Stærke følelser og sund fornuft: På vej i krig

Som beskrevet i et andet indlæg om mediedækningen af giftangrebet i Gouta er der mange veje, ad hvilke den offentlige krigsagitation kan kulminere i opfordringer om at indlede et angreb på Syrien. Et offentligt forfægtet standpunkt er, at brugen af kemiske våben bør udløse et angreb på styret i Syrien, uagtet at der ikke er klarhed over, hvem der står bag. Det syriske styre skal altså holdes ansvarligt, selvom det muligvis ikke er det.

Næppe et særlig folkeligt synspunkt. Mon ikke den jævne dansker vil mene, at et angreb på det syriske styre kun kan komme på tale, hvis det kan lægges til grund, at styret selv har udført giftangrebet?

I så fald gav åbningsindslaget i 21.30-TV-Avisen d. 27. august de danske seere et solidt fundament for at tilslutte sig krigskoret.

Studievært Kim Bildsøe Lassen kan indledningsvis berette:

”I mange af verdens hovedstæder overvejes her til aften, hvordan man straffer Syrien for at bruge giftgas mod sin egen befolkning.”

Udsagnet postulerer ikke direkte, men underforstår, at det syriske styre har brugt ”giftgas mod sin egen befolkning”. Spørgsmålet er alene, hvordan man så vil straffe “Syrien” for det.

Efter at have præsenteret udsagn fra flere ledende danske politikere, som alle understøtter denne udlægning, bringes en kort montage med fokus på de menneskelige lidelser, angrebet har affødt. Camilla Markvardsens speak forklarer først:

”Sammen med en lang række arabiske og andre vestlige lande mener [USA og Storbritannien], at det var Syriens præsident Assad, som slog mindst 350 syrere ihjel med giftgas.”

Den skepsis, som findes i en lang række af verdens andre lande, nævnes ikke. Udsynet indskrænkes til de krigsivrige stater. I næste skridt afgør Markvardsen skyldsspørgsmålet. Det, USA og Storbritannien ”mener”, opløftes til fakta:

”Et angreb ind i Syrien kan finde sted inden for de næste to til tre dage for at forhindre Assad i at bruge flere kemiske våben.”

Underforstået: Assad brugte i det aktuelle tilfælde kemiske våben. Nu vil man forhindre ham i at bruge ”flere”.

Efter at have interviewet udenrigsminister Villy Søvndal sammenføjer Lassen de vestlige lederes anklager mod Assad for at have brugt giftgas med indslagets egen antagelse om, at det er et faktum:

”Store dele af verdenssamfundet er altså efterhånden overbevist om, at den syriske præsident, Assad, i sidste uge brugte kemiske våben”

At verdenssamfundet er ”overbevist”, implicerer, at de vestlige ledere og deres arabiske allierede – der her lidt usædvanligt er blevet indlemmet i ”verdenssamfundet” – ikke blot hævder, men på baggrund af fakta tror, at Assad brugte kemiske våben. På samme måde var man i sin tid ”overbevist om”, at Saddam Hussein havde et aktivt atomvåbenprogram, ligesom man længe har været ”overbevist om”, at Iran prøver at fremstille atomvåben.

Hvad vestlige ledere hævder, er i udgangspunktet, hvad de oprigtigt tror. For så vidt er det ikke en mulighed, at deres udsagn skulle være blandt de løgne, fabrikationer og bevidste fordrejelser, som knudepunkterne i den politiske verdenshistorie ellers er så fuld af.

Beviserne: Følelse og fornuft
Der er forskel på at lægge noget til grund og reel bevisførelse. Godt syv minutter inde i indslaget rettes fokus mod, hvilke ”beviser” der findes for TV-Avisens antagelse om, at Assad stod bag angrebet. Lassen spørger USA-korrespondent Johannes Langkilde: ”Hvad bygger amerikanerne det på?” Langkildes svar legemliggør symbiosen mellem magthavere og mediefolk:

”Ja, udenrigsminister Kerry holdt jo et stærkt og følelsesladet pressemøde i går, hvor han siger, at USA er fuldstændig overbeviste om, at Assad har brugt kemiske våben mod civilbefolkningen. Og så siger han, at dem, der måtte hævde, at oprørerne selv har fabrikeret det her angreb, de er simpelthen ikke ved deres fulde fem […] og så baserer man det på det, som John Kerry altså kalder sund fornuft.”

