhandler livet som sådan. Dermed kan Agamben lige præcis sige, at den suveræne magt producerer en biopolitisk krop, altså en krop, der betegner det kvalificerende liv som sådan – men dermed lige præcis også en afgrænsning til det blotte, ikke-kvalificeret liv.

Den suveræne magt, undtagelsestilstanden og homo sacer
Agamben indgår i første del af bogen i en særdeles frugtbar dialog med Carl Schmitt, der var retsfilosof og beskæftigede sig intensivt med spørgsmål inden for det politiske felt. Agamben citerer fra Schmitts Politisk teologi, hvori han beskæftiger sig med undtagelsen: “Undtagelsen er det ikke subsumerbare; den unddrager sig den generelle kodificering, men samtidigt åbenbarer den et specifikt juridisk formelement, decisionen, i dennes absolutte renhed”. I forlængelse heraf skriver Schmitt, at “Undtagelsen er mere interessant end normaltilfældet. Det normale beviser ikke noget, undtagelsen beviser alt; ikke blot bekræfter den reglen, men reglen lever i det hele taget kun af undtagelsen”. Det er i den kontekst, at Schmitt formulerer “suverænitetens paradoks”, som Agamben kalder det: “Suverænen er samtidig uden for og inden i den juridiske ordning”. Det vil sige, at suverænen kan holdes ansvarlig inden for de normative retsprincipper, men kan samtidig stille sig uden for det juridiske ved at erklære en undtagelsestilstand. Med dette udgangspunkt kan Agamben igangsætte sin grundlæggende spørgen omkring undtagelsestilstanden som det retsfilosofiske og politiske sine qua non. Temaets vægtning understreges utvetydigt på side 44 og 45, hvorfra følgende er hentet:

Den [undtagelsestilstanden] er den oprindelige struktur, hvori retten forholder sig til livet og optager det i sig gennem suspensionen af sig selv […]. Undtagelsesforholdet er et bandlysningsforhold. Den, der er blevet lyst i band, er da heller ikke blot stillet uden for loven og ligegyldig for denne, vedkommende er tværtimod forladt, abandonneret af loven, dvs. udsat og truet på den tærskel, hvor liv og ret, ydre og indre smelter sammen […]. Lovens oprindelige forbindelse til livet er ikke anvendelsen, applikationen, men forladelsen, abandonneringen.

Det vil med andre ord sige, at loven kun sekundært kan siges at bestå i sin applicerbarhed, dens konkretisering i det partikulære tilfælde, mens lovens primære modus netop består i muligheden for at trække sig bort, det vil sige at danne et felt, hvor undtagelsen hersker – ikke som noget skabt af loven, men som det, der er tilbage, når loven trækker sig og lukker sig om sig selv eller abandonnerer.

Men at retten forholder sig til livet i undtagelsestilstanden, betyder også, at retten og loven nødvendigvis må have visse sammenfald, hvis de da ikke er helt sammenfaldende. Walter Benjamin skelner i sit essay Kritik af volden mellem den vold, der skal til, for at loven kan blive applicerbar, hvilken han, hvis jeg husker rigtigt, henlægger til myten, og så volden, det kræver at opretholde lov og orden – altså det traditionelle blik på statens voldsmonopol. Men Benjamin, og i forlængelse heraf Agamben, forholder sig til, at volden ikke bare er mytisk til stede i tilbageblikket på rettens konstituerende fase, men er en del af den konstituerede magt, hvilket kommer til syne i undtagelsestilstanden. Suverænen er ikke underkastet retten, men underkaster sig den og kan til enhver tid trække sig i benævnelsen af undtagelsestilstanden. Det hedder således også hos Agamben:

At den konstituerende magt ikke hidrører fra den konstituerede orden og heller ikke begrænser sig til at oprette den, samt at den på den anden side er en fri praksis, betyder imidlertid ingenting, hvad angår dens alternativitet i forhold til den suveræne magt. Såfremt vores analyse af suverænitetens oprindelige struktur som band og abandonnering er rigtig, så tilhører disse attributter den suveræne magt.

Agamben taler altså ind i ovennævnte essay af Benjamins, hvor volden, der skal til for at konstituere en orden, ikke er den samme, men ligger dog latent i den magt, der opretholder ordenen. Begge er dog forskellige fra den suveræne magt, som man vel med nogen ret kan kalde den kategoriale bestemmelse bag ethvert magtbegreb. Magten kan med andre ord potentielt trække sig, potentielt undlade at være magt, men jo også netop blive sig selv lig i bandet og abandonneringen. Det er dette, der er magtens suveræne kerne, hvilket ofte glemmes i de tider, hvor den lader sig mediere gennem demokratiske skueprocesser, om man så må sige. Lidt senere citerer Agamben Jean-Luc Nancys tæt tænkte udredning af abandonneringen:

Ligeledes, og det er det samme, så indebærer det at være bandlyst ikke, at man står til rådighed for loven, men at man bliver stillet under loven i dens helhed. Udleveret til lovens absoluthed er den bandlyste ligeledes ladt uden for enhver retsorden.

At stå til rådighed for loven vil eksempelvis sige, som der står i Grundlovens §75 stk. 2:

Den, der ikke kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtigelser, som loven herom byder.

Kursiveringen er min, fordi første del af det citerede er gammelkendt, hvis man har fulgt med i debatten om gensidig forsørgelsespligt, men anden del er vigtig, fordi her understreges det, at hvis man vil have understøttelse, så må man også underkaste sig de forpligtelser lovgivningen anstiller. I modsætning hertil er det menneske, der står under loven ikke tiltalt af loven, men placeret uden for den eller anråbes ikke af den. Forskellen er mellem at stå til rådighed for og være stillet under loven.

Begrebet homo sacer indeholder endvidere en tvetydighed, som Agamben arbejder på at udrede, for sacer betyder hellig, og det vil sige, at homo sacer er det hellige menneske, men i romerretten er det samtidig det menneske, der både ikke kan ofres til guderne og slås ihjel uden retsforfølgelse, altså et menneske, der både står uden for den sakrale og den verdslige lov, der begge har trukket sig fra ham, eller som Agamben skriver:

så er en person i homo sacers tilfælde simpelthen anbragt uden for den menneskelige ret uden at gå over i den guddommelige.
[…]
Suverænitetens politiske rum skulle således være konstitueret gennem en dobbelt udelukkelse som en udvækst af det profane i det religiøse og af det religiøse i det profane, der indebærer en zone af uskelnelighed mellem ofring og drab.

Det er denne tilstand af hverken-eller, der kendetegner undtagelsestilstanden inden for det suveræne band, hvorved det nøgne liv, ifølge Agamben, bliver suverænitetens egentlige eller oprindelige produkt, og dermed bliver det “kun det nøgne liv, der er autentisk politisk“.

Lejren og det moderne
Det er ganske interessant, at Agamben i den moderne retsstat ser en rest eller måske i virkeligheden et fundament i formuleringen habeas corpus. Begrebet stammer fra den kongelige forordning af 1679 under det engelske parlament, som skulle sikre, at en fængsling havde berettigelse. Agamben hæfter sig imidlertid ved, at det ikke var et mere moderne begreb som citoyen eller borgeren, men den blotte corpus eller krop, der skulle stilles frem; habeas corpus, som er en grundsten i vores moderne retssikkerhed, sættes på den måde i forbindelse med det nøgne liv eller homo sacer.

Det ses også i forbindelse med menneskerettighederne, hvor det nøgne liv får politiske rettigheder, der er forbundet med mennesket, idet det fødes; det blot fødte liv, der tidligere var un sujet eller undersåt, bliver nu til un bourgeois, altså en borger. “Den underforståede fiktion består i, at fødsel, nascita, umiddelbart bliver til nation”, der etymologisk udspringer af verbet nascere, at fødes. Dette er væsentligt i en videre udvikling og forståelse af de geo- og biopolitiske forskydninger, der sker i det 19. og 20. århundrede; men de er som sådan også vigtige i forståelsen af det, der sker i dansk politik i disse år – for der er på den ene eller den anden måde sket et skred.