Så langt består beviserne altså i  følelser og fornuft hos en af konfliktens centrale aktører – ren fornuft, som ikke kobles til simpelt bevismateriale, efterretninger og dokumentation. Langkilde tillægger denne form for bevisførelse troværdighed ud fra dens egne standarder: Pressemødet var ”stærkt og følelsesladet”. Man er “fuldstændig overbeviste”. Han indføjer dog også følgende:

”Så man baserer det altså på nogle oplysninger, som USA i øvrigt også siger, de vil fremlægge i løbet af de næste dage, altså der er åbenbart flere beviser i posen her fra amerikansk side.”

Igen tages troværdigheden i USA’s offentlige udmeldinger for givet. Der eksisterer ”nogle oplysninger” og ”beviser”. Angiveligt reelle beviser, som blot skal fremlægges som supplement til de fakta, der med vendingen “flere beviser” indikeres allerede at være præsenteret for offentligheden. At Lassen i den efterfølgende interviewsekvens med Søvndal mere kritisk spørger ind til, hvilke krav man fra dansk side vil stille til den amerikanske bevisførelse, synes i konteksten snarest at bestyrke forestillingen om, at den ventede amerikanske redegørelse for hændelsens fakta blot vil konkretisere, hvad der allerede er kundgjort af følelse og fornuft.

Gengivelsen af Kerrys bemærkning om, at de, “der måtte hævde, at oprørerne selv har fabrikeret det her angreb […] simpelthen ikke [er] ved deres fulde fem”, kunne DR i øvrigt have brugt til at udstille en intern splittelse i det politisk-militære etablissement. Eksempelvis mener det danske forsvars Peter Viggo Jakobsen, at det er “mere nærliggende at tro, at det er oprørerne, der har gjort det”, end styret selv. Major Lars Cramer-Larsen finder, at “det ikke urealistisk, at det er islamistiske terrorister, der er imod Assad, som står bag”, men derimod ikke sandsynligt, at det skulle være Assad selv.

Når magten taler
Uforstyrret af de forbeholdne, forsigtige, komplicerede og modsatrettede vurderinger, som i øvrigt kan indhentes fra upartiske ekspertkilder, vender vi os mod de største autoriteter. De bringer klarhed. Berlingske skrev i sin leder d. 28. august:

”Man kan ikke aflæse signalerne fra […] John Kerry og hans britiske kollega William Hague på anden måde, end at konklusionen er klar: Det var Assad-styret, som stod bag den ufattelige ugerning. Er det tilfældet, er det internationale samfund nødt til at svare igen.”

De vestlige statsmænds signaler tydes, og ”konklusionen er klar”. Egentlige beviser behøves ikke. Eftersætningen (”Er det tilfældet …”) peger stilfærdigt på muligheden af, at konklusionen er forkert. Men det er underordnet, for konklusionen er stadig klar: ”Tillader det internationale samfund først forbryderregimer at tage kemiske våben i anvendelse mod civilbefolkninger […] er der sket et skred.” Altså skal vi deltage i det forestående angreb på Syrien. Det skal være en “markering”. Klarhed frem for besindelse på, hvad vi egentlig har grund til at tro.

Dansk mainstreampropaganda er ikke så svulstig i sin form som dens totalitære modstykke. Der er imidlertid en central parallel: Når lederne har talt, har vi de relevante fakta. Ikke ubetvivlelige fakta, men dog fakta, vi må antage og intensivt fokusere på. Evt. indtil andet er bevist.

Det er ikke utænkeligt, at vores ledere har ret i deres anklager. Men et menneske, der betragtede alt dette på afstand og ikke var opdraget til krig og magtbenovelse, ville nok undre sig over, at den mest betydningsfulde informationsformidlingskanal i Danmark går ud fra, at lederne har ret, uden at pege på rationelle grunde til, at det skulle være tilfældet. Man må i denne sammenhæng skelne skarpt mellem rationalitet og “sund fornuft”.

 

Udgivet 29. august 2013

Print Friendly, PDF & Email