Efter opbruddet i Europas geopolitiske sammensætning som følge af Første Verdenskrig, så kommer den fortrængte afstand mellem fødsel og nation frem i lyset, og nationalstaten træder ind i en varig krise, da fascismen og nazismen dukker op, eftersom det drejer sig om to i egentlig forstand biopolitiske bevægelser, som derfor gør det naturlige liv til det foretrukne sted for den suveræne afgørelse. Vi er vant til at sammenfatte den nationalsocialistiske ideologis væsen i syntagmet “blod og jord” (Blut und Boden). Da Alfred Rosenberg skal udtrykke sit partis verdensanskuelse i én formel, er det da også denne parole, han benytter sig af: “Den nationalsocialistiske verdensanskuelse tog sit udgangspunkt i den overbevisning, at blod og jord udgjorde det væsentligste for tyskheden, at det var ud fra disse to givne vilkår, at der skulle drives kultur- og statspolitik.” […] Alt for ofte har man imidlertid glemt, at denne politisk set så bestemmende formulering har en harmløs juridisk oprindelse: den er ikke andet end et sammenfattende udtryk for de to kriterier, som allerede siden romerretten har tjent til at identificere statsborgerskab […]: ius soli […] og ius sanguinis […]. Disse to traditionelle retskriterier, som i l’ancien régime ikke havde nogen væsentlig politisk betydning, fordi de blot udtrykte et underordningsforhold, opnåede allerede med den franske revolution en ny og afgørende mening.
[…]
Hvad der indtil da ikke havde udgjort noget politisk problem (spørgsmålene: “Hvad er fransk? Hvad er tysk?”), men blot et tema blandt flere andre, der blev diskuteret inden for filosofisk antropologi, begynder nu at blive et væsentligt politisk spørgsmål [og] med nationalsocialismen bliver [det] umiddelbart sammenfaldende med den allerhøjeste politiske opgave.

Vi ser det herhjemme, hvor diskussionen af begrebet danskhed får mere mediedækning end flygtningestrømmene, og de flygtninge, der ifølge Hannah Arendt er de egentlige bærere af menneskerettighederne, fordi de, i og med de er flygtende, ikke længere er borgere i en nationalstat og således fremstiller et grænseproblem, der peger på en radikal krise i forbindelsen fødsel/nation og menneske/borger. Menneskerettighederne knytter altså an til det nøgne liv eller til det liv, der af den ene eller den anden grund kulturelt og nationalt opfattes som værende livsuværdigt – enhver nation har deres egne homines sacri, som Agamben siger, hvorfor “Det nøgne liv ikke længere [er] begrænset til et særligt sted eller til en bestemt kategori, men bor i et hvert levende væsens biologiske krop”. Dette er i øvrigt vigtigt at holde sig for øje, både generelt i beskæftigelsen med det moderne politiske landskab, men også specifikt som for eksempel i beskæftigelsen med danskeren med anden etnisk baggrund, der i flere årtier har været sat i en prekær situation, men jo også i forbindelse med behandlingen af arbejdsløse og ikke-forsikrede borgere.

Det er klart, at forskellige staters arbejde med eutanasiprogrammer – og det i den sammenhæng måske mest prominent: det nationalsocialistiske eutanasiprogram, der dræbte op mod 60.000 personer i alderen 6 til 93 – er et forsøg på at retfærdiggøre suverænitetens bestemmelse over liv og død, som altid foregår inden for rammerne af en undtagelsestilstand. Men spørgsmålet er, om vi ikke kan se noget tilsvarende ske herhjemme, hvor forskellige stramninger inden for beskæftigelsesområdet, der medfører økonomiske sanktioner over for i hovedreglen syge borgere? Fremsætter staten som suverænen ikke i et vist omfang retten til at afgøre andres liv, og som udgangspunkt herfor, at annullere de rettigheder, der tilkommer hver enkelt i og med fødslen? For er vi ikke der, hvor det nøgne liv eller den blotte krop, netop fordi det ikke bidrager til samfundsøkonomien, som tidligere kvinder, børn, straffede og syge, de facto fratages deres borgerrettigheder og dermed ikke længere er fuldgyldige medlemmer af staten, men har et andenrangsborgerskab? Vi har senest set det understreget i forbindelse med lovteksten om, at danskere ikke må være i undertal i visse boligområder, hvilket desværre fik den konsekvens, at der nu med henvisning til Folketingets beslutninger, kan peges på, at ikke-etniske danskere, der nok kan have dansk statsborgerskab og sågar være født her i landet, ikke længere regnes som rigtige danskere, fordi dansk er gået fra at være et juridisk begreb til at blive en metafysisk kategori, der trækker tråde tilbage til den tyske nationalromantiks tanke om Blut und Boden, der på sin side kan trækkes tilbage til Romerrettens definition af statsborgerskabet som berørt oven for. Man kan derfor med rette spørge sig selv, om de syge og generelt folk på kontanthjælp ikke på vej til at være blevet homines sacri blandt verdens lykkeligste og mest ængstelige folk?

Spørgsmålet må og skal tages alvorligt; ikke kun fordi det kan stilles gennem de formateringer, der knyttes til det abandonnerede menneske i Agambens værk, men simpelthen fordi vores Grundlov, staten Danmarks forfatning, åbner for muligheden for at fratage tidligere straffede og personer på understøttelse deres valgret i overensstemmelse med §29 stk. 1:

Valgret til folketinget har enhver, som har dansk indfødsret, fast bopæl i riget og nået den i stk. 2. omhandlede valgretsalder, medmindre vedkommende er umyndiggjort. Det bestemmes ved lov, i hvilket omfang straf og understøttelse, der i lovgivningen betragtes som fattighjælp, medfører tab af valgret.

I 2011 stillede Asger Aamund ad flere omgange spørgsmålet, om demokratiet nu også kan betale sig, og hvorvidt ”et flertal, der ikke laver noget, kan stemme sig til de penge, der tilhører det mindretal, som arbejder”. En anden konservativ tænker, Søren Hviid Pedersen, formulerer også i 2011 det sådan:

Måske man skulle indføre et forsørgelseskriterium, altså at man har et arbejde eller lignede og kan forsørge sig selv inden man får det privilegium at stemme og i princippet bestemme over andre mennesker og deres ressourcer og ejendom.

Pedersens spørgsmål er helt legitimt set i lyset af Grundloven, men han sætter også spørgsmålstegn ved, om folk på understøttelse er eller bør være dækket ind under ejendomsrettens ukrænkelighed. Et spørgsmål, byretten i Helsingør på mange måder anerkender og besvarer konfirmativt, idet den vælger ikke at dømme loven om gensidig forsørgelsespligt grundlovsstridig[2]. Det kalder på det helt enkle spørgsmål, som vi må og skal besvare som demokratiske borgere: Er lejren et faktum i det danske samfund? Et andet spørgsmål kunne lyde, om lejren er en del af det politiske etablissements arbejdsredskaber?

Der skal ikke drages en uholdbar parallel mellem behandlingen af danske, syge kontanthjælpsmodtagere og den tyske nationalsocialismes eutanasiprogrammer, men ikke desto mindre udspringer begge fra en undtagelsestilstand; i dansk regi anno 2016 bliver kontanthjælpsmodtageren lidt efter lidt abandonneret, og det medfører også, at appelinstanserne lukkes. Lejrene derimod, også nationalsocialismens koncentrationslejre, er stedet for conditio inhumanas virkeliggørelse, og de fødes ud af undtagelsestilstandens og krigsrettens ånd, om man så må sige. I undtagelsestilstanden suspenderes de civilretslige garantier for personlig frihed – det kunne blandt andet ses i Paris efter terrorangrebet. Og her skal vi være opmærksomme på lejrens raison d’etre:

Lejren er det rum, som åbner sig, når undtagelsestilstanden begynder at blive regel.
[…]
Man bør nu overveje lejrens paradoksale status som undtagelsesrum: den består i et stykke land, som bliver anbragt uden for den normale retsorden, men som derfor alligevel ikke blot bliver til et rum udenfor. […] Men det, der derved først og fremmest indfanges i ordningen, bliver selve undtagelsestilstanden.

Dermed bliver lejren billedet på det individ eller den gruppe, som suverænen trækker sig tilbage fra, så det fratages politisk status. Lejren er lig med undtagelsestilstanden som norm. Det er præcis denne del af Agambens hovedværk, der er tragisk relevant ikke bare for vores tid, men for Danmark – flødeskumsfronten, som besættelsesmagten kaldte landet, og som vel i det store og hele passer godt til den fantasi, vi har dyrket som en del af vores nationale karaktertræk, siden 1864 tvang vores blik indad og lod Biedermeierkulturen blive normsættende – også i dag.

Men i Danmark har vi ikke synlige lejre; jo, vi har asylcentre omkranset af pigtråd, men det mest bemærkelsesværdige ved den førte politik er ikke de synlige lejre, men at landet som sådan er omdannet til en lejr, til et undtagelsesrum. I forskellige formateringer dyrkes fantasien om danskhed, der senest er blevet sanktioneret gennem en kanonisering[3], der rent ud sagt er en farce. Lad os tage et dansk karaktertræk som tillid, men i virkeligheden møder Folketinget og regeringen alle med en forestilling om, at folk på understøttelse er ude på at unddrage sig systemet, udnytte det og undgå arbejde. Det forplanter sig ned gennem den offentlige sektor, som bevirker, at den borger, der tidligere skulle sikres mod social deroute, nu mødes med pres, trusler og en forforståelse, der fuldstændig skygger for det enkelte menneske, men værre endnu, det enkelte menneskes mest basale rettigheder kompromitteres: Den enkeltes hjem er ikke længere ukrænkeligt, forholdene mellem mennesker granskes minutiøst[4] og privat ejendomsret deponeres andetsteds i det øjeblik man træder ind i understøttelsessystemet.

Værst af alt er dog, at alle disse rettigheder ikke længere er sikret med Grundloven. Den danske grundlov er nemlig ikke længere normativ, men, med kammeradvokat Sune Fugleholms ord den 10. november 2016: ”alene retningsgivende. Det er op til Folketinget at fortolke den” (Arbejderen 10.11.16). Et radikalt brud med tredelingen af magten – en grundpille i velfungerende, vestlige demokratier.

Der er med andre ord sket et skred, hvor flygtninge og indvandrere og deres efterkommere nok er danske i juridisk forstand, men netop ikke inden for rammerne af danskhedsdebattens kategorier. Danske borgere på understøttelse har de facto fået forringet deres rettigheder, hvor man bliver nødt til at spørge til, om disse borgere længere er fuldgyldige medlemmer af det danske samfund, eller om disse borgere er i samme prekære position, som danskere med anden etnisk baggrund allerede længe har befundet sig i.

I den henseende er Agambens forestilling om lejren udtryk for den reelle undtagelsestilstand, der gør sig gældende over for ikke-etniske danskere, der stammer fra et ikke-vestligt samfund, og syge og arbejdsløse etniske danskere. Lejren er bare ikke længere et fysisk sted, men internaliseret som en del af den subjektivering, der konstant pågår som en forhandling mellem den ene og det omkringliggende samfund.

Der er i forlængelse af det, der næsten må beskrives som en regeren i og med en konstitutionel krise, hvor lejren og undtagelsestilstanden bliver stadig mere synlig, god grund til at vende tilbage til artiklens begyndelse, hvor Schmitt citeres for følgende udsagn: ”Det normale beviser ikke noget, undtagelsen beviser alt; ikke blot bekræfter den reglen, men reglen lever i det hele taget kun af undtagelsen”. Spørgsmålet stiller sig derfor: Hvad peger undtagelsen i Danmark på? At magten i Danmark i dag er parat til at ofre en del af dens befolkning gennem abandonnering for at konsolidere sin egen position som det sted, hvorfra undtagelsen og fortolkningen af Grundloven udgår.

Når man derfor taler om folk (også) i moderne europæisk politik, så må vi altid lytte godt efter dette folks bestanddele; for der er aldrig blot tale om folk, men altid om et begreb, der indeholder en dobbelttydig bevægelse mellem to yderpunkter, som Agamben formulerer det. På den ene side er folk udtryk for en politisk krop, mens det på den anden side udtrykker den nøgne krops realitet i enhver politisk enhed – og dermed er vi tilbage ved starten.

det indebærer også, at konstitutionen af menneskearten i en politisk krop finder sted gennem en fundamental splittelse, samt at vi i begrebet “folk” uden vanskeligheder kan genkende de kategoripar, som vi har set definere den oprindelige politiske struktur: nøgent liv (folk) og politisk eksistens (Folk), udelukkelse og indoptagelse, zoe og bios. Således bærer “folket” allerede altid med sig det grundlæggende biopolitiske brud.

Agambens hovedværk stiller nødvendige spørgsmål til det vestlige, liberale demokrati, der hylder ligheden og menneskerettighederne. Men de seneste par år har også i stigende grad vist, at de frie demokratier kun fungerer sådan på overfladen, og at begreber som både suverænen og abandonnering også har en reel funktion i de fries land. Det er gået stærkt med denne bevægelse siden september 2001, men som også Agamben peger på, så sætter flygtningestrømmene nationalstaten under pres og dermed også de universelle frihedsrettigheder; ikke fordi eksempelvis menneskerettighederne i en eller anden form ikke burde være universelle, men fordi relationen suveræn/folk altid er tvetydig og evigt differentierende. Homo sacer. Den suveræne magt og det nøgne liv kalder således på at blive læst igen, og de spørgsmål, der fremhæves, kræves at blive stillet igen og igen. Rent fysisk er her jo ikke tale om noget stort værk, men til gengæld er tankerne store, og Agamben lykkes med at gøre politikken og dens produkt tænkeværdig – igen.

Christian Stokbro Karlsen (f. 1975) er Mag. art. i litteratur, og litteraturredaktør på Eftertryk. Har udgivet flere digtsamlinger; i foråret udkommer bogen “Poetik” på det svenske Sapeur Förlag, som er en overvejelse over digtningen med afsæt i Martin Heidegger, Slavoj Žižek og Karl Marx. Har været anmelder siden 2007 for den smallere litteratur, radikal politisk teori og litteraturhistorie på Nordjyske Stiftstidende.

Noter:

[1] Begrebet nomos betyder egentlig lov eller sædvane og blev af sofisterne modstillet physis, som relaterer til naturen – hos mennesker betegner physis både den ydre fysiske fremtoning, men også ens indre natur, som det fremgår af Sofokles Oedipus Rex.

[2]http://bm.dk/da/Aktuelt/Nyheder/Arkiv/2017/03/Ankesag%20om%20gensidig%20forsoergelsespligt%20er%20frafaldet.aspx

[3] https://www.danmarkskanon.dk/

[4] ”[D]et er tvivlsomt, om de sociale myndigheders overvågning nogensinde kan være proportional, når myndighederne i sagens natur aldrig vil have en rimelig mistanke om strafbar lovovertrædelse, da sagsoplysningen ifølge retssikkerhedsloven i så fald ville skulle foretages af politiet efter reglerne i strafferetsplejen” (citeret efter Forvaltningens kontrol – status 2015-2016 udgivet af Institut for Menneskerettigheder (https://menneskeret.dk/sites/menneskeret.dk/files/media/dokumenter/udgivelser/status/2015-16/delrapporter_med_issn/status_2015-16_delrapport_om_forvaltningens_kontrol_-_issn.pdf